Årets Roskilde Festival formulerede på dygtig vis musikken på de to ben, den skal stå på: Den skal kunne underholde, samle og sprede glæde, men den er døende, hvis ikke den samtidig formidler stor kunst, kompromisløshed og eksperimenteren. Det er fedt, når det lykkes at kombinere de to ben - fx når Nas laver hiphop-historielektion og nattefest på samme tid, og når The xx og Solange hjælper folks følelser uden på tøjet ved hjælp af musikalsk originalitet - men nogle koncerter er primært sat i verden for enten det ene eller det andet, og fred være med det! The Weeknd og Foo Fighters er ikke stor kunst - det er kunstnere, der excellerer i at underholde. For nogle var det årets bedste musikoplevelser. For mig var Foo Fighters den eneste koncert, jeg ikke-planmæssigt forlod før tid.
Jeg synes til gengæld det er en fed tendens, at Roskilde Festival for andet år i træk er blevet bedre til at trække den ufiltrerede kunstformidling op i stor skala. Navne som Arcade Fire og Moderat/Modeselektor er i hver sin genre toneangivende og sublimt talentfulde kunstnere, som laver musik af så høj kvalitet, at det fortjener at blive spillet fra de største scener - så må folk tage det eller lade være. Og det er altafgørende, når kunstnere som Den Sorte Skole og Sort Sol bruger nogle af festivalens bedste spilletider på at sende en stor fuckfinger til den crowdpleaser-mulighed de har, og i stedet vælger at berige os med et kompromisløst kunstnerisk udtryk, som ganske vist sender nogle hjem i seng, men andre i musikhimlen.
Det er altafgørende, fordi musik er kunst, og ligesom litteratur, film og billedkunst har de store mainstreamfortællinger brug for avantgarden, nicherne og det eksperimenterende til at holde gryden i kog. Derfor er det også så vigtigt at vi insisterer på at holde kæft, når vi går til koncert - i hvert fald når vi står i den forreste halvdel eller totredjedel af publikum, for selvfølgelig skal der være plads til, at de nysgerrige lyttere til noget fremmed kan tale med hinanden og hjælpe oplevelsen på vej. Du taler heller ikke i biografen eller er højlydt på kunstmuseum, vel?
Netop derfor er det så vigtigt at vi har Roskilde Festival. Den hæver sig over festivallandskabet som det eneste sted, hvor du får formidlet det bedste fra fortid, nutid og fremtid. Hvor du kan blive både underholdt og udfordret. Hvor du - hvis du griber chancen og åbner ørerne - får store musikoplevelser med hjem hvert eneste år.
For mig har 2017 været et godt år. Der har muligvis ikke været nogen all time top 10-koncerter (det er efterhånden også en ret eksklusiv klub), men bundniveauet har været højt. Og nåja, så har jeg nået rekordmange 21 hele koncerter! Jeg vil i det nedenstående knytte en kommentar til, hvilke oplevelser jeg tager med mig hjem fra årets festival. For en gangs skyld har jeg ikke lavet en liste - det synes jeg ikke, jeg kan. I stedet er koncerterne organiseret i en løs form for rangliste med fem kategorier af stigende kvalitet.
1: Warm up:
Jeg så hele fem koncerter i warm up-dagene, hvilket nærmest er flere end nogensinde. Kun The KutiMangoes' fine afrobeat-intermezzo på Rising skilte sig dog ud som en dejlig musikoplevelse. AyOwA, School of X, Franske Piger og Dør nr. 13 var udmærkede, men forglemmelige koncerter, og særligt sidstnævnte skuffede mig. Hvorfor høre et band, der lyder som The Minds of 99, når man bare kan høre The Minds of 99 i stedet?
2: Mindre imponerende koncerter:
JENNY HVAL (NO): En meget kunstlet time på Avalon. Jeg er sikker på, frøken Hval har virkelig meget stærk symbolik og bastante pointer i sit output, men når ingen forstår det endsige kan høre, hvad der bliver sunget, og når den medbragte performancekunstner virker mere random end relevant, så falder det til jorden.
MARCHING CHURCH (DK): Udmærket, velspillet, ungdommelig attitudeskramlerock. Elias Rønnenfelt er en stærk frontfigur, men intensiteten var til at overse på Pavilion klokken 20.
FUTURE ISLANDS (US): Umiddelbart årets eneste reelle skuffelse. Forsanger Sam Herring er en attraktion, men det gør ingen sommer, når musikken ærligt talt er yderst ensformig. Samme trommebeat og ottendedele på bassen bliver kedeligt i længden - dansemoves eller ej.
SLOWDIVE (UK): Jeg har det seneste års tid gået en del på opdagelse i støjrocken - delvis animeret af min formidable oplevelse med Föllakzoid på Roskilde sidste år. Jeg har derfor prioriteret støj lidt højere end tidligere, og jeg var spændt på, hvordan det ville falde ud i liveregi. Slowdive løftede sig ikke helt - der var momenter af rigtig godt, men en lidt lang koncert på et tørt tidspunkt.
3: Ikke legendariske, men rigtig dejlige koncerter:
BONOBO (UK): Selvom der var megen snak, formåede Bonobo i perioder at indkapsle Apollo i drømmende ambient - i hvert fald hvis man lukkede øjnene. Fin vekselvirkning mellem dj-set og liveelementer.
BOTANY (US): En positiv overraskelse på Gloria, der mindede mig om, at man skal huske at høre noget snæver, eksperimenterende electronica på den scene hvert år. Nu kunne det ikke blive Hieroglyphic Being, men Botany var dragende og udforskende på en rar måde.
ELZA SOARES (BR): En unik time med den brasilianske legende på Avalon. Soares er fascinerende som hun sidder på sin trone, og bandet var virkelig velspillende. Musikalsk var det forfriskende med beskildt samba, der tillod plads til synthesizer og guitareffekter uden at gå på kompromis med det vuggende, dansable grundbeat. Og en dedikeret percussionist er altid en fordel!
THE JESUS & MARY CHAIN (UK): Virkelig stærk natteseance med støjrockpionererne, der var velsignet med fremragende lyd på Arena. Nyt og gammelt materiale gled sammen på smuk vis.
4: Virkelig gedigent stærke koncerter:
SEUN KUTI & EGYPT 80 FEAT. YASIIN BEY (NG): Åh, hvor var det dejligt da Seun Kuti spillede regnen væk på Orange! Sikke en tilstedeværelse og sikke et bandleadership! Man kan sige meget om afrobeatens lidt repetitive strukturer (spørg bare percussionisten, der spillede samme rytme på woodblock i halvanden time), men dansabelt er det, og Kuti formåede både at være sjov, politisk og musikalsk relevant. Koncerten var lidt i den lange ende, men det går an - der var rigeligt med plads til at bevæge sig.
NOGA EREZ (IL): Nok den største positive overraskelse i år. Israelske Noga Erez indtog et sparsomt befolket Gloria klokken 02 med legesyg og dybt gennemarbejdet electropop med elegant krigerisk attitude. Erez var energisk og tilstedeværende på en ikke-koreograferet måde som smager af MØ og M.I.A, og materialet var af en langt højere standard end man kan forvente af en så ung og uerfaren kunstner!
THE XX (UK): Det helt store spørgsmål var, om The xx's intimitet og leg med minimalisme og stilhed kunne stå distancen på Orange. Det kunne den - næsten. Det var generelt de tungere, mere komplekse numre fra den nyeste plade I See You, der stod stærkest, men det var dragende smukt, da Romy Madley Croft helt alene sang 'Performance', og da bandet modigt sluttede af med 'Angels', som med sit introverte og ømme omkvæd er langt fra et klassisk lukkenummer. Måske havde det været en god idé at blande settet lidt, så numre som 'Crystalised' og 'Islands' havde fået lov at skinne mod slutningen? Og måske man godt kunne have turdet gå planken lidt mere ud på intimiteten med eksempelvis 'Fantasy' eller den formidable lukker 'Test Me' fra seneste udspil? Hvorom alting er - en virkelig flot præstation på en svær scene for en talentfuld og original trio, der er blevet store mod alle odds.
JUSTICE (FR): Efter nogle år med tomme musikalske kalorier som Chase & Status Major Lazer var det en fornøjelse at en af nattefesterne var overladt til franske Justice. De besidder sgu bare en anden musikalitet, uforudsigelighed og spændvidde end de fleste, og deres stramme, fem kvarter lange set onsdag aften var lige, hvad festivalen havde brug for. Både i lyd og lys mindede koncerten mig en del om Chemical Brothers' legendariske set fra 2008, og det er som udgangspunkt en stor kompliment. Det blev aldrig helt episk, og derfor er Justice landet her i den næstbedste kategori.
5: Koncerter, vi kommer til at tale om om 10 år:
NICOLAS JAAR (US): Jaar kunne have været kompromisløs og givet os et indadvendt set, der ville være blevet snakket ihjel. Det havde givet kunstnerisk mening, men jeg synes det var velvalgt, at han på midnatsslottet kombinerede sin eftertænksomme og dragende side med mere housede træk. Det var tydeligt at vi havde at gøre med en producer i absolut verdensklasse, der aldrig lader sig nøje med den billige løsning, det forudsigelige drop eller lefleri for moshpit-generationen. Virkelig veleksekveret.
ARCADE FIRE (CA): Der kan siges meget om Arcade Fire, men tilbage står, at vi har at gøre med et fuldstændig uforligneligt musikkollektiv. Jeg har nu set dem fire gange, og havde op til koncerten ofte omtalt dem som et af verdens måske allerbedste livebands. Og det er de også! Særligt synes jeg det er fantastisk at se, hvordan Win Butler har udviklet sig fra en lidt introvert og meget koncentreret karakter til at være en inciterende, smilende og indpiskende frontmand for et orkester, der oser af spilleglæde! Der forsvandt lidt nuancer i Oranges kæmperum, men Arcade Fire er skabt til at spille store koncerter, hvor der kan komme fuld blæs på fællessangen. Sjældent er halvanden time fløjet afsted så hurtigt! Setlistemæssigt synes jeg, de tre nye numre var en smule kedelige, og så kunne man godt have sløjfet enten 'Ready To Start' eller 'Month of May' til fordel for et lidt større kig ind i bandets balladekatalog, som næsten kun fik spilleplads igennem 'Neigbourhood 1' (hvis man da kan kalde det en ballade) og den meget fine og overraskende lukker 'Neon Bible', der - ligesom hos The xx - satte en streg under, at man ikke behøver slutte højt for at slutte godt. Jeg ville gerne have hørt Régine Chassagne synge mere, fx på 'In The Backseat' eller hjemstavnshymnen 'Haïti', jeg savnede et par stærke numre fra Reflektor og så havde det været helt magisk at få 'My Body Is A Cage', som er et fantastisk livenummer. Alt i alt et mere end godkendt musikalsk tour-de-force - det var småtterier, der kunne forbedres.
THE AVALANCHES (AU): Det var en positiv overraskelse at The Avalanches' live setup havde så meget vitalitet og musikalsk stød. En indpisker af en trommeslager, og et par medbragte vokalister, der skabte kontakt til publikum uden at der gik for meget hip hop-bøveri i den. Koncerten var en times uafbrudt festlig vellyd, og det er tydeligt, at midnatsslottet på Apollo (som også Nicolas Jaar spillede) er det mest taknemmelige på den scene - der er mørkt nok til vollgas på lysshowet, men folk vælter ikke forvirrede rundt som de gør klokken 2.
SORT SOL (DK): Sort Sols magtdemonstration lørdag nat er uden tvivl den koncert, jeg vil huske stærkest tilbage på fra 2017. Det var et konsekvent valg at se stort på numre som 'Rhinestone' og 'Holler High', omend i hvert fald førstnævnte godt kunne have gjort sig i den kompromisløse, støjende affære, som nok var for de få, men som til gengæld var al trætheden værd. Lyden var fuldstændig fænomenal, og de medbragte hænder som Manoj Ramdas og særligt støjmesteren Stephen O'Malley fra Sunn O))) udvidede lydpaletten på fremragende vis. Også gæsteoptrædenerne fra Lydmor på '... Like a Trance Like...' og 'A Stroke of Midnight' var en lille genialitet, da hendes fine røst spillede fantastisk op imod Steen Jørgensens Cohen'ske raspen, og var smukt skrøbelig når den et par enkelte gange fik lov at stå alene op mod lydmuren. 'A Stroke of Midnight' var sammen med 'Next Century' måske de enkeltstående bedst eksekverede numre, jeg hørte på årets festival. Generelt fungerede det gamle materiale, så som kraftfulde versioner af 'Siggimund Blue' og 'Dog Star Man' fremragende, og løftede koncerten højt nok op til at kunne bære den bastante og fjendtlige 20 minutter lange droneudladning 'K-141 Kursk', vi fik midt i koncerten. Det var sgu modigt gjort, selvom det også var et sejt træk - især da den blev afløst af det irriterende titelnummer fra årets album, 'Stor Langsom Stjerne'. Sidstnævnte var sammen med den måske lidt unødvendige lukker 'Tatlin Tower' eneste pletter på en ellers formidabel koncert!
