Nok engang har det været svært at begrænse sig til 50, hvilket heldigvis er et luksusproblem af de større. Generelt synes jeg, årets program er lidt tyndt i toppen og præget af lidt for mange gengangere, men også sindssygt stærkt i midterfeltet. Det er nok et udslag af, at man med Avalon-scenen reelt har udvidet rummet for koncerter i 10-20.000-klassen betragteligt. Avalon er sammen med Arena vært for en stor del af årets mest spændende koncerter.
Det er lidt svært med det med gengangerne. Når man har været på festivalen otte år i træk, er det uundgåeligt med dubletter, særligt når Roskilde Festival er så enormt gode til at gribe fat om vækstlaget, og følge deres fund til dørs. Det har jeg som sådan heller ikke noget imod, og det er eksempelvis den logik, som har gradueret navne som Disclosure, Die Antwoord, The Tallest Man On Earth og First Aid Kit til nogen af festivalens større scener. Jeg synes dog, det er synd, når man booker gengangere, som ikke rigtig har flyttet sig selv - eller noget andet - musikalsk siden sidst. Her tænker jeg særligt på Florence and The Machine og Muse. Førstnævnte er som sådan nok en fin booking, selvom de er en af mine yndlingsaversioner og i øvrigt ikke har gjort noget synderligt væsen af sig siden slutningen af 00'erne, men på Orange - det forstår jeg ikke? Hvad angår Muse, så er det simpelthen bare en ringe booking. Vi har at gøre med et band, som hverken er aktuelt eller legendarisk. Tre gode album for 10-15 år siden er altså ingen præstation, og det virker lidt, som om man har trukket en gammel, velkendt hest i ringen for at være sikker på at kunne fylde de tunge slots på Orange. Einmal wits, zweimal dumm. Alt i alt synes jeg det er problematisk, at fire ud af syv headlinere har spillet på festivalen i løbet af de sidste fem år, og to af dem (Disclosure og Kendrick Lamar) endog for bare to år siden. Nyhedsværdien er ikke i højsædet i årets program.
Generelt har man foretaget nogen skægge prioriteringer omkring Orange Scene i år. Die Antwoord på natteslottet er modigt på den gode måde, men hvorfor man har ofret en Disclosure-nattekoncert så fire gutter fra Hellerup kan musicere over en powerpoint fra 2005, det er mig en gåde. Kære Mew: I er ikke store nok til at fortjene et natteslot, så drop nu det prætentiøse pis og lær at spille i dagslys! Derudover ærgrer det mig, at man har puttet Ryan Adams på Orange på en dag, hvor enten Mastodon, Bikstok eller sågar Jupiter & Okwess International kunne have brugt scenen meget bedre. Og Marie Keys graduering fra Arena til Orange er desværre hverken overraskende eller klog. Jeg er bange for, hun drukner.
Når du går i gang med mine 50 udvalgte, vil der være nogen bands, du skal kigge langt efter. Førnævnte Florence and The Machine er ikke med, det er ej heller prominente navne som Jungle, Suspekt, WhoMadeWho, DJ Mustard, Father John Misty og Kasai Allstars. WhoMadeWho var faktisk på listen, men at sætte dem på klokken 16 på Arena på sidstedagen virker helt hovedløst. Det er måske en af de søvnigste kombinationer af tid og sted på hele spilleplanen, så det springer jeg lige over. Når Noel Gallagher ikke er på listen er det ikke fordi, jeg ikke kan finde på at svinge på til ekstranumrene og bræge med på 'Don't Look Back In Anger', men det ved du så ligesom nu, så kan vi koncentrere os om noget andet i stedet.
Det er første gang jeg laver min liste efter spilleplanen er offentliggjort, og jeg har prøvet at lade være at tage hensyn til, hvilke bands der spiller oven i hinanden. På den måde bliver listens prioriteringer mere retvisende. Jeg har dog medtænkt slot og scene hos de kunstnere, for hvem det påvirker mine forventninger til koncerten i den ene eller den anden retning - eksempelvis hos WhoMadeWho og Marie Key.
Nå, men som Zygmunt Bauman ville skrive: Ikke mere snak - vis mig det! De her 50 bands skal du høre i år (hvis nu du havde 19 hoveder med ører på. Måske skal du bare nøjes med en 10-15 af dem, men så er der lidt at ærgre sig over).
50-41: Syre, sydstatsrock og attitude.
50) SLAUGHTER BEACH (DK) (warm up)
Indie af den helt klassiske skuffe. Se dem som Beach House med lidt mere gas på slagtøjet.
Roskilde finder nogen spændende ting i Brasilien for tiden (og mindre spændende - Tropkillaz er også på programmet...), og DJ Mam blander gryden med sit hjemlands mange lyde i et dansabelt sommerfestmix.
Her har vi virkelig at gøre med en novelty. Det, Margaret Chardiet kalder musik, og som hun blandt andet har udgivet på albummet med den passende titel Bestial Burden, er til tider decideret mareridsfremkaldende, og jeg tror det er bliver en forbandet stærk oplevelse live - hvis man kan holde ud at høre på det. Gloria bliver fyldt med metalstøj, desperationsskrig og droneklang.
47) WANGEL (DK) (warm up)
Der er ved at være vind under Wangels vinger, så koncerten kan let blive en af de bedre besøgte i warm up-dagene. Hvis du kan lide Bon Iver-plagiat, så er det her, du skal hen. Jeg synes, slægtskabet til tider er lidt for åbenlyst, men hvad fanden - Justin Vernon kan jo ikke have patent på autotune.
Lydia Ainsworth lyder til tider så meget som MØ, at det er svært at forestille sig, at der ikke skulle være et eller andet kendskab den ene eller den anden vej. Canadieren er lidt mindre street tough og lidt mere indie, men stærk og skarp elektropop er, hvad du kan forvente.
45) VÖK (IS) (warm up)
Vi bliver ved de kvindelige vokalister, men med islandske Vök er vi mere ude i en lyd, der synes at være barn af både The Knife og Daughter. Ganske nydeligt.
Lindigo er fra øen Réunion øst for Mauritius, og spiller en genre, der hedder maloya. Det skal du ikke være ked af, hvis du ikke har hørt om før, for det havde jeg heller ikke. Men der er tale om en klassisk kreol med elementer af fransk og afrikansk - et ægte kolonialistisk bastardprodukt, men der er masser af dansabel percussion og rigelig mulighed for at spotte en antropolog/højskoleelev/MS'er.
Mærkatet "sydstatsrock" er virkelig blevet klistret på meget musik de senere år, efter Kings of Leon kickstartede lyden (og derpå forlod den). Benjamin Booker er en knægt fra Virginia, som lyder meget ældre end sin alder. Her er virkelig potentiale for en god, gedigen rockkoncert.
Legesygen løber næsten over sine bredder hos King Gizzard & The Lizard Wizard (ses på navnet), som kommer til Roskilde med en klassisk, udforskende psykedelikalyd. Det kan blive ganske skægt, særligt hvis de spiller fedt.
Nicki Minaj er et omdrejningspunkt i amerikansk populærmusik, og når hun ovenikøbet er talentfuld, så er det en fornuftig booking af Roskilde, selvom puritanerkoret naturligvis stod i kø med deres eder, forbandelser og tilbageskuende pegefingre. Jeg tror nok, det her skal blive en stærk koncert.
40-31: Svenskere, firserreferencer og indiepop.
Med Dalhous har vi fat i den helt atmosfæriske, udsvævende ende af programmet. De æteriske lydlandskaber er til tider en anelse uhåndgribelige, men når der kommer lidt beat på, som på 'Sensitised To This Area', så bliver det kantet spændende.
Lad mig være helt heteronormativt ærlig: Svensk sommerpigecharme bringer Veronica Maggio langt. Det svenske sprog kan faktisk bringe mange musikere rigtig langt, for det har en smuk fonetik, særligt når det som her sættes til uskyldig og velsnedkret pop. Jeg er lidt skeptisk omkring, hvor godt et match Veronica Maggio er med Arena, men ellers kunne man jo ligge uden for. Men så kan man bare ikke se hende...
38) THE ATTIC SLEEPERS (DK) (warm up)
Nok et warm up-band, der har fået megen positiv opmærksomhed i foråret. The Attic Sleepers' gennembrudsnummer 'Airport' emmer af C.V. Jørgensen, og også et nutidigt band som det dansksprogede Mellemblond er i referencefamilien her. En fin blanding af lige dele akustisk finesse og indiegrandeur.
Roskilde har de seneste år haft godt fat i de knopskydninger i langsomtgående elektronisk musik fra særligt Peru og Argentina, der under ét kan benævnes neo-cumbia. Hvis du missede Dengue Dengue Dengue sidste år - eller gerne vil have mere af samme skuffe - er Chancha Via Circuito et godt navn at skrive sig bag øret. Eftermiddagsslottet på Apollo er en hård opgave, men måske er netop et skud Buenos Aires den rette anretning?
Jeg har egentlig aldrig været sindssygt glad for First Aid Kit. Jeg stod lidt på afstand til noget af deres koncert en ekstremt varm og støvet eftermiddag på Odeon for nogen år siden, og siden har jeg egentlig ikke beskæftiget mig synderligt med de to svenskere, som ellers er et rimelig stabilt referencepunkt i krydsfeltet mellem indie, folk og country. Måske er det netop lidt for meget country og lidt for lidt folk. Men det lyder jo meget godt.
Det er en sindssygt skarp booking af Roskilde at hive Atlanta-rapperen ILoveMakonnen ind. Hvorfor man så placerer ham på Apollo er mig en gåde, men det var nok den eneste måde det kunne hænge sammen på en loaded torsdag. Makonnen er millimeter fra at være for R'n'B-flødet for mig (det er mit hade), men tænk han snarere som en sydstatsversion af Frank Ocean.
Udover at ramme hiphoppens sindssyge zeitgeist, spille med den elektroniske musiks muskler og kortlægge afrofunk har Roskilde de senere år været eminent skarpe på den lille subgenre af sårbar og smuk indiepop, ofte med kvindelige frontfigurer, der er opstået af lige dele akustik og ømhed a'la Bon Iver, og elektrominimalistiske træk fra britisk post-dubstep som The xx og James Blake. For nogle år siden havde man puttet Daughter på Gloria inden nogensomhelst havde hørt om dem, og sidste år var det Denai Moore, der var vært ved en betagende, omend varm, oplevelse. I år er der indtil flere spændende artister i dette minimalistiske hjørne, og danske Broken Twin er en af dem (tjek evt. også Soak og Alice Boman længere oppe på listen). Desværre er hun blevet placeret på den yderst kedelige Pavilion-scene, hvilket er ærgerligt, fordi Gloria er et perfekt rum til de her koncerter. Derfor ryger hun lidt ned af listen. Men det er forbandet smukt.
33) OCTOBER DANCE (DK) (warm up)
Man mener sine new wave-referencer seriøst, når man opkalder et nummer efter Talking Heads- og Tom Tom Club-medgrundlægger Tina Weymouth. Når man samtidig skilter med en ordentlig røvfuld percussion, så skal det skabe opmærksomhed. Man skal passe på med sine LCD Soundsystem-referencer, men der er nok blevet danset til 'Tribulations' en gang eller tre i øveren. Jeg så dem tilfældigt på Jazzhouse for nylig, og det lyder godt.
Powells musik er sindssygt hårdt, så hold dig væk, hvis du ikke er til minimaltechno krydret med industriel IDM-støj (ikke EDM, men den intelligente version...). Det bliver et beskidt bombardement af de helt hardcore, og jeg vil sgu gerne være med!
Lust For Youth er et interessant bekendtskab. Det smager af lige dele Depeche Mode og Washed Out, har sin oprindelse i DIY-punkmiljøet omkring Mayhem, og består blandt andet af et tidligere Oh No Ono-medlem. Sikken en genealogi.
30-21 Mest dansk og engelsk; stort, småt, nyt og has-been.
Attenårige Soak fra Nordirland lyder sine steder skammeligt meget som forbillederne i Daughter, andre steder mere som det skotske 00'er band Camera Obscura. En udemærket kombination må man sige, men kan man få nok minimalistisk indiepop? Okay måske, men ikke endnu i hvert fald. Det her er på Gloria, så der er intimitetsgaranti.
Jeg vil godt lige gentage, at jeg synes, Muse er en ualmindeligt kedelig og ganske ukarakteristisk Roskilde-booking. Siden sidst har bandet udgivet ét album, som var så forbandet dårligt at folk næsten har glemt det. The 2nd Law hed det, og hvis man kigger i setlister er det da heller ikke, fordi trioen selv er vild med at spille det live. Jeg ved godt, at Muse fylder pladsen foran Orange, men kunne man ikke have fundet et mere interessant navn at spendere pengene på? Jeg mener, et navn, som rent faktisk stadig er musikalsk relevant, nyskabende og dagsordensættende? Eller et navn, der er betydningsfuldt og genreskabende nok til at være på det musikhistoriske pensum? Prog-rocken er død, og Muse har ikke flyttet en skid andet end sine egne armbevægelser opad, i noget der bliver stadig mere teatralsk og ubevidst parodierende - det, kultursociologen ville kalde camp. Det kammede over omkring eller lige efter 'Knights of Cydonia', som jo er et vildt stykke musik, men som også er blevet overeksponeret i en grad, som en særling af den karakter slet ikke kan holde til. Når jeg alligevel måske er at finde til koncerten er det dels fordi der ikke sker så forbandet meget andet samtidig, og dels fordi jeg som stort set alle mine jævnaldrende trods alt har hørt pokkers meget Muse på teenageværelset - det var dengang, de både kunne skrive stærke ballader, lege med former og forbandet potent prog!
Kippi Kaninus er et af de navne, jeg har flyttet mest opad og nedad på denne liste. Opad røg det til sidst, da jeg fandt ud af, at det live transformerer sig fra et sengekantscomputerprojekt til fuld basserralle med percussion og blæseinstrumenter. Jeg tror på en uforudsigelig, organisk musikoplevelse af de helt nørdede her, og det elsker jeg sgu!
Marie Key er virkelig en af de danske kunstnere, der vinder allermest ved at synge på sit modersmål. Det var ikke tilfældigt, at 'Uden Forsvar' blev en landeplage, for Marie Keys nærvær og ærlighed er ganske uforligneligt og formidles imponerende skråsikkert og ligetil. Der er mange der ikke har opdaget det, men krøltoppen har faktisk præsteret en lignende perle på sin nye plade. Det er lukkeren, 'Dit Sekund', der er tale om. At excellere udi disciplinen ekskæreste-kærlighedssang er ganske imponerende. Særligt når man eksempelvis også kan fædrelandsbesynge på knivskarp vis på 'Landet'. Det bliver en udfordring at lægge Orange ned på samme måde som seksstjernerskoncerten på Arena sidst, men jeg tror nok det skal lykkes - i hvert fald hvis vejret holder - for Marie Key er en fælles referenceramme for rigtig mange (også dem, der ikke gik på efterskole i 2013...).
26) GOOMS (DK) (warm up)
Der var engang et band, der hed Oh No Ono. De udgav en EP og to plader. EP'en synes folk mest var sjov på kuriøsitetsmåden, men på de to plader lykkedes det først at lave en fin samling kammerpop og dernæst et af de mest ornate og legesyge værker, der er udgivet i Danmark nogensinde - og samtidig blive spillet en del på P3 (det var inden der gik EDM-amok og laveste fællesnævner i den...). Derefter gik de i opløsning, men drengene fra Oh No Ono bliver ved med at cirkulere i dansk musik. Således spiller Malte Fischer i år på Roskilde Festival med Lust For Youth, mens den anden frontfigur fra dengang, allestedsnærværende Aske Zidore, optræder med sit nye projekt, Gooms, som blandt andet også består af en af Zidores gamle legekammerater fra den nordjyske indiebølge, nemlig Figurines' Jens Ramon. Det meste af det, Zidore har rørt ved gennem årene, har tydelige fingeraftryk fra Beatles og Animal Collective, og det må endelig gerne fortsætte. Også en anden Roskilde-aktuel kunstner, St. Vincent, spøger i kulissen på Gooms' legesyge knudrerier. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan det her fungerer.
Det er efterhånden blevet ret meget en thang for Roskilde at graduere nogen af deres elektroniske fund og hypekids direkte fra de små scener til Orange, uden at vende dem forbi Arena først. Det skete med Deadmau5 og Chase & Status, og i år har både Disclosure og Die Antwoord taget turen fra henholdsvis Apollo og Cosmopol til den helt store opgave. Må jeg i øvrigt i den forbindelse tillade mig at undre mig over, at Disclosure ikke har fået et natteslot, men en 22.30'er. Tusmørkestemningen bliver svær at løfte for en duo, der trods alt stadig er meget ung, og kun har ét album på bagen. Men jeg synes, det er en stærk booking: Disclosure lavede så meget støj med Settle-pladen, at de faktisk har fastholdt deres aktualitet indtil nu. Jeg har aldrig selv været så glad for dem, og var heller ikke til koncerten i 2013, for jeg synes, det i sin polerethed nærmer sig for meget en kunstner som Sam Smith, som er en af mine yndlingsaversioner. Men de store aften- og nattekoncerter på Orange er et evigt referencepunkt, og jeg vil meget gerne se om Disclosure kan pull it off.
En af de dummeste prioriteringer, Roskilde Festival har lavet det seneste årti, var da man i 2012 bookede Mew, gav dem deres Orange-debut og dermed lod dem bomme for åben skærm: Der var ikke noget nyt at komme med, og koncerten havde ingen berettigelse. Det var dumt, fordi al hypen og gensynsglæden er væk nu, hvor der til gengæld er et nyt album, +-, og comeback til bassist Johan Wohlert, som endelig har ladet The Storm-gøgeungen dø sin fortjente, anonyme død - aldrig har dansk musik oplevet så opblæst og indholdsløst et projekt! Jeg var meget irriteret på Mews nye 'Sattelites'-single. Det hænger ikke sammen i mit hoved, at Jonas Bjerre insisterer på blåøjede dådyrtekster, når han snart runder de 40. Barometertiden er slut, Jonas, kom videre! Gennemgående synes jeg, +- er en tandløs omgang forsimplet drømmepop, med kun få højdepunkter. Hvis jeg ender til Mews koncert, er det således fordi jeg, ligesom cirka alle mine jævnaldrende, har mange minder, oplevelser og associationer bundet op på Frengers og ... And The Glass-Handed Kites. 'Comforting Sounds' er fortærsket, men det er stadig en fornøjelse live, og hvis vi får noget af de stærke, gamle materiale, så skal det nok blive en fremragende koncert! Jeg håber bare, de har lavet sig et nyt slideshow til lejligheden...
23) KATE TEMPEST (UK)
Mike Skinner, bedre kendt som The Streets, var en af 00'ernes sande musikalske enere, og derfor er det ikke nemt at kaste ham som reference hos en ny kunstner. Det er ikke desto mindre næsten for oplagt når snakken falder på Kate Tempest, en 29-årig forfatter- og digter-turned-rapper fra London. Jeg vil ikke bevæge mig ud i, om Tempest er lige så knivskarp en samtidsbeskriver som Skinner var, men hun rapper stærkt på fantastisk cockney over tunge, søvnige beats. Dejligt!
22) AV AV AV (DK) (warm up)
Av Av Av er et mødested for tre danske DJ's med forskellige udgangspunkter - Eloq, DJ Er Du Dum Eller Hvad? og Unkwon. Heldigvis er der mere af Unkwons manchesterlyd end af Eloqs trapreferencer, og sammen lyder de tre på samme tid tungt og organisk. Jeg tror, det her + sol og hvidvin på Apollo bliver rigtig rart.
21) JUPITER & OKWESS INTERNATIONAL (CD)
Det virker lidt som om, man fik en afrofunkfest med Jupiter & Okwess International med i handlen, da man bookede Africa Express, for congoleserne er en del af Damon Albarns mangehovedede festmaskine. Det er i hvert fald ellers yderst sjældent, Roskilde booker det samme navn to år i træk, med mindre der er sket noget vildt i mellemtiden. Men det gør nu ikke så meget, for Jupiter & Okwess International indbyder til en fantastisk fest - også selvom lukkeslottet på Arena fra sidste år denne gang er skiftet ud med en varm og støvet eftermiddag på samme scene. Jeg havde, på ryggen af masser af klunset søndagsvodka, en fantastisk oplevelse sidst, så jeg min anbefaling af det her orkester er dybtfølt. Det ryger dog lidt ned på min personlige liste, da jeg måske hellere vil se noget, jeg ikke har set før.
20-11: Dansesko, Pitchfork-darlings og nyere skandinavisk.
20) DIXON (DE)
Glem Modeselektor, Paul Kalkbrenner og de andre - Dixon skulle eftersigende være esset i berlinertechnoens ærme pt. Han spiller ganske vist på et utaknemligt slot oveni både Paul McCartney og Africa Express, men jeg tror det bliver tungt og messende på den måde, som næsten kun minimalgenren kan præstere.
19) ST. VINCENT (US)
Jeg har over efterhånden mange år med jævne mellemrum forsøgt at blive gode venner med den guitarekvilibristiske furie Annie Clark, der spiller under navnet St. Vincent. Hun er en uomtvistelig del af det sidste årtis Pitchfork-kanon med fire album anmeldt mellem 8 og 9 - altså temmelig højt. Men jeg vender igen og igen tilbage til, at 'Cruel' fra hovedværket Strange Mercy er det eneste nummer, jeg sådan rigtig bryder mig om. Det er til gengæld morderligt godt, men jeg er indædt modstander af at tage til en koncert for at vente på et enkelt nummer eller to - derfor ender St. Vincent (relativt) langt nede på årets liste. Når hun alligevel er med, og er placeret i top 20, er det selvfølgelig, fordi hun går for at være en eminent og virtuøs livekunstner. Det ved jeg bare ikke, om man får med på Arena.
18) THE MINDS OF 99 (DK)
Jeg tror, Roskilde er ved at knække koden hvad angår åbningskoncerten på Orange. Sidste år, hvor Outkast åbnede, tæller næsten ikke, men året før smedede Vinnie Who en fremragende solskinsdiscofest sammen under den Orange dug, og i år er det et andet ungt og meget stilsikkert dansk orkester, nemlig The Minds of 99, der har scoret åbningstjansen. Fornuftigt, for her er et band, der både har det nødvendige hitpotentiale og den nødvendige energi til at komme ud over kanten på en scene, der ret beset er for stor til dem. De er galionsfigurerne i det, man kunne kalde en københavnsk kraut-revival, som trækker veksler på både Kliché og Tv2, men også på nyere bands som Nephew, VETO og Spleen United. Hvis lyden og eksekveringen sidder lige i skabet, bliver det her en af de åbningskoncerter, man kommer til at snakke om fremadrettet.
17) NILS FRAHM (DE)
Klaveret er sådan et melankolsk og smukt instrument. Man slæber det ikke bare sådan lige med sig, og derfor er der, synes jeg, en anden ophøjethed over et klaver end over selv det smukkeste guitarspil. Tyske Nils Frahm er en minimalistisk pianist, der har berøringsflader med det samme miljø, Efterklang har været en del af, men som samtidig også tør flirte med elektonik og sub-bas. Jeg er alvorligt bange for, at Frahm kommer til at kæmpe om ørenlyden med Nicki Minaj på Orange, men hvis det lykkes at lukke rummet af, kan det blive en meget smuk koncert.
16) FOXYGEN (US)
West coast-retropopduoen Foxygen lyder sine steder som et band, der kunne have indspillet musik for 40 år siden. Fænomenale popmelodier tilsat en anseelig portion støj og lo-fi-romantisk ømhed. Læg hertil en sprængfarlig forsanger i Sam France, og du har opskriften på en stærk live-oplevelse.
15) ALICE BOMAN (SE)
Mens Disclosure hamrer løs på Orange Scene, kommer der til at stå en intens og dedikeret skare et par skridt derfra på Gloria. Her spiller Alice Boman sit sengekantspop flankeret af blæsere, kor og hele pibetøjet. Der er meget få ting der er mere gribende på Roskilde, end de sene koncerter på Gloria, så jeg tror der er potentiale for at få en af årets helt intense og rørende musikoplevelser lige her!
14) KENDRICK LAMAR (US)
Selvfølgelig spiller Kendrick Lamar i år. Det var en stærk koncert for to år siden, og det er kun naturligt, at verdens i øjeblikket bedst fortællende rapper indtager Orange. Med To Pimp A Butterfly har Lamar omfavnet funken uden at miste sin ægthed som Compton-formidler. Personligt glæder jeg mig nok mest til gensyn med perlerne fra good kid, m.A.A.d city, og så til at se, hvordan Lamar tackler den orange dug og forventningen om en folkefest. For han er stadig en ung mand, der spytter med med alvorlige problemstillinger.
13) RYAN ADAMS (US)
Adams er en ægte amerikansk skjald - mindre northeast end The National, mere grovkornet end Iron & Wine, mindre pøllet end Springsteen, skarpere skrivende end John Mayer og mindre hjerteskærende end Bon Iver. Typen, der kan name-droppe mere end fem stater i en sangtekst, og har Emmylou Harris med på kor, uden at kvalificere sig til en country-opsamlingsplade. Han har også udgivet helt urimeligt mange album, så hvis du ligesom jeg ikke magter at få overblik, så find ryan adams cheat list på Spotify, som er lavet på baggrund af hans gennemsnitlige setliste dette forår. Det er lidt snyd, jeg ved det godt, men lige med ham her, synes jeg det er OK. Jeg synes til gengæld det er synd, at han skal spille på Orange, men det skal nok blive en rar solskinseftermiddag alligevel!
12) FERRO GAITA (CV)
Tak til Roskilde Festival for gennem otte år at have givet mig så meget musikalsk opdragelse, at jeg overvejer at nedprioritere koncerter med sikre navne som St. Vincent, Foxygen og Ryan Adams fra min musikalske hjemmebane, for at danse til Ferro Gaita! Efter sidste års fantastisk afslutningskoncert med tidligere nævnte Jupiter & Okwess International, er min radar endnu skarpere indstillet på et skud med dansabelt afrikansk. Ferro Gaita fra Kap Verde er et interessant musikalsk indslag, der spiller sindssygt dansabel og intenst perkussiv funaná (nej, den genre kendte jeg heller ikke) med harmonikaen som omdrejningspunkt, og jeg tror, der er garanti for at gå gennemsvedt fra Pavilion! Det bliver en vanvittigt svær eftermiddag at prioritere.
11) YOUNG DINOSAUR (DK) (warm up)
Lidt længere nede af listen var jeg inde på, hvordan tidligere Oh No Ono-medlemmer spøger i kulissen i dette års line up, men faktisk har den modneste frugt på det nordjysk-oprindende træ kun Aske Zidore bag producerknapperne. Dengang jeg var ung og boede deroppe nordpå, var der nemlig den her flok knægte i mit nærområde, der var et par år eller fire yngre end mig og mine venner, og de var så forbasket irriterende, fordi de stort set har spillet fabelagtigt siden de fik et instrument i hånden første gang. Nogen af dem er blevet til Young Dinosaur, og hurra for det! Jeg vil gerne feje al hjemmebanefordel af vejen, og helt objektivt påstå, at deres debutplade, To Be A Hero, er det mest legesyge, intelligente og gennemført talentfulde album i Danmark siden - nåja, måske siden Oh No Ono's Eggs. Hvis du er typen, som bliver lidt skræmt af Oh No Ono-referencerne, så bliv imidlertid endelig hængende, for lad mig med det samme sige, at Young Dinosaur bestemt ikke er enslydende. Her trækkes der veksler på hele den rytmiske musikhistorie. Fra åbenlyse, men veleksekverede, Pink Floyd- og Beatles-referencer, over de obligatoriske nik til Animal Collective og til slægtskab med nyere navne som Mac DeMarco, Deerhunter og Real Estate. Men det er ikke på den skizofrene måde, dinosaurerne plukker af et halvt århundredes frugter - det gør de, forde de kan spille som få andre - rytme-, tempo- og intensitetsskift falder fornøjende naturligt fra de her fem knægte, så der er ikke nogen undskyldning for at bruge en times tid søndag eftermiddag på at lade dig overrumple!
10-6: Tungt, beskidt og vanvittigt - med en stærk sangsmed iblandt.
10) AFRICA EXPRESS (INT)
Det er helt skarpt set, at afrikansk musik er velegnet til at lukke festivalen, og ved at overlade nattetøjlerne til Damon Albarns hundrede mand store lydkollektiv manifesterer Roskilde sig for alvor som væsensforskellig fra pøllefesten i Odense og den der festival i Aarhus, der altid har de samme navne, som Roskilde havde to år forinden. På Roskilde kommer du for at blive udfordret, og for at nyde musikalsk mangfoldighed - enter Africa Express! De har Arena i fem timer, så der er rig mulighed for at gå til eller fra. Og gad vide, om en af de mere prominente samarbejdspartnere - Paul McCartney - dukker op og leger med? Under alle omstændigheder bliver dette en fest af de helt store og livgivende!
9) THE TALLEST MAN ON EARTH (SE)
Kristian Matsson, som spiller under navnet The Tallest Man On Earth, er en hyppig gæst i det danske. Siden sin sidste koncert på Roskilde i 2011 har han således været i København to gange, og gæster hovedstaden igen til efteråret. På den måde lider han under noget af det samme som de danske kunstnere; han taber lidt på novelty preference, når man skal sætte sin spilleplan sammen. Jeg er spændt på, hvad han kan gøre med Arena, og hvordan det kommer til at fungere med band på - normalt er Matsson dejligt alene, og en stærk livekunstner i øvrigt. Den nye plade er udemærket, og uanset hvad bliver det et glædeligt gensyn med en blændende sangskrivers bagkatalog.
8) RUN THE JEWELS (US)
Glem Kendrick Lamar - det her bliver årets hip-hop-koncert! Run The Jewels er tungt og politisk, og jeg glæder mig sindssygt meget til at se Killer Mike og El-P flå Arena i stykker i beskidte beats og veleksekverede ordkaskader. Det bliver heftigt!
7) CLARK (UK)
Siden Andy Stott gav en lektion i Manchester-IDM på Gloria for et par år siden, har jeg holdt et særligt øje med de tunge og støjende dele af det elektroniske program. Ulykkeligvis spiller Clark oven i Paul McCartney, for her er et af årets bedste bud på ordentlige elektrotæsk på den måde, hvor man ikke kan holde jubelytringerne tilbage.
6) DIE ANTWOORD (ZA)
Jeg synes det er et vildt modigt gamble af Roskilde at smide Die Antwoord på Orange! Umiddelbart havde jeg forestillet mig, at sydafrikanerne skulle have et Crystal Castles-agtigt slot på Arena, men hatten af for, at man vælger at lade dem betvinge den helt store - de er nemlig lige præcis vanvittige nok til at kunne fastholde en fuld pøbel, som ikke kender dem i forvejen. Det bliver en af de totaloplevelser, som Orange kan være leveringsdygtig i, men som de sidste år har lidt under, at de har været eksekveret under åbenlyst middemådig musik - ja, Major Lazer, Chase & Status og Deadmau5, det ér jer, jeg peger på. Die Antwoord bliver en white trash-vanvidskoncert!
5-1: Rule Britannia, både gammelt og nyt!
5) THE WAR ON DRUGS (US)
Jeg ved godt, jeg sagde, at jeg ikke ville medtænke clashes i programmet i dette indlæg. Men når der er to (et halvt, for Die Antwoord og Hot Chip overlapper sgu også) i top 7, så bliver jeg sgu nødt til at ærgre mig lidt - for hvor er det dog bittert at The War On Drugs og Pharrell spiller med kun en times mellemrum. Specielt al den stund sidstnævnte spiller først, og sikkert er en time forsinket, fordi det skal man, når man er berømt rapper. The War On Drugs er et megastærkt orkester, der smager af både Springsteen, Dylan, Young og Petty, men på den dynamiske måde. Det er et af de bands, der er med til at udfylde det tomrum, der har været i indiesfæren, siden bands som Arcade Fire, Bon Iver og The National blev stadionbands. WODs nyeste album, Lost in the Dream, rykker sindssygt godt, og jeg er sikker på at det bliver en stærk koncert. Fornuften tilsiger dog, at de kan fanges i Vega/Falconersalen en anden god gang, mens Pharrell er en one-off. Men for pokker, hvor er det en svær prioritering...
4) PHARRELL WILLIAMS (US)
... og det er det særligt, fordi Pharrell Williams kommer med en hitparade af de helt store. Glem 'Happy' og 'Marilyn Monroe', hr. Williams har haft fingrene med i spillet på kæmpehits fra navne som Gwen Stefani, Nelly, Daft Punk, Robin Thicke og Snoop Dogg (før han blev løve), og det har han tænkt sig at vise frem - derudover kan der naturligvis forventes materiale fra både N.E.R.D.-tiden og Neptunes-kataloget. Én ting, Williams' koncert kan falde til jorden på, er i mine øjne, hvis der er for meget playback. De fleste af os har alligevel danset til 'Hot In Herre' og 'Drop It Like It's Hot' tusind gange, så jeg håber på en stærk musikalsk eksekvering med et velspillende band og selvfølgelig en veloplagt Pharrell selv, der entertainer uden at være alt for floskuløs og rutineagtig. Hvis det lykkes, kan det blive årets store, samlende koncert.
3) JAMIE XX (UK)
Jeg synes, Roskildes programlægning af lørdag nat er ganske eminent - her har man virkelig givet hele sit publikum mulighed for at slutte af med et brag. Alle pøllerne kan blive på Orange og bræge med på Suspekt i deres ulastelige vodkabrandert, de hårde mædl-typer har stærke navne som Deafheaven og Myrkur, og alle os, der har lidt federe musiksmag, kan vælge mellem enten Africa Express eller en stærk elektro-odyssé med først Dixon og siden Jamie xx på Apollo. Sidstnævnte er perfekt til at lukke ballet og spille søndagssolen op, med sit fantastiske solo- og remixmateriale, og ekskursioner udi musikkens kroge - helt ærligt, når man rutinemæssigt dropper Tame Impala i et set, så har man altså balls. Jeg skal have kræfter tilbage i benene til det her!
2) HOT CHIP (UK)
Yes yes, McCartney er en legende and all, og derfor nummer en utvivlsom nummer ét på listen, men der er ikke nogen koncerter, jeg glæder mig mere til, end Hot Chip. Jeg synes det er helt genialt, at de efterhånden halvgamle englændere skal spille Arena kl 02.00, for hvor bliver det en fantastisk fest! Jeg har altid foretrukket koncerter, hvor så meget som muligt er håndspillet, og til Hot Chip er der garanti for percussion, analoge synths, det store crotch dance anthem 'Night and Day' og den fantastiske Sarah Jones på trommer. Hvis du er i tvivl om, hvor lækkert det er live, så tjek denne optagelse fra Pitchfork Festival i Paris, som er en lektion i velspillet dansabel elektropop. Jeg tror, det bliver en af årets helt stærke koncerter!
1) PAUL MCCARTNEY (UK)
De seneste år har Roskilde været vældig gode til at booke nogen af de helt store navne, der har sat deres aftryk på musikhistorien, og stadig er uundgåelige referencerammer for unge musikere og ny musik. Bruce Springsteen, Stevie Wonder, Outkast, Rolling Stones, Kraftwerk og Prince har været forbi, og i år bliver det ikke større, når Paul McCartney kigger forbi. McCartney og Beatles er uden underdrivelse det vigtigste band i det 20. århundredes musikhistorie. Hit på hit på hit er blevet musikalsk opdragelsespensum, og jeg tror næppe der findes den musiker, amatør som professionel, der ikke har haft et Beatles-nummer mellem hænderne på et eller andet tidspunkt. Det tidlige Beatles indfangede lyden af ungdomsnybrud og tressernes bekymringsløshed, mens det sene Beatles brød muren for eksperimenter med psykedelika og genreblanding. McCartney er blot én af fire, men settet består vanligvis af en god part Beatles-numre, iblandet materiale fra Wings-tiden og senere solomateriale. Og mon ikke vi alle kommer til at have favoritter - 'Penny Lane', 'Hey Jude', 'Octopus Garden', 'Because', 'I Am The Walrus' eller et helt sjette - vi står og krydser fingre for foran den orange dug? Det bliver i sandhed en hyldest til fællesskabet, der transcenderer generationer!
23) KATE TEMPEST (UK)
Mike Skinner, bedre kendt som The Streets, var en af 00'ernes sande musikalske enere, og derfor er det ikke nemt at kaste ham som reference hos en ny kunstner. Det er ikke desto mindre næsten for oplagt når snakken falder på Kate Tempest, en 29-årig forfatter- og digter-turned-rapper fra London. Jeg vil ikke bevæge mig ud i, om Tempest er lige så knivskarp en samtidsbeskriver som Skinner var, men hun rapper stærkt på fantastisk cockney over tunge, søvnige beats. Dejligt!
22) AV AV AV (DK) (warm up)
Av Av Av er et mødested for tre danske DJ's med forskellige udgangspunkter - Eloq, DJ Er Du Dum Eller Hvad? og Unkwon. Heldigvis er der mere af Unkwons manchesterlyd end af Eloqs trapreferencer, og sammen lyder de tre på samme tid tungt og organisk. Jeg tror, det her + sol og hvidvin på Apollo bliver rigtig rart.
21) JUPITER & OKWESS INTERNATIONAL (CD)
Det virker lidt som om, man fik en afrofunkfest med Jupiter & Okwess International med i handlen, da man bookede Africa Express, for congoleserne er en del af Damon Albarns mangehovedede festmaskine. Det er i hvert fald ellers yderst sjældent, Roskilde booker det samme navn to år i træk, med mindre der er sket noget vildt i mellemtiden. Men det gør nu ikke så meget, for Jupiter & Okwess International indbyder til en fantastisk fest - også selvom lukkeslottet på Arena fra sidste år denne gang er skiftet ud med en varm og støvet eftermiddag på samme scene. Jeg havde, på ryggen af masser af klunset søndagsvodka, en fantastisk oplevelse sidst, så jeg min anbefaling af det her orkester er dybtfølt. Det ryger dog lidt ned på min personlige liste, da jeg måske hellere vil se noget, jeg ikke har set før.
20-11: Dansesko, Pitchfork-darlings og nyere skandinavisk.
Glem Modeselektor, Paul Kalkbrenner og de andre - Dixon skulle eftersigende være esset i berlinertechnoens ærme pt. Han spiller ganske vist på et utaknemligt slot oveni både Paul McCartney og Africa Express, men jeg tror det bliver tungt og messende på den måde, som næsten kun minimalgenren kan præstere.
19) ST. VINCENT (US)
Jeg har over efterhånden mange år med jævne mellemrum forsøgt at blive gode venner med den guitarekvilibristiske furie Annie Clark, der spiller under navnet St. Vincent. Hun er en uomtvistelig del af det sidste årtis Pitchfork-kanon med fire album anmeldt mellem 8 og 9 - altså temmelig højt. Men jeg vender igen og igen tilbage til, at 'Cruel' fra hovedværket Strange Mercy er det eneste nummer, jeg sådan rigtig bryder mig om. Det er til gengæld morderligt godt, men jeg er indædt modstander af at tage til en koncert for at vente på et enkelt nummer eller to - derfor ender St. Vincent (relativt) langt nede på årets liste. Når hun alligevel er med, og er placeret i top 20, er det selvfølgelig, fordi hun går for at være en eminent og virtuøs livekunstner. Det ved jeg bare ikke, om man får med på Arena.
18) THE MINDS OF 99 (DK)
Jeg tror, Roskilde er ved at knække koden hvad angår åbningskoncerten på Orange. Sidste år, hvor Outkast åbnede, tæller næsten ikke, men året før smedede Vinnie Who en fremragende solskinsdiscofest sammen under den Orange dug, og i år er det et andet ungt og meget stilsikkert dansk orkester, nemlig The Minds of 99, der har scoret åbningstjansen. Fornuftigt, for her er et band, der både har det nødvendige hitpotentiale og den nødvendige energi til at komme ud over kanten på en scene, der ret beset er for stor til dem. De er galionsfigurerne i det, man kunne kalde en københavnsk kraut-revival, som trækker veksler på både Kliché og Tv2, men også på nyere bands som Nephew, VETO og Spleen United. Hvis lyden og eksekveringen sidder lige i skabet, bliver det her en af de åbningskoncerter, man kommer til at snakke om fremadrettet.
Klaveret er sådan et melankolsk og smukt instrument. Man slæber det ikke bare sådan lige med sig, og derfor er der, synes jeg, en anden ophøjethed over et klaver end over selv det smukkeste guitarspil. Tyske Nils Frahm er en minimalistisk pianist, der har berøringsflader med det samme miljø, Efterklang har været en del af, men som samtidig også tør flirte med elektonik og sub-bas. Jeg er alvorligt bange for, at Frahm kommer til at kæmpe om ørenlyden med Nicki Minaj på Orange, men hvis det lykkes at lukke rummet af, kan det blive en meget smuk koncert.
West coast-retropopduoen Foxygen lyder sine steder som et band, der kunne have indspillet musik for 40 år siden. Fænomenale popmelodier tilsat en anseelig portion støj og lo-fi-romantisk ømhed. Læg hertil en sprængfarlig forsanger i Sam France, og du har opskriften på en stærk live-oplevelse.
15) ALICE BOMAN (SE)
Mens Disclosure hamrer løs på Orange Scene, kommer der til at stå en intens og dedikeret skare et par skridt derfra på Gloria. Her spiller Alice Boman sit sengekantspop flankeret af blæsere, kor og hele pibetøjet. Der er meget få ting der er mere gribende på Roskilde, end de sene koncerter på Gloria, så jeg tror der er potentiale for at få en af årets helt intense og rørende musikoplevelser lige her!
14) KENDRICK LAMAR (US)
Selvfølgelig spiller Kendrick Lamar i år. Det var en stærk koncert for to år siden, og det er kun naturligt, at verdens i øjeblikket bedst fortællende rapper indtager Orange. Med To Pimp A Butterfly har Lamar omfavnet funken uden at miste sin ægthed som Compton-formidler. Personligt glæder jeg mig nok mest til gensyn med perlerne fra good kid, m.A.A.d city, og så til at se, hvordan Lamar tackler den orange dug og forventningen om en folkefest. For han er stadig en ung mand, der spytter med med alvorlige problemstillinger.
Adams er en ægte amerikansk skjald - mindre northeast end The National, mere grovkornet end Iron & Wine, mindre pøllet end Springsteen, skarpere skrivende end John Mayer og mindre hjerteskærende end Bon Iver. Typen, der kan name-droppe mere end fem stater i en sangtekst, og har Emmylou Harris med på kor, uden at kvalificere sig til en country-opsamlingsplade. Han har også udgivet helt urimeligt mange album, så hvis du ligesom jeg ikke magter at få overblik, så find ryan adams cheat list på Spotify, som er lavet på baggrund af hans gennemsnitlige setliste dette forår. Det er lidt snyd, jeg ved det godt, men lige med ham her, synes jeg det er OK. Jeg synes til gengæld det er synd, at han skal spille på Orange, men det skal nok blive en rar solskinseftermiddag alligevel!
12) FERRO GAITA (CV)
Tak til Roskilde Festival for gennem otte år at have givet mig så meget musikalsk opdragelse, at jeg overvejer at nedprioritere koncerter med sikre navne som St. Vincent, Foxygen og Ryan Adams fra min musikalske hjemmebane, for at danse til Ferro Gaita! Efter sidste års fantastisk afslutningskoncert med tidligere nævnte Jupiter & Okwess International, er min radar endnu skarpere indstillet på et skud med dansabelt afrikansk. Ferro Gaita fra Kap Verde er et interessant musikalsk indslag, der spiller sindssygt dansabel og intenst perkussiv funaná (nej, den genre kendte jeg heller ikke) med harmonikaen som omdrejningspunkt, og jeg tror, der er garanti for at gå gennemsvedt fra Pavilion! Det bliver en vanvittigt svær eftermiddag at prioritere.
11) YOUNG DINOSAUR (DK) (warm up)
Lidt længere nede af listen var jeg inde på, hvordan tidligere Oh No Ono-medlemmer spøger i kulissen i dette års line up, men faktisk har den modneste frugt på det nordjysk-oprindende træ kun Aske Zidore bag producerknapperne. Dengang jeg var ung og boede deroppe nordpå, var der nemlig den her flok knægte i mit nærområde, der var et par år eller fire yngre end mig og mine venner, og de var så forbasket irriterende, fordi de stort set har spillet fabelagtigt siden de fik et instrument i hånden første gang. Nogen af dem er blevet til Young Dinosaur, og hurra for det! Jeg vil gerne feje al hjemmebanefordel af vejen, og helt objektivt påstå, at deres debutplade, To Be A Hero, er det mest legesyge, intelligente og gennemført talentfulde album i Danmark siden - nåja, måske siden Oh No Ono's Eggs. Hvis du er typen, som bliver lidt skræmt af Oh No Ono-referencerne, så bliv imidlertid endelig hængende, for lad mig med det samme sige, at Young Dinosaur bestemt ikke er enslydende. Her trækkes der veksler på hele den rytmiske musikhistorie. Fra åbenlyse, men veleksekverede, Pink Floyd- og Beatles-referencer, over de obligatoriske nik til Animal Collective og til slægtskab med nyere navne som Mac DeMarco, Deerhunter og Real Estate. Men det er ikke på den skizofrene måde, dinosaurerne plukker af et halvt århundredes frugter - det gør de, forde de kan spille som få andre - rytme-, tempo- og intensitetsskift falder fornøjende naturligt fra de her fem knægte, så der er ikke nogen undskyldning for at bruge en times tid søndag eftermiddag på at lade dig overrumple!
10-6: Tungt, beskidt og vanvittigt - med en stærk sangsmed iblandt.
10) AFRICA EXPRESS (INT)
Det er helt skarpt set, at afrikansk musik er velegnet til at lukke festivalen, og ved at overlade nattetøjlerne til Damon Albarns hundrede mand store lydkollektiv manifesterer Roskilde sig for alvor som væsensforskellig fra pøllefesten i Odense og den der festival i Aarhus, der altid har de samme navne, som Roskilde havde to år forinden. På Roskilde kommer du for at blive udfordret, og for at nyde musikalsk mangfoldighed - enter Africa Express! De har Arena i fem timer, så der er rig mulighed for at gå til eller fra. Og gad vide, om en af de mere prominente samarbejdspartnere - Paul McCartney - dukker op og leger med? Under alle omstændigheder bliver dette en fest af de helt store og livgivende!
9) THE TALLEST MAN ON EARTH (SE)
Kristian Matsson, som spiller under navnet The Tallest Man On Earth, er en hyppig gæst i det danske. Siden sin sidste koncert på Roskilde i 2011 har han således været i København to gange, og gæster hovedstaden igen til efteråret. På den måde lider han under noget af det samme som de danske kunstnere; han taber lidt på novelty preference, når man skal sætte sin spilleplan sammen. Jeg er spændt på, hvad han kan gøre med Arena, og hvordan det kommer til at fungere med band på - normalt er Matsson dejligt alene, og en stærk livekunstner i øvrigt. Den nye plade er udemærket, og uanset hvad bliver det et glædeligt gensyn med en blændende sangskrivers bagkatalog.
8) RUN THE JEWELS (US)
Glem Kendrick Lamar - det her bliver årets hip-hop-koncert! Run The Jewels er tungt og politisk, og jeg glæder mig sindssygt meget til at se Killer Mike og El-P flå Arena i stykker i beskidte beats og veleksekverede ordkaskader. Det bliver heftigt!
7) CLARK (UK)
Siden Andy Stott gav en lektion i Manchester-IDM på Gloria for et par år siden, har jeg holdt et særligt øje med de tunge og støjende dele af det elektroniske program. Ulykkeligvis spiller Clark oven i Paul McCartney, for her er et af årets bedste bud på ordentlige elektrotæsk på den måde, hvor man ikke kan holde jubelytringerne tilbage.
6) DIE ANTWOORD (ZA)
Jeg synes det er et vildt modigt gamble af Roskilde at smide Die Antwoord på Orange! Umiddelbart havde jeg forestillet mig, at sydafrikanerne skulle have et Crystal Castles-agtigt slot på Arena, men hatten af for, at man vælger at lade dem betvinge den helt store - de er nemlig lige præcis vanvittige nok til at kunne fastholde en fuld pøbel, som ikke kender dem i forvejen. Det bliver en af de totaloplevelser, som Orange kan være leveringsdygtig i, men som de sidste år har lidt under, at de har været eksekveret under åbenlyst middemådig musik - ja, Major Lazer, Chase & Status og Deadmau5, det ér jer, jeg peger på. Die Antwoord bliver en white trash-vanvidskoncert!
5-1: Rule Britannia, både gammelt og nyt!
5) THE WAR ON DRUGS (US)
Jeg ved godt, jeg sagde, at jeg ikke ville medtænke clashes i programmet i dette indlæg. Men når der er to (et halvt, for Die Antwoord og Hot Chip overlapper sgu også) i top 7, så bliver jeg sgu nødt til at ærgre mig lidt - for hvor er det dog bittert at The War On Drugs og Pharrell spiller med kun en times mellemrum. Specielt al den stund sidstnævnte spiller først, og sikkert er en time forsinket, fordi det skal man, når man er berømt rapper. The War On Drugs er et megastærkt orkester, der smager af både Springsteen, Dylan, Young og Petty, men på den dynamiske måde. Det er et af de bands, der er med til at udfylde det tomrum, der har været i indiesfæren, siden bands som Arcade Fire, Bon Iver og The National blev stadionbands. WODs nyeste album, Lost in the Dream, rykker sindssygt godt, og jeg er sikker på at det bliver en stærk koncert. Fornuften tilsiger dog, at de kan fanges i Vega/Falconersalen en anden god gang, mens Pharrell er en one-off. Men for pokker, hvor er det en svær prioritering...
4) PHARRELL WILLIAMS (US)
... og det er det særligt, fordi Pharrell Williams kommer med en hitparade af de helt store. Glem 'Happy' og 'Marilyn Monroe', hr. Williams har haft fingrene med i spillet på kæmpehits fra navne som Gwen Stefani, Nelly, Daft Punk, Robin Thicke og Snoop Dogg (før han blev løve), og det har han tænkt sig at vise frem - derudover kan der naturligvis forventes materiale fra både N.E.R.D.-tiden og Neptunes-kataloget. Én ting, Williams' koncert kan falde til jorden på, er i mine øjne, hvis der er for meget playback. De fleste af os har alligevel danset til 'Hot In Herre' og 'Drop It Like It's Hot' tusind gange, så jeg håber på en stærk musikalsk eksekvering med et velspillende band og selvfølgelig en veloplagt Pharrell selv, der entertainer uden at være alt for floskuløs og rutineagtig. Hvis det lykkes, kan det blive årets store, samlende koncert.
Jeg synes, Roskildes programlægning af lørdag nat er ganske eminent - her har man virkelig givet hele sit publikum mulighed for at slutte af med et brag. Alle pøllerne kan blive på Orange og bræge med på Suspekt i deres ulastelige vodkabrandert, de hårde mædl-typer har stærke navne som Deafheaven og Myrkur, og alle os, der har lidt federe musiksmag, kan vælge mellem enten Africa Express eller en stærk elektro-odyssé med først Dixon og siden Jamie xx på Apollo. Sidstnævnte er perfekt til at lukke ballet og spille søndagssolen op, med sit fantastiske solo- og remixmateriale, og ekskursioner udi musikkens kroge - helt ærligt, når man rutinemæssigt dropper Tame Impala i et set, så har man altså balls. Jeg skal have kræfter tilbage i benene til det her!
2) HOT CHIP (UK)
Yes yes, McCartney er en legende and all, og derfor nummer en utvivlsom nummer ét på listen, men der er ikke nogen koncerter, jeg glæder mig mere til, end Hot Chip. Jeg synes det er helt genialt, at de efterhånden halvgamle englændere skal spille Arena kl 02.00, for hvor bliver det en fantastisk fest! Jeg har altid foretrukket koncerter, hvor så meget som muligt er håndspillet, og til Hot Chip er der garanti for percussion, analoge synths, det store crotch dance anthem 'Night and Day' og den fantastiske Sarah Jones på trommer. Hvis du er i tvivl om, hvor lækkert det er live, så tjek denne optagelse fra Pitchfork Festival i Paris, som er en lektion i velspillet dansabel elektropop. Jeg tror, det bliver en af årets helt stærke koncerter!
1) PAUL MCCARTNEY (UK)
De seneste år har Roskilde været vældig gode til at booke nogen af de helt store navne, der har sat deres aftryk på musikhistorien, og stadig er uundgåelige referencerammer for unge musikere og ny musik. Bruce Springsteen, Stevie Wonder, Outkast, Rolling Stones, Kraftwerk og Prince har været forbi, og i år bliver det ikke større, når Paul McCartney kigger forbi. McCartney og Beatles er uden underdrivelse det vigtigste band i det 20. århundredes musikhistorie. Hit på hit på hit er blevet musikalsk opdragelsespensum, og jeg tror næppe der findes den musiker, amatør som professionel, der ikke har haft et Beatles-nummer mellem hænderne på et eller andet tidspunkt. Det tidlige Beatles indfangede lyden af ungdomsnybrud og tressernes bekymringsløshed, mens det sene Beatles brød muren for eksperimenter med psykedelika og genreblanding. McCartney er blot én af fire, men settet består vanligvis af en god part Beatles-numre, iblandet materiale fra Wings-tiden og senere solomateriale. Og mon ikke vi alle kommer til at have favoritter - 'Penny Lane', 'Hey Jude', 'Octopus Garden', 'Because', 'I Am The Walrus' eller et helt sjette - vi står og krydser fingre for foran den orange dug? Det bliver i sandhed en hyldest til fællesskabet, der transcenderer generationer!
