Kære Roskilde Festival, tak for et fantastisk årti! Du har gjort, og gør mig til stadighed, musiklykkelig. Jeg varmes af ekvilibrisme, spilleglæde og kreativitet år for år fra dine scener, store som små. Efter et rekordtravlt - og måske hidtil uset godt - år kan jeg kun sige: Du og jeg, vi er slet ikke færdige med hinanden!
2016 blev som musikår ganske uforglemmeligt. Der blev skrevet i den store fortælling, men noget af det, jeg tager allermest med, er en bekræftelse i, hvor vigtigt det er at huske at besøge de små scener. I år har Avalon givet mig flere stærke oplevelser, og jeg har genopdaget Pavillons potentiale som andet end blot en parkeringsplads for bands, der ikke er store nok. Jeg så ikke skyggen af Red Hot Chili Peppers eller Neil Young bag en masse nakker, hænder og flag på Orange, men til gengæld blev jeg blæst bagover af musikere fra Spanien, Chile og Niger, helt tæt på.
På de store linjer blev 2016 året, hvor Roskilde gik all in på at lade musikken, og ikke kunstnerens popularitet, være definerende for fordelingen af kunstnere mellem Orange og Arena. Det gav plads til store navne som PJ Harvey, James Blake, New Order og Tame Impala på Arena, hvilket Politiken ikke var begejstrede for. Jeg er helt, helt uenig. Netop koncerter som de ovennævnte blev fantastiske af den kombination af intensitet og intimitet, som kun Arena kan være vært for. Det havde aldrig været det samme på Orange. Og jo, det var svært at komme til, hvis man kom daskende 10 minutter før koncertstart, men helt ærligt - er det ikke okay, at man bare en gang imellem skal dedikere sig lidt, og komme tre kvarter før en koncert? Som Politiken også selv skriver: Hvis man ikke havde mindst én stor koncertoplevelse hver dag, må man bare komme tilbage næste år og gøre det bedre. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: 50% af en god koncertoplevelse afhænger af, hvor man står. Både fordi man kan se noget, fordi lyden er bedre og fordi det er fedest at stå sammen med mennesker, der er koncentrerede omkring koncerten.
Programmet på Orange og Arena er en balancegang mellem at give publikum - også dem, der lader sig mest styre af spontanitet og hvidvinsbranderten - mulighed for at opleve ny musik, men samtidig skabe de optimale rammer for nogen enestående koncertoplevelser til os, der investerer lidt tid og planlægning i musikprogrammet. Festivalen kan ikke klare sig uden nogen af de to vægtskåle, men jeg synes, man i år fandt en fin balance. Der er helt sikkert mange, der har fået øjnene op for ny musik, da eksempelvis Bomba Estéreo, Foals og LCD Soundsystem spillede Orange, og samtidig har det lidt mere dedikerede koncertsegment fået fuld valuta for pengene til flere af Arena-koncerterne.
Apropos scener, så synes jeg, festivalen har fået styr på de to scener, der i mine øjne har hængt lidt siden de opstod. Avalon er blevet smuk i sit teaterdress, og er samtidig nu præcis den størrelse og udformning, den skal være. Førhen var den et for stort og kønsløst rum - nu kombinerer den den hedengangne Cosmpols intimitet, uden at være behæftet samme scenes flaskehalsproblemer. Og så har Apollo endelig fået sit eget scenerum i stedet for at være en gennemgangsplads. Jeg så stort set ingen koncerter dernede, men gik ofte forbi, og det så ud til at fungere ganske godt.
Skulle jeg komme med et enkelt surt opstød, inden jeg præsenterer min personlige top 10, så må det være den stigende tendens til at insistere på at lave mosh pits til nogen af de store koncerter. Det kommer let til at lyde lidt gammelmandsagtigt det her, men jeg synes virkelig det er en kedelig udvikling, når man eksempelvis ikke kan nyde de sidste tre numre af Foals fra forreste bås, fordi en flok bøvernikker insisterer på, at det skal handle mere om dem selv og hvor stor en mosh pit, de kan lave. Det er en ekstrem mangel på hensyntagen til sine medkoncertgængere, og så synes jeg det er ufattelig selvcentreret. Det er jo ikke fordi, jeg ikke vil gå amok når Foals spiller et nummer som What Went Down - det kan jeg slet ikke lade være med! Jeg vil hoppe og danse og råbe med og kaste med mine hænder, ligesom jeg gjorde som 17-årig da jeg så Muse samme sted. Men fokus skal jo være på bandet og på den ekstase, koncerten bringer mig i. Det er måske okay at moshe til en koncert med en DJ, der alligevel står og trykker på knapper, men her stod altså fem gutter og svedte røven ud af bukserne i regnvejret for at give os en koncertoplevelse. Ret nu jeres energi mod det, og klap dem for helvede ud som de fortjener, når de går af scenen, i stedet for at stå med snotten i jeres iphones for at se, om I fik nogle fede videoer af jeres venner, der smadrede ind i hinanden, fordi de tror, det er det, man gør til sådan en koncert!
Tiden må være inde til, at jeg præsenterer min personlige top 11. Ja, 11, for jeg kan simpelthen ikke begrænse det til 10 i år. Jeg har haft en rekordtravl festival - 19 koncerter, plus glimt af en håndfuld flere - og selvom det er lidt tidligt at proklamere det som det stærkeste nogensinde, så er det i hvert fald en klar contender. Bredden har været vildere en nogensinde. Jeg har haft skønne oplevelser med kunstnere fra hele verden, på alle scener (Apollo undtaget) og i alle genrer. Fællestrækket for rigtig mange af mine koncertoplevelser i år har været kompromisløshed. Hvad enten det her drejet sig om Grimes' postmoderne lydblender, Blood Sports punkhektiske nattetrip, Tal Nationals polyrytmiske vanvid eller James Blakes unikke, ultrapræcise lydcollager, så har det været kompromisløst, insisterende og betagende!
11) BLOOD SPORT (Gloria, torsdag, 02.30)
Blood Sport-koncerten midt om natten kunne let have været en, man var endt med at misse efter en lang musikdag, men hvor var jeg glad for, at vi prioriterede det! Foran et lille publikum på Gloria indtog tre englændere scenen med et trommesæt, to guitarer og en flaske rom, og de forlod den igen 45 minutter efter, uden at have holdt pause i deres hektiske, udsyrede artpunkdriblerier. Det var intenst og kogeren, og jeg var vild med det!
10) TAL NATIONAL (Avalon, fredag, 21.00)
Mens Neil Young gik på scenen i regnen stod vi en mellemstor flok mennesker i tørvejr og ventede på Tal National fra ørkenstaten Niger i Vestafrika. De var lidt forsinkede, men det var ventetiden værd, for sjældent har jeg oplevet noget så tight. De seks musikere kastede rytmisk rundt med hinanden i et væld af tempo-, takt- og rytmeskift uden at gå forkert én eneste gang. Det blev en lidt lang koncert, men jeg elskede spilleglæden, de dansable rytmer og den uforlignelige musikalitet.
9) BLOOD ORANGE (Avalon, torsdag, 22.30)
Dev Hynes alias Blood Orange er en fremragende, inciterende frontmand, men næsten bedst, når han griber guitaren og lader helt rene, skarpe akkorder glide hen over sit bands' ufatteligt vellydende soul. Avalon blev svøbt i en blød dyne af hoftevrikkende grooviness og saxofonsoli.
8) HINDS (Pavillon, onsdag, 22.15)
Spanske Hinds var første halvdel i en double header på Pavillon onsdag aften, der i den grad tog mig ved næsen og sendte mig i seng med den der helt varme, lykkelige følelse som gode koncertoplevelser på Roskilde kan give. Det var ikke det mest velspillede, verden har set, men dog spillende med en fantastisk karisma, kærlighed og smittende ubekymrethed, og hurra for det!
7) TAME IMPALA (Arena, fredag, 23.30)
Jeebus, du ved, det har været en ualmindelig festival, når en fuldstændig perfekt eksekveret Tame Impala-koncert på Arena ligger nr. 7. Andre år havde det her været en top 3'er. Australierne ender hernede, fordi det ikke var helt så jublende eller kuldegysende som nogen af de andre. Men for helvede, hvor var det en vellydende og velspillet streg under, at Kevin Parker er en af de kunstnere, vi kommer til at forholde os til også om 20 år.
6) GRIMES (Arena, torsdag, 18.00)
Jeg tør ikke gisne om, hvordan Grimes' hyperaktive poppotpourri havde endt, hvis hun havde spillet seks timer senere. Det var et fascinerende studie på så mange planer. Frøken Boucher pilede rundt fra punkstjerneattitude a'la Alice Glass på scenekanten til mulitaskende instrumentblæksprutte bag synthesizere, guitar og trommemaskine. På metaniveau var koncerten en opvisning i postmodernistisk fragmentering og genreblanding au exceptionnel. Imponerende og tankevækkende!
5) FOALS (Orange, fredag, 18.00)
Fraregnet ovenstående sure opstød omkring publikums opførsel var Foals' præstation på Orange scene kraftfuld og imponerende. Det er tredje gang jeg ser Oxford-kvintetten, men det er fire år siden sidst, og hvor er de dog vokset med opgaven! Kraftfulde numre som åbneren 'Snake Oil' og den formidable lukkesekvens med 'Inhaler', 'What Went Down' og 'Two Steps, Twice' egner sig brilliant til Oranges format, især i kombination med popperler som 'Mountain At My Gates', 'Olympic Airways' og 'My Number'. Sidst men ikke mindst var 'Spanish Sahara' enkeltstående et af de numre, der rørte mig allermest på festivalen. Foals kombinerede tung distortion med snurrige figurer, manisk energi og en fremragende rytmesektion på en scene, der passede dem overraskende godt.
4) FÖLLAKZOID (Pavillon, onsdag, 00.15)
Årets overraskelse, intet mindre! Jeg havde mest af alt gravet Föllakzoid frem i programmet for at have noget at lave på en svag onsdag, men det lønnede sig. De psychrockende chilenernes fem kvarter på Pavillon blev til en summende ud-af-kroppen-oplevelse med tålmodige opbygninger og støjende, underspillede forløsninger - en koncentrationens og intensitetens glinsende, gribende triumf.
3) NEW ORDER (Arena, lørdag, 21.00)
Jeg var på forhånd forberedt på, at New Order ville blive en musikhistorisk lektion, og det blev det, med tråde trækkende fra Kraftwerk over firserpoppen, halvfemsernes big beat og trip hop frem til nullernes og tiernes elektropop og synthesizerrock. Men at det også ville blive en gribende koncert med nogen af årets festivals mest intense øjeblikke af publikumseufori, den havde jeg ikke set komme. På den anden side - når man har skevet sange som 'Blue Monday' og 'True Faith', og slutter af med den eviggyldige 'Love Will Tear Us Apart', så kan det ikke gå meget anderledes. Arena var on fire, og det var de fem gamle briter også. Tak!
2) LCD SOUNDSYSTEM (Orange, lørdag, 01.00)
Uha, hvor var det en fornøjelse at se James Murphy og hans otte mand høje hær af synthesizerbetvingere, rytmeekvilibrister og en enkelt champagneopfylder (ja, sgu!) betvinge Orange scene, der lægger gulv til så mange tomme musikalske kalorier på årlig basis! Pitten var et sydende hav af dansende, hoppende glade mennesker, og så er jeg bedøvende ligeglad med, hvor fyldt der var bagtil. Når man kan spille musik på den måde, så skal man have lov at spille på de største scener, selvom man er 46 og har erklæret, at man ikke skriver hits. Knap to timers uforskammet tight grooviness krydret med James Murphys ironiserende besserwisseri får lov at stå som en af de helt store oplevelser!
1) JAMES BLAKE (Arena, fredag, 02.00)
Hold nu op hvor var den hård at komme igennem, men hvor var det en fantastisk præstation fra en af samtidens allermest dygtige, vigtige og innovative kunstnere. Måden hvorpå James Blake kombinerer minimalisme, støj, intimitet, elektronik og klassiske dyder er fuldstændig unik, og han er en af de få kunstnere, hvis potentiale kun forløses til fulde i en livesituation. Den indledende tredjedel var kuldegysningsfremkaldende - synthesizersweepet i 'Radio Silence', den hengivne fællessang i 'Limit To Your Love' og knivspidsmelankolien i 'Lindisfarne'. En af de de koncentreret set bedste halve timer, jeg nogensinde har hørt. Den midterste tredjedel var modigt og livgivende ravende, mens den sidste tredjedel vendte tilbage til det elektrosoulede udgangspunkt. En mesterlig nattemesse af et kæmpestort musikalsk talent.
I øvrigt hørte jeg...
... Vince Staples, som var en intens men også forudsigelig hip hop-fest på Pavillon.
... Júniús Meyvant, som desværre gik tabt i bøvet kejtethed og manglende fokus fra både band og publikum.
... CHVRCHES, som var en dejlig oplevelse, men også illustrerede en voldsom ensformighed, som end ikke Lauren Mayberrys charme kunne reparere på.
... Jacob Bellens, som altid er skøn og med et velspillende band, men som naturligvis forsvandt i Avalons kæmperum.
... Dizzy Mizz Lizzy, som var en herlig rejse tilbage til teenageårene, og hvor var det dejligt at se gråsprængte grungeveteraner og teenagere i efterskolehoodies forenes om et eviggyldigt band, der ikke skeler til tidens tendenser, men fortsætter med at spille velkomponeret og veleksekveret rockmusik.
... det meste af The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn, som var en noget lang og usammenhængende forestilling, der ikke går over i historien som en stærk Orange-åbner.
... en halv times tid af Bomba Estéreo, som bestod Orange med glans og tårnhøj volumen. Jeg er sikker på, det var en kæmpefest i pitten!
... omkring 20 minutter af Anderson .Paak, som jeg er ked af, jeg ikke gik all in på, for det så ud til at være fremragende.
... 3-4 numre af Mac DeMarco på så lang afstand, at det ikke var til at bedømme.
... på afstand den sidste halvdel af MØ, som i den grad formåede at fylde plænen foran Orange.
... de sidste fire numre af The Minds of 99, som var lidt svært at komme ind i, når man kom så pludseligt. Og hvorfor, hvorfor skal Ukendt Kunstner ind og ødelægge 'Ud Af Min Krop'?
... i opvarmningsdagene Palace Winter, der var udemærket, Shy Shy Shy, der virkelig gjorde mig glad med deres hoftevrikkende og charmerende indiepop, og Klub 27, der var en ballefest lige som det skal være!
Sikke dog et år. Tak!
søndag den 3. juli 2016
søndag den 22. maj 2016
Roskilde Addict's Guide 2016
Veninder og venner i hob, vi skal til det igen. Om godt en måned kaster solen (forhåbentlig) igen lange skygger over en stump land i Roskilde, og Nordeuropas største overflødighedshorn af musik ligger lige foran dine, mine, vores fødder. Inden du drukner dig i ukurant vin og ubekymrethed, så husk det: Nok engang kan dine ører opdrages, udfordres og erobres af lyden af alt fra Santiago til Sandviken, så tag og brug det!
Til dig, der ikke ved, hvad du skal til at læse, er her en lille disclaimer: Der spiller lidt under 200 musiknavne på Roskilde Festival, og det veksler fra skidegodt til... knap så godt, men festivalens egne beskrivelser af kunstnerne kan, som du måske har opdaget gennem årene, sælge sand i Sahara. Når du bliver træt af oversalget, er tiden inde til at vende dig mod dette lille, ydmyge hjørne. Her har jeg de senere år brugt lidt kræfter på at dissektere musikprogrammet, og udpege lige præcis 50 kunstnere, jeg synes du skal give et lyt og måske et kryds i dit program - hvis du, som jeg, også er analog, og bliver vanvittig af interfacet på festivalens hjemmeside og app (ellers må du også godt bare give det et lille herz <3).
Til jer, der har læst med før: Tak for medlæsningen. Selvom jeg påstår, jeg også gør dette arbejde for selv at kunne finde rundt i musikprogrammet, så er det motiverende at vide, at mange af jer faktisk bruger anbefalingerne og overvejelserne til at navigere jer vej rundt i mængden af musik. Som altid er jeg yderst subjektiv, og der er derfor en vis genre-tint. Men så længe du ikke skal høre metal eller punk, burde de fleste andre afkroge af programmet være repræsenteret.
For at tage den store fortælling først, så er jeg - også i år - temmelig begejstret for et program, der står noget ud fra de senere års. Ikke fordi det er bedre eller dårligere, men det er bestemt anderledes. Der har været sagt og skrevet en del i medierne om det stærke hip hop-program og det svage elektroniske ditto. Jeg synes det er forfriskende, at man lader mere håndspillede kunstnere som M83 og LCD Soundsystem tage vare på de sene Orange-slots, men jo - man savner da et stort, elektronisk bangernavn til at skabe en nattefest et eller andet sted. Derudover har man prioriteret at give nogen af de store navne - PJ Harvey, New Order, James Blake - mere intime forhold på Arena (dejligt - men føj, hvor bliver der proppet!), mens relativt ukendte kræfter som Foals, Bomba Estéreo og The Last Shadow Puppets skal kæmpe med den orange dug.
Udover Radioheads absens - som jo kan tilskrives, at kvintetten har valgt primært at spille små festivaler i år - synes jeg, Roskilde er kommet godt rundt. Programmet er måske lidt tyndt i toppen, men til gengæld afsindigt stærkt i det øvre mellemniveau. Selv Pavillon har i år et stærkt program, så der er virkelig noget at grave i. De andre festivaler har nuppet enkelte navne - Låpsley og Flaming Lips på Heartland; Beach House, Beck, Caribou og Unknown Mortal Orchestra på Northside (ingen på Tinderbox, hvis du skulle være i tvivl...) - som havde pyntet på plakaten, men i det store og hele er der grund til at være tilfreds!
Inden jeg præsenterer den årlige top 50, er der en række kunstnere, hvis fravær på listen, jeg ønsker at knytte en kommentar til. Hvorfor nu al den galde, tænker du, men jeg føler - særligt i år - et behov for lige at forventningsafstemme. Der er både tale om kunstnere, jeg bestemt ikke bryder mig om, men også kunstnere, du måske ellers kunne forvente, var med på listen.
Først og fremmest skal jeg nok ikke høre Red Hot Chili Peppers. Og inden du kaster om dig med referencer til den efterhånden legendarisk dårlige koncert i 2007, så hold lige inde. Ja, det var noget af en fuser, men jeg synes også, der er gået sport i at tale den koncert ned. Helt ærligt - hvor mange gode koncerter fra 2007 taler vi stadig om? Der er ikke nogen tvivl om, at RHCP kan levere en stærk koncert - ellers er man altså ikke i gang på fjerde årti. Jeg synes bare ikke, det er et hverken interessant eller relevant band, og det kan tælles på få hænder, hvor ofte jeg har hørt et nummer med dem siden for ni år siden. Så nej tak.
Jeg elsker, når lærerstuderende engang imellem tillader sig at være lidt elitære. Det skete forleden, da en af mine medstuderende kom med det meget præcise skudsmål om Tenacious D: "Altså, det er jo ikke rigtig musik." Det er simpelthen så simpelt og præcist sagt, og det lyder til, at programchef Anders Wahrén er enig: "Det bliver en nattefest på Orange, hvor man har fået en god tår øl og kan slå sig løs med de sjove sange, de har, hvis man synes, den slags er sjovt", fik han sagt i Soundvenue. Anders, det lyder som Smukfest, det der. Hvornår i alverden har det været et reelt argument for en Roskilde-booking at man skal safte sig ned og lolle rundt? Det ved jeg godt, mange gør alligevel - men det er jo her, musikken skal trække opad. Der kan siges rigtig mange grimme ting om Tenacious D, men min makker Jeppe Wissing ramte hovedet på sømmet for nylig, da han præciserede, at det værste næsten ikke er, at de skal fremføre deres pøllede pubertetsrabalder på en scene, men den afledte effekt der vil opstå, når hundredevis af anlæg og snotstive bondeknolde skal skråle med på den skrækkelige "musik" ude i campen. Det var næsten sjovt, da vi var 16 år, men jeg ved, at min egen camp bliver en af dem, hvor gymnasiegutterne skal bræge sig tilbage til villakvartererne i Nordjylland til 'Tribute'. Åh, du fredsens. Det er lige før jeg skal takke Professionshøjskolen Metropol for at tvinge mig tilbage til København til eksamen en af warm up-dagene! Nå, men venner, hvis I ser mig søge tilflugt i en tilfældig camp, så er det på grund af ovenstående (slet ikke fordi jeg er på jagt efter damer, nejnej...). Jeg bliver pisse mavesur og elitær og pseudo-sociobasher folk med Bourdieu og pøllet/åndet-skalaen når jeg bliver konfronteret med det lortemusik. Heldigvis spiller der 184 bedre navne også.
På min "hjemmebane" omkring indierocken kommer du til at kigge langt efter ellers prominente navne som Choir of Young Believers, Savages, PJ Harvey, Car Seat Headrest og Courtney Barnett. Ingen af dem får mig op ad stolen selv efter mange lyt, men du skal dog ikke frygte at blive bashet på din kapitalsammensætning, hvis du tager op og hører det. Jeg har også valgt at holde mig fra den mere mainstream del af hip hop-programmet, så Sivas, Future, Young Thug og Macklemore & Ryan Lewis er heller ikke at finde på listen. At Scarlet Pleasure skal spille Orange er verdens største joke, så dem må du selv rode med. Jeg er ikke vildt solgt på den aktuelle bølge af blød, dansk R'n'B-pop, så jeg har heller ikke fundet plads til hverken Liss, Chinah eller Phlake. Og så synes jeg Blaue Blume lyder som et musicalband (på den dårlige måde), så det springer vi også let henover.
Okay, det var en masse galde, men det er svært at undgå, når man booker verdens mest pøllede band. NU skal det handle om fantastisk musik - og jeg synes, du skal høre (nogen af) disse halvtreds navne - som du i øvrigt (med et par eksotiske undtagelser) kan finde på denne playlist (og yes, den er i rækkefølge, så du kan sætte den på, mens du læser!):
50) FOR AKIA (DK) (warm up)
Tvivlen skal komme et ungt orkester til gode, især i warm up-dagene. Det er nu ikke fordi, jeg er så meget i tvivl om For Akia, men med kun et par numre ude, er det jo altid svært at vide, hvad man skal forvente. Det er præmissen i warm up-dagene, og de tidligere KarriereKanonen-vindere har i hvert fald al mulighed for at spille pladsen op med funky indiepop!
49) GENTS (DK) (warm up)
Vi bliver ved warm up-navnene med Gents, hvis stærkt firserklingende barytonpop spiller ind i en lyd, der findes flere steder i den danske undergrund for tiden, eksempelvis hos Bisse og Dinner. Gents er lidt mindre mørke i tonegløden, hvilket klæder dem dejligt.
48) SANTIGOLD (US)
Måske lidt overraskende at se Santigold helt hernede, men hun har næsten tabt på forhånd, fordi hun skal spille kl. 14 på Arena. Den prioritering forstår jeg ikke? Hvorom alting er, så er den nyeste plade, 99 Cents, heller ikke så stærk som de to forrige, finurlige og kantede værker. I en tid, hvor genrebøjende kvinder virkelig skriver stærk fusionspopmusik, står Santigold lidt stille. Men hun viste sidst, at hun er en stærk livekunstner, så det skal nok blive en fin koncert alligevel.
47) FÖLLAKZOID (CL)
CL står for Chile, og Föllakzoid er noget så umiddelbart snævert som instrumental (næsten, i hvert fald) psychrock. Tænk en temmelig dronet version af Tame Impalas lyd. Det kan virkelig blive enten en rigtig god eller en rigtig stenet koncert, men kl. 00.15 tror jeg godt, det kan komme til sin ret!
46) BISSE (DK)
Det er i grunden lidt pudsigt, at Bisse spiller som en del af hovedprogrammet, når navne som Phlake og Chinah er "forvist" til warm up. Men hvad Bisse mangler i eksponering, har han afgjort i talent. Vi har at gøre med vred, næsten vrælende insisterende new wave med andægtig og karakteristisk baryton på toppen. 'Shotgun For Dig' er et af de mest hjerteskærende numre, jeg længe har hørt.
45) SHY SHY SHY (DK) (warm up)
Det her er næsten så dansk indie-agtigt, som det kan blive i øjeblikket. Bandnavn med gentagelser, fløjteriff og solskins-discovibes. Der er ingen tvivl om, at Shy Shy Shy rider langt på den dejlige single 'Do Not Ask', som bestemt nikker i retning af Vinnie Who. Men det gør nu slet ikke noget at den danske musikscene har åbnet sig op for velproduceret, hoftevrikkende pop.
44) TAL NATIONAL (NE)
Endnu en af de lidt mere ukendte landeforkortelser her - Tal National er fra Niger. Vi har således at gøre med det første af årets listes tre afrikanske indslag. Når jeg spotter afrikansk musik på Roskilde leder jeg mest efter store orkestre, der kan give mig et skud spilleglæde og svinge op til dans, og det kan Tal National. Inciterende, skævvredet og temposkiftende med lige dele smag af afrobeat og desert blues.
43) RANCHO APARTE (CO)
Fra Afrika til Roskildes traditionelt set anden store leverandør af ikke-europæisk musik, nemlig Sydamerika, hvor Colombia ofte står stærkt i billedet. Netop den colombianske musik - nyere som ældre - trækker tydelige tråder over Atlanterhavet til Afrika, men i Rancho Apartes tilfælde også til Europa. En slags musikalsk trekantshandel, k.h. historielæreren. Særligt østeuropæisk rytmik og instrumentalisering kan spottes - ja, der vil være messingblæsere! Colombianerne har spillested og -tidspunkt imod sig (Gloria om eftermiddagen), men på den anden side er man sikker på, at der bliver ægte varmt!
42) YAST (SE) (warm up)
Man kan slippe afsted med at sige, at svenske YAST lyder som mange forskellige - Tame Impala, DIIV, Wild Nothing, Real Estate - men for mig minder de allermest om et af 00'ernes lidt glemte danske orkestre, nemlig The Kissaway Trail fra O'ense, som i al beskedenhed var et udemærket indierockband. Det er YAST også - jeg bliver sgu glad i låget over, at der stadig er nogen i Skandinavien der laver andet end electro-r'n'b-pop.
41) CATE LE BON (UK)
Skøn og lidt quirky indiepop fra en waliser, der - som andre - drukner lidt i et stærkt indieår. Tænk lidt i tUnE-yArDs- og Dirty Projectors-referencer, men også noget, der er temmelig meget mere straightforward poppet.
40) HINDS (ES)
Hinds er fire madrileñas, hvilket gør navnet lidt sjovt, da spaniere notorisk ikke kan udtale bogstavet H. Musikalsk har vi gøre med skramlet lo-fi i familie med sen-'00er-fænomener som Wavves, Ariel Pink og Best Coast, med små nik den allestedsnærværende Brooklyn-lyd a'la Mac DeMarco/Real Estate/indsæt flere. Måske smager det også lidt af gode, gamle, brasilianske CSS, men det er måske mest på grund af damevokalen med mediterran accent. Hinds spiller i øvrigt på Pavillon oven i Red Hot Chili Peppers, så det er ganske muligt jeg er at finde der!
39) THE ORCHESTRA OF SYRIAN MUSICIANS + DAMON ALBARN + GUESTS (SY/INT)
Jeg har virkelig svært ved at placere det her indslag, der jo åbner Orange. Indtil for ganske nylig havde jeg det faktisk ikke engang på listen. Men det meste af det, Damon Albarn rører ved, bliver jo til guld, så mon ikke også projektet her skal have en chance? Jeg synes dog åbningstjansen er placeret forkert. Det kommer til at falde til jorden under den orange dug, foran en masse pøller, der er i gang med at drikke sig i hegnet til Red Hot Chili Peppers senere. Hvis det bliver den samme form for lidt navlepillende rotationsshow som til Africa Express sidste år, så skulle man nok have givet Damon og co. en lidt mindre scene - eller måske bare en Roskilde-pause (næste år kommer Gorillaz jo nok med ny plade, såh...). Jeg skal nok op og se giraffen, og jeg giver Albarn benefit of the doubt, meeeen jeg er ikke oppe at ringe.
38) WHITNEY (US)
Endnu et band på årets plakat, der smager lidt af Tame Impala. Whitney drukner lidt i et pokkers stærkt indie-line up, på trods af at duoen har en fortid i navnkundige, amerikanske outfits som Smith Westerns og Unknown Mortal Orchestra. Der kunne kastes talløse andre referencer her - Fleet Foxes, Jonathan Wilson og Secretly Canadian-label mate Jens Lekman for eksempel - men jeg tror egentlig bare, du skal høre det og finde ud af, om det rammer lige i åren. Fredag tidlig eftermiddag på Pavillon er lidt en klods om benet.
37) KATINKA (DK) (warm up)
Som Nørlund-faithful er jeg sådan en, der bliver glad af det dansksprogede, og her er Katinka et spændende bekendtskab. Hun har været svær at undgå hvis du lytter til P6 Beat (og det gør du), men hvis du ikke ved hvad vi har at gøre med, så forestil dig en Marie Key med et lidt kraftigere stænk af folk - man er jo heller ikke på pladeselskab med Cody og Hymns from Nineveh for ingenting. Jeg synes klart hun er stærkest, når de folkede træk får lov at vinde over synthpoppen, som efter min ydmyge mening smager lidt for meget af førnævnte frk. Key. Men Katinkas vokal er dragende og skæv, så det kan vise sig at blive en rigtig skøn lille aftentime på Rising.
36) EXEC (DK)
Sidste år var det tidligere medlemmer af Oh No Ono, der tittede frem på festivalen i henholdsvis Gooms og Lust For Youth. I år er det medlemmer fra to af 00'ernes andre navnkundige fixtures på den danske musikscene, nemlig VETO og Spleen United, der er at finde på programmet. Kommer Mattias Kolstrup næste gang? (Nej). Meget kan man tillade sig, når man har været med i 00'ernes indiebølge, og både Lightwave Empire (Spleen United-spinoff'et) og EXEC, der er VETOs Troels Abrahamsen, har fået plads i hovedprogrammet til trods for et temmelig begrænset output. Abrahamsen har under EXEC-navnet dog udgivet en plade (endda på Tambourhinoceros, som jo bestyres af en af Oh No Ono-drengene...), der, som min makker David (der også har 10-årsjubilæum i år!) meget rammende fik sagt, er den samme sang 11 gange. Hvis du tænker VETO-referencer nu, så skal du pakke dem helt væk, for Abrahamsen har smidt sit kraftfulde vræl til fordel for en croon i familie med Antony Hegarty og Nikolaj Vonsild, og har discarded synthesizerne til fordel for simple pianoballader. Det er lidt kedeligt, men Abrahamsen var jo i sidste årti et kraftværk af en livekunstner, så han fortjener chancen.
35) ANDERSON .PAAK (US)
Her har vi at gøre med en uforskammet funky trommeslager/rapper, der bringer Pitchfork-approved west coast soul-funk-r'n'b til Apollo fredag eftermiddag. Det er lige ved at være for smørblødt til mig, men det bliver som minimum rigtig rart!
34) PALACE WINTER (DK) (warm up)
Endnu et navn fra Tambourhinoceros-stalden, og her har vi at gøre med et ungt dansk band, der lyder så meget som The War On Drugs, at det næsten er for meget. Fordelen ved det er jo, at The War On Drugs er skideforbandet godt. Det må være anbefaling nok!
32) M83 (FR)
Mit forhold til M83 har altid været ret sporadisk. Jeg havde en ultrakort periode med Saturdays = Youth-pladen fra 2008, og det overambitiøse (og kriminelt overvurderede) magnum opus Hurry Up, We're Dreaming var svært at undgå. Jeg har ikke været så meget inde på camp/kitsch distinktionen i år, men M83 må være årets sande camp-konger. Her har vi en kunstner, der som få mestrer at tage kampen op med Coldplay (post 2008) hvad angår svulstige og teatralske sangtitler - hvad siger du til 'Highway of Endless Dreams', 'We Own The Sky' eller bare banaliteter som 'Up!' eller 'Go!'? Jøsses, men det er vel ikke så underligt, når man navngiver sit band efter en galakse, no less. Koncerten på Arena i 2012 var udmærket, men mere støj og hype end det var musikalitet, og i år har Anthony Gonzalez og co. så fået lov at lege med Orange - og endda kl. 01. Det er primært godt, fordi det medfører at James Blake skal spille Arena, men det er modigt at give det slot til et band, som har et par rigtig gode sange ('Kim & Jessie', 'Intro', 'Midnight City') iblandet en masse skrammel, som der vist kun er blevet mere af med den nye plade, der meget passende er blevet døbt Junk, og høstede beskedne 6.8 på Pitchfork. Nå, men det skal nok blive episk og storladent og alt mulig andet fredag nat på Orange alligevel. Hvis det er det, man er til...
31) LIGHTWAVE EMPIRE (DK)
Mens VETO lige så stille blev kedelige og forsvandt fra jordoverfladen uden at sige mojn, gik synthesizerfabrikken Spleen United ud på toppen med noget mere rockstar-attitude, da de smadrede deres instrumenter og blev uvenner på NorthSide for nogen år siden, og efterfølgende sagde tak for dansen. Nu er i hvert fald dele af ensemblet genopstået, og hvor er det dejligt at høre Bjarke Niemanns dovne klang, der er så hjemlig og genkendelig. Musikalsk er der imidlertid ikke meget genkendelighed i en lyd, der smager af lige dele Mew og gammel Phoenix. Eller, det vil sige, det gør det ene nummer der er i æteren pt. Det er skidegodt, men jeg synes også det er overordentlig modigt at putte drengene i Avalons kæmpegab. Der må virkelig være en plade og et par P6-hits lige på trapperne, hvis det skal give mening!
30) NEIL YOUNG (CA)
Til dig, der ikke ved, hvad du skal til at læse, er her en lille disclaimer: Der spiller lidt under 200 musiknavne på Roskilde Festival, og det veksler fra skidegodt til... knap så godt, men festivalens egne beskrivelser af kunstnerne kan, som du måske har opdaget gennem årene, sælge sand i Sahara. Når du bliver træt af oversalget, er tiden inde til at vende dig mod dette lille, ydmyge hjørne. Her har jeg de senere år brugt lidt kræfter på at dissektere musikprogrammet, og udpege lige præcis 50 kunstnere, jeg synes du skal give et lyt og måske et kryds i dit program - hvis du, som jeg, også er analog, og bliver vanvittig af interfacet på festivalens hjemmeside og app (ellers må du også godt bare give det et lille herz <3).
Til jer, der har læst med før: Tak for medlæsningen. Selvom jeg påstår, jeg også gør dette arbejde for selv at kunne finde rundt i musikprogrammet, så er det motiverende at vide, at mange af jer faktisk bruger anbefalingerne og overvejelserne til at navigere jer vej rundt i mængden af musik. Som altid er jeg yderst subjektiv, og der er derfor en vis genre-tint. Men så længe du ikke skal høre metal eller punk, burde de fleste andre afkroge af programmet være repræsenteret.
For at tage den store fortælling først, så er jeg - også i år - temmelig begejstret for et program, der står noget ud fra de senere års. Ikke fordi det er bedre eller dårligere, men det er bestemt anderledes. Der har været sagt og skrevet en del i medierne om det stærke hip hop-program og det svage elektroniske ditto. Jeg synes det er forfriskende, at man lader mere håndspillede kunstnere som M83 og LCD Soundsystem tage vare på de sene Orange-slots, men jo - man savner da et stort, elektronisk bangernavn til at skabe en nattefest et eller andet sted. Derudover har man prioriteret at give nogen af de store navne - PJ Harvey, New Order, James Blake - mere intime forhold på Arena (dejligt - men føj, hvor bliver der proppet!), mens relativt ukendte kræfter som Foals, Bomba Estéreo og The Last Shadow Puppets skal kæmpe med den orange dug.
Udover Radioheads absens - som jo kan tilskrives, at kvintetten har valgt primært at spille små festivaler i år - synes jeg, Roskilde er kommet godt rundt. Programmet er måske lidt tyndt i toppen, men til gengæld afsindigt stærkt i det øvre mellemniveau. Selv Pavillon har i år et stærkt program, så der er virkelig noget at grave i. De andre festivaler har nuppet enkelte navne - Låpsley og Flaming Lips på Heartland; Beach House, Beck, Caribou og Unknown Mortal Orchestra på Northside (ingen på Tinderbox, hvis du skulle være i tvivl...) - som havde pyntet på plakaten, men i det store og hele er der grund til at være tilfreds!
Inden jeg præsenterer den årlige top 50, er der en række kunstnere, hvis fravær på listen, jeg ønsker at knytte en kommentar til. Hvorfor nu al den galde, tænker du, men jeg føler - særligt i år - et behov for lige at forventningsafstemme. Der er både tale om kunstnere, jeg bestemt ikke bryder mig om, men også kunstnere, du måske ellers kunne forvente, var med på listen.
Først og fremmest skal jeg nok ikke høre Red Hot Chili Peppers. Og inden du kaster om dig med referencer til den efterhånden legendarisk dårlige koncert i 2007, så hold lige inde. Ja, det var noget af en fuser, men jeg synes også, der er gået sport i at tale den koncert ned. Helt ærligt - hvor mange gode koncerter fra 2007 taler vi stadig om? Der er ikke nogen tvivl om, at RHCP kan levere en stærk koncert - ellers er man altså ikke i gang på fjerde årti. Jeg synes bare ikke, det er et hverken interessant eller relevant band, og det kan tælles på få hænder, hvor ofte jeg har hørt et nummer med dem siden for ni år siden. Så nej tak.
Jeg elsker, når lærerstuderende engang imellem tillader sig at være lidt elitære. Det skete forleden, da en af mine medstuderende kom med det meget præcise skudsmål om Tenacious D: "Altså, det er jo ikke rigtig musik." Det er simpelthen så simpelt og præcist sagt, og det lyder til, at programchef Anders Wahrén er enig: "Det bliver en nattefest på Orange, hvor man har fået en god tår øl og kan slå sig løs med de sjove sange, de har, hvis man synes, den slags er sjovt", fik han sagt i Soundvenue. Anders, det lyder som Smukfest, det der. Hvornår i alverden har det været et reelt argument for en Roskilde-booking at man skal safte sig ned og lolle rundt? Det ved jeg godt, mange gør alligevel - men det er jo her, musikken skal trække opad. Der kan siges rigtig mange grimme ting om Tenacious D, men min makker Jeppe Wissing ramte hovedet på sømmet for nylig, da han præciserede, at det værste næsten ikke er, at de skal fremføre deres pøllede pubertetsrabalder på en scene, men den afledte effekt der vil opstå, når hundredevis af anlæg og snotstive bondeknolde skal skråle med på den skrækkelige "musik" ude i campen. Det var næsten sjovt, da vi var 16 år, men jeg ved, at min egen camp bliver en af dem, hvor gymnasiegutterne skal bræge sig tilbage til villakvartererne i Nordjylland til 'Tribute'. Åh, du fredsens. Det er lige før jeg skal takke Professionshøjskolen Metropol for at tvinge mig tilbage til København til eksamen en af warm up-dagene! Nå, men venner, hvis I ser mig søge tilflugt i en tilfældig camp, så er det på grund af ovenstående (slet ikke fordi jeg er på jagt efter damer, nejnej...). Jeg bliver pisse mavesur og elitær og pseudo-sociobasher folk med Bourdieu og pøllet/åndet-skalaen når jeg bliver konfronteret med det lortemusik. Heldigvis spiller der 184 bedre navne også.
På min "hjemmebane" omkring indierocken kommer du til at kigge langt efter ellers prominente navne som Choir of Young Believers, Savages, PJ Harvey, Car Seat Headrest og Courtney Barnett. Ingen af dem får mig op ad stolen selv efter mange lyt, men du skal dog ikke frygte at blive bashet på din kapitalsammensætning, hvis du tager op og hører det. Jeg har også valgt at holde mig fra den mere mainstream del af hip hop-programmet, så Sivas, Future, Young Thug og Macklemore & Ryan Lewis er heller ikke at finde på listen. At Scarlet Pleasure skal spille Orange er verdens største joke, så dem må du selv rode med. Jeg er ikke vildt solgt på den aktuelle bølge af blød, dansk R'n'B-pop, så jeg har heller ikke fundet plads til hverken Liss, Chinah eller Phlake. Og så synes jeg Blaue Blume lyder som et musicalband (på den dårlige måde), så det springer vi også let henover.
Okay, det var en masse galde, men det er svært at undgå, når man booker verdens mest pøllede band. NU skal det handle om fantastisk musik - og jeg synes, du skal høre (nogen af) disse halvtreds navne - som du i øvrigt (med et par eksotiske undtagelser) kan finde på denne playlist (og yes, den er i rækkefølge, så du kan sætte den på, mens du læser!):
50-41: Ung dansk sommerpop, tung new wave-revival og afstikkere mod syd.
50) FOR AKIA (DK) (warm up)
Tvivlen skal komme et ungt orkester til gode, især i warm up-dagene. Det er nu ikke fordi, jeg er så meget i tvivl om For Akia, men med kun et par numre ude, er det jo altid svært at vide, hvad man skal forvente. Det er præmissen i warm up-dagene, og de tidligere KarriereKanonen-vindere har i hvert fald al mulighed for at spille pladsen op med funky indiepop!
49) GENTS (DK) (warm up)
Vi bliver ved warm up-navnene med Gents, hvis stærkt firserklingende barytonpop spiller ind i en lyd, der findes flere steder i den danske undergrund for tiden, eksempelvis hos Bisse og Dinner. Gents er lidt mindre mørke i tonegløden, hvilket klæder dem dejligt.
48) SANTIGOLD (US)
Måske lidt overraskende at se Santigold helt hernede, men hun har næsten tabt på forhånd, fordi hun skal spille kl. 14 på Arena. Den prioritering forstår jeg ikke? Hvorom alting er, så er den nyeste plade, 99 Cents, heller ikke så stærk som de to forrige, finurlige og kantede værker. I en tid, hvor genrebøjende kvinder virkelig skriver stærk fusionspopmusik, står Santigold lidt stille. Men hun viste sidst, at hun er en stærk livekunstner, så det skal nok blive en fin koncert alligevel.
47) FÖLLAKZOID (CL)
CL står for Chile, og Föllakzoid er noget så umiddelbart snævert som instrumental (næsten, i hvert fald) psychrock. Tænk en temmelig dronet version af Tame Impalas lyd. Det kan virkelig blive enten en rigtig god eller en rigtig stenet koncert, men kl. 00.15 tror jeg godt, det kan komme til sin ret!
46) BISSE (DK)
Det er i grunden lidt pudsigt, at Bisse spiller som en del af hovedprogrammet, når navne som Phlake og Chinah er "forvist" til warm up. Men hvad Bisse mangler i eksponering, har han afgjort i talent. Vi har at gøre med vred, næsten vrælende insisterende new wave med andægtig og karakteristisk baryton på toppen. 'Shotgun For Dig' er et af de mest hjerteskærende numre, jeg længe har hørt.
45) SHY SHY SHY (DK) (warm up)
Det her er næsten så dansk indie-agtigt, som det kan blive i øjeblikket. Bandnavn med gentagelser, fløjteriff og solskins-discovibes. Der er ingen tvivl om, at Shy Shy Shy rider langt på den dejlige single 'Do Not Ask', som bestemt nikker i retning af Vinnie Who. Men det gør nu slet ikke noget at den danske musikscene har åbnet sig op for velproduceret, hoftevrikkende pop.
44) TAL NATIONAL (NE)
Endnu en af de lidt mere ukendte landeforkortelser her - Tal National er fra Niger. Vi har således at gøre med det første af årets listes tre afrikanske indslag. Når jeg spotter afrikansk musik på Roskilde leder jeg mest efter store orkestre, der kan give mig et skud spilleglæde og svinge op til dans, og det kan Tal National. Inciterende, skævvredet og temposkiftende med lige dele smag af afrobeat og desert blues.
43) RANCHO APARTE (CO)
Fra Afrika til Roskildes traditionelt set anden store leverandør af ikke-europæisk musik, nemlig Sydamerika, hvor Colombia ofte står stærkt i billedet. Netop den colombianske musik - nyere som ældre - trækker tydelige tråder over Atlanterhavet til Afrika, men i Rancho Apartes tilfælde også til Europa. En slags musikalsk trekantshandel, k.h. historielæreren. Særligt østeuropæisk rytmik og instrumentalisering kan spottes - ja, der vil være messingblæsere! Colombianerne har spillested og -tidspunkt imod sig (Gloria om eftermiddagen), men på den anden side er man sikker på, at der bliver ægte varmt!
42) YAST (SE) (warm up)
Man kan slippe afsted med at sige, at svenske YAST lyder som mange forskellige - Tame Impala, DIIV, Wild Nothing, Real Estate - men for mig minder de allermest om et af 00'ernes lidt glemte danske orkestre, nemlig The Kissaway Trail fra O'ense, som i al beskedenhed var et udemærket indierockband. Det er YAST også - jeg bliver sgu glad i låget over, at der stadig er nogen i Skandinavien der laver andet end electro-r'n'b-pop.
41) CATE LE BON (UK)
Skøn og lidt quirky indiepop fra en waliser, der - som andre - drukner lidt i et stærkt indieår. Tænk lidt i tUnE-yArDs- og Dirty Projectors-referencer, men også noget, der er temmelig meget mere straightforward poppet.
40-31: Gamle venner fra 00'erne, lo-fi-soundalikes og svære Orangeslots.
40) HINDS (ES)
Hinds er fire madrileñas, hvilket gør navnet lidt sjovt, da spaniere notorisk ikke kan udtale bogstavet H. Musikalsk har vi gøre med skramlet lo-fi i familie med sen-'00er-fænomener som Wavves, Ariel Pink og Best Coast, med små nik den allestedsnærværende Brooklyn-lyd a'la Mac DeMarco/Real Estate/indsæt flere. Måske smager det også lidt af gode, gamle, brasilianske CSS, men det er måske mest på grund af damevokalen med mediterran accent. Hinds spiller i øvrigt på Pavillon oven i Red Hot Chili Peppers, så det er ganske muligt jeg er at finde der!
39) THE ORCHESTRA OF SYRIAN MUSICIANS + DAMON ALBARN + GUESTS (SY/INT)
Jeg har virkelig svært ved at placere det her indslag, der jo åbner Orange. Indtil for ganske nylig havde jeg det faktisk ikke engang på listen. Men det meste af det, Damon Albarn rører ved, bliver jo til guld, så mon ikke også projektet her skal have en chance? Jeg synes dog åbningstjansen er placeret forkert. Det kommer til at falde til jorden under den orange dug, foran en masse pøller, der er i gang med at drikke sig i hegnet til Red Hot Chili Peppers senere. Hvis det bliver den samme form for lidt navlepillende rotationsshow som til Africa Express sidste år, så skulle man nok have givet Damon og co. en lidt mindre scene - eller måske bare en Roskilde-pause (næste år kommer Gorillaz jo nok med ny plade, såh...). Jeg skal nok op og se giraffen, og jeg giver Albarn benefit of the doubt, meeeen jeg er ikke oppe at ringe.
38) WHITNEY (US)
Endnu et band på årets plakat, der smager lidt af Tame Impala. Whitney drukner lidt i et pokkers stærkt indie-line up, på trods af at duoen har en fortid i navnkundige, amerikanske outfits som Smith Westerns og Unknown Mortal Orchestra. Der kunne kastes talløse andre referencer her - Fleet Foxes, Jonathan Wilson og Secretly Canadian-label mate Jens Lekman for eksempel - men jeg tror egentlig bare, du skal høre det og finde ud af, om det rammer lige i åren. Fredag tidlig eftermiddag på Pavillon er lidt en klods om benet.
37) KATINKA (DK) (warm up)
Som Nørlund-faithful er jeg sådan en, der bliver glad af det dansksprogede, og her er Katinka et spændende bekendtskab. Hun har været svær at undgå hvis du lytter til P6 Beat (og det gør du), men hvis du ikke ved hvad vi har at gøre med, så forestil dig en Marie Key med et lidt kraftigere stænk af folk - man er jo heller ikke på pladeselskab med Cody og Hymns from Nineveh for ingenting. Jeg synes klart hun er stærkest, når de folkede træk får lov at vinde over synthpoppen, som efter min ydmyge mening smager lidt for meget af førnævnte frk. Key. Men Katinkas vokal er dragende og skæv, så det kan vise sig at blive en rigtig skøn lille aftentime på Rising.
36) EXEC (DK)
Sidste år var det tidligere medlemmer af Oh No Ono, der tittede frem på festivalen i henholdsvis Gooms og Lust For Youth. I år er det medlemmer fra to af 00'ernes andre navnkundige fixtures på den danske musikscene, nemlig VETO og Spleen United, der er at finde på programmet. Kommer Mattias Kolstrup næste gang? (Nej). Meget kan man tillade sig, når man har været med i 00'ernes indiebølge, og både Lightwave Empire (Spleen United-spinoff'et) og EXEC, der er VETOs Troels Abrahamsen, har fået plads i hovedprogrammet til trods for et temmelig begrænset output. Abrahamsen har under EXEC-navnet dog udgivet en plade (endda på Tambourhinoceros, som jo bestyres af en af Oh No Ono-drengene...), der, som min makker David (der også har 10-årsjubilæum i år!) meget rammende fik sagt, er den samme sang 11 gange. Hvis du tænker VETO-referencer nu, så skal du pakke dem helt væk, for Abrahamsen har smidt sit kraftfulde vræl til fordel for en croon i familie med Antony Hegarty og Nikolaj Vonsild, og har discarded synthesizerne til fordel for simple pianoballader. Det er lidt kedeligt, men Abrahamsen var jo i sidste årti et kraftværk af en livekunstner, så han fortjener chancen.
35) ANDERSON .PAAK (US)
Her har vi at gøre med en uforskammet funky trommeslager/rapper, der bringer Pitchfork-approved west coast soul-funk-r'n'b til Apollo fredag eftermiddag. Det er lige ved at være for smørblødt til mig, men det bliver som minimum rigtig rart!
34) PALACE WINTER (DK) (warm up)
Endnu et navn fra Tambourhinoceros-stalden, og her har vi at gøre med et ungt dansk band, der lyder så meget som The War On Drugs, at det næsten er for meget. Fordelen ved det er jo, at The War On Drugs er skideforbandet godt. Det må være anbefaling nok!
Floating Points er lyden af en neurovidenskabsmand, der bijobber som electrowizz med funk og avantgardejazz i gryden, klar til skumringsmesse på Apollo. Det er sådan en koncert, hvor man skal sætte sig ned, lukke øjnene, og håbe at dem omkring en kan holde deres mund, så man kan tage på rumrejse.
32) M83 (FR)
Mit forhold til M83 har altid været ret sporadisk. Jeg havde en ultrakort periode med Saturdays = Youth-pladen fra 2008, og det overambitiøse (og kriminelt overvurderede) magnum opus Hurry Up, We're Dreaming var svært at undgå. Jeg har ikke været så meget inde på camp/kitsch distinktionen i år, men M83 må være årets sande camp-konger. Her har vi en kunstner, der som få mestrer at tage kampen op med Coldplay (post 2008) hvad angår svulstige og teatralske sangtitler - hvad siger du til 'Highway of Endless Dreams', 'We Own The Sky' eller bare banaliteter som 'Up!' eller 'Go!'? Jøsses, men det er vel ikke så underligt, når man navngiver sit band efter en galakse, no less. Koncerten på Arena i 2012 var udmærket, men mere støj og hype end det var musikalitet, og i år har Anthony Gonzalez og co. så fået lov at lege med Orange - og endda kl. 01. Det er primært godt, fordi det medfører at James Blake skal spille Arena, men det er modigt at give det slot til et band, som har et par rigtig gode sange ('Kim & Jessie', 'Intro', 'Midnight City') iblandet en masse skrammel, som der vist kun er blevet mere af med den nye plade, der meget passende er blevet døbt Junk, og høstede beskedne 6.8 på Pitchfork. Nå, men det skal nok blive episk og storladent og alt mulig andet fredag nat på Orange alligevel. Hvis det er det, man er til...
31) LIGHTWAVE EMPIRE (DK)
Mens VETO lige så stille blev kedelige og forsvandt fra jordoverfladen uden at sige mojn, gik synthesizerfabrikken Spleen United ud på toppen med noget mere rockstar-attitude, da de smadrede deres instrumenter og blev uvenner på NorthSide for nogen år siden, og efterfølgende sagde tak for dansen. Nu er i hvert fald dele af ensemblet genopstået, og hvor er det dejligt at høre Bjarke Niemanns dovne klang, der er så hjemlig og genkendelig. Musikalsk er der imidlertid ikke meget genkendelighed i en lyd, der smager af lige dele Mew og gammel Phoenix. Eller, det vil sige, det gør det ene nummer der er i æteren pt. Det er skidegodt, men jeg synes også det er overordentlig modigt at putte drengene i Avalons kæmpegab. Der må virkelig være en plade og et par P6-hits lige på trapperne, hvis det skal give mening!
30-21: Apollo-højdepunkter, årets vigtigste warm up-navn og stærke afrikanere.
30) NEIL YOUNG (CA)
Når Neil Young er placeret på en relativt beskeden 30.-plads, så er det ikke fordi, det ikke kan blive en fantastisk koncert. Det tror jeg faktisk, der er gode chancer for, det bliver. De der lange legendekoncerter på Orange har bare egentlig aldrig været min kop te. Bevares, jeg synes da McCartney og Stevie Wonder var et par behagelige timer, men det er også kunstnere, jeg har et væsentligt stærkere forhold til, end jeg har til Neil Young. Men god fornøjelse til jer, der skal afsted!
29) MØ (DK)
Mø på Orange klokken 22, hvordan skal det mon gå? Jeg ved det ikke. Arena for et par år siden gik mere end fremragende, og anmelderstanden skal sandsynligvis også nok stå i kø for at rose Karen Marie, når hun er gået af scenen. Min frygt er, at scenen viser sig lidt for stor til en kunstner, som trods alt har klatret det sidste lange stykke på ryggen af et enkelt nummer. 'Lean On' bliver et stensikkert højdepunkt, selvom den har toppet, men hvad sker der, når Mø skal spille sig igennem enten nyt, ukendt materiale eller numrene fra den ellers fremragende No Mythologies To Follow-plade, som trods alt har et par år på bagen, og udgjorde hovedparten af Arena-koncerten dengang? Jeg håber det går, men det kan risikere at blive lidt en gentagelse på en lidt for stor scene.
Koncerten med den kæmpestore Brooklyn-rapper kan risikere at blive mere gimmick og råberi end egentlig fed lyd. Lidt lige som Run The Jewels sidste år. Alligevel synes jeg, Bronson skal have chancen for at bevise, at der er noget om hypen, for det kan blive en stærk fest - også selvom klokken 19-slottet er lige et par timer for tidligt.
27) KLUB 27 (DK) (warm up)
Åh, her har vi et orkester, der gør mig glad! Det er den kondenserede lyd af dansksproget rock, helt tilbage fra pigtrådstiden, energien og ubekymretheden, der gør Klub 27 til den vigtigste warm up-koncert for mig i år. Jeg tror virkelig, det bliver skønt!
Baba Commandant og hans band er fra Burkina Faso, og spiller rimelig straight up og groovy afrobeat med travl bas, blæs og balafon (vestafrikansk xylofontype), og de kommer til at flytte nogen heldige og dedikerede fødder på Gloria torsdag aften!
25) VINCE STAPLES (US)
Jeg er bedst til nyere hip hop, når det bliver lidt west coast gritty, sådan som Vince Staples gør det. At han samtidig skal spille på Pavilion, gør kun mine forventninger højere. Det er en skrækkelig scene, men lige præcis med Vince Staples er det så fint, at man ikke har overcastet ham og smidt ham på Avalon. Nu bliver det råt, intenst og beskidt, og en dejlig fravalgskoncert for os, der ikke skal høre Red Hot Chili Peppers!
24) TUSKEGEE (SETH TROXLER AND THE MARTINEZ BROTHERS) (US)
Hvis du har svært ved at finde Tuskegee på Spotify, så er det fordi det ene nummer, projektet har udgivet, ligger under de respektive samarbejdspartnere. Søg derfor på enten Seth Troxler eller The Martinez Brothers, og du finder nummeret 'Space & Time', som er et skidestærkt stykke acid house. Koncerten torsdag nat på Apollo bliver et tre timer langt rave i krydsfeltet mellem mere klassisklydende acid (tænk Spleen Uniteds sidste album for reference) og noget mere undergrundssort ethnodub a'la eksempelvis portugisiske DJ Nigga Fox, som spillede for et par år siden. Det er - i mangel af bedre - en af årets helt store elektroniske koncerter, og jeg tror det bliver ret vanvittigt.
23) HELLO PSYCHALEPPO (SY)
Når man har valgt at bruge åbningen af Orange til at lave et politisk statement, så synes jeg det havde været friskt at skifte Damon Albarn og hans sammenrend ud med programmets andet syriske indslag, nemlig Hello Psychaleppo. Visse dele af publikum ville helt sikkert fortrække, men for os andre ville det være stærkt grineren at åbne festivalen med tung, arabisk psych-elektro. Nu bliver det en smadderkoncert torsdag eftermiddag, lidt i stil med Omar Souleyman for et par år siden, og jeg tror det bliver ekstremt smittende. Kom med!
22) BLOOD SPORT (UK)
Blood Sport er rigtig meget på denne liste, på grund af deres rimelig stærke slot kl. 02.30 på Gloria. Jeg tror kombinationen af nat, lukket scene og hektisk-manisk art-punk kan vise sig at være en af årets rigtig stærke oplevelser. Hvis ellers man har ben at gå, stå og danse på, når klokken slår halv tre. Tænk det som et møde mellem Battles, Reptile Youth og tidlig Foals. Ja, det lyder godt, ikke?
21) BALANI SHOW BUSINESS DE BAMAKO (ML)
Årets allerbedste mulighed for at blive taget lige i røven af noget, du aldrig havde hørt om før, får du meget vel med dette her gadeelektrokollektiv fra Mali. Der er simpelthen tale om cremen af Bamakos street party scene, og selvom det er svært at støve op på nettet, hvordan det præcis lyder, så er det noget med balafon, rap, turntables og alt muligt andet. Umiddelbart lyder det ret sindssygt, og Apollo om eftermiddagen er det helt rette sted - ligesom hvad angår Hello Psychaleppo - til at blive taget ved næsen af noget psyko.
20) THE LAST SHADOW PUPPETS (UK)
Man kan tiltvinge sig Orange på mange måder som frontmand. Man kan gøre det på “jeg siger ikke en skid og lader min kunst tale for mig, fordi det kan den”-måden (Thom Yorke), med “holier than thou”-coolness (Julian Casablancas), eller på “jeg taler alt for meget, da jeg bilder mig ind at publikum er interesserede i, hvad jeg mener, fordi jeg bliver spillet på P3”-måden (Simon Kvamm - eller Lars Lilholt, selvom han vist hverken har spillet på Orange eller P3, men princippet er det samme). Og så kan man være Alex Turner. Lidt kedelig. Derfor er jeg virkelig ærgerlig over, at Roskilde har valgt at putte Arctic Monkeys-frontmandens sideprojekt, The Last Shadow Puppets, på Orange. Her var en gylden mulighed for at lade en ikke så stærk livemusiker få en mere taknemmelig scene at arbejde med, men nej. Det skal dog ikke tage noget fra Turner og makkeren Miles Kanes lyd, som på både det nye og det gamle album er ganske stilren og skarp - og nåja, rimelig relateret til Arctic Monkeys'. "If you can go with this, you can go with that", som Fatboy Slim sang i sin tid - men uden den genkendelighed og sing-a-long, der har været med til at løfte Arctic Monkeys' koncerter ud af middelmådigheden, er det svært at se The Last Shadow Puppets tage det helt store stik hjem. Selvom det lyder fedt.
19) HOUSE OF PAIN (US)
Jeg har sgu hørt meget gammel hip hop på det seneste, så det passer mig fint at Roskilde hiver House of Pain op af hatten. Det skal nok blive en lækkert eftermiddagsfest i solen med et par drenge af den gamle skole, fra den gang, hvor hip hop handlede om beats og flow snarere end produktion og synthesizere!
18) DIZZY MIZZ LIZZY (DK)
Det har været virkelig svært for mig at placere Dizzy Mizz Lizzy på den her liste. De har været placeret højere, men med så mange stærke navne i intervallet mellem 10 og 20 har det været nødvendigt at rykke de gamle drenge lidt ned. Hvorfor? Jo, dybest set fordi det nok ikke bliver sidste chance for at fange Christensen, Friis og Nielsen i denne omgang. Der er ikke den samme hype og højtidelighed som reunionkoncerten for seks år siden, af hvilken jeg desværre kun så ekstranumrene på afstand. Derfor vil jeg egentlig gerne se Dizzy Mizz Lizzy, der er en uomgængelig del af mine - og utallige andres - teenageår. Det siger meget om et band, når 1.g'ere med hang til headbanging har hevet fat i deres musik med 10 års mellemrum. Jeg har ikke fået hørt den nye plade, men Tim Christensen træder sjældent forkert som sangskriver, så jeg har ikke den der hellige skepsis, der nogengange dukker frem, når kunstnere laver albumcomebacks efter mange år (Malk de Koijn, looking at you!). Det er ikke sikkert jeg ender med at prioritere den her koncert, men hvis jeg gør, glæder jeg mig i hvert fald til at stå og spille luftspade til nogen numre, som har en masse minder forbundet med sig - og som i øvrigt er ganske formidable stykker musik!
17) DESTROYER (CA)
Ligesom med Dizzy Mizz Lizzy har jeg haft svært ved at placere Destroyer. Vi har at gøre med et af de senere års vægtige navne i Pitchfork-segmentet, hvor Kaputt-pladen fra 2011 var et højdepunkt. Destroyer er lige præcis ikke det, navnet antyder, men blød, velskrevet indiepop uden sammenligning med ret meget andet. Måske er Beach House den nærmeste reference, men vi har at gøre med langt mere organisk loungede og mindre udflydende lydbilleder her. Samtidig må jeg dog også indrømme, at både Kaputt og den nyeste plade, Poison Season, keder mig lidt i længden, og at jeg er i tvivl om, hvordan det meget fine og velproducerede lydbillede kan formidles live uden at blive smadret. Koncerten kommer til at stå og falde med, om canadieren medbringer masser af musikere - særligt på blæserfronten. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente.
16) BLOOD ORANGE (UK)
Nu begynder det at blive rigtig sjovt! R'n'B har aldrig været min hjemmebane. Jeg synes tit det bliver for flødet, tandløst og enslydende. Der er dog undtagelser, og sådan en er Blood Orange, som er så vanvittigt frækt, at det transcenderer alle mine anker mod genren. Alle de små pretendere (Phlake, looking at you!) kan få sig en lektion her - Avalon kommer til at ose af smoothness til den her koncert!
15) DILLON (DE)
Jeg holder altid skærpet udkig efter de små intime natteøjeblikke på Gloria. Gennem årene har jeg haft fantastiske oplevelser med kunstnere som Daughter, Denai Moore og Alice Boman på den scene, og i år er tysk-brasilianske Dillon det bedste bud på sådan en koncert. At hun så spiller lige oveni LCD Soundsystem, det glemmer vi lige et øjeblik. Hun er i familie med nogen af de ovennævnte kunstnere, men har et lidt mere folk'et spræl a'la eksempelvis Feist og Jens Lekman, som hun i øvrigt sampler meget fint på 'Thirteen Thirty-Five'. Og så har hun en fantastisk, skæv vokal, ikke ulig danske Katinkas.
14) RECONDITE (DE)
Vi bliver i det tyske, men skifter genre. Recondite flirter kraftigt med minimaltechnoen, men besidder en lidt anden eftertænksomhed og variation end eksempelvis The Field, som er mit minimalreferencepunkt nummer 1. Det er helt enkelt forbandet godt, og trods det lidt triste slot kl. 19, skal man virkelig ikke gå glip af den her koncert, hvis man er glad for det elektroniske. Jeg tror det bliver smukt og stenet på den helt rigtige måde!
13) PEACHES (CA)
Genreblander, gender bender, provocateur. En skrammelpladsens bastardengel af en musiker - og det er positivt ment! Hos Peaches finder vi elementer fra punk, funk, disco og stort set alt derimellem. På efterhånden fem plader har Peaches foldet vingerne ud fra kantet elektropunk på signaturnummeret 'Fuck The Pain Away' fra 2002, over albumtitler som Fatherfucker og Impeach My Bush til det tunge, aggressive Rub fra sidste år. Apollo kl. 00. er helt perfekt til den her koncert, som kan blive en af de helt tunge.
12) JACOB BELLENS (DK)
Den anden dag gik jeg forbi en af Danmarks fineste sangskrivere, der sad og guffede pommes med Københavns bedste basilikummayo på Auto i Griffenfeldsgade. Det var Jacob Bellens, og selvfølgelig har han god smag i mayonnaise! Efter flere besøg på Roskilde med I Got You On Tape og Murder er det kun på tide, at Bellens får lov at optræde med sit solomateriale, som efterhånden tæller tre meget stærke plader og et par fantastiske b-sider oveni. Jeg har virkelig hørt Bellens meget, selvom det tog mig lidt tid at sluge synthesizerpoppen på treeren Polyester Skin. Alle tre album har virkelig højdepunkter - eksempelvis 'Back to You' og 'Behind the Barricades' fra den nye, 'Change of Heart' og den helt vidunderlige 'Another Lung' fra toeren My Convictions, og 'Champion Sounds' med sit skønne fløjteriff fra debuten The Daisy Age. Jeg synes, Bellens besidder en finurlighed og sans for rytmik og harmonik som få - Tim Christensen-sammenligningen lurer her, uden at de i øvrigt lyder det mindste som hinanden - og så klæder solomaterialet hans fantastiske, rustne baryton. Jeg har set ham live to gange på mindre spillesteder, og han har for vane at omgive sig med fantastiske musikere, der lægger et æggende sammenspil til de fine melodier. Avalon er en stor scene, og det kan gå galt - men jeg glæder mig!
11) BOMBA ESTÉREO (CO)
Endnu et orkester, jeg har haft meget svært ved at placere på årets liste. Det hektiske, colombianske neo-cumbia-crew stod bag en af mine stærkeste koncertoplevelser på Roskilde nogensinde, da de pakkede Cosmopol ind i en vanvittig cocktail af percussion, elektro, guitarriffs og speedrap i 2012. Ret beset er det her band årsag til, at jeg år efter år har et vågent øje på den sydamerikanske del af programmet, og særligt på Colombia. Men, men, men, Orange kl 19 er noget af en uriaspost, som kun ganske få kunstnere kan løfte. Jeg er bange for, at Bomba Estéreo slet ikke er store eller brede nok til at gribe Orange, eller at de forfalder til laveste fællesnævner for at tækkes kæmpescenen. Jeg forstår ikke prioriteringen, for på Arena kunne dette have været årets koncert. Om jeg ender til Grimes, Recondite eller Bomba Estéreo kommer an på dagshumøret. Men der er i hvert fald potentiale for halvanden times fiesta her!
10) MAC DEMARCO (CA)
Vi åbner top 10 med en af de kunstnere, jeg har hørt allermest det seneste års tid, nemlig kongen af slacket lejrbåls-lo-fi anno '10erne; Mac DeMarco. Jeg var til koncert med DeMarco i Vega i efteråret, og det var et studie i spilleglæde og uhøjtidelighed. Lyden er i familie med label mates som DIIV, Wild Nothing og Beach Fossils, men er meget mere twanget og gavtyveagtigt, og vender sig i retning af en mere klassisk sangskrivertradition a'la Bob Dylan. Lyden af forår og forstadsfortove, og en fantastisk energi på scenen.
9) TAME IMPALA (AU)
Jeg har virkelig også hørt meget Tame Impala på det sidste. Der skulle det glittede, funkede Currents-album til før jeg for alvor fik øjnene op for Kevin Parkers projekt, og det er derfor også først for nylig jeg har fået genbesøgt de tidlige mesterværker Lonerism og InnerSpeaker, som ikke fangede mig da de udkom. Der er ingen tvivl om at Parker kommer til at stå som en af '10ernes markante musikalske skikkelser med sin fusion af psykedelika, støjrock, punk og nu også funk. Listen over dejlige numre er alenlang, men Tame Impala slæber også et ry som et noget svingende liveband med sig - svingende på den dårlige måde, vel at mærke. Det fik vi at høre i Falconersalen i februar, hvor en i forvejen lidt indadvendt performance blev martret af forskrækkelig lyd, der efterlod alle de små detaljer på guitar og keyboard uhørlige. Lad os håbe det ikke sker i Arenas kæmperum, men jeg er lidt bange for det.
8) JÚNIÚS MEYVANT (IS)
Júniús Meyvant (spørg ikke, hvordan det udtales) er lidt en joker i denne top 10, men jeg tror, den islandske sangskriver er den bedste chance for at blive blæst bagover på en af de små scener i år. Det er så lidt ærgerligt, at der ikke er tale om Gloria, for Pavilion er alt andet lige en scene, der kan dræbe hvad som helst. Her er tale om moderne indiefolk i den helt klassiske forstand, som den, der er blevet stor med navne som Fleet Foxes, Iron & Wine og First Aid Kit, men der er også den der særlige himmelhøjhed, islandske kunstnere ofte bærer med sig. Hvis alt dette ikke er argument nok, så har Meyvant det med at medbringe både strygere og blæsere. Og prøv lige at lytte til nummeret bag linket - ' Color Decay' er noget af det mest triumferende dejlige, jeg længe har hørt!
7) CHVRCHES (UK)
Okay, jeg giver mig: 50% af grunden til, at jeg skal se CHVRCHES på Roskilde, handler om at jeg skal stå og forelske mig i forsanger Lauren Mayberry, som jeg virkelig synes er smuk! Læg dertil at skotterne spiller episk synthpop, der ikke er til fals for jantelov og underspillethed. Fuld slæde, men ikke way too much a'la M83 - snarere smagfuldt og lækkert a'la Robyn. CHVRCHES har tidligere gået for at være et lidt usikkert liveband, men kl. 23.30 på Arena er et rimelig taknemmeligt slot, og Mayberry er efter sigende kommet lidt ud af sin skal - men hun må godt være lidt shaky, når hun er så pæn <3.
6) FOALS (UK)
Der er flere mærkelige prioriteringer på Orange år. The Last Shadow Puppets og Bomba Estéreo er nogen af dem, men jeg tror dem, det kommer til at gå allermest ud over er Foals. Et forbandet stærkt liveband, der går for at få spillesteder i Falconer-størrelsen til at brænde helt sammen, placeret på Orange klokken 18. Det er virkelig ærgerligt, men vi må håbe, Yannis Philippakis og co. kan få pisket sig igennem alligevel. Jeg var rigtig glad for Foals på de første to plader, som var meget mere spinkle og kunstlede, men det er først for nylig jeg rigtig har omfavnet det senere, tungere materiale. Men det klæder faktisk Philippakis' spinkle, næsten Thom Yorke'ske vokal, med noget distortion. Flere af Foals' numre - 'What Went Down', 'Two Steps, Twice', 'Inhaler' med videre - fungerer skidegodt live, og jeg håber Oxford-kvintetten kan opbygge tilstrækkelig intensitet til at løfte Orange trods det faktum, at de færreste kender mere end et nummer eller to.
5) THE MINDS OF 99 (DK)
Jeg var lidt spændt på, hvad Roskilde i år havde påtænkt med The Minds of 99, som helt uhørt spiller for tredje år i streg. Ville man give dem et sent slot på Orange og måske lade bandet flyve højere end vingerne kan bære? Ville man give dem et ligegyldigt slot på Arena, og risikere at gøre koncerten overflødig? Heldigvis har man valgt at give Danmarks i øjeblikket vigtigste orkester en af festivalens bedste opgaver - nemlig Arena kl. 02. Det kan næsten kun gå godt for et band på toppen og med en liveintensitet som få. Den helt rigtige måde at vride den sidste energi ud af festivalgængerne natten til søndag. Historien om, hvordan Minds of 99 trækker tråde gennem samfuldheden af dansk rockhistorie, fra Kliche til Nephew, er skrevet, så det springer vi over. Det her kan blive (endnu) en koncert, vi kommer til at tale om i mange år - især hvis de har nosser til at lukke med 'Ud Af Min Krop'!
4) GRIMES (US)
Art Angels og Visions er nogen af de bedste og mest kriminelt undereksponerede popalbum, der er udgivet i dette årti. Grimes flirter benhårdt med mainstreamen, men er en melodisnedker af bedste skuffe, som formår at patchworke tidens tendenser med skæve indfald og stor musikalitet. Et natteslot er det eneste, der kunne gøre forudsætningerne for en stærk koncert endnu bedre, men jeg tror sagtens Grimes som en slags Pitchfork-segmentets Britney kan fyre et show af, der får os til at tro, det er nat!
3) NEW ORDER (UK)
Fordelen ved at man belemrer bands som Foals med Orange scene er jo, at vi kan få lov at opleve et navn som New Order på Arena. Med mindre alderen trykker for meget hos new wave-pionererne, kan det her blive en af årets allerstørste oplevelser! New Order er et af 80'ernes mest interessante band, med deres bevægelse fra postpunklegender som Joy Division og til synthpop-innovatorer, hvis lyd trækker tråde til så meget musik fra 00'erne og 10'erne, at det ikke betaler sig at remse op. Jeg har hørt virkelig meget new wave denne vinter, så for mig passer det fantastisk med New Order, som på én gang bliver nostalgitrip og dansefest!
2) JAMES BLAKE (UK)
Jeg kunne næsten gentage indledningen ovenfor. Et af mine største ønsker for årets program var, at James Blake ville få det sene slot på Orange, han fortjener efter sin dejlige men også lidt umage eftermiddagsmesse sidst. At han skulle få lov at spille Arena klokken 02 - nok et af det bedste slots på festivalen overhovedet - turde jeg ikke drømme om. Men det sker. Jeg har svært ved ikke at sammenligne den her koncerts potentiale med When Saints Go Machines fantastiske natteseance i 2013 på netop samme tid og sted. Hvis nogen kan toppe den tunge, andægtige og altopslugende stemning, så er det Blake. Jeg har egentlig aldrig lyttet særlig meget til nogen af pladerne, men begge gange jeg har set James Blake live - i 2011 på Northside, og som sagt to år senere på Orange - har jeg været imponeret. Vi har at gøre med en stor kunstner, som transcenderer genrer og præferencer med sin helt unikke electrosoul. Jeg bliver ikke overrasket, hvis det her er en koncert, der kommer til at mejsle sig ind i den store Roskilde-fortælling.
1) LCD SOUNDSYSTEM (US)
Kulminationen på årets festival bliver at stå allerforrest på Orange med en kolossal diskokugle over hovedet, og vente på at James Murphy og hans posse indtager scenen og rykker Dyrskuepladsen rundt i et par timers musikalsk lektion. Det er svært at sætte en finger på, præcis hvad det er LCD Soundsystem gjorde så godt, at de endte med at være et af 00'ernes allermest indflydelsesrige bands. Trådene tilbage til 80'erne og bands som Talking Heads, Tom Tom Club og Liquid Liquid er åbenlyse, men LCD Soundsystems lange, pulserende, perkussive jams er noget helt for sig selv. Der skal nok være nogen, der smutter halvvejs, fordi de ikke forstår. Dette bliver ikke en koncert med masser af interaktion med publikum, syng-med-hits eller drops. Det bliver et par timer, hvor man kan danse sig helt ud i selskab med en flok fænomenale musikere. I 2010 var det fantastisk, og med det greatest hits-set, Murphy & co. har turneret med på de amerikanske forårsfestivaler, kan jeg næsten ikke få armene ned. Bells!
Jeg er bedst til nyere hip hop, når det bliver lidt west coast gritty, sådan som Vince Staples gør det. At han samtidig skal spille på Pavilion, gør kun mine forventninger højere. Det er en skrækkelig scene, men lige præcis med Vince Staples er det så fint, at man ikke har overcastet ham og smidt ham på Avalon. Nu bliver det råt, intenst og beskidt, og en dejlig fravalgskoncert for os, der ikke skal høre Red Hot Chili Peppers!
24) TUSKEGEE (SETH TROXLER AND THE MARTINEZ BROTHERS) (US)
Hvis du har svært ved at finde Tuskegee på Spotify, så er det fordi det ene nummer, projektet har udgivet, ligger under de respektive samarbejdspartnere. Søg derfor på enten Seth Troxler eller The Martinez Brothers, og du finder nummeret 'Space & Time', som er et skidestærkt stykke acid house. Koncerten torsdag nat på Apollo bliver et tre timer langt rave i krydsfeltet mellem mere klassisklydende acid (tænk Spleen Uniteds sidste album for reference) og noget mere undergrundssort ethnodub a'la eksempelvis portugisiske DJ Nigga Fox, som spillede for et par år siden. Det er - i mangel af bedre - en af årets helt store elektroniske koncerter, og jeg tror det bliver ret vanvittigt.
23) HELLO PSYCHALEPPO (SY)
Når man har valgt at bruge åbningen af Orange til at lave et politisk statement, så synes jeg det havde været friskt at skifte Damon Albarn og hans sammenrend ud med programmets andet syriske indslag, nemlig Hello Psychaleppo. Visse dele af publikum ville helt sikkert fortrække, men for os andre ville det være stærkt grineren at åbne festivalen med tung, arabisk psych-elektro. Nu bliver det en smadderkoncert torsdag eftermiddag, lidt i stil med Omar Souleyman for et par år siden, og jeg tror det bliver ekstremt smittende. Kom med!
22) BLOOD SPORT (UK)
Blood Sport er rigtig meget på denne liste, på grund af deres rimelig stærke slot kl. 02.30 på Gloria. Jeg tror kombinationen af nat, lukket scene og hektisk-manisk art-punk kan vise sig at være en af årets rigtig stærke oplevelser. Hvis ellers man har ben at gå, stå og danse på, når klokken slår halv tre. Tænk det som et møde mellem Battles, Reptile Youth og tidlig Foals. Ja, det lyder godt, ikke?
21) BALANI SHOW BUSINESS DE BAMAKO (ML)
Årets allerbedste mulighed for at blive taget lige i røven af noget, du aldrig havde hørt om før, får du meget vel med dette her gadeelektrokollektiv fra Mali. Der er simpelthen tale om cremen af Bamakos street party scene, og selvom det er svært at støve op på nettet, hvordan det præcis lyder, så er det noget med balafon, rap, turntables og alt muligt andet. Umiddelbart lyder det ret sindssygt, og Apollo om eftermiddagen er det helt rette sted - ligesom hvad angår Hello Psychaleppo - til at blive taget ved næsen af noget psyko.
20-11) Genrebrydere fra Canada og Colombia, genremestre fra England og Tyskland - og Danmarks skønneste jordbærhjelm!
20) THE LAST SHADOW PUPPETS (UK)
Man kan tiltvinge sig Orange på mange måder som frontmand. Man kan gøre det på “jeg siger ikke en skid og lader min kunst tale for mig, fordi det kan den”-måden (Thom Yorke), med “holier than thou”-coolness (Julian Casablancas), eller på “jeg taler alt for meget, da jeg bilder mig ind at publikum er interesserede i, hvad jeg mener, fordi jeg bliver spillet på P3”-måden (Simon Kvamm - eller Lars Lilholt, selvom han vist hverken har spillet på Orange eller P3, men princippet er det samme). Og så kan man være Alex Turner. Lidt kedelig. Derfor er jeg virkelig ærgerlig over, at Roskilde har valgt at putte Arctic Monkeys-frontmandens sideprojekt, The Last Shadow Puppets, på Orange. Her var en gylden mulighed for at lade en ikke så stærk livemusiker få en mere taknemmelig scene at arbejde med, men nej. Det skal dog ikke tage noget fra Turner og makkeren Miles Kanes lyd, som på både det nye og det gamle album er ganske stilren og skarp - og nåja, rimelig relateret til Arctic Monkeys'. "If you can go with this, you can go with that", som Fatboy Slim sang i sin tid - men uden den genkendelighed og sing-a-long, der har været med til at løfte Arctic Monkeys' koncerter ud af middelmådigheden, er det svært at se The Last Shadow Puppets tage det helt store stik hjem. Selvom det lyder fedt.
19) HOUSE OF PAIN (US)
Jeg har sgu hørt meget gammel hip hop på det seneste, så det passer mig fint at Roskilde hiver House of Pain op af hatten. Det skal nok blive en lækkert eftermiddagsfest i solen med et par drenge af den gamle skole, fra den gang, hvor hip hop handlede om beats og flow snarere end produktion og synthesizere!
18) DIZZY MIZZ LIZZY (DK)
Det har været virkelig svært for mig at placere Dizzy Mizz Lizzy på den her liste. De har været placeret højere, men med så mange stærke navne i intervallet mellem 10 og 20 har det været nødvendigt at rykke de gamle drenge lidt ned. Hvorfor? Jo, dybest set fordi det nok ikke bliver sidste chance for at fange Christensen, Friis og Nielsen i denne omgang. Der er ikke den samme hype og højtidelighed som reunionkoncerten for seks år siden, af hvilken jeg desværre kun så ekstranumrene på afstand. Derfor vil jeg egentlig gerne se Dizzy Mizz Lizzy, der er en uomgængelig del af mine - og utallige andres - teenageår. Det siger meget om et band, når 1.g'ere med hang til headbanging har hevet fat i deres musik med 10 års mellemrum. Jeg har ikke fået hørt den nye plade, men Tim Christensen træder sjældent forkert som sangskriver, så jeg har ikke den der hellige skepsis, der nogengange dukker frem, når kunstnere laver albumcomebacks efter mange år (Malk de Koijn, looking at you!). Det er ikke sikkert jeg ender med at prioritere den her koncert, men hvis jeg gør, glæder jeg mig i hvert fald til at stå og spille luftspade til nogen numre, som har en masse minder forbundet med sig - og som i øvrigt er ganske formidable stykker musik!
17) DESTROYER (CA)
Ligesom med Dizzy Mizz Lizzy har jeg haft svært ved at placere Destroyer. Vi har at gøre med et af de senere års vægtige navne i Pitchfork-segmentet, hvor Kaputt-pladen fra 2011 var et højdepunkt. Destroyer er lige præcis ikke det, navnet antyder, men blød, velskrevet indiepop uden sammenligning med ret meget andet. Måske er Beach House den nærmeste reference, men vi har at gøre med langt mere organisk loungede og mindre udflydende lydbilleder her. Samtidig må jeg dog også indrømme, at både Kaputt og den nyeste plade, Poison Season, keder mig lidt i længden, og at jeg er i tvivl om, hvordan det meget fine og velproducerede lydbillede kan formidles live uden at blive smadret. Koncerten kommer til at stå og falde med, om canadieren medbringer masser af musikere - særligt på blæserfronten. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente.
16) BLOOD ORANGE (UK)
Nu begynder det at blive rigtig sjovt! R'n'B har aldrig været min hjemmebane. Jeg synes tit det bliver for flødet, tandløst og enslydende. Der er dog undtagelser, og sådan en er Blood Orange, som er så vanvittigt frækt, at det transcenderer alle mine anker mod genren. Alle de små pretendere (Phlake, looking at you!) kan få sig en lektion her - Avalon kommer til at ose af smoothness til den her koncert!
15) DILLON (DE)
Jeg holder altid skærpet udkig efter de små intime natteøjeblikke på Gloria. Gennem årene har jeg haft fantastiske oplevelser med kunstnere som Daughter, Denai Moore og Alice Boman på den scene, og i år er tysk-brasilianske Dillon det bedste bud på sådan en koncert. At hun så spiller lige oveni LCD Soundsystem, det glemmer vi lige et øjeblik. Hun er i familie med nogen af de ovennævnte kunstnere, men har et lidt mere folk'et spræl a'la eksempelvis Feist og Jens Lekman, som hun i øvrigt sampler meget fint på 'Thirteen Thirty-Five'. Og så har hun en fantastisk, skæv vokal, ikke ulig danske Katinkas.
14) RECONDITE (DE)
Vi bliver i det tyske, men skifter genre. Recondite flirter kraftigt med minimaltechnoen, men besidder en lidt anden eftertænksomhed og variation end eksempelvis The Field, som er mit minimalreferencepunkt nummer 1. Det er helt enkelt forbandet godt, og trods det lidt triste slot kl. 19, skal man virkelig ikke gå glip af den her koncert, hvis man er glad for det elektroniske. Jeg tror det bliver smukt og stenet på den helt rigtige måde!
13) PEACHES (CA)
Genreblander, gender bender, provocateur. En skrammelpladsens bastardengel af en musiker - og det er positivt ment! Hos Peaches finder vi elementer fra punk, funk, disco og stort set alt derimellem. På efterhånden fem plader har Peaches foldet vingerne ud fra kantet elektropunk på signaturnummeret 'Fuck The Pain Away' fra 2002, over albumtitler som Fatherfucker og Impeach My Bush til det tunge, aggressive Rub fra sidste år. Apollo kl. 00. er helt perfekt til den her koncert, som kan blive en af de helt tunge.
12) JACOB BELLENS (DK)
Den anden dag gik jeg forbi en af Danmarks fineste sangskrivere, der sad og guffede pommes med Københavns bedste basilikummayo på Auto i Griffenfeldsgade. Det var Jacob Bellens, og selvfølgelig har han god smag i mayonnaise! Efter flere besøg på Roskilde med I Got You On Tape og Murder er det kun på tide, at Bellens får lov at optræde med sit solomateriale, som efterhånden tæller tre meget stærke plader og et par fantastiske b-sider oveni. Jeg har virkelig hørt Bellens meget, selvom det tog mig lidt tid at sluge synthesizerpoppen på treeren Polyester Skin. Alle tre album har virkelig højdepunkter - eksempelvis 'Back to You' og 'Behind the Barricades' fra den nye, 'Change of Heart' og den helt vidunderlige 'Another Lung' fra toeren My Convictions, og 'Champion Sounds' med sit skønne fløjteriff fra debuten The Daisy Age. Jeg synes, Bellens besidder en finurlighed og sans for rytmik og harmonik som få - Tim Christensen-sammenligningen lurer her, uden at de i øvrigt lyder det mindste som hinanden - og så klæder solomaterialet hans fantastiske, rustne baryton. Jeg har set ham live to gange på mindre spillesteder, og han har for vane at omgive sig med fantastiske musikere, der lægger et æggende sammenspil til de fine melodier. Avalon er en stor scene, og det kan gå galt - men jeg glæder mig!
11) BOMBA ESTÉREO (CO)
Endnu et orkester, jeg har haft meget svært ved at placere på årets liste. Det hektiske, colombianske neo-cumbia-crew stod bag en af mine stærkeste koncertoplevelser på Roskilde nogensinde, da de pakkede Cosmopol ind i en vanvittig cocktail af percussion, elektro, guitarriffs og speedrap i 2012. Ret beset er det her band årsag til, at jeg år efter år har et vågent øje på den sydamerikanske del af programmet, og særligt på Colombia. Men, men, men, Orange kl 19 er noget af en uriaspost, som kun ganske få kunstnere kan løfte. Jeg er bange for, at Bomba Estéreo slet ikke er store eller brede nok til at gribe Orange, eller at de forfalder til laveste fællesnævner for at tækkes kæmpescenen. Jeg forstår ikke prioriteringen, for på Arena kunne dette have været årets koncert. Om jeg ender til Grimes, Recondite eller Bomba Estéreo kommer an på dagshumøret. Men der er i hvert fald potentiale for halvanden times fiesta her!
10-6: Toneangivende indienavne, fantastiske performere og en islænding, du stensikkert ikke kender (endnu).
10) MAC DEMARCO (CA)
Vi åbner top 10 med en af de kunstnere, jeg har hørt allermest det seneste års tid, nemlig kongen af slacket lejrbåls-lo-fi anno '10erne; Mac DeMarco. Jeg var til koncert med DeMarco i Vega i efteråret, og det var et studie i spilleglæde og uhøjtidelighed. Lyden er i familie med label mates som DIIV, Wild Nothing og Beach Fossils, men er meget mere twanget og gavtyveagtigt, og vender sig i retning af en mere klassisk sangskrivertradition a'la Bob Dylan. Lyden af forår og forstadsfortove, og en fantastisk energi på scenen.
9) TAME IMPALA (AU)
Jeg har virkelig også hørt meget Tame Impala på det sidste. Der skulle det glittede, funkede Currents-album til før jeg for alvor fik øjnene op for Kevin Parkers projekt, og det er derfor også først for nylig jeg har fået genbesøgt de tidlige mesterværker Lonerism og InnerSpeaker, som ikke fangede mig da de udkom. Der er ingen tvivl om at Parker kommer til at stå som en af '10ernes markante musikalske skikkelser med sin fusion af psykedelika, støjrock, punk og nu også funk. Listen over dejlige numre er alenlang, men Tame Impala slæber også et ry som et noget svingende liveband med sig - svingende på den dårlige måde, vel at mærke. Det fik vi at høre i Falconersalen i februar, hvor en i forvejen lidt indadvendt performance blev martret af forskrækkelig lyd, der efterlod alle de små detaljer på guitar og keyboard uhørlige. Lad os håbe det ikke sker i Arenas kæmperum, men jeg er lidt bange for det.
8) JÚNIÚS MEYVANT (IS)
Júniús Meyvant (spørg ikke, hvordan det udtales) er lidt en joker i denne top 10, men jeg tror, den islandske sangskriver er den bedste chance for at blive blæst bagover på en af de små scener i år. Det er så lidt ærgerligt, at der ikke er tale om Gloria, for Pavilion er alt andet lige en scene, der kan dræbe hvad som helst. Her er tale om moderne indiefolk i den helt klassiske forstand, som den, der er blevet stor med navne som Fleet Foxes, Iron & Wine og First Aid Kit, men der er også den der særlige himmelhøjhed, islandske kunstnere ofte bærer med sig. Hvis alt dette ikke er argument nok, så har Meyvant det med at medbringe både strygere og blæsere. Og prøv lige at lytte til nummeret bag linket - ' Color Decay' er noget af det mest triumferende dejlige, jeg længe har hørt!
7) CHVRCHES (UK)
Okay, jeg giver mig: 50% af grunden til, at jeg skal se CHVRCHES på Roskilde, handler om at jeg skal stå og forelske mig i forsanger Lauren Mayberry, som jeg virkelig synes er smuk! Læg dertil at skotterne spiller episk synthpop, der ikke er til fals for jantelov og underspillethed. Fuld slæde, men ikke way too much a'la M83 - snarere smagfuldt og lækkert a'la Robyn. CHVRCHES har tidligere gået for at være et lidt usikkert liveband, men kl. 23.30 på Arena er et rimelig taknemmeligt slot, og Mayberry er efter sigende kommet lidt ud af sin skal - men hun må godt være lidt shaky, når hun er så pæn <3.
6) FOALS (UK)
Der er flere mærkelige prioriteringer på Orange år. The Last Shadow Puppets og Bomba Estéreo er nogen af dem, men jeg tror dem, det kommer til at gå allermest ud over er Foals. Et forbandet stærkt liveband, der går for at få spillesteder i Falconer-størrelsen til at brænde helt sammen, placeret på Orange klokken 18. Det er virkelig ærgerligt, men vi må håbe, Yannis Philippakis og co. kan få pisket sig igennem alligevel. Jeg var rigtig glad for Foals på de første to plader, som var meget mere spinkle og kunstlede, men det er først for nylig jeg rigtig har omfavnet det senere, tungere materiale. Men det klæder faktisk Philippakis' spinkle, næsten Thom Yorke'ske vokal, med noget distortion. Flere af Foals' numre - 'What Went Down', 'Two Steps, Twice', 'Inhaler' med videre - fungerer skidegodt live, og jeg håber Oxford-kvintetten kan opbygge tilstrækkelig intensitet til at løfte Orange trods det faktum, at de færreste kender mere end et nummer eller to.
5-1) Fire gange Arena, og en diskokugle under en orange dug.
5) THE MINDS OF 99 (DK)
Jeg var lidt spændt på, hvad Roskilde i år havde påtænkt med The Minds of 99, som helt uhørt spiller for tredje år i streg. Ville man give dem et sent slot på Orange og måske lade bandet flyve højere end vingerne kan bære? Ville man give dem et ligegyldigt slot på Arena, og risikere at gøre koncerten overflødig? Heldigvis har man valgt at give Danmarks i øjeblikket vigtigste orkester en af festivalens bedste opgaver - nemlig Arena kl. 02. Det kan næsten kun gå godt for et band på toppen og med en liveintensitet som få. Den helt rigtige måde at vride den sidste energi ud af festivalgængerne natten til søndag. Historien om, hvordan Minds of 99 trækker tråde gennem samfuldheden af dansk rockhistorie, fra Kliche til Nephew, er skrevet, så det springer vi over. Det her kan blive (endnu) en koncert, vi kommer til at tale om i mange år - især hvis de har nosser til at lukke med 'Ud Af Min Krop'!
4) GRIMES (US)
Art Angels og Visions er nogen af de bedste og mest kriminelt undereksponerede popalbum, der er udgivet i dette årti. Grimes flirter benhårdt med mainstreamen, men er en melodisnedker af bedste skuffe, som formår at patchworke tidens tendenser med skæve indfald og stor musikalitet. Et natteslot er det eneste, der kunne gøre forudsætningerne for en stærk koncert endnu bedre, men jeg tror sagtens Grimes som en slags Pitchfork-segmentets Britney kan fyre et show af, der får os til at tro, det er nat!
3) NEW ORDER (UK)
Fordelen ved at man belemrer bands som Foals med Orange scene er jo, at vi kan få lov at opleve et navn som New Order på Arena. Med mindre alderen trykker for meget hos new wave-pionererne, kan det her blive en af årets allerstørste oplevelser! New Order er et af 80'ernes mest interessante band, med deres bevægelse fra postpunklegender som Joy Division og til synthpop-innovatorer, hvis lyd trækker tråde til så meget musik fra 00'erne og 10'erne, at det ikke betaler sig at remse op. Jeg har hørt virkelig meget new wave denne vinter, så for mig passer det fantastisk med New Order, som på én gang bliver nostalgitrip og dansefest!
2) JAMES BLAKE (UK)
Jeg kunne næsten gentage indledningen ovenfor. Et af mine største ønsker for årets program var, at James Blake ville få det sene slot på Orange, han fortjener efter sin dejlige men også lidt umage eftermiddagsmesse sidst. At han skulle få lov at spille Arena klokken 02 - nok et af det bedste slots på festivalen overhovedet - turde jeg ikke drømme om. Men det sker. Jeg har svært ved ikke at sammenligne den her koncerts potentiale med When Saints Go Machines fantastiske natteseance i 2013 på netop samme tid og sted. Hvis nogen kan toppe den tunge, andægtige og altopslugende stemning, så er det Blake. Jeg har egentlig aldrig lyttet særlig meget til nogen af pladerne, men begge gange jeg har set James Blake live - i 2011 på Northside, og som sagt to år senere på Orange - har jeg været imponeret. Vi har at gøre med en stor kunstner, som transcenderer genrer og præferencer med sin helt unikke electrosoul. Jeg bliver ikke overrasket, hvis det her er en koncert, der kommer til at mejsle sig ind i den store Roskilde-fortælling.
1) LCD SOUNDSYSTEM (US)
Kulminationen på årets festival bliver at stå allerforrest på Orange med en kolossal diskokugle over hovedet, og vente på at James Murphy og hans posse indtager scenen og rykker Dyrskuepladsen rundt i et par timers musikalsk lektion. Det er svært at sætte en finger på, præcis hvad det er LCD Soundsystem gjorde så godt, at de endte med at være et af 00'ernes allermest indflydelsesrige bands. Trådene tilbage til 80'erne og bands som Talking Heads, Tom Tom Club og Liquid Liquid er åbenlyse, men LCD Soundsystems lange, pulserende, perkussive jams er noget helt for sig selv. Der skal nok være nogen, der smutter halvvejs, fordi de ikke forstår. Dette bliver ikke en koncert med masser af interaktion med publikum, syng-med-hits eller drops. Det bliver et par timer, hvor man kan danse sig helt ud i selskab med en flok fænomenale musikere. I 2010 var det fantastisk, og med det greatest hits-set, Murphy & co. har turneret med på de amerikanske forårsfestivaler, kan jeg næsten ikke få armene ned. Bells!
Abonner på:
Opslag (Atom)
