Kære Roskilde Festival, tak for et fantastisk årti! Du har gjort, og gør mig til stadighed, musiklykkelig. Jeg varmes af ekvilibrisme, spilleglæde og kreativitet år for år fra dine scener, store som små. Efter et rekordtravlt - og måske hidtil uset godt - år kan jeg kun sige: Du og jeg, vi er slet ikke færdige med hinanden!
2016 blev som musikår ganske uforglemmeligt. Der blev skrevet i den store fortælling, men noget af det, jeg tager allermest med, er en bekræftelse i, hvor vigtigt det er at huske at besøge de små scener. I år har Avalon givet mig flere stærke oplevelser, og jeg har genopdaget Pavillons potentiale som andet end blot en parkeringsplads for bands, der ikke er store nok. Jeg så ikke skyggen af Red Hot Chili Peppers eller Neil Young bag en masse nakker, hænder og flag på Orange, men til gengæld blev jeg blæst bagover af musikere fra Spanien, Chile og Niger, helt tæt på.
På de store linjer blev 2016 året, hvor Roskilde gik all in på at lade musikken, og ikke kunstnerens popularitet, være definerende for fordelingen af kunstnere mellem Orange og Arena. Det gav plads til store navne som PJ Harvey, James Blake, New Order og Tame Impala på Arena, hvilket Politiken ikke var begejstrede for. Jeg er helt, helt uenig. Netop koncerter som de ovennævnte blev fantastiske af den kombination af intensitet og intimitet, som kun Arena kan være vært for. Det havde aldrig været det samme på Orange. Og jo, det var svært at komme til, hvis man kom daskende 10 minutter før koncertstart, men helt ærligt - er det ikke okay, at man bare en gang imellem skal dedikere sig lidt, og komme tre kvarter før en koncert? Som Politiken også selv skriver: Hvis man ikke havde mindst én stor koncertoplevelse hver dag, må man bare komme tilbage næste år og gøre det bedre. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: 50% af en god koncertoplevelse afhænger af, hvor man står. Både fordi man kan se noget, fordi lyden er bedre og fordi det er fedest at stå sammen med mennesker, der er koncentrerede omkring koncerten.
Programmet på Orange og Arena er en balancegang mellem at give publikum - også dem, der lader sig mest styre af spontanitet og hvidvinsbranderten - mulighed for at opleve ny musik, men samtidig skabe de optimale rammer for nogen enestående koncertoplevelser til os, der investerer lidt tid og planlægning i musikprogrammet. Festivalen kan ikke klare sig uden nogen af de to vægtskåle, men jeg synes, man i år fandt en fin balance. Der er helt sikkert mange, der har fået øjnene op for ny musik, da eksempelvis Bomba Estéreo, Foals og LCD Soundsystem spillede Orange, og samtidig har det lidt mere dedikerede koncertsegment fået fuld valuta for pengene til flere af Arena-koncerterne.
Apropos scener, så synes jeg, festivalen har fået styr på de to scener, der i mine øjne har hængt lidt siden de opstod. Avalon er blevet smuk i sit teaterdress, og er samtidig nu præcis den størrelse og udformning, den skal være. Førhen var den et for stort og kønsløst rum - nu kombinerer den den hedengangne Cosmpols intimitet, uden at være behæftet samme scenes flaskehalsproblemer. Og så har Apollo endelig fået sit eget scenerum i stedet for at være en gennemgangsplads. Jeg så stort set ingen koncerter dernede, men gik ofte forbi, og det så ud til at fungere ganske godt.
Skulle jeg komme med et enkelt surt opstød, inden jeg præsenterer min personlige top 10, så må det være den stigende tendens til at insistere på at lave mosh pits til nogen af de store koncerter. Det kommer let til at lyde lidt gammelmandsagtigt det her, men jeg synes virkelig det er en kedelig udvikling, når man eksempelvis ikke kan nyde de sidste tre numre af Foals fra forreste bås, fordi en flok bøvernikker insisterer på, at det skal handle mere om dem selv og hvor stor en mosh pit, de kan lave. Det er en ekstrem mangel på hensyntagen til sine medkoncertgængere, og så synes jeg det er ufattelig selvcentreret. Det er jo ikke fordi, jeg ikke vil gå amok når Foals spiller et nummer som What Went Down - det kan jeg slet ikke lade være med! Jeg vil hoppe og danse og råbe med og kaste med mine hænder, ligesom jeg gjorde som 17-årig da jeg så Muse samme sted. Men fokus skal jo være på bandet og på den ekstase, koncerten bringer mig i. Det er måske okay at moshe til en koncert med en DJ, der alligevel står og trykker på knapper, men her stod altså fem gutter og svedte røven ud af bukserne i regnvejret for at give os en koncertoplevelse. Ret nu jeres energi mod det, og klap dem for helvede ud som de fortjener, når de går af scenen, i stedet for at stå med snotten i jeres iphones for at se, om I fik nogle fede videoer af jeres venner, der smadrede ind i hinanden, fordi de tror, det er det, man gør til sådan en koncert!
Tiden må være inde til, at jeg præsenterer min personlige top 11. Ja, 11, for jeg kan simpelthen ikke begrænse det til 10 i år. Jeg har haft en rekordtravl festival - 19 koncerter, plus glimt af en håndfuld flere - og selvom det er lidt tidligt at proklamere det som det stærkeste nogensinde, så er det i hvert fald en klar contender. Bredden har været vildere en nogensinde. Jeg har haft skønne oplevelser med kunstnere fra hele verden, på alle scener (Apollo undtaget) og i alle genrer. Fællestrækket for rigtig mange af mine koncertoplevelser i år har været kompromisløshed. Hvad enten det her drejet sig om Grimes' postmoderne lydblender, Blood Sports punkhektiske nattetrip, Tal Nationals polyrytmiske vanvid eller James Blakes unikke, ultrapræcise lydcollager, så har det været kompromisløst, insisterende og betagende!
11) BLOOD SPORT (Gloria, torsdag, 02.30)
Blood Sport-koncerten midt om natten kunne let have været en, man var endt med at misse efter en lang musikdag, men hvor var jeg glad for, at vi prioriterede det! Foran et lille publikum på Gloria indtog tre englændere scenen med et trommesæt, to guitarer og en flaske rom, og de forlod den igen 45 minutter efter, uden at have holdt pause i deres hektiske, udsyrede artpunkdriblerier. Det var intenst og kogeren, og jeg var vild med det!
10) TAL NATIONAL (Avalon, fredag, 21.00)
Mens Neil Young gik på scenen i regnen stod vi en mellemstor flok mennesker i tørvejr og ventede på Tal National fra ørkenstaten Niger i Vestafrika. De var lidt forsinkede, men det var ventetiden værd, for sjældent har jeg oplevet noget så tight. De seks musikere kastede rytmisk rundt med hinanden i et væld af tempo-, takt- og rytmeskift uden at gå forkert én eneste gang. Det blev en lidt lang koncert, men jeg elskede spilleglæden, de dansable rytmer og den uforlignelige musikalitet.
9) BLOOD ORANGE (Avalon, torsdag, 22.30)
Dev Hynes alias Blood Orange er en fremragende, inciterende frontmand, men næsten bedst, når han griber guitaren og lader helt rene, skarpe akkorder glide hen over sit bands' ufatteligt vellydende soul. Avalon blev svøbt i en blød dyne af hoftevrikkende grooviness og saxofonsoli.
8) HINDS (Pavillon, onsdag, 22.15)
Spanske Hinds var første halvdel i en double header på Pavillon onsdag aften, der i den grad tog mig ved næsen og sendte mig i seng med den der helt varme, lykkelige følelse som gode koncertoplevelser på Roskilde kan give. Det var ikke det mest velspillede, verden har set, men dog spillende med en fantastisk karisma, kærlighed og smittende ubekymrethed, og hurra for det!
7) TAME IMPALA (Arena, fredag, 23.30)
Jeebus, du ved, det har været en ualmindelig festival, når en fuldstændig perfekt eksekveret Tame Impala-koncert på Arena ligger nr. 7. Andre år havde det her været en top 3'er. Australierne ender hernede, fordi det ikke var helt så jublende eller kuldegysende som nogen af de andre. Men for helvede, hvor var det en vellydende og velspillet streg under, at Kevin Parker er en af de kunstnere, vi kommer til at forholde os til også om 20 år.
6) GRIMES (Arena, torsdag, 18.00)
Jeg tør ikke gisne om, hvordan Grimes' hyperaktive poppotpourri havde endt, hvis hun havde spillet seks timer senere. Det var et fascinerende studie på så mange planer. Frøken Boucher pilede rundt fra punkstjerneattitude a'la Alice Glass på scenekanten til mulitaskende instrumentblæksprutte bag synthesizere, guitar og trommemaskine. På metaniveau var koncerten en opvisning i postmodernistisk fragmentering og genreblanding au exceptionnel. Imponerende og tankevækkende!
5) FOALS (Orange, fredag, 18.00)
Fraregnet ovenstående sure opstød omkring publikums opførsel var Foals' præstation på Orange scene kraftfuld og imponerende. Det er tredje gang jeg ser Oxford-kvintetten, men det er fire år siden sidst, og hvor er de dog vokset med opgaven! Kraftfulde numre som åbneren 'Snake Oil' og den formidable lukkesekvens med 'Inhaler', 'What Went Down' og 'Two Steps, Twice' egner sig brilliant til Oranges format, især i kombination med popperler som 'Mountain At My Gates', 'Olympic Airways' og 'My Number'. Sidst men ikke mindst var 'Spanish Sahara' enkeltstående et af de numre, der rørte mig allermest på festivalen. Foals kombinerede tung distortion med snurrige figurer, manisk energi og en fremragende rytmesektion på en scene, der passede dem overraskende godt.
4) FÖLLAKZOID (Pavillon, onsdag, 00.15)
Årets overraskelse, intet mindre! Jeg havde mest af alt gravet Föllakzoid frem i programmet for at have noget at lave på en svag onsdag, men det lønnede sig. De psychrockende chilenernes fem kvarter på Pavillon blev til en summende ud-af-kroppen-oplevelse med tålmodige opbygninger og støjende, underspillede forløsninger - en koncentrationens og intensitetens glinsende, gribende triumf.
3) NEW ORDER (Arena, lørdag, 21.00)
Jeg var på forhånd forberedt på, at New Order ville blive en musikhistorisk lektion, og det blev det, med tråde trækkende fra Kraftwerk over firserpoppen, halvfemsernes big beat og trip hop frem til nullernes og tiernes elektropop og synthesizerrock. Men at det også ville blive en gribende koncert med nogen af årets festivals mest intense øjeblikke af publikumseufori, den havde jeg ikke set komme. På den anden side - når man har skevet sange som 'Blue Monday' og 'True Faith', og slutter af med den eviggyldige 'Love Will Tear Us Apart', så kan det ikke gå meget anderledes. Arena var on fire, og det var de fem gamle briter også. Tak!
2) LCD SOUNDSYSTEM (Orange, lørdag, 01.00)
Uha, hvor var det en fornøjelse at se James Murphy og hans otte mand høje hær af synthesizerbetvingere, rytmeekvilibrister og en enkelt champagneopfylder (ja, sgu!) betvinge Orange scene, der lægger gulv til så mange tomme musikalske kalorier på årlig basis! Pitten var et sydende hav af dansende, hoppende glade mennesker, og så er jeg bedøvende ligeglad med, hvor fyldt der var bagtil. Når man kan spille musik på den måde, så skal man have lov at spille på de største scener, selvom man er 46 og har erklæret, at man ikke skriver hits. Knap to timers uforskammet tight grooviness krydret med James Murphys ironiserende besserwisseri får lov at stå som en af de helt store oplevelser!
1) JAMES BLAKE (Arena, fredag, 02.00)
Hold nu op hvor var den hård at komme igennem, men hvor var det en fantastisk præstation fra en af samtidens allermest dygtige, vigtige og innovative kunstnere. Måden hvorpå James Blake kombinerer minimalisme, støj, intimitet, elektronik og klassiske dyder er fuldstændig unik, og han er en af de få kunstnere, hvis potentiale kun forløses til fulde i en livesituation. Den indledende tredjedel var kuldegysningsfremkaldende - synthesizersweepet i 'Radio Silence', den hengivne fællessang i 'Limit To Your Love' og knivspidsmelankolien i 'Lindisfarne'. En af de de koncentreret set bedste halve timer, jeg nogensinde har hørt. Den midterste tredjedel var modigt og livgivende ravende, mens den sidste tredjedel vendte tilbage til det elektrosoulede udgangspunkt. En mesterlig nattemesse af et kæmpestort musikalsk talent.
I øvrigt hørte jeg...
... Vince Staples, som var en intens men også forudsigelig hip hop-fest på Pavillon.
... Júniús Meyvant, som desværre gik tabt i bøvet kejtethed og manglende fokus fra både band og publikum.
... CHVRCHES, som var en dejlig oplevelse, men også illustrerede en voldsom ensformighed, som end ikke Lauren Mayberrys charme kunne reparere på.
... Jacob Bellens, som altid er skøn og med et velspillende band, men som naturligvis forsvandt i Avalons kæmperum.
... Dizzy Mizz Lizzy, som var en herlig rejse tilbage til teenageårene, og hvor var det dejligt at se gråsprængte grungeveteraner og teenagere i efterskolehoodies forenes om et eviggyldigt band, der ikke skeler til tidens tendenser, men fortsætter med at spille velkomponeret og veleksekveret rockmusik.
... det meste af The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn, som var en noget lang og usammenhængende forestilling, der ikke går over i historien som en stærk Orange-åbner.
... en halv times tid af Bomba Estéreo, som bestod Orange med glans og tårnhøj volumen. Jeg er sikker på, det var en kæmpefest i pitten!
... omkring 20 minutter af Anderson .Paak, som jeg er ked af, jeg ikke gik all in på, for det så ud til at være fremragende.
... 3-4 numre af Mac DeMarco på så lang afstand, at det ikke var til at bedømme.
... på afstand den sidste halvdel af MØ, som i den grad formåede at fylde plænen foran Orange.
... de sidste fire numre af The Minds of 99, som var lidt svært at komme ind i, når man kom så pludseligt. Og hvorfor, hvorfor skal Ukendt Kunstner ind og ødelægge 'Ud Af Min Krop'?
... i opvarmningsdagene Palace Winter, der var udemærket, Shy Shy Shy, der virkelig gjorde mig glad med deres hoftevrikkende og charmerende indiepop, og Klub 27, der var en ballefest lige som det skal være!
Sikke dog et år. Tak!
