Roskilde Festival 2015 er nu et overstået kapitel, og som jeg plejer, vil jeg gerne på denne roskildeblues-søndag (og ikke mandag!) dele et par af mine tanker om årets sædvanligvis dejligste uge.
Det var det også i år, og jeg tror særligt at Orange scene, hvis den kunne tænke, ville være glad. For det var året, hvor en lang række nyere kunstnere - Florence & The Machine, Kendrick Lamar, Disclosure, Marie Key, The Minds of 99 og Die Antwoord - fik bevist, at de kan tage livtag med den orangefarvede dug på flotteste vis. Kombineret med træfsikre koncerter fra veteraner som Paul McCartney, Muse og Mew var årets program på Orange i mine øjne det stærkeste i mange år.
Til gengæld har et par af festivalens nyere scener ikke helt fundet deres fødder endnu. Sidste år kritiserede jeg Apollo for at være for meget et gennemgangsområde. Det fungerede bedre i år, men til gengæld synes jeg programlægningen på scenen til tider kan være underfundig. Her tænker jeg særligt på fredag nat, hvor man havde placeret Egyptrixx og Powell - to meget obskure og snævre elektroniske artister - på de to sidste spilleslots. Det var synd. Apollo har potentialet for at fange en masse gæster ind til en sidste nattefest, men det sker ikke, når der spilles industriel minimaltechno. For et par år siden var festivalen bedre til at rykke de helt små elektroniske navne ind på Gloria, en scene der i år næsten var forbehold de små indienavne og folkemusik fra diverse verdenshjørner.
Den helt store fadæse er dog Avalon, som jeg heldigvis ikke så mange koncerter på i år. Det er simpelthen kriminelt, at en scene med en kapacitet på over 10.000 gæster ikke er udstyret med storskærme. For pokker, hvor må der være mange koncertoplevelser ødelagt på den front! Og så skal man simpelthen være mere varsom med programlægningen, når man har en relativt åben scene så tæt på Orange. Stakkels, stakkels Nils Frahm, der måtte kæmpe med Nicki Minajs larmende danseshow.
Helt personligt tager jeg umiddelbart to ting med mig fra årets festival. Den første er, at uanset hvor meget research man lægger i musikprogrammet, og hvor meget man overvejer sit program, risikerer man at bomme, og misse nogen af årets store oplevelser. I bagklogskabens lys skulle jeg nok have valgt Father John Misty over Ryan Adams og Florence & The Machines kraftpræstation over Foxygens parodiske og arrogante foretagende, og jeg skulle måske have dedikeret mig selv mere til Nils Frahm, så jeg kom helt ind hvor det blev en ud-af-kroppen-oplevelse, samt være blevet til Kendrick Lamar i stedet for at gå til Run The Jewels. Det er det gamble man må foretage, og til gengæld er jeg vildt glad for mange af mine andre prioriteringer.
Lidt mere generelt tror jeg, jeg blev bekræftet i min pointe fra sidste år om, at sublim instrumentbeherskelse og musikalitet er det uimodståeligt stærkeste kort i hvis man skal skabe en god koncertoplevelse - i hvert fald, hvis du spørger mig. Sidste år var det eksempelvis Damon Albarn og Darkside, der præsterede umådeligt velspillede koncerter - i år synes jeg, fællesnævneren for langt de fleste koncerter på den top ti, der (selvfølgelig) følger herunder, er kendetegnede ved slet og ret at have løftet sig på grund af et hold formidabelt dygtige musikere og fænomenal lyd.
Skismaet mellem håndspillet og ikke-håndspillet bliver et af de mest interessant at følge de kommende år. Pharrell Williams faldt i mine øjne blandt andet igennem på en kedelig musikflade. Kom nu makker, du får flere millioner for at spille her - pak nogen blæsere og strygere i den turbus, og lad den få hele armen! Ligeså synes jeg, mange af koncerterne på min nabo Apollo, mange af hvilke jeg overhørte med et halvt øre, bar præg af ekstrem forudsigelighed. Og det er altså sagt af et menneske, der har haft nogen af sine fineste koncertoplevelser på Roskilde - Chemical Brothers, Trentemøller, Crystal Castles, Andy Stott - med netop elektronisk musik. Antitesen var Jamie xx, og hvor var det morsomt at se unge EDM-kids fanatisk prøve at moshpitte til en koncert, hvor drops og breaks var forfriskende uforudsigelige og organiske!
Tiden må være til, at jeg præsenterer min personlige top ti, og lad mig være ærlig at sige, at det ikke har været et fantastisk musikår for mit vedkommende. Et par ærgerlige prioriteringer, som nævnt ovenfor, og et program med lidt for mange gengangere er selvfølgelig medvirkende, men generelt blev jeg ikke i år blev ramt af den ekstase, der kendetegner en helt fantastisk koncert. Der var ingen Sigur Ros, When Saints Go Machine, The Strokes, Bomba Estéreo eller LCD Soundsystem blandt årets navne. Mindre kan dog også gøre det, og jeg har haft et dejligt år med mange forskellige koncerter, og en intakt fascination af, hvor mangfoldig, udfordrende og udforskende en festival vi har i vores baghave. Et privilegium!
Men here goes - jeg starter med at tælle ned fra 10, og så runder vi resten bagefter:
10) ALICE BOMAN (Gloria, fredag, 22.30)
Jeg var rigtig glad for at jeg valgte at prioritere Alice Bomans sengekantsindie frem for Disclosures ensformige electro-r'n'b! Alice Boman var charmerende og velspillet, men melodisk ikke lige så spændende som nogen af hendes genrefæller, og meget af fortjenesten tilkommer rummet i sig selv. Gloria kan noget specielt, og særligt i aftentimerne, hvor det er til at holde ud at være der en hel koncert.
9) YOUNG DINOSAUR (Rising, søndag, 17.00)
Det er lidt svært at sammenligne warm up-koncerterne med det øvrige program, men Young Dinosaur fortjener at være på denne liste, selvom jeg selvfølgelig er farvet af, at jeg holder meget af deres album. De fem knægte spillede fremragende og smittende, og særligt trommeslageren er jo et stilstudie i formidabel teknik. Dejligt, når indiepop kan være snørklet og givende på samme tid!
8) RUN THE JEWELS (Arena, fredag, 21.00)
Run The Jewels får en plads her for festen og deres vindende ping-pong, men lyden var ganske og aldeles horribel. Synd, for det kunne have været en af de helt stærke. I stedet var det "blot" grineren.
7) KATE TEMPEST (Apollo, fredag, 18.00)
Kæmpe big ups til "your new favourite British rapper", som Kate Tempest selv ironisk titulerede sig i slutningen af hendes set på Apollo. Med en bedre kombination af tid og sted kunne Tempest have fået flere vidner til en af årets gedigne overraskelser, men for pokker, hvor var hun sej, både når hun fabulerede over spændstige beats, speedrappede i minutvis og hoppede finurligt mellem bogstavrim, homonymer og skæve versefødder i fremragende spoken word. Et multitalent, og et overordentligt charmerende og taknemmeligt et af slagsen!
6) MUSE (Orange, torsdag, 22.30)
Jeg var noget skeptisk omkring det nyskabende i Muses tredje dans med den orange dug, og det er længe siden jeg har lyttet til briternes musik, men Bellamy, Wolstenhulme og Howard kom, så og sejrede. Jeg var vild med at de tillod lyden at være tung og kantet, og både de nye og gamle numre fungerede upåklageligt. Muse beviste, at de er et af få nyere rockbands, som for alvor kan fylde Orange scene, og tak for det!
5) MEW (Orange, fredag, 01.30)
Placeringen af Mew på natteslottet fredag var jeg lidt kritisk overfor på forhånd, men jeg æder mine ord og vil godt pointere, at det er forfriskende at det helt sene tidspunkt ikke er forbeholdt partymaskiner fra ind- og udland. Det er jo trods alt kun Mew, der kan spille solen op med 'Comforting Sounds', selvom netop det trick dog er ved at være en anelse forudsigeligt. Der var ikke så mange mennesker, men det er ikke altid succeskriteriet for Orange scene anno 2015, at der skal være fyldt til bristepunktet. Mindre kan gøre det, når vi har at gøre med et band, der betvinger scenens lyd og lys så stærkt, som Mew gjorde i forgårs. Særligt lyden var sjældent potent, og 00'er-powerpointen var skiftet ud med blitz og strobe, der stod som en fornem kulisse til særligt ældre numre som 'Snow Brigade' og 'Am I Wry? No'. Overraskende nostalgi blev der også plads til med den yndige 'She Came Home For Christmas', mens bandets nyere materiale fungerede som gode fyldstykker mellem de numre fra Frengers og ... And The Glass-Handed Kites, som de fleste af os trods alt nok var kommet for at høre. Og særligt tak til Johan Wohlert, det kraftværk, for at være kommet hjem!
4) JAMIE XX (Apollo, lørdag, 02.00)
Det er godt set af Roskilde at lade den sidste nattefest køre til solen står op, i stedet for tidligere tiders lidt postapokalyptiske rumsteren af skraldere og anlæg, hvis bilbatterier er ved at løbe tør. Og det var endnu stærkere at lade Jamie xx stå for det sidste smæk på Apollo. Til helvede med alle de 21-årige tosser, der trykker på en knap og lader droppet sive - her blev mixet LP'er til den store guldmedalje, og leget med beats og breaks som overraskede så det gav de helt instinktive begejstringshop, et stærkt DJ-set indeholder.
3) THE WAR ON DRUGS (Arena, onsdag, 23.00)
Jo mere jeg tænker over det, jo stærkere bliver min oplevelse næsten med The War On Drugs. Flere anmeldere peger på Adam Granduciels guitarekvilibrisme som koncertens højdepunkt, men jeg synes, The War On Drugs' talenter rækker længere end det - jeg synes nemlig også, melodiarbejdet er formfuldendt og ganske inderligt. Det var kolossalt velspillet, og lyden var spitzenklasse.
2) THE MINDS OF 99 (Orange, onsdag, 18.30)
Fortællingen om upcoming danske bands' kollaps under den orange dug til åbningskoncerten slutter her: The Minds of 99 sparkede seriøst røv, og leverede den stærkeste åbningskoncert i mands minde! Det var præcis som en åbningskoncert skal skæres: Samlende, potent og med det store øjebliks patos. Det er langt fra hvert år det kan lade sig gøre at finde et band, der er opgaven voksen, men når det sker, er det en af festivalens mindeværdigste oplevelser. Det var det i år - den her går over i historiefortællingen om Roskilde Festival.
1) HOT CHIP (Arena, torsdag, 02.00)
Jeg fristes til at gentage mig selv: Til helvede med alle de 21-årige EDM-tosser - det her var en lektion i fest, givet af syv halvgamle m/k på et hav af synthesizere og percussion. Intet slår et mangehovedet velspillet monster som Hot Chip, der tæskede Arena gennem en tour de force af rytmik, groovyness og spilleglæde torsdag nat!
I øvrigt så jeg...
... Dalhous, som leverede 40 minutters yderst behagelig eftermiddagschill på Apollo. Det er det, den scene skal bruges til om eftermiddagen!
... Ryan Adams, som var god men ikke prangende på en Orange scene, der tvang de stærke ballader ud af settet.
... Foxygen, som var den mest eklatante skuffelse i mange år. Mage til arrogant, fjern og påtaget præstation skal man lede længe efter. Lyden var skrækkelig, interaktionen med publikum ikke-eksisterende (og ikke på den gode måde), og arrogancen var til at føle på, da hele bandet forlod scenen et minuts tid og lod hittet 'San Francisco' afspille i albumversionen over højttalerne. Usmageligt.
... The Tallest Man On Earth, som led med sit band på Arena. Det var godt de 4-5 numre, hvor han som i fordums tid var alene på scenen, for det gav hans blændende fingerspil og fantastiske stemme lov til at fylde. Han kunne sagtens have tæmmet Arena på den facon. Når bandet er på, hvad det var under hovedparten af koncerten, reduceres musikken til ensformig og middelmådig countryrock. Synd.
... De første tre kvarter af Pharrell Williams, og jeg var ikke imponeret. Playbackkoncerter bliver aldrig mig, og Williams' hits er lidt for pleasende til rigtigt at løfte sig.
... En smule af amerikanske Foghorn Stringband, som var en løjerlig sydstatsoplevelse på en varm Gloria. Men folk diggede det.
... En halv time af Kaytranada, som genreblandede flot på Apollo.
... De første par numre af Die Antwoord, og en del af mig ville gerne have været i pitten. Det så umiddelbart meget federe ud, end Major Lazer og Chase & Status har været de senere år.
... De første tre kvarter af Kendrick Lamar, og hvor tog han et stærkt livtag med Orange. Dejligt at det kan lade sig gøre uden at gå på kompromis med musikaliteten, og stærkt at se en stor amerikansk rapper være oprigtigt imponeret over Orange scene.
... De sidste tre-fire numre af Disclosure, som mine ører var lidt forglemmeligt kedeligt, men som løftede Orange scene flot på 22.30-slottet. Måske er det faktisk et bedre slot til de store fester - så er folk ikke så drønsmadrede som de er klokken et?
... På afstand lidt af Powell på Apollo, som er noget af det sindssygeste jeg har hørt. Industristøj, melodiløshed og kompromisløse beats. Giv mig det på Gloria, og når jeg ikke er dødtræt, så vil jeg godt være med en anden gang.
... Starten af Nicki Minaj, som bare skulle være blevet hjemme. Underligt valg til Orange scene i hvert fald.
... Lidt af Nils Frahm, og hvor er jeg ærgerlig over at jeg ikke var dedikeret nok til at stille mig helt ind i teltet. Det kunne have været årets koncert. Sikke dog en ekvilibrist. Kom gerne til København snart!
... Det meste af Paul McCartney, og jeg er lidt splittet. Det var en velspillet koncert, men jeg kan ikke lade være med at se den gode beatle som en anelse floskuløs og påtaget i sin omgang med publikum. Og så er det jo svært med så stort et bagkatalog, for vi har alle vores favoritter, og jeg fik personligt kun et par stykker opfyldt, mens jeg savnede mange - særligt noget af det helt tidlige Beatles-materiale, men det er måske bare mig, der er en sucker for den slags?
... Udenfor teltet en lille time af Africa Express, som var behageligt, men også syntes en kende skizofrent.
... I warm-uppen AV AV AV, der var lidt for forudsigeligt til rigtig at blive spændende, October Dance, der spillede festlig new wave uden at løfte sig, og lidt af Vök, der var godt uden at være prangende. Lidt kedeligt faktisk.
Tak for i år!
