Roskilde Festival 2015 er nu et overstået kapitel, og som jeg plejer, vil jeg gerne på denne roskildeblues-søndag (og ikke mandag!) dele et par af mine tanker om årets sædvanligvis dejligste uge.
Det var det også i år, og jeg tror særligt at Orange scene, hvis den kunne tænke, ville være glad. For det var året, hvor en lang række nyere kunstnere - Florence & The Machine, Kendrick Lamar, Disclosure, Marie Key, The Minds of 99 og Die Antwoord - fik bevist, at de kan tage livtag med den orangefarvede dug på flotteste vis. Kombineret med træfsikre koncerter fra veteraner som Paul McCartney, Muse og Mew var årets program på Orange i mine øjne det stærkeste i mange år.
Til gengæld har et par af festivalens nyere scener ikke helt fundet deres fødder endnu. Sidste år kritiserede jeg Apollo for at være for meget et gennemgangsområde. Det fungerede bedre i år, men til gengæld synes jeg programlægningen på scenen til tider kan være underfundig. Her tænker jeg særligt på fredag nat, hvor man havde placeret Egyptrixx og Powell - to meget obskure og snævre elektroniske artister - på de to sidste spilleslots. Det var synd. Apollo har potentialet for at fange en masse gæster ind til en sidste nattefest, men det sker ikke, når der spilles industriel minimaltechno. For et par år siden var festivalen bedre til at rykke de helt små elektroniske navne ind på Gloria, en scene der i år næsten var forbehold de små indienavne og folkemusik fra diverse verdenshjørner.
Den helt store fadæse er dog Avalon, som jeg heldigvis ikke så mange koncerter på i år. Det er simpelthen kriminelt, at en scene med en kapacitet på over 10.000 gæster ikke er udstyret med storskærme. For pokker, hvor må der være mange koncertoplevelser ødelagt på den front! Og så skal man simpelthen være mere varsom med programlægningen, når man har en relativt åben scene så tæt på Orange. Stakkels, stakkels Nils Frahm, der måtte kæmpe med Nicki Minajs larmende danseshow.
Helt personligt tager jeg umiddelbart to ting med mig fra årets festival. Den første er, at uanset hvor meget research man lægger i musikprogrammet, og hvor meget man overvejer sit program, risikerer man at bomme, og misse nogen af årets store oplevelser. I bagklogskabens lys skulle jeg nok have valgt Father John Misty over Ryan Adams og Florence & The Machines kraftpræstation over Foxygens parodiske og arrogante foretagende, og jeg skulle måske have dedikeret mig selv mere til Nils Frahm, så jeg kom helt ind hvor det blev en ud-af-kroppen-oplevelse, samt være blevet til Kendrick Lamar i stedet for at gå til Run The Jewels. Det er det gamble man må foretage, og til gengæld er jeg vildt glad for mange af mine andre prioriteringer.
Lidt mere generelt tror jeg, jeg blev bekræftet i min pointe fra sidste år om, at sublim instrumentbeherskelse og musikalitet er det uimodståeligt stærkeste kort i hvis man skal skabe en god koncertoplevelse - i hvert fald, hvis du spørger mig. Sidste år var det eksempelvis Damon Albarn og Darkside, der præsterede umådeligt velspillede koncerter - i år synes jeg, fællesnævneren for langt de fleste koncerter på den top ti, der (selvfølgelig) følger herunder, er kendetegnede ved slet og ret at have løftet sig på grund af et hold formidabelt dygtige musikere og fænomenal lyd.
Skismaet mellem håndspillet og ikke-håndspillet bliver et af de mest interessant at følge de kommende år. Pharrell Williams faldt i mine øjne blandt andet igennem på en kedelig musikflade. Kom nu makker, du får flere millioner for at spille her - pak nogen blæsere og strygere i den turbus, og lad den få hele armen! Ligeså synes jeg, mange af koncerterne på min nabo Apollo, mange af hvilke jeg overhørte med et halvt øre, bar præg af ekstrem forudsigelighed. Og det er altså sagt af et menneske, der har haft nogen af sine fineste koncertoplevelser på Roskilde - Chemical Brothers, Trentemøller, Crystal Castles, Andy Stott - med netop elektronisk musik. Antitesen var Jamie xx, og hvor var det morsomt at se unge EDM-kids fanatisk prøve at moshpitte til en koncert, hvor drops og breaks var forfriskende uforudsigelige og organiske!
Tiden må være til, at jeg præsenterer min personlige top ti, og lad mig være ærlig at sige, at det ikke har været et fantastisk musikår for mit vedkommende. Et par ærgerlige prioriteringer, som nævnt ovenfor, og et program med lidt for mange gengangere er selvfølgelig medvirkende, men generelt blev jeg ikke i år blev ramt af den ekstase, der kendetegner en helt fantastisk koncert. Der var ingen Sigur Ros, When Saints Go Machine, The Strokes, Bomba Estéreo eller LCD Soundsystem blandt årets navne. Mindre kan dog også gøre det, og jeg har haft et dejligt år med mange forskellige koncerter, og en intakt fascination af, hvor mangfoldig, udfordrende og udforskende en festival vi har i vores baghave. Et privilegium!
Men here goes - jeg starter med at tælle ned fra 10, og så runder vi resten bagefter:
10) ALICE BOMAN (Gloria, fredag, 22.30)
Jeg var rigtig glad for at jeg valgte at prioritere Alice Bomans sengekantsindie frem for Disclosures ensformige electro-r'n'b! Alice Boman var charmerende og velspillet, men melodisk ikke lige så spændende som nogen af hendes genrefæller, og meget af fortjenesten tilkommer rummet i sig selv. Gloria kan noget specielt, og særligt i aftentimerne, hvor det er til at holde ud at være der en hel koncert.
9) YOUNG DINOSAUR (Rising, søndag, 17.00)
Det er lidt svært at sammenligne warm up-koncerterne med det øvrige program, men Young Dinosaur fortjener at være på denne liste, selvom jeg selvfølgelig er farvet af, at jeg holder meget af deres album. De fem knægte spillede fremragende og smittende, og særligt trommeslageren er jo et stilstudie i formidabel teknik. Dejligt, når indiepop kan være snørklet og givende på samme tid!
8) RUN THE JEWELS (Arena, fredag, 21.00)
Run The Jewels får en plads her for festen og deres vindende ping-pong, men lyden var ganske og aldeles horribel. Synd, for det kunne have været en af de helt stærke. I stedet var det "blot" grineren.
7) KATE TEMPEST (Apollo, fredag, 18.00)
Kæmpe big ups til "your new favourite British rapper", som Kate Tempest selv ironisk titulerede sig i slutningen af hendes set på Apollo. Med en bedre kombination af tid og sted kunne Tempest have fået flere vidner til en af årets gedigne overraskelser, men for pokker, hvor var hun sej, både når hun fabulerede over spændstige beats, speedrappede i minutvis og hoppede finurligt mellem bogstavrim, homonymer og skæve versefødder i fremragende spoken word. Et multitalent, og et overordentligt charmerende og taknemmeligt et af slagsen!
6) MUSE (Orange, torsdag, 22.30)
Jeg var noget skeptisk omkring det nyskabende i Muses tredje dans med den orange dug, og det er længe siden jeg har lyttet til briternes musik, men Bellamy, Wolstenhulme og Howard kom, så og sejrede. Jeg var vild med at de tillod lyden at være tung og kantet, og både de nye og gamle numre fungerede upåklageligt. Muse beviste, at de er et af få nyere rockbands, som for alvor kan fylde Orange scene, og tak for det!
5) MEW (Orange, fredag, 01.30)
Placeringen af Mew på natteslottet fredag var jeg lidt kritisk overfor på forhånd, men jeg æder mine ord og vil godt pointere, at det er forfriskende at det helt sene tidspunkt ikke er forbeholdt partymaskiner fra ind- og udland. Det er jo trods alt kun Mew, der kan spille solen op med 'Comforting Sounds', selvom netop det trick dog er ved at være en anelse forudsigeligt. Der var ikke så mange mennesker, men det er ikke altid succeskriteriet for Orange scene anno 2015, at der skal være fyldt til bristepunktet. Mindre kan gøre det, når vi har at gøre med et band, der betvinger scenens lyd og lys så stærkt, som Mew gjorde i forgårs. Særligt lyden var sjældent potent, og 00'er-powerpointen var skiftet ud med blitz og strobe, der stod som en fornem kulisse til særligt ældre numre som 'Snow Brigade' og 'Am I Wry? No'. Overraskende nostalgi blev der også plads til med den yndige 'She Came Home For Christmas', mens bandets nyere materiale fungerede som gode fyldstykker mellem de numre fra Frengers og ... And The Glass-Handed Kites, som de fleste af os trods alt nok var kommet for at høre. Og særligt tak til Johan Wohlert, det kraftværk, for at være kommet hjem!
4) JAMIE XX (Apollo, lørdag, 02.00)
Det er godt set af Roskilde at lade den sidste nattefest køre til solen står op, i stedet for tidligere tiders lidt postapokalyptiske rumsteren af skraldere og anlæg, hvis bilbatterier er ved at løbe tør. Og det var endnu stærkere at lade Jamie xx stå for det sidste smæk på Apollo. Til helvede med alle de 21-årige tosser, der trykker på en knap og lader droppet sive - her blev mixet LP'er til den store guldmedalje, og leget med beats og breaks som overraskede så det gav de helt instinktive begejstringshop, et stærkt DJ-set indeholder.
3) THE WAR ON DRUGS (Arena, onsdag, 23.00)
Jo mere jeg tænker over det, jo stærkere bliver min oplevelse næsten med The War On Drugs. Flere anmeldere peger på Adam Granduciels guitarekvilibrisme som koncertens højdepunkt, men jeg synes, The War On Drugs' talenter rækker længere end det - jeg synes nemlig også, melodiarbejdet er formfuldendt og ganske inderligt. Det var kolossalt velspillet, og lyden var spitzenklasse.
2) THE MINDS OF 99 (Orange, onsdag, 18.30)
Fortællingen om upcoming danske bands' kollaps under den orange dug til åbningskoncerten slutter her: The Minds of 99 sparkede seriøst røv, og leverede den stærkeste åbningskoncert i mands minde! Det var præcis som en åbningskoncert skal skæres: Samlende, potent og med det store øjebliks patos. Det er langt fra hvert år det kan lade sig gøre at finde et band, der er opgaven voksen, men når det sker, er det en af festivalens mindeværdigste oplevelser. Det var det i år - den her går over i historiefortællingen om Roskilde Festival.
1) HOT CHIP (Arena, torsdag, 02.00)
Jeg fristes til at gentage mig selv: Til helvede med alle de 21-årige EDM-tosser - det her var en lektion i fest, givet af syv halvgamle m/k på et hav af synthesizere og percussion. Intet slår et mangehovedet velspillet monster som Hot Chip, der tæskede Arena gennem en tour de force af rytmik, groovyness og spilleglæde torsdag nat!
I øvrigt så jeg...
... Dalhous, som leverede 40 minutters yderst behagelig eftermiddagschill på Apollo. Det er det, den scene skal bruges til om eftermiddagen!
... Ryan Adams, som var god men ikke prangende på en Orange scene, der tvang de stærke ballader ud af settet.
... Foxygen, som var den mest eklatante skuffelse i mange år. Mage til arrogant, fjern og påtaget præstation skal man lede længe efter. Lyden var skrækkelig, interaktionen med publikum ikke-eksisterende (og ikke på den gode måde), og arrogancen var til at føle på, da hele bandet forlod scenen et minuts tid og lod hittet 'San Francisco' afspille i albumversionen over højttalerne. Usmageligt.
... The Tallest Man On Earth, som led med sit band på Arena. Det var godt de 4-5 numre, hvor han som i fordums tid var alene på scenen, for det gav hans blændende fingerspil og fantastiske stemme lov til at fylde. Han kunne sagtens have tæmmet Arena på den facon. Når bandet er på, hvad det var under hovedparten af koncerten, reduceres musikken til ensformig og middelmådig countryrock. Synd.
... De første tre kvarter af Pharrell Williams, og jeg var ikke imponeret. Playbackkoncerter bliver aldrig mig, og Williams' hits er lidt for pleasende til rigtigt at løfte sig.
... En smule af amerikanske Foghorn Stringband, som var en løjerlig sydstatsoplevelse på en varm Gloria. Men folk diggede det.
... En halv time af Kaytranada, som genreblandede flot på Apollo.
... De første par numre af Die Antwoord, og en del af mig ville gerne have været i pitten. Det så umiddelbart meget federe ud, end Major Lazer og Chase & Status har været de senere år.
... De første tre kvarter af Kendrick Lamar, og hvor tog han et stærkt livtag med Orange. Dejligt at det kan lade sig gøre uden at gå på kompromis med musikaliteten, og stærkt at se en stor amerikansk rapper være oprigtigt imponeret over Orange scene.
... De sidste tre-fire numre af Disclosure, som mine ører var lidt forglemmeligt kedeligt, men som løftede Orange scene flot på 22.30-slottet. Måske er det faktisk et bedre slot til de store fester - så er folk ikke så drønsmadrede som de er klokken et?
... På afstand lidt af Powell på Apollo, som er noget af det sindssygeste jeg har hørt. Industristøj, melodiløshed og kompromisløse beats. Giv mig det på Gloria, og når jeg ikke er dødtræt, så vil jeg godt være med en anden gang.
... Starten af Nicki Minaj, som bare skulle være blevet hjemme. Underligt valg til Orange scene i hvert fald.
... Lidt af Nils Frahm, og hvor er jeg ærgerlig over at jeg ikke var dedikeret nok til at stille mig helt ind i teltet. Det kunne have været årets koncert. Sikke dog en ekvilibrist. Kom gerne til København snart!
... Det meste af Paul McCartney, og jeg er lidt splittet. Det var en velspillet koncert, men jeg kan ikke lade være med at se den gode beatle som en anelse floskuløs og påtaget i sin omgang med publikum. Og så er det jo svært med så stort et bagkatalog, for vi har alle vores favoritter, og jeg fik personligt kun et par stykker opfyldt, mens jeg savnede mange - særligt noget af det helt tidlige Beatles-materiale, men det er måske bare mig, der er en sucker for den slags?
... Udenfor teltet en lille time af Africa Express, som var behageligt, men også syntes en kende skizofrent.
... I warm-uppen AV AV AV, der var lidt for forudsigeligt til rigtig at blive spændende, October Dance, der spillede festlig new wave uden at løfte sig, og lidt af Vök, der var godt uden at være prangende. Lidt kedeligt faktisk.
Tak for i år!
søndag den 5. juli 2015
søndag den 17. maj 2015
Roskilde Addict's Guide 2015
Det er nu tid til den store årlige musikguide til Roskilde Festival - eller addict's guide, som jeg har tilladt mig at omdøbe den. Jeg håber, I finder den brugbar og til tider også sjov. Jeg har i været fald prøvet at være sidstnævnte, men det går dårligere og dårligere for hvert år. Jeg vil indlede med lidt generelle betragtninger omkring årets line-up, hvorefter jeg, som traditionen foreskriver, vil tælle ned fra halvtreds på en aldeles subjektiv liste over, hvad der er værd at høre i år.
Nok engang har det været svært at begrænse sig til 50, hvilket heldigvis er et luksusproblem af de større. Generelt synes jeg, årets program er lidt tyndt i toppen og præget af lidt for mange gengangere, men også sindssygt stærkt i midterfeltet. Det er nok et udslag af, at man med Avalon-scenen reelt har udvidet rummet for koncerter i 10-20.000-klassen betragteligt. Avalon er sammen med Arena vært for en stor del af årets mest spændende koncerter.
Det er lidt svært med det med gengangerne. Når man har været på festivalen otte år i træk, er det uundgåeligt med dubletter, særligt når Roskilde Festival er så enormt gode til at gribe fat om vækstlaget, og følge deres fund til dørs. Det har jeg som sådan heller ikke noget imod, og det er eksempelvis den logik, som har gradueret navne som Disclosure, Die Antwoord, The Tallest Man On Earth og First Aid Kit til nogen af festivalens større scener. Jeg synes dog, det er synd, når man booker gengangere, som ikke rigtig har flyttet sig selv - eller noget andet - musikalsk siden sidst. Her tænker jeg særligt på Florence and The Machine og Muse. Førstnævnte er som sådan nok en fin booking, selvom de er en af mine yndlingsaversioner og i øvrigt ikke har gjort noget synderligt væsen af sig siden slutningen af 00'erne, men på Orange - det forstår jeg ikke? Hvad angår Muse, så er det simpelthen bare en ringe booking. Vi har at gøre med et band, som hverken er aktuelt eller legendarisk. Tre gode album for 10-15 år siden er altså ingen præstation, og det virker lidt, som om man har trukket en gammel, velkendt hest i ringen for at være sikker på at kunne fylde de tunge slots på Orange. Einmal wits, zweimal dumm. Alt i alt synes jeg det er problematisk, at fire ud af syv headlinere har spillet på festivalen i løbet af de sidste fem år, og to af dem (Disclosure og Kendrick Lamar) endog for bare to år siden. Nyhedsværdien er ikke i højsædet i årets program.
Generelt har man foretaget nogen skægge prioriteringer omkring Orange Scene i år. Die Antwoord på natteslottet er modigt på den gode måde, men hvorfor man har ofret en Disclosure-nattekoncert så fire gutter fra Hellerup kan musicere over en powerpoint fra 2005, det er mig en gåde. Kære Mew: I er ikke store nok til at fortjene et natteslot, så drop nu det prætentiøse pis og lær at spille i dagslys! Derudover ærgrer det mig, at man har puttet Ryan Adams på Orange på en dag, hvor enten Mastodon, Bikstok eller sågar Jupiter & Okwess International kunne have brugt scenen meget bedre. Og Marie Keys graduering fra Arena til Orange er desværre hverken overraskende eller klog. Jeg er bange for, hun drukner.
Når du går i gang med mine 50 udvalgte, vil der være nogen bands, du skal kigge langt efter. Førnævnte Florence and The Machine er ikke med, det er ej heller prominente navne som Jungle, Suspekt, WhoMadeWho, DJ Mustard, Father John Misty og Kasai Allstars. WhoMadeWho var faktisk på listen, men at sætte dem på klokken 16 på Arena på sidstedagen virker helt hovedløst. Det er måske en af de søvnigste kombinationer af tid og sted på hele spilleplanen, så det springer jeg lige over. Når Noel Gallagher ikke er på listen er det ikke fordi, jeg ikke kan finde på at svinge på til ekstranumrene og bræge med på 'Don't Look Back In Anger', men det ved du så ligesom nu, så kan vi koncentrere os om noget andet i stedet.
Det er første gang jeg laver min liste efter spilleplanen er offentliggjort, og jeg har prøvet at lade være at tage hensyn til, hvilke bands der spiller oven i hinanden. På den måde bliver listens prioriteringer mere retvisende. Jeg har dog medtænkt slot og scene hos de kunstnere, for hvem det påvirker mine forventninger til koncerten i den ene eller den anden retning - eksempelvis hos WhoMadeWho og Marie Key.
Nå, men som Zygmunt Bauman ville skrive: Ikke mere snak - vis mig det! De her 50 bands skal du høre i år (hvis nu du havde 19 hoveder med ører på. Måske skal du bare nøjes med en 10-15 af dem, men så er der lidt at ærgre sig over).
Nok engang har det været svært at begrænse sig til 50, hvilket heldigvis er et luksusproblem af de større. Generelt synes jeg, årets program er lidt tyndt i toppen og præget af lidt for mange gengangere, men også sindssygt stærkt i midterfeltet. Det er nok et udslag af, at man med Avalon-scenen reelt har udvidet rummet for koncerter i 10-20.000-klassen betragteligt. Avalon er sammen med Arena vært for en stor del af årets mest spændende koncerter.
Det er lidt svært med det med gengangerne. Når man har været på festivalen otte år i træk, er det uundgåeligt med dubletter, særligt når Roskilde Festival er så enormt gode til at gribe fat om vækstlaget, og følge deres fund til dørs. Det har jeg som sådan heller ikke noget imod, og det er eksempelvis den logik, som har gradueret navne som Disclosure, Die Antwoord, The Tallest Man On Earth og First Aid Kit til nogen af festivalens større scener. Jeg synes dog, det er synd, når man booker gengangere, som ikke rigtig har flyttet sig selv - eller noget andet - musikalsk siden sidst. Her tænker jeg særligt på Florence and The Machine og Muse. Førstnævnte er som sådan nok en fin booking, selvom de er en af mine yndlingsaversioner og i øvrigt ikke har gjort noget synderligt væsen af sig siden slutningen af 00'erne, men på Orange - det forstår jeg ikke? Hvad angår Muse, så er det simpelthen bare en ringe booking. Vi har at gøre med et band, som hverken er aktuelt eller legendarisk. Tre gode album for 10-15 år siden er altså ingen præstation, og det virker lidt, som om man har trukket en gammel, velkendt hest i ringen for at være sikker på at kunne fylde de tunge slots på Orange. Einmal wits, zweimal dumm. Alt i alt synes jeg det er problematisk, at fire ud af syv headlinere har spillet på festivalen i løbet af de sidste fem år, og to af dem (Disclosure og Kendrick Lamar) endog for bare to år siden. Nyhedsværdien er ikke i højsædet i årets program.
Generelt har man foretaget nogen skægge prioriteringer omkring Orange Scene i år. Die Antwoord på natteslottet er modigt på den gode måde, men hvorfor man har ofret en Disclosure-nattekoncert så fire gutter fra Hellerup kan musicere over en powerpoint fra 2005, det er mig en gåde. Kære Mew: I er ikke store nok til at fortjene et natteslot, så drop nu det prætentiøse pis og lær at spille i dagslys! Derudover ærgrer det mig, at man har puttet Ryan Adams på Orange på en dag, hvor enten Mastodon, Bikstok eller sågar Jupiter & Okwess International kunne have brugt scenen meget bedre. Og Marie Keys graduering fra Arena til Orange er desværre hverken overraskende eller klog. Jeg er bange for, hun drukner.
Når du går i gang med mine 50 udvalgte, vil der være nogen bands, du skal kigge langt efter. Førnævnte Florence and The Machine er ikke med, det er ej heller prominente navne som Jungle, Suspekt, WhoMadeWho, DJ Mustard, Father John Misty og Kasai Allstars. WhoMadeWho var faktisk på listen, men at sætte dem på klokken 16 på Arena på sidstedagen virker helt hovedløst. Det er måske en af de søvnigste kombinationer af tid og sted på hele spilleplanen, så det springer jeg lige over. Når Noel Gallagher ikke er på listen er det ikke fordi, jeg ikke kan finde på at svinge på til ekstranumrene og bræge med på 'Don't Look Back In Anger', men det ved du så ligesom nu, så kan vi koncentrere os om noget andet i stedet.
Det er første gang jeg laver min liste efter spilleplanen er offentliggjort, og jeg har prøvet at lade være at tage hensyn til, hvilke bands der spiller oven i hinanden. På den måde bliver listens prioriteringer mere retvisende. Jeg har dog medtænkt slot og scene hos de kunstnere, for hvem det påvirker mine forventninger til koncerten i den ene eller den anden retning - eksempelvis hos WhoMadeWho og Marie Key.
Nå, men som Zygmunt Bauman ville skrive: Ikke mere snak - vis mig det! De her 50 bands skal du høre i år (hvis nu du havde 19 hoveder med ører på. Måske skal du bare nøjes med en 10-15 af dem, men så er der lidt at ærgre sig over).
50-41: Syre, sydstatsrock og attitude.
50) SLAUGHTER BEACH (DK) (warm up)
Indie af den helt klassiske skuffe. Se dem som Beach House med lidt mere gas på slagtøjet.
Roskilde finder nogen spændende ting i Brasilien for tiden (og mindre spændende - Tropkillaz er også på programmet...), og DJ Mam blander gryden med sit hjemlands mange lyde i et dansabelt sommerfestmix.
Her har vi virkelig at gøre med en novelty. Det, Margaret Chardiet kalder musik, og som hun blandt andet har udgivet på albummet med den passende titel Bestial Burden, er til tider decideret mareridsfremkaldende, og jeg tror det er bliver en forbandet stærk oplevelse live - hvis man kan holde ud at høre på det. Gloria bliver fyldt med metalstøj, desperationsskrig og droneklang.
47) WANGEL (DK) (warm up)
Der er ved at være vind under Wangels vinger, så koncerten kan let blive en af de bedre besøgte i warm up-dagene. Hvis du kan lide Bon Iver-plagiat, så er det her, du skal hen. Jeg synes, slægtskabet til tider er lidt for åbenlyst, men hvad fanden - Justin Vernon kan jo ikke have patent på autotune.
Lydia Ainsworth lyder til tider så meget som MØ, at det er svært at forestille sig, at der ikke skulle være et eller andet kendskab den ene eller den anden vej. Canadieren er lidt mindre street tough og lidt mere indie, men stærk og skarp elektropop er, hvad du kan forvente.
45) VÖK (IS) (warm up)
Vi bliver ved de kvindelige vokalister, men med islandske Vök er vi mere ude i en lyd, der synes at være barn af både The Knife og Daughter. Ganske nydeligt.
Lindigo er fra øen Réunion øst for Mauritius, og spiller en genre, der hedder maloya. Det skal du ikke være ked af, hvis du ikke har hørt om før, for det havde jeg heller ikke. Men der er tale om en klassisk kreol med elementer af fransk og afrikansk - et ægte kolonialistisk bastardprodukt, men der er masser af dansabel percussion og rigelig mulighed for at spotte en antropolog/højskoleelev/MS'er.
Mærkatet "sydstatsrock" er virkelig blevet klistret på meget musik de senere år, efter Kings of Leon kickstartede lyden (og derpå forlod den). Benjamin Booker er en knægt fra Virginia, som lyder meget ældre end sin alder. Her er virkelig potentiale for en god, gedigen rockkoncert.
Legesygen løber næsten over sine bredder hos King Gizzard & The Lizard Wizard (ses på navnet), som kommer til Roskilde med en klassisk, udforskende psykedelikalyd. Det kan blive ganske skægt, særligt hvis de spiller fedt.
Nicki Minaj er et omdrejningspunkt i amerikansk populærmusik, og når hun ovenikøbet er talentfuld, så er det en fornuftig booking af Roskilde, selvom puritanerkoret naturligvis stod i kø med deres eder, forbandelser og tilbageskuende pegefingre. Jeg tror nok, det her skal blive en stærk koncert.
40-31: Svenskere, firserreferencer og indiepop.
Med Dalhous har vi fat i den helt atmosfæriske, udsvævende ende af programmet. De æteriske lydlandskaber er til tider en anelse uhåndgribelige, men når der kommer lidt beat på, som på 'Sensitised To This Area', så bliver det kantet spændende.
Lad mig være helt heteronormativt ærlig: Svensk sommerpigecharme bringer Veronica Maggio langt. Det svenske sprog kan faktisk bringe mange musikere rigtig langt, for det har en smuk fonetik, særligt når det som her sættes til uskyldig og velsnedkret pop. Jeg er lidt skeptisk omkring, hvor godt et match Veronica Maggio er med Arena, men ellers kunne man jo ligge uden for. Men så kan man bare ikke se hende...
38) THE ATTIC SLEEPERS (DK) (warm up)
Nok et warm up-band, der har fået megen positiv opmærksomhed i foråret. The Attic Sleepers' gennembrudsnummer 'Airport' emmer af C.V. Jørgensen, og også et nutidigt band som det dansksprogede Mellemblond er i referencefamilien her. En fin blanding af lige dele akustisk finesse og indiegrandeur.
Roskilde har de seneste år haft godt fat i de knopskydninger i langsomtgående elektronisk musik fra særligt Peru og Argentina, der under ét kan benævnes neo-cumbia. Hvis du missede Dengue Dengue Dengue sidste år - eller gerne vil have mere af samme skuffe - er Chancha Via Circuito et godt navn at skrive sig bag øret. Eftermiddagsslottet på Apollo er en hård opgave, men måske er netop et skud Buenos Aires den rette anretning?
Jeg har egentlig aldrig været sindssygt glad for First Aid Kit. Jeg stod lidt på afstand til noget af deres koncert en ekstremt varm og støvet eftermiddag på Odeon for nogen år siden, og siden har jeg egentlig ikke beskæftiget mig synderligt med de to svenskere, som ellers er et rimelig stabilt referencepunkt i krydsfeltet mellem indie, folk og country. Måske er det netop lidt for meget country og lidt for lidt folk. Men det lyder jo meget godt.
Det er en sindssygt skarp booking af Roskilde at hive Atlanta-rapperen ILoveMakonnen ind. Hvorfor man så placerer ham på Apollo er mig en gåde, men det var nok den eneste måde det kunne hænge sammen på en loaded torsdag. Makonnen er millimeter fra at være for R'n'B-flødet for mig (det er mit hade), men tænk han snarere som en sydstatsversion af Frank Ocean.
Udover at ramme hiphoppens sindssyge zeitgeist, spille med den elektroniske musiks muskler og kortlægge afrofunk har Roskilde de senere år været eminent skarpe på den lille subgenre af sårbar og smuk indiepop, ofte med kvindelige frontfigurer, der er opstået af lige dele akustik og ømhed a'la Bon Iver, og elektrominimalistiske træk fra britisk post-dubstep som The xx og James Blake. For nogle år siden havde man puttet Daughter på Gloria inden nogensomhelst havde hørt om dem, og sidste år var det Denai Moore, der var vært ved en betagende, omend varm, oplevelse. I år er der indtil flere spændende artister i dette minimalistiske hjørne, og danske Broken Twin er en af dem (tjek evt. også Soak og Alice Boman længere oppe på listen). Desværre er hun blevet placeret på den yderst kedelige Pavilion-scene, hvilket er ærgerligt, fordi Gloria er et perfekt rum til de her koncerter. Derfor ryger hun lidt ned af listen. Men det er forbandet smukt.
33) OCTOBER DANCE (DK) (warm up)
Man mener sine new wave-referencer seriøst, når man opkalder et nummer efter Talking Heads- og Tom Tom Club-medgrundlægger Tina Weymouth. Når man samtidig skilter med en ordentlig røvfuld percussion, så skal det skabe opmærksomhed. Man skal passe på med sine LCD Soundsystem-referencer, men der er nok blevet danset til 'Tribulations' en gang eller tre i øveren. Jeg så dem tilfældigt på Jazzhouse for nylig, og det lyder godt.
Powells musik er sindssygt hårdt, så hold dig væk, hvis du ikke er til minimaltechno krydret med industriel IDM-støj (ikke EDM, men den intelligente version...). Det bliver et beskidt bombardement af de helt hardcore, og jeg vil sgu gerne være med!
Lust For Youth er et interessant bekendtskab. Det smager af lige dele Depeche Mode og Washed Out, har sin oprindelse i DIY-punkmiljøet omkring Mayhem, og består blandt andet af et tidligere Oh No Ono-medlem. Sikken en genealogi.
30-21 Mest dansk og engelsk; stort, småt, nyt og has-been.
Attenårige Soak fra Nordirland lyder sine steder skammeligt meget som forbillederne i Daughter, andre steder mere som det skotske 00'er band Camera Obscura. En udemærket kombination må man sige, men kan man få nok minimalistisk indiepop? Okay måske, men ikke endnu i hvert fald. Det her er på Gloria, så der er intimitetsgaranti.
Jeg vil godt lige gentage, at jeg synes, Muse er en ualmindeligt kedelig og ganske ukarakteristisk Roskilde-booking. Siden sidst har bandet udgivet ét album, som var så forbandet dårligt at folk næsten har glemt det. The 2nd Law hed det, og hvis man kigger i setlister er det da heller ikke, fordi trioen selv er vild med at spille det live. Jeg ved godt, at Muse fylder pladsen foran Orange, men kunne man ikke have fundet et mere interessant navn at spendere pengene på? Jeg mener, et navn, som rent faktisk stadig er musikalsk relevant, nyskabende og dagsordensættende? Eller et navn, der er betydningsfuldt og genreskabende nok til at være på det musikhistoriske pensum? Prog-rocken er død, og Muse har ikke flyttet en skid andet end sine egne armbevægelser opad, i noget der bliver stadig mere teatralsk og ubevidst parodierende - det, kultursociologen ville kalde camp. Det kammede over omkring eller lige efter 'Knights of Cydonia', som jo er et vildt stykke musik, men som også er blevet overeksponeret i en grad, som en særling af den karakter slet ikke kan holde til. Når jeg alligevel måske er at finde til koncerten er det dels fordi der ikke sker så forbandet meget andet samtidig, og dels fordi jeg som stort set alle mine jævnaldrende trods alt har hørt pokkers meget Muse på teenageværelset - det var dengang, de både kunne skrive stærke ballader, lege med former og forbandet potent prog!
Kippi Kaninus er et af de navne, jeg har flyttet mest opad og nedad på denne liste. Opad røg det til sidst, da jeg fandt ud af, at det live transformerer sig fra et sengekantscomputerprojekt til fuld basserralle med percussion og blæseinstrumenter. Jeg tror på en uforudsigelig, organisk musikoplevelse af de helt nørdede her, og det elsker jeg sgu!
Marie Key er virkelig en af de danske kunstnere, der vinder allermest ved at synge på sit modersmål. Det var ikke tilfældigt, at 'Uden Forsvar' blev en landeplage, for Marie Keys nærvær og ærlighed er ganske uforligneligt og formidles imponerende skråsikkert og ligetil. Der er mange der ikke har opdaget det, men krøltoppen har faktisk præsteret en lignende perle på sin nye plade. Det er lukkeren, 'Dit Sekund', der er tale om. At excellere udi disciplinen ekskæreste-kærlighedssang er ganske imponerende. Særligt når man eksempelvis også kan fædrelandsbesynge på knivskarp vis på 'Landet'. Det bliver en udfordring at lægge Orange ned på samme måde som seksstjernerskoncerten på Arena sidst, men jeg tror nok det skal lykkes - i hvert fald hvis vejret holder - for Marie Key er en fælles referenceramme for rigtig mange (også dem, der ikke gik på efterskole i 2013...).
26) GOOMS (DK) (warm up)
Der var engang et band, der hed Oh No Ono. De udgav en EP og to plader. EP'en synes folk mest var sjov på kuriøsitetsmåden, men på de to plader lykkedes det først at lave en fin samling kammerpop og dernæst et af de mest ornate og legesyge værker, der er udgivet i Danmark nogensinde - og samtidig blive spillet en del på P3 (det var inden der gik EDM-amok og laveste fællesnævner i den...). Derefter gik de i opløsning, men drengene fra Oh No Ono bliver ved med at cirkulere i dansk musik. Således spiller Malte Fischer i år på Roskilde Festival med Lust For Youth, mens den anden frontfigur fra dengang, allestedsnærværende Aske Zidore, optræder med sit nye projekt, Gooms, som blandt andet også består af en af Zidores gamle legekammerater fra den nordjyske indiebølge, nemlig Figurines' Jens Ramon. Det meste af det, Zidore har rørt ved gennem årene, har tydelige fingeraftryk fra Beatles og Animal Collective, og det må endelig gerne fortsætte. Også en anden Roskilde-aktuel kunstner, St. Vincent, spøger i kulissen på Gooms' legesyge knudrerier. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan det her fungerer.
Det er efterhånden blevet ret meget en thang for Roskilde at graduere nogen af deres elektroniske fund og hypekids direkte fra de små scener til Orange, uden at vende dem forbi Arena først. Det skete med Deadmau5 og Chase & Status, og i år har både Disclosure og Die Antwoord taget turen fra henholdsvis Apollo og Cosmopol til den helt store opgave. Må jeg i øvrigt i den forbindelse tillade mig at undre mig over, at Disclosure ikke har fået et natteslot, men en 22.30'er. Tusmørkestemningen bliver svær at løfte for en duo, der trods alt stadig er meget ung, og kun har ét album på bagen. Men jeg synes, det er en stærk booking: Disclosure lavede så meget støj med Settle-pladen, at de faktisk har fastholdt deres aktualitet indtil nu. Jeg har aldrig selv været så glad for dem, og var heller ikke til koncerten i 2013, for jeg synes, det i sin polerethed nærmer sig for meget en kunstner som Sam Smith, som er en af mine yndlingsaversioner. Men de store aften- og nattekoncerter på Orange er et evigt referencepunkt, og jeg vil meget gerne se om Disclosure kan pull it off.
En af de dummeste prioriteringer, Roskilde Festival har lavet det seneste årti, var da man i 2012 bookede Mew, gav dem deres Orange-debut og dermed lod dem bomme for åben skærm: Der var ikke noget nyt at komme med, og koncerten havde ingen berettigelse. Det var dumt, fordi al hypen og gensynsglæden er væk nu, hvor der til gengæld er et nyt album, +-, og comeback til bassist Johan Wohlert, som endelig har ladet The Storm-gøgeungen dø sin fortjente, anonyme død - aldrig har dansk musik oplevet så opblæst og indholdsløst et projekt! Jeg var meget irriteret på Mews nye 'Sattelites'-single. Det hænger ikke sammen i mit hoved, at Jonas Bjerre insisterer på blåøjede dådyrtekster, når han snart runder de 40. Barometertiden er slut, Jonas, kom videre! Gennemgående synes jeg, +- er en tandløs omgang forsimplet drømmepop, med kun få højdepunkter. Hvis jeg ender til Mews koncert, er det således fordi jeg, ligesom cirka alle mine jævnaldrende, har mange minder, oplevelser og associationer bundet op på Frengers og ... And The Glass-Handed Kites. 'Comforting Sounds' er fortærsket, men det er stadig en fornøjelse live, og hvis vi får noget af de stærke, gamle materiale, så skal det nok blive en fremragende koncert! Jeg håber bare, de har lavet sig et nyt slideshow til lejligheden...
23) KATE TEMPEST (UK)
Mike Skinner, bedre kendt som The Streets, var en af 00'ernes sande musikalske enere, og derfor er det ikke nemt at kaste ham som reference hos en ny kunstner. Det er ikke desto mindre næsten for oplagt når snakken falder på Kate Tempest, en 29-årig forfatter- og digter-turned-rapper fra London. Jeg vil ikke bevæge mig ud i, om Tempest er lige så knivskarp en samtidsbeskriver som Skinner var, men hun rapper stærkt på fantastisk cockney over tunge, søvnige beats. Dejligt!
22) AV AV AV (DK) (warm up)
Av Av Av er et mødested for tre danske DJ's med forskellige udgangspunkter - Eloq, DJ Er Du Dum Eller Hvad? og Unkwon. Heldigvis er der mere af Unkwons manchesterlyd end af Eloqs trapreferencer, og sammen lyder de tre på samme tid tungt og organisk. Jeg tror, det her + sol og hvidvin på Apollo bliver rigtig rart.
21) JUPITER & OKWESS INTERNATIONAL (CD)
Det virker lidt som om, man fik en afrofunkfest med Jupiter & Okwess International med i handlen, da man bookede Africa Express, for congoleserne er en del af Damon Albarns mangehovedede festmaskine. Det er i hvert fald ellers yderst sjældent, Roskilde booker det samme navn to år i træk, med mindre der er sket noget vildt i mellemtiden. Men det gør nu ikke så meget, for Jupiter & Okwess International indbyder til en fantastisk fest - også selvom lukkeslottet på Arena fra sidste år denne gang er skiftet ud med en varm og støvet eftermiddag på samme scene. Jeg havde, på ryggen af masser af klunset søndagsvodka, en fantastisk oplevelse sidst, så jeg min anbefaling af det her orkester er dybtfølt. Det ryger dog lidt ned på min personlige liste, da jeg måske hellere vil se noget, jeg ikke har set før.
20-11: Dansesko, Pitchfork-darlings og nyere skandinavisk.
20) DIXON (DE)
Glem Modeselektor, Paul Kalkbrenner og de andre - Dixon skulle eftersigende være esset i berlinertechnoens ærme pt. Han spiller ganske vist på et utaknemligt slot oveni både Paul McCartney og Africa Express, men jeg tror det bliver tungt og messende på den måde, som næsten kun minimalgenren kan præstere.
19) ST. VINCENT (US)
Jeg har over efterhånden mange år med jævne mellemrum forsøgt at blive gode venner med den guitarekvilibristiske furie Annie Clark, der spiller under navnet St. Vincent. Hun er en uomtvistelig del af det sidste årtis Pitchfork-kanon med fire album anmeldt mellem 8 og 9 - altså temmelig højt. Men jeg vender igen og igen tilbage til, at 'Cruel' fra hovedværket Strange Mercy er det eneste nummer, jeg sådan rigtig bryder mig om. Det er til gengæld morderligt godt, men jeg er indædt modstander af at tage til en koncert for at vente på et enkelt nummer eller to - derfor ender St. Vincent (relativt) langt nede på årets liste. Når hun alligevel er med, og er placeret i top 20, er det selvfølgelig, fordi hun går for at være en eminent og virtuøs livekunstner. Det ved jeg bare ikke, om man får med på Arena.
18) THE MINDS OF 99 (DK)
Jeg tror, Roskilde er ved at knække koden hvad angår åbningskoncerten på Orange. Sidste år, hvor Outkast åbnede, tæller næsten ikke, men året før smedede Vinnie Who en fremragende solskinsdiscofest sammen under den Orange dug, og i år er det et andet ungt og meget stilsikkert dansk orkester, nemlig The Minds of 99, der har scoret åbningstjansen. Fornuftigt, for her er et band, der både har det nødvendige hitpotentiale og den nødvendige energi til at komme ud over kanten på en scene, der ret beset er for stor til dem. De er galionsfigurerne i det, man kunne kalde en københavnsk kraut-revival, som trækker veksler på både Kliché og Tv2, men også på nyere bands som Nephew, VETO og Spleen United. Hvis lyden og eksekveringen sidder lige i skabet, bliver det her en af de åbningskoncerter, man kommer til at snakke om fremadrettet.
17) NILS FRAHM (DE)
Klaveret er sådan et melankolsk og smukt instrument. Man slæber det ikke bare sådan lige med sig, og derfor er der, synes jeg, en anden ophøjethed over et klaver end over selv det smukkeste guitarspil. Tyske Nils Frahm er en minimalistisk pianist, der har berøringsflader med det samme miljø, Efterklang har været en del af, men som samtidig også tør flirte med elektonik og sub-bas. Jeg er alvorligt bange for, at Frahm kommer til at kæmpe om ørenlyden med Nicki Minaj på Orange, men hvis det lykkes at lukke rummet af, kan det blive en meget smuk koncert.
16) FOXYGEN (US)
West coast-retropopduoen Foxygen lyder sine steder som et band, der kunne have indspillet musik for 40 år siden. Fænomenale popmelodier tilsat en anseelig portion støj og lo-fi-romantisk ømhed. Læg hertil en sprængfarlig forsanger i Sam France, og du har opskriften på en stærk live-oplevelse.
15) ALICE BOMAN (SE)
Mens Disclosure hamrer løs på Orange Scene, kommer der til at stå en intens og dedikeret skare et par skridt derfra på Gloria. Her spiller Alice Boman sit sengekantspop flankeret af blæsere, kor og hele pibetøjet. Der er meget få ting der er mere gribende på Roskilde, end de sene koncerter på Gloria, så jeg tror der er potentiale for at få en af årets helt intense og rørende musikoplevelser lige her!
14) KENDRICK LAMAR (US)
Selvfølgelig spiller Kendrick Lamar i år. Det var en stærk koncert for to år siden, og det er kun naturligt, at verdens i øjeblikket bedst fortællende rapper indtager Orange. Med To Pimp A Butterfly har Lamar omfavnet funken uden at miste sin ægthed som Compton-formidler. Personligt glæder jeg mig nok mest til gensyn med perlerne fra good kid, m.A.A.d city, og så til at se, hvordan Lamar tackler den orange dug og forventningen om en folkefest. For han er stadig en ung mand, der spytter med med alvorlige problemstillinger.
13) RYAN ADAMS (US)
Adams er en ægte amerikansk skjald - mindre northeast end The National, mere grovkornet end Iron & Wine, mindre pøllet end Springsteen, skarpere skrivende end John Mayer og mindre hjerteskærende end Bon Iver. Typen, der kan name-droppe mere end fem stater i en sangtekst, og har Emmylou Harris med på kor, uden at kvalificere sig til en country-opsamlingsplade. Han har også udgivet helt urimeligt mange album, så hvis du ligesom jeg ikke magter at få overblik, så find ryan adams cheat list på Spotify, som er lavet på baggrund af hans gennemsnitlige setliste dette forår. Det er lidt snyd, jeg ved det godt, men lige med ham her, synes jeg det er OK. Jeg synes til gengæld det er synd, at han skal spille på Orange, men det skal nok blive en rar solskinseftermiddag alligevel!
12) FERRO GAITA (CV)
Tak til Roskilde Festival for gennem otte år at have givet mig så meget musikalsk opdragelse, at jeg overvejer at nedprioritere koncerter med sikre navne som St. Vincent, Foxygen og Ryan Adams fra min musikalske hjemmebane, for at danse til Ferro Gaita! Efter sidste års fantastisk afslutningskoncert med tidligere nævnte Jupiter & Okwess International, er min radar endnu skarpere indstillet på et skud med dansabelt afrikansk. Ferro Gaita fra Kap Verde er et interessant musikalsk indslag, der spiller sindssygt dansabel og intenst perkussiv funaná (nej, den genre kendte jeg heller ikke) med harmonikaen som omdrejningspunkt, og jeg tror, der er garanti for at gå gennemsvedt fra Pavilion! Det bliver en vanvittigt svær eftermiddag at prioritere.
11) YOUNG DINOSAUR (DK) (warm up)
Lidt længere nede af listen var jeg inde på, hvordan tidligere Oh No Ono-medlemmer spøger i kulissen i dette års line up, men faktisk har den modneste frugt på det nordjysk-oprindende træ kun Aske Zidore bag producerknapperne. Dengang jeg var ung og boede deroppe nordpå, var der nemlig den her flok knægte i mit nærområde, der var et par år eller fire yngre end mig og mine venner, og de var så forbasket irriterende, fordi de stort set har spillet fabelagtigt siden de fik et instrument i hånden første gang. Nogen af dem er blevet til Young Dinosaur, og hurra for det! Jeg vil gerne feje al hjemmebanefordel af vejen, og helt objektivt påstå, at deres debutplade, To Be A Hero, er det mest legesyge, intelligente og gennemført talentfulde album i Danmark siden - nåja, måske siden Oh No Ono's Eggs. Hvis du er typen, som bliver lidt skræmt af Oh No Ono-referencerne, så bliv imidlertid endelig hængende, for lad mig med det samme sige, at Young Dinosaur bestemt ikke er enslydende. Her trækkes der veksler på hele den rytmiske musikhistorie. Fra åbenlyse, men veleksekverede, Pink Floyd- og Beatles-referencer, over de obligatoriske nik til Animal Collective og til slægtskab med nyere navne som Mac DeMarco, Deerhunter og Real Estate. Men det er ikke på den skizofrene måde, dinosaurerne plukker af et halvt århundredes frugter - det gør de, forde de kan spille som få andre - rytme-, tempo- og intensitetsskift falder fornøjende naturligt fra de her fem knægte, så der er ikke nogen undskyldning for at bruge en times tid søndag eftermiddag på at lade dig overrumple!
10-6: Tungt, beskidt og vanvittigt - med en stærk sangsmed iblandt.
10) AFRICA EXPRESS (INT)
Det er helt skarpt set, at afrikansk musik er velegnet til at lukke festivalen, og ved at overlade nattetøjlerne til Damon Albarns hundrede mand store lydkollektiv manifesterer Roskilde sig for alvor som væsensforskellig fra pøllefesten i Odense og den der festival i Aarhus, der altid har de samme navne, som Roskilde havde to år forinden. På Roskilde kommer du for at blive udfordret, og for at nyde musikalsk mangfoldighed - enter Africa Express! De har Arena i fem timer, så der er rig mulighed for at gå til eller fra. Og gad vide, om en af de mere prominente samarbejdspartnere - Paul McCartney - dukker op og leger med? Under alle omstændigheder bliver dette en fest af de helt store og livgivende!
9) THE TALLEST MAN ON EARTH (SE)
Kristian Matsson, som spiller under navnet The Tallest Man On Earth, er en hyppig gæst i det danske. Siden sin sidste koncert på Roskilde i 2011 har han således været i København to gange, og gæster hovedstaden igen til efteråret. På den måde lider han under noget af det samme som de danske kunstnere; han taber lidt på novelty preference, når man skal sætte sin spilleplan sammen. Jeg er spændt på, hvad han kan gøre med Arena, og hvordan det kommer til at fungere med band på - normalt er Matsson dejligt alene, og en stærk livekunstner i øvrigt. Den nye plade er udemærket, og uanset hvad bliver det et glædeligt gensyn med en blændende sangskrivers bagkatalog.
8) RUN THE JEWELS (US)
Glem Kendrick Lamar - det her bliver årets hip-hop-koncert! Run The Jewels er tungt og politisk, og jeg glæder mig sindssygt meget til at se Killer Mike og El-P flå Arena i stykker i beskidte beats og veleksekverede ordkaskader. Det bliver heftigt!
7) CLARK (UK)
Siden Andy Stott gav en lektion i Manchester-IDM på Gloria for et par år siden, har jeg holdt et særligt øje med de tunge og støjende dele af det elektroniske program. Ulykkeligvis spiller Clark oven i Paul McCartney, for her er et af årets bedste bud på ordentlige elektrotæsk på den måde, hvor man ikke kan holde jubelytringerne tilbage.
6) DIE ANTWOORD (ZA)
Jeg synes det er et vildt modigt gamble af Roskilde at smide Die Antwoord på Orange! Umiddelbart havde jeg forestillet mig, at sydafrikanerne skulle have et Crystal Castles-agtigt slot på Arena, men hatten af for, at man vælger at lade dem betvinge den helt store - de er nemlig lige præcis vanvittige nok til at kunne fastholde en fuld pøbel, som ikke kender dem i forvejen. Det bliver en af de totaloplevelser, som Orange kan være leveringsdygtig i, men som de sidste år har lidt under, at de har været eksekveret under åbenlyst middemådig musik - ja, Major Lazer, Chase & Status og Deadmau5, det ér jer, jeg peger på. Die Antwoord bliver en white trash-vanvidskoncert!
5-1: Rule Britannia, både gammelt og nyt!
5) THE WAR ON DRUGS (US)
Jeg ved godt, jeg sagde, at jeg ikke ville medtænke clashes i programmet i dette indlæg. Men når der er to (et halvt, for Die Antwoord og Hot Chip overlapper sgu også) i top 7, så bliver jeg sgu nødt til at ærgre mig lidt - for hvor er det dog bittert at The War On Drugs og Pharrell spiller med kun en times mellemrum. Specielt al den stund sidstnævnte spiller først, og sikkert er en time forsinket, fordi det skal man, når man er berømt rapper. The War On Drugs er et megastærkt orkester, der smager af både Springsteen, Dylan, Young og Petty, men på den dynamiske måde. Det er et af de bands, der er med til at udfylde det tomrum, der har været i indiesfæren, siden bands som Arcade Fire, Bon Iver og The National blev stadionbands. WODs nyeste album, Lost in the Dream, rykker sindssygt godt, og jeg er sikker på at det bliver en stærk koncert. Fornuften tilsiger dog, at de kan fanges i Vega/Falconersalen en anden god gang, mens Pharrell er en one-off. Men for pokker, hvor er det en svær prioritering...
4) PHARRELL WILLIAMS (US)
... og det er det særligt, fordi Pharrell Williams kommer med en hitparade af de helt store. Glem 'Happy' og 'Marilyn Monroe', hr. Williams har haft fingrene med i spillet på kæmpehits fra navne som Gwen Stefani, Nelly, Daft Punk, Robin Thicke og Snoop Dogg (før han blev løve), og det har han tænkt sig at vise frem - derudover kan der naturligvis forventes materiale fra både N.E.R.D.-tiden og Neptunes-kataloget. Én ting, Williams' koncert kan falde til jorden på, er i mine øjne, hvis der er for meget playback. De fleste af os har alligevel danset til 'Hot In Herre' og 'Drop It Like It's Hot' tusind gange, så jeg håber på en stærk musikalsk eksekvering med et velspillende band og selvfølgelig en veloplagt Pharrell selv, der entertainer uden at være alt for floskuløs og rutineagtig. Hvis det lykkes, kan det blive årets store, samlende koncert.
3) JAMIE XX (UK)
Jeg synes, Roskildes programlægning af lørdag nat er ganske eminent - her har man virkelig givet hele sit publikum mulighed for at slutte af med et brag. Alle pøllerne kan blive på Orange og bræge med på Suspekt i deres ulastelige vodkabrandert, de hårde mædl-typer har stærke navne som Deafheaven og Myrkur, og alle os, der har lidt federe musiksmag, kan vælge mellem enten Africa Express eller en stærk elektro-odyssé med først Dixon og siden Jamie xx på Apollo. Sidstnævnte er perfekt til at lukke ballet og spille søndagssolen op, med sit fantastiske solo- og remixmateriale, og ekskursioner udi musikkens kroge - helt ærligt, når man rutinemæssigt dropper Tame Impala i et set, så har man altså balls. Jeg skal have kræfter tilbage i benene til det her!
2) HOT CHIP (UK)
Yes yes, McCartney er en legende and all, og derfor nummer en utvivlsom nummer ét på listen, men der er ikke nogen koncerter, jeg glæder mig mere til, end Hot Chip. Jeg synes det er helt genialt, at de efterhånden halvgamle englændere skal spille Arena kl 02.00, for hvor bliver det en fantastisk fest! Jeg har altid foretrukket koncerter, hvor så meget som muligt er håndspillet, og til Hot Chip er der garanti for percussion, analoge synths, det store crotch dance anthem 'Night and Day' og den fantastiske Sarah Jones på trommer. Hvis du er i tvivl om, hvor lækkert det er live, så tjek denne optagelse fra Pitchfork Festival i Paris, som er en lektion i velspillet dansabel elektropop. Jeg tror, det bliver en af årets helt stærke koncerter!
1) PAUL MCCARTNEY (UK)
De seneste år har Roskilde været vældig gode til at booke nogen af de helt store navne, der har sat deres aftryk på musikhistorien, og stadig er uundgåelige referencerammer for unge musikere og ny musik. Bruce Springsteen, Stevie Wonder, Outkast, Rolling Stones, Kraftwerk og Prince har været forbi, og i år bliver det ikke større, når Paul McCartney kigger forbi. McCartney og Beatles er uden underdrivelse det vigtigste band i det 20. århundredes musikhistorie. Hit på hit på hit er blevet musikalsk opdragelsespensum, og jeg tror næppe der findes den musiker, amatør som professionel, der ikke har haft et Beatles-nummer mellem hænderne på et eller andet tidspunkt. Det tidlige Beatles indfangede lyden af ungdomsnybrud og tressernes bekymringsløshed, mens det sene Beatles brød muren for eksperimenter med psykedelika og genreblanding. McCartney er blot én af fire, men settet består vanligvis af en god part Beatles-numre, iblandet materiale fra Wings-tiden og senere solomateriale. Og mon ikke vi alle kommer til at have favoritter - 'Penny Lane', 'Hey Jude', 'Octopus Garden', 'Because', 'I Am The Walrus' eller et helt sjette - vi står og krydser fingre for foran den orange dug? Det bliver i sandhed en hyldest til fællesskabet, der transcenderer generationer!
23) KATE TEMPEST (UK)
Mike Skinner, bedre kendt som The Streets, var en af 00'ernes sande musikalske enere, og derfor er det ikke nemt at kaste ham som reference hos en ny kunstner. Det er ikke desto mindre næsten for oplagt når snakken falder på Kate Tempest, en 29-årig forfatter- og digter-turned-rapper fra London. Jeg vil ikke bevæge mig ud i, om Tempest er lige så knivskarp en samtidsbeskriver som Skinner var, men hun rapper stærkt på fantastisk cockney over tunge, søvnige beats. Dejligt!
22) AV AV AV (DK) (warm up)
Av Av Av er et mødested for tre danske DJ's med forskellige udgangspunkter - Eloq, DJ Er Du Dum Eller Hvad? og Unkwon. Heldigvis er der mere af Unkwons manchesterlyd end af Eloqs trapreferencer, og sammen lyder de tre på samme tid tungt og organisk. Jeg tror, det her + sol og hvidvin på Apollo bliver rigtig rart.
21) JUPITER & OKWESS INTERNATIONAL (CD)
Det virker lidt som om, man fik en afrofunkfest med Jupiter & Okwess International med i handlen, da man bookede Africa Express, for congoleserne er en del af Damon Albarns mangehovedede festmaskine. Det er i hvert fald ellers yderst sjældent, Roskilde booker det samme navn to år i træk, med mindre der er sket noget vildt i mellemtiden. Men det gør nu ikke så meget, for Jupiter & Okwess International indbyder til en fantastisk fest - også selvom lukkeslottet på Arena fra sidste år denne gang er skiftet ud med en varm og støvet eftermiddag på samme scene. Jeg havde, på ryggen af masser af klunset søndagsvodka, en fantastisk oplevelse sidst, så jeg min anbefaling af det her orkester er dybtfølt. Det ryger dog lidt ned på min personlige liste, da jeg måske hellere vil se noget, jeg ikke har set før.
20-11: Dansesko, Pitchfork-darlings og nyere skandinavisk.
Glem Modeselektor, Paul Kalkbrenner og de andre - Dixon skulle eftersigende være esset i berlinertechnoens ærme pt. Han spiller ganske vist på et utaknemligt slot oveni både Paul McCartney og Africa Express, men jeg tror det bliver tungt og messende på den måde, som næsten kun minimalgenren kan præstere.
19) ST. VINCENT (US)
Jeg har over efterhånden mange år med jævne mellemrum forsøgt at blive gode venner med den guitarekvilibristiske furie Annie Clark, der spiller under navnet St. Vincent. Hun er en uomtvistelig del af det sidste årtis Pitchfork-kanon med fire album anmeldt mellem 8 og 9 - altså temmelig højt. Men jeg vender igen og igen tilbage til, at 'Cruel' fra hovedværket Strange Mercy er det eneste nummer, jeg sådan rigtig bryder mig om. Det er til gengæld morderligt godt, men jeg er indædt modstander af at tage til en koncert for at vente på et enkelt nummer eller to - derfor ender St. Vincent (relativt) langt nede på årets liste. Når hun alligevel er med, og er placeret i top 20, er det selvfølgelig, fordi hun går for at være en eminent og virtuøs livekunstner. Det ved jeg bare ikke, om man får med på Arena.
18) THE MINDS OF 99 (DK)
Jeg tror, Roskilde er ved at knække koden hvad angår åbningskoncerten på Orange. Sidste år, hvor Outkast åbnede, tæller næsten ikke, men året før smedede Vinnie Who en fremragende solskinsdiscofest sammen under den Orange dug, og i år er det et andet ungt og meget stilsikkert dansk orkester, nemlig The Minds of 99, der har scoret åbningstjansen. Fornuftigt, for her er et band, der både har det nødvendige hitpotentiale og den nødvendige energi til at komme ud over kanten på en scene, der ret beset er for stor til dem. De er galionsfigurerne i det, man kunne kalde en københavnsk kraut-revival, som trækker veksler på både Kliché og Tv2, men også på nyere bands som Nephew, VETO og Spleen United. Hvis lyden og eksekveringen sidder lige i skabet, bliver det her en af de åbningskoncerter, man kommer til at snakke om fremadrettet.
Klaveret er sådan et melankolsk og smukt instrument. Man slæber det ikke bare sådan lige med sig, og derfor er der, synes jeg, en anden ophøjethed over et klaver end over selv det smukkeste guitarspil. Tyske Nils Frahm er en minimalistisk pianist, der har berøringsflader med det samme miljø, Efterklang har været en del af, men som samtidig også tør flirte med elektonik og sub-bas. Jeg er alvorligt bange for, at Frahm kommer til at kæmpe om ørenlyden med Nicki Minaj på Orange, men hvis det lykkes at lukke rummet af, kan det blive en meget smuk koncert.
West coast-retropopduoen Foxygen lyder sine steder som et band, der kunne have indspillet musik for 40 år siden. Fænomenale popmelodier tilsat en anseelig portion støj og lo-fi-romantisk ømhed. Læg hertil en sprængfarlig forsanger i Sam France, og du har opskriften på en stærk live-oplevelse.
15) ALICE BOMAN (SE)
Mens Disclosure hamrer løs på Orange Scene, kommer der til at stå en intens og dedikeret skare et par skridt derfra på Gloria. Her spiller Alice Boman sit sengekantspop flankeret af blæsere, kor og hele pibetøjet. Der er meget få ting der er mere gribende på Roskilde, end de sene koncerter på Gloria, så jeg tror der er potentiale for at få en af årets helt intense og rørende musikoplevelser lige her!
14) KENDRICK LAMAR (US)
Selvfølgelig spiller Kendrick Lamar i år. Det var en stærk koncert for to år siden, og det er kun naturligt, at verdens i øjeblikket bedst fortællende rapper indtager Orange. Med To Pimp A Butterfly har Lamar omfavnet funken uden at miste sin ægthed som Compton-formidler. Personligt glæder jeg mig nok mest til gensyn med perlerne fra good kid, m.A.A.d city, og så til at se, hvordan Lamar tackler den orange dug og forventningen om en folkefest. For han er stadig en ung mand, der spytter med med alvorlige problemstillinger.
Adams er en ægte amerikansk skjald - mindre northeast end The National, mere grovkornet end Iron & Wine, mindre pøllet end Springsteen, skarpere skrivende end John Mayer og mindre hjerteskærende end Bon Iver. Typen, der kan name-droppe mere end fem stater i en sangtekst, og har Emmylou Harris med på kor, uden at kvalificere sig til en country-opsamlingsplade. Han har også udgivet helt urimeligt mange album, så hvis du ligesom jeg ikke magter at få overblik, så find ryan adams cheat list på Spotify, som er lavet på baggrund af hans gennemsnitlige setliste dette forår. Det er lidt snyd, jeg ved det godt, men lige med ham her, synes jeg det er OK. Jeg synes til gengæld det er synd, at han skal spille på Orange, men det skal nok blive en rar solskinseftermiddag alligevel!
12) FERRO GAITA (CV)
Tak til Roskilde Festival for gennem otte år at have givet mig så meget musikalsk opdragelse, at jeg overvejer at nedprioritere koncerter med sikre navne som St. Vincent, Foxygen og Ryan Adams fra min musikalske hjemmebane, for at danse til Ferro Gaita! Efter sidste års fantastisk afslutningskoncert med tidligere nævnte Jupiter & Okwess International, er min radar endnu skarpere indstillet på et skud med dansabelt afrikansk. Ferro Gaita fra Kap Verde er et interessant musikalsk indslag, der spiller sindssygt dansabel og intenst perkussiv funaná (nej, den genre kendte jeg heller ikke) med harmonikaen som omdrejningspunkt, og jeg tror, der er garanti for at gå gennemsvedt fra Pavilion! Det bliver en vanvittigt svær eftermiddag at prioritere.
11) YOUNG DINOSAUR (DK) (warm up)
Lidt længere nede af listen var jeg inde på, hvordan tidligere Oh No Ono-medlemmer spøger i kulissen i dette års line up, men faktisk har den modneste frugt på det nordjysk-oprindende træ kun Aske Zidore bag producerknapperne. Dengang jeg var ung og boede deroppe nordpå, var der nemlig den her flok knægte i mit nærområde, der var et par år eller fire yngre end mig og mine venner, og de var så forbasket irriterende, fordi de stort set har spillet fabelagtigt siden de fik et instrument i hånden første gang. Nogen af dem er blevet til Young Dinosaur, og hurra for det! Jeg vil gerne feje al hjemmebanefordel af vejen, og helt objektivt påstå, at deres debutplade, To Be A Hero, er det mest legesyge, intelligente og gennemført talentfulde album i Danmark siden - nåja, måske siden Oh No Ono's Eggs. Hvis du er typen, som bliver lidt skræmt af Oh No Ono-referencerne, så bliv imidlertid endelig hængende, for lad mig med det samme sige, at Young Dinosaur bestemt ikke er enslydende. Her trækkes der veksler på hele den rytmiske musikhistorie. Fra åbenlyse, men veleksekverede, Pink Floyd- og Beatles-referencer, over de obligatoriske nik til Animal Collective og til slægtskab med nyere navne som Mac DeMarco, Deerhunter og Real Estate. Men det er ikke på den skizofrene måde, dinosaurerne plukker af et halvt århundredes frugter - det gør de, forde de kan spille som få andre - rytme-, tempo- og intensitetsskift falder fornøjende naturligt fra de her fem knægte, så der er ikke nogen undskyldning for at bruge en times tid søndag eftermiddag på at lade dig overrumple!
10-6: Tungt, beskidt og vanvittigt - med en stærk sangsmed iblandt.
10) AFRICA EXPRESS (INT)
Det er helt skarpt set, at afrikansk musik er velegnet til at lukke festivalen, og ved at overlade nattetøjlerne til Damon Albarns hundrede mand store lydkollektiv manifesterer Roskilde sig for alvor som væsensforskellig fra pøllefesten i Odense og den der festival i Aarhus, der altid har de samme navne, som Roskilde havde to år forinden. På Roskilde kommer du for at blive udfordret, og for at nyde musikalsk mangfoldighed - enter Africa Express! De har Arena i fem timer, så der er rig mulighed for at gå til eller fra. Og gad vide, om en af de mere prominente samarbejdspartnere - Paul McCartney - dukker op og leger med? Under alle omstændigheder bliver dette en fest af de helt store og livgivende!
9) THE TALLEST MAN ON EARTH (SE)
Kristian Matsson, som spiller under navnet The Tallest Man On Earth, er en hyppig gæst i det danske. Siden sin sidste koncert på Roskilde i 2011 har han således været i København to gange, og gæster hovedstaden igen til efteråret. På den måde lider han under noget af det samme som de danske kunstnere; han taber lidt på novelty preference, når man skal sætte sin spilleplan sammen. Jeg er spændt på, hvad han kan gøre med Arena, og hvordan det kommer til at fungere med band på - normalt er Matsson dejligt alene, og en stærk livekunstner i øvrigt. Den nye plade er udemærket, og uanset hvad bliver det et glædeligt gensyn med en blændende sangskrivers bagkatalog.
8) RUN THE JEWELS (US)
Glem Kendrick Lamar - det her bliver årets hip-hop-koncert! Run The Jewels er tungt og politisk, og jeg glæder mig sindssygt meget til at se Killer Mike og El-P flå Arena i stykker i beskidte beats og veleksekverede ordkaskader. Det bliver heftigt!
7) CLARK (UK)
Siden Andy Stott gav en lektion i Manchester-IDM på Gloria for et par år siden, har jeg holdt et særligt øje med de tunge og støjende dele af det elektroniske program. Ulykkeligvis spiller Clark oven i Paul McCartney, for her er et af årets bedste bud på ordentlige elektrotæsk på den måde, hvor man ikke kan holde jubelytringerne tilbage.
6) DIE ANTWOORD (ZA)
Jeg synes det er et vildt modigt gamble af Roskilde at smide Die Antwoord på Orange! Umiddelbart havde jeg forestillet mig, at sydafrikanerne skulle have et Crystal Castles-agtigt slot på Arena, men hatten af for, at man vælger at lade dem betvinge den helt store - de er nemlig lige præcis vanvittige nok til at kunne fastholde en fuld pøbel, som ikke kender dem i forvejen. Det bliver en af de totaloplevelser, som Orange kan være leveringsdygtig i, men som de sidste år har lidt under, at de har været eksekveret under åbenlyst middemådig musik - ja, Major Lazer, Chase & Status og Deadmau5, det ér jer, jeg peger på. Die Antwoord bliver en white trash-vanvidskoncert!
5-1: Rule Britannia, både gammelt og nyt!
5) THE WAR ON DRUGS (US)
Jeg ved godt, jeg sagde, at jeg ikke ville medtænke clashes i programmet i dette indlæg. Men når der er to (et halvt, for Die Antwoord og Hot Chip overlapper sgu også) i top 7, så bliver jeg sgu nødt til at ærgre mig lidt - for hvor er det dog bittert at The War On Drugs og Pharrell spiller med kun en times mellemrum. Specielt al den stund sidstnævnte spiller først, og sikkert er en time forsinket, fordi det skal man, når man er berømt rapper. The War On Drugs er et megastærkt orkester, der smager af både Springsteen, Dylan, Young og Petty, men på den dynamiske måde. Det er et af de bands, der er med til at udfylde det tomrum, der har været i indiesfæren, siden bands som Arcade Fire, Bon Iver og The National blev stadionbands. WODs nyeste album, Lost in the Dream, rykker sindssygt godt, og jeg er sikker på at det bliver en stærk koncert. Fornuften tilsiger dog, at de kan fanges i Vega/Falconersalen en anden god gang, mens Pharrell er en one-off. Men for pokker, hvor er det en svær prioritering...
4) PHARRELL WILLIAMS (US)
... og det er det særligt, fordi Pharrell Williams kommer med en hitparade af de helt store. Glem 'Happy' og 'Marilyn Monroe', hr. Williams har haft fingrene med i spillet på kæmpehits fra navne som Gwen Stefani, Nelly, Daft Punk, Robin Thicke og Snoop Dogg (før han blev løve), og det har han tænkt sig at vise frem - derudover kan der naturligvis forventes materiale fra både N.E.R.D.-tiden og Neptunes-kataloget. Én ting, Williams' koncert kan falde til jorden på, er i mine øjne, hvis der er for meget playback. De fleste af os har alligevel danset til 'Hot In Herre' og 'Drop It Like It's Hot' tusind gange, så jeg håber på en stærk musikalsk eksekvering med et velspillende band og selvfølgelig en veloplagt Pharrell selv, der entertainer uden at være alt for floskuløs og rutineagtig. Hvis det lykkes, kan det blive årets store, samlende koncert.
Jeg synes, Roskildes programlægning af lørdag nat er ganske eminent - her har man virkelig givet hele sit publikum mulighed for at slutte af med et brag. Alle pøllerne kan blive på Orange og bræge med på Suspekt i deres ulastelige vodkabrandert, de hårde mædl-typer har stærke navne som Deafheaven og Myrkur, og alle os, der har lidt federe musiksmag, kan vælge mellem enten Africa Express eller en stærk elektro-odyssé med først Dixon og siden Jamie xx på Apollo. Sidstnævnte er perfekt til at lukke ballet og spille søndagssolen op, med sit fantastiske solo- og remixmateriale, og ekskursioner udi musikkens kroge - helt ærligt, når man rutinemæssigt dropper Tame Impala i et set, så har man altså balls. Jeg skal have kræfter tilbage i benene til det her!
2) HOT CHIP (UK)
Yes yes, McCartney er en legende and all, og derfor nummer en utvivlsom nummer ét på listen, men der er ikke nogen koncerter, jeg glæder mig mere til, end Hot Chip. Jeg synes det er helt genialt, at de efterhånden halvgamle englændere skal spille Arena kl 02.00, for hvor bliver det en fantastisk fest! Jeg har altid foretrukket koncerter, hvor så meget som muligt er håndspillet, og til Hot Chip er der garanti for percussion, analoge synths, det store crotch dance anthem 'Night and Day' og den fantastiske Sarah Jones på trommer. Hvis du er i tvivl om, hvor lækkert det er live, så tjek denne optagelse fra Pitchfork Festival i Paris, som er en lektion i velspillet dansabel elektropop. Jeg tror, det bliver en af årets helt stærke koncerter!
1) PAUL MCCARTNEY (UK)
De seneste år har Roskilde været vældig gode til at booke nogen af de helt store navne, der har sat deres aftryk på musikhistorien, og stadig er uundgåelige referencerammer for unge musikere og ny musik. Bruce Springsteen, Stevie Wonder, Outkast, Rolling Stones, Kraftwerk og Prince har været forbi, og i år bliver det ikke større, når Paul McCartney kigger forbi. McCartney og Beatles er uden underdrivelse det vigtigste band i det 20. århundredes musikhistorie. Hit på hit på hit er blevet musikalsk opdragelsespensum, og jeg tror næppe der findes den musiker, amatør som professionel, der ikke har haft et Beatles-nummer mellem hænderne på et eller andet tidspunkt. Det tidlige Beatles indfangede lyden af ungdomsnybrud og tressernes bekymringsløshed, mens det sene Beatles brød muren for eksperimenter med psykedelika og genreblanding. McCartney er blot én af fire, men settet består vanligvis af en god part Beatles-numre, iblandet materiale fra Wings-tiden og senere solomateriale. Og mon ikke vi alle kommer til at have favoritter - 'Penny Lane', 'Hey Jude', 'Octopus Garden', 'Because', 'I Am The Walrus' eller et helt sjette - vi står og krydser fingre for foran den orange dug? Det bliver i sandhed en hyldest til fællesskabet, der transcenderer generationer!
onsdag den 15. april 2015
Addicts Review 2014
Endnu en flot festival er i arkivbogen, og sikke et år! Jeg havde virkelig travlt - sjældent har jeg hørt så mange halve koncerter (uden at det dog er gået ud over antallet af hele koncerter, som endte med at beløbe sig til 14), og aldrig har jeg gået en hel festival uden at bruge tid på at komme i pitten på Orange. Et helt seriøst 12 med pil opad til bookinggruppen herfra!
Jeg vil i det følgende knytte et par enkelte kommentarer til festivalen som helhed, derpå obligatorisk liste min top 10, og sidst gøre overvejelser over de øvrige koncerter jeg helt eller delvist så.
Først og fremmest fik vi i år en ny scene; Avalon. Den synes ikke helt velgennemtænkt: Formålet er, at den skal kunne rumme et meget bredt spektrum af koncerter, særligt størrelsesmæssigt. Alligevel er den stor som en katedral og med dårligt udsyn - hvad er det for noget? Hvis koncerter med 2000 mennesker skal være intime derinde, skal der simpelthen være lidt lavere til loftet, og hvis koncerter med 15000 mennesker skal fungere, er det yderst nødvendigt med et par storskærme, så folk kan følge med bagude.
En anden scene, der trænger til en nytænkning, er den ellers fænomenale Gloria-scene. Det går simpelthen ikke at der bliver så varmt - det er synd for folk at de må gå halvvejs i en god koncert, fordi de er ved at blive kogt som hummere. Der må simpelthen kunne gøres noget ved ventilationen eller bygningens refleksion af sollys - kan man ikke sætte Rockwool på den opgave? Derudover ville det være fint at sætte højttalere op i en lounge udenfor selve scenerummet, så folk også kan sidde udenfor og følge lidt med.
En tredje scene, der ofte er i problemer er Apollo. Den er fantastisk, når det kører, men jeg boede i år med direkte udsyn til flere gabende tomme koncerter her om eftermiddagen. Roskilde bliver nødt til at overveje, hvad man bruger den scene til frem til klokken 20, for det er pinligt, synes jeg, når en koncert på en af verdens vigtigste festivaler er stort set tom. Måske blev der i år booket lidt flere elektroniske nichenavne, end festivalen kan bære?
Der var generelt mange mennesker på årets festival, men torsdagen var helt ekstrem - særligt fordi alle endagsbilletholderne (og alle vi andre) skulle se ét bestemt navn; her er der selvfølgelig tale om Rolling Stones. Jeg vil vurdere, at der var op imod 80-90000 på pladsen foran Orange lige ved koncertstarten, og det er der simpelthen ikke kapacitet til. Jeg ved godt, torsdagen har været forbandet at få til at gå op, men det var en katastrofe, at man ikke placerede et andet stort navn på Arena som aflastning, så alle dem, der bare lige skulle op og kigge, kunne gå et andet sted hen. Altså en løsning som da man lod Bruce Springsteen og Bon Iver eller Metallica og Sigur Ros spille samtidig.
Men nu til det vigtigste: Musikken! Hvis jeg skal pege på en fællesnævner i år, må det være formidabel, swingende musikalitet. I en tid, hvor flere og flere elektroniske navne fylder op på plakaten, og årets mest omtalte og omdiskuterede navn var en flok drengerøve med harem, der trykkede play, råbte og twerkede på Orange, er det måske endnu mere fantastisk at blive slået tilbage i stolen af bands, der har det der umiskendelige groove - der bare swinger sammen. Jeg har haft svært ved at placere koncerterne i år - de tre øverste er virkelig svære at skille fra hinanden, og mange af de sidste var gode uden at være legendariske. Men jeg prøver:
10) STEVIE WONDER (Orange, søndag, 19.45)
Det var magisk at se en legende som Wonder betræde Orange, og det er en fornøjelse at høre, hvordan han stadig synger som en funkende engel. Bandet spillede ligeledes fedt, men jeg savnede i den grad ekstranumre. Det må være et udtryk for dårlig planlægning, at der ikke blev tid til det. Wonders lange call-and-response seancer med publikum var lidt en prøvelse på en søndag, men man forstår godt, at netop han naturligvis har et udstrakt behov for at høre sit publikum.
9) TRENTEMØLLER (Orange, fredag, 01.00)
Jeg synes anmelderne har været urimeligt hårde ved Trentemøller. Hvis man havde forventet at komme til rave fredag aften, så har man hørt alt for meget på hypen omkring koncerten i 2009, og lyttet alt for lidt til Trentemøllers musik. Jeg synes, Trentemøller og co. fik formidlet den frådende elektrificerede mørkerock fra sidste års udgivelse Lost formidabelt, og fik viklet den sammen med perler fra bagkataloget. Når det så er sagt, lod koncerten naturligvis meget tilbage at ønske: I forhold til koncerten i Vega i november var hverken settet eller fremførelsen væsensforskellig, og det holder ikke. Når man som dansk kunstner, i særdeleshed fra en musikalske niche, skal betvinge Orange, så skal der simpelthen nogen større armbevægelser til. Det ved Trentemøller også godt selv - det var jo det han lykkedes med for fem år siden - og det var derfor ærgerligt, at han ikke tog sig tid til at DJ'e lidt mere. Manden er en gudsbenådet remixer, men det fik vi slet ikke at høre. Men velspillet, det var det altså.
8) NIKOLAJ NØRLUND (Arena, lørdag, 13.00)
Nørlund holdt jubilæumsfest for sig selv på Arena, og det var en lang en af slagsen. For lang. Der er faktisk ikke nogen kunstnere overhovedet, der kan slippe afsted med at spille to timer og et kvarter på Arena en varm eftermiddag. Når det er sagt, synes jeg det var en flot koncert. Connoisseurs vil sige, at Nørlunds til lejligheden sammenbragte orkester af unge stjerner ikke var nær så stærkt som hans vanlige liveband, men jeg synes nu det fungerede fint, uden at være en prangende præstation. Nørlunds melodier og tekster kan ingen tage fra ham, og der var mange, rare højdepunkter på en god koncert, der godt kunne have været en halv time kortere.
7) MANU CHAO & LA VENTURA (Orange, lørdag, 19.30)
Den musikalske formel var jo ikke nogen åbenbaring, men i betragtning af, at den tidlige aften er et kritisk svært tidspunkt - måske det sværeste - at spille på Orange, gjorde den musikalske Che Guevara, Manu Chao, det formidabelt. Sikke dog en energi! Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor fedt det var at stille numre som 'Mi Vida' og 'El Viento' skulle punkes op fra slap, men præmissen var en glad og altomfattende fest. Jeg stod på tribunen, og sjældent har jeg set sådan en begejstring også her.
6) DENAI MOORE (Gloria, søndag, 15.00)
Gloria søndag eftermiddag er på en gang et taknemmeligt og kritisk slot til en stille koncert. På den ene side er sindsstemningen og energiniveauet helt passende, men på den anden side er der så kogende varmt, at man næsten ikke kan holde det ud. Så meget desto mere var det imponerende, at den unge brite Denai Moore holdt rummet fyldt igennem koncerten. Man skal altså være god, hvis folk ikke skrider udenfor og får en kold mojito på sådan en dag! Moore fik en overvældende modtagelse fra publikum, og det er en fornøjelse at se, når unge musikere bliver rørte. Koncerten var pletfrit flot og uden den store udvikling, men beviste Moores utroligt høje niveau. Hold øje!
5) OMAR SOULEYMAN (Apollo, lørdag, 17.30)
Vi bliver ved de kritiske slots, for som tidligere nævnt synes Apollo overordentligt svær at løfte midt på dagen. Det gjorde Omar Souleyman dog - der var godt fyldt, og sikke en fest! Formlen var dårende simpel, men det virkede, og nogen gange er det fint. Kontrasten mellem bryllupssangeren fra Nordsyrien og et crowd af copenhipstere, xenofile ToRS-studerende og spasmagere klædt ud som hovedpersonen er antropologisk skæg, og bidrog til en dejlig oplevelse. Det varede kun 45 minutter, og det var fint, for ikke alle Souleymans sange er lige så medrivende som 'Wenu Wenu' og 'Warni Warni'. En dejlig eftermiddagsfest nonetheless!
4) LYKKE LI (Arena, torsdag, 20.30)
Lykke Li leverede en magtpræstation udi smertefuld indiepop torsdag aften. Hele spektret, fra smukke ballader som 'Sleeping Alone' og 'Love Out Of Lust' til stærke versioner af 'Little Bit', 'Youth Knows No Pain' og 'Rich Kids Blues', blev leveret ganske overbevisende af en af tidens store totalkunstnere.
3) JUPITER & OKWESS INTERNATIONAL (Arena, søndag, 00.30)
Det er helt udenfor nummer her med et band, der end ikke var at finde på min top 50 inden festivalen. Heldigvis bliver Roskilde ved med at overraske også den ihærdige musikresearcher. Således blev jeg taget fuldstændig på sengen af Jupiter og hans formidable orkester fra den Demokratiske Republik Congo. Stemningen på Arena var fuld og glad, og folk bare dansede og dansede. Det var simpelthen en lektion i afro-funk, og endelig lykkedes det mig at ramme en af de afrikanske kunstnere på rette tid og sted. En ekstatisk koncert! I øvrigt blev der varmet op og ned med DJ Hugo Mendez, som spillede fantastisk musik fra de varme lande!
2) DARKSIDE (Avalon, fredag, 23.00)
Darksides koncert på Avalon var antitesen til al det latterlige EDM-musik, der oversvømmer sonosfæren for tiden! Med publikum i deres hule hånd trak de herrer Jaar og Harrington deres dystre toner helt ned under gulvtæppet og pirrede folks tålmodighed med langsomme, sikre, vuggende og indhyllende opbygninger, der kun stedvis fik lov at pulsere i ekstatisk kontrollerede klimaks. En æstetisk overvældende koncert, og en gave til den kritiske og tålmodige lytter!
1) DAMON ALBARN (Arena, fredag, 20.30)
Fredag var vi vidne til en magtpræstation af en af de seneste årtiers vigtigste musikere. Klogt var Albarn placeret på Arena, og han takkede ved at fylde teltet med kærlighed og tæft. Næsten lige så imponerende som Albarn selv og hans bagkatalog var bandet The Heavy Seas, som spillede med en blændende indforståethed og tightness og en vellyd, der er få forundt. Albarn kom rundt om hele kataloget: Det nye materiale fra den eftertænksomme Everyday Robots fungerede helt og aldeles fremragende, og gammelt materiale fra The Good, The Bad & The Queen, Blur og særligt Gorillaz gav koncerten fylde og publikumstække helt ned i de bageste rækker. Formidabelt blev det med de fem ekstranumre: 'Clint Eastwood' og 'Feel Good Inc.' var sikre publikumstræffere med prominente og veloplagte gæster, 'Mr. Tembo' er en sikker vinder, og afslutningen med de smukke ballader 'Don't Get Lost In Heaven' (fra Gorillaz-tiden) og 'Heavy Seas of Love' var lige i skabet. Tak!
I øvrigt så jeg...
... Cancer, der fredag spillede en fin koncert på Pavillon kl. 12. Tid og sted var imod bandet, som til trods herfor formåede at fylde teltet.
... Interpol, lørdag midnat, som spillede en stærk og stilsikker koncert, som dog med få midler kunne have løftet sig og være blevet en af de helt store oplevelser. Jeg er godt klar over at det mørke og tilbagetrukne er stilen, men når man ikke kan se forsanger Paul Banks ansigt midt fra pitten, så tager det altså overhånd. Banks skulle have været fremme et par gange og give sig til kende. Derudover virker det, som om bandet har indlejret musikpressens kritiske holdning til treeren, Our Love To Admire, idet vi slet ikke fik noget fra dette album. Det kommer jeg aldrig til at forstå - jeg synes det er en stærk plade, og det havde virkelig klædt koncerten at lade Banks' dystre croon messe sig igennem nogen af bandets stærke ballader såsom 'Pioneer To The Falls' eller 'Rest My Chemistry' fra netop dette album.
... i warm-uppen to stærke repræsentanter fra den danske, elektroniske undergrund; Brynjolfur og Unkwon. Særligt sidstnævnte skabte lækker sommerchill om eftermiddagen.
... starten af Earl Sweatshirt, som desværre blev hæmmet af, at der helt fra begyndelsen var et stort træk over mod Outkast, der spillede en time senere. Ærgerlig programlægning af det mest interessante hiphopnavn i år. Men det hjalp heller ikke, at han gik på et kvarter for set. Stop det.
... det meste af Outkast, som jeg synes var bedre end deres rygte. Jeg synes, de var på og havde en fantastisk kommunikation med publikum. Det var rart at komme godt omkring i bagkataloget, for hvor er det orkester dog meget mere værd en deres tre-fire kæmpehits.
... lidt af Systema Solar, som syntes at komme fint om ved en neo-cumbia-fest i et for stort Avalon-telt.
... en del af Party Supplies, som flashede potentiale men led enormt på en eftermiddagstom Apollo-scene og i den grad manglede noget live-dynamik - giv mig nu en trommeslager og en bassist i stedet for backtrack!
... det meste af Arctic Monkeys - og hvor forstår jeg dog ikke, hvordan anmelderne kan være så glade for den koncert! Kommunikationen til publikum var dårlig, og der var lange, uprofessionelle pauser med guitarskift og -stemmeri. Det er simpelthen ikke godt nok, når det er tredje gang man spiller på Orange! Sig dog noget, spil et eller andet! Selvfølgelig var det en fest i pitten, men det er simpelthen ikke godt nok, at man skal derind for at fanges.
... en halv time af Major Lazer, som så vildt ud. Der har været meget snak frem og tilbage, og ja, det er da rigtigt at Major Lazer ikke lavede så meget andet end at trykke play og så stå og råbe. Og ja, det var dundrende irriterende at musikken skulle stoppes hvert halve minut for at lave shout-outs til publikum. Det er simpelthen så pøllet og taberagtigt, og gør musikken til blot en rekvisit. Alene af den grund, synes jeg det er galimatias at bedømme koncerten til 6/6, som Politiken gjorde. Men præmissen er, at der skal laves fest foran den orange dug, og det lykkedes i allerhøjeste grad. Jeg stod langt tilbage, men hvis jeg havde stået på sweet spottet bag pitten, havde jeg fået en vild koncertoplevelse. En væsentlig parameter for nattefesten er lysshowet, og det spillede som sjældent før. Den nærmeste sammenligningskoncert synes at være Deadmau5, og i den kontekst var Major Lazer - trods alt - musikalsk meget mere interessant og varierende. Godkendt.
... en halv time af DJ Nigga Fox, som virkelig lavede en fest på Apollo. Shit hvor var det tungt. En modig booking af Roskilde!
... på afstand noget af Ryan Hemsworth, som mixede fedt, men som var tildelt et kedeligt eftermiddagsslot på Apollo..
... en halv time af Mø, som lavede en magtpræstation på Arena. Jeg var meget ked af at det ikke kunne lade sig gøre at blive, for jeg synes det var en stærk oplevelse at se den langbenede dame betvinge det store telt til UG.
... de sidste par numre af Moderat, som så ud til at bearbejde det fjollede slot midt på aftenen på fornemste vis - der var tryk på søndagsbenene trods alt!
Alt i alt en dejlig festival, med et overflødighedshorn af musik fra alle verdenshjørner og instrumentparker. Tak!
Jeg vil i det følgende knytte et par enkelte kommentarer til festivalen som helhed, derpå obligatorisk liste min top 10, og sidst gøre overvejelser over de øvrige koncerter jeg helt eller delvist så.
Først og fremmest fik vi i år en ny scene; Avalon. Den synes ikke helt velgennemtænkt: Formålet er, at den skal kunne rumme et meget bredt spektrum af koncerter, særligt størrelsesmæssigt. Alligevel er den stor som en katedral og med dårligt udsyn - hvad er det for noget? Hvis koncerter med 2000 mennesker skal være intime derinde, skal der simpelthen være lidt lavere til loftet, og hvis koncerter med 15000 mennesker skal fungere, er det yderst nødvendigt med et par storskærme, så folk kan følge med bagude.
En anden scene, der trænger til en nytænkning, er den ellers fænomenale Gloria-scene. Det går simpelthen ikke at der bliver så varmt - det er synd for folk at de må gå halvvejs i en god koncert, fordi de er ved at blive kogt som hummere. Der må simpelthen kunne gøres noget ved ventilationen eller bygningens refleksion af sollys - kan man ikke sætte Rockwool på den opgave? Derudover ville det være fint at sætte højttalere op i en lounge udenfor selve scenerummet, så folk også kan sidde udenfor og følge lidt med.
En tredje scene, der ofte er i problemer er Apollo. Den er fantastisk, når det kører, men jeg boede i år med direkte udsyn til flere gabende tomme koncerter her om eftermiddagen. Roskilde bliver nødt til at overveje, hvad man bruger den scene til frem til klokken 20, for det er pinligt, synes jeg, når en koncert på en af verdens vigtigste festivaler er stort set tom. Måske blev der i år booket lidt flere elektroniske nichenavne, end festivalen kan bære?
Der var generelt mange mennesker på årets festival, men torsdagen var helt ekstrem - særligt fordi alle endagsbilletholderne (og alle vi andre) skulle se ét bestemt navn; her er der selvfølgelig tale om Rolling Stones. Jeg vil vurdere, at der var op imod 80-90000 på pladsen foran Orange lige ved koncertstarten, og det er der simpelthen ikke kapacitet til. Jeg ved godt, torsdagen har været forbandet at få til at gå op, men det var en katastrofe, at man ikke placerede et andet stort navn på Arena som aflastning, så alle dem, der bare lige skulle op og kigge, kunne gå et andet sted hen. Altså en løsning som da man lod Bruce Springsteen og Bon Iver eller Metallica og Sigur Ros spille samtidig.
Men nu til det vigtigste: Musikken! Hvis jeg skal pege på en fællesnævner i år, må det være formidabel, swingende musikalitet. I en tid, hvor flere og flere elektroniske navne fylder op på plakaten, og årets mest omtalte og omdiskuterede navn var en flok drengerøve med harem, der trykkede play, råbte og twerkede på Orange, er det måske endnu mere fantastisk at blive slået tilbage i stolen af bands, der har det der umiskendelige groove - der bare swinger sammen. Jeg har haft svært ved at placere koncerterne i år - de tre øverste er virkelig svære at skille fra hinanden, og mange af de sidste var gode uden at være legendariske. Men jeg prøver:
10) STEVIE WONDER (Orange, søndag, 19.45)
Det var magisk at se en legende som Wonder betræde Orange, og det er en fornøjelse at høre, hvordan han stadig synger som en funkende engel. Bandet spillede ligeledes fedt, men jeg savnede i den grad ekstranumre. Det må være et udtryk for dårlig planlægning, at der ikke blev tid til det. Wonders lange call-and-response seancer med publikum var lidt en prøvelse på en søndag, men man forstår godt, at netop han naturligvis har et udstrakt behov for at høre sit publikum.
9) TRENTEMØLLER (Orange, fredag, 01.00)
Jeg synes anmelderne har været urimeligt hårde ved Trentemøller. Hvis man havde forventet at komme til rave fredag aften, så har man hørt alt for meget på hypen omkring koncerten i 2009, og lyttet alt for lidt til Trentemøllers musik. Jeg synes, Trentemøller og co. fik formidlet den frådende elektrificerede mørkerock fra sidste års udgivelse Lost formidabelt, og fik viklet den sammen med perler fra bagkataloget. Når det så er sagt, lod koncerten naturligvis meget tilbage at ønske: I forhold til koncerten i Vega i november var hverken settet eller fremførelsen væsensforskellig, og det holder ikke. Når man som dansk kunstner, i særdeleshed fra en musikalske niche, skal betvinge Orange, så skal der simpelthen nogen større armbevægelser til. Det ved Trentemøller også godt selv - det var jo det han lykkedes med for fem år siden - og det var derfor ærgerligt, at han ikke tog sig tid til at DJ'e lidt mere. Manden er en gudsbenådet remixer, men det fik vi slet ikke at høre. Men velspillet, det var det altså.
8) NIKOLAJ NØRLUND (Arena, lørdag, 13.00)
Nørlund holdt jubilæumsfest for sig selv på Arena, og det var en lang en af slagsen. For lang. Der er faktisk ikke nogen kunstnere overhovedet, der kan slippe afsted med at spille to timer og et kvarter på Arena en varm eftermiddag. Når det er sagt, synes jeg det var en flot koncert. Connoisseurs vil sige, at Nørlunds til lejligheden sammenbragte orkester af unge stjerner ikke var nær så stærkt som hans vanlige liveband, men jeg synes nu det fungerede fint, uden at være en prangende præstation. Nørlunds melodier og tekster kan ingen tage fra ham, og der var mange, rare højdepunkter på en god koncert, der godt kunne have været en halv time kortere.
7) MANU CHAO & LA VENTURA (Orange, lørdag, 19.30)
Den musikalske formel var jo ikke nogen åbenbaring, men i betragtning af, at den tidlige aften er et kritisk svært tidspunkt - måske det sværeste - at spille på Orange, gjorde den musikalske Che Guevara, Manu Chao, det formidabelt. Sikke dog en energi! Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor fedt det var at stille numre som 'Mi Vida' og 'El Viento' skulle punkes op fra slap, men præmissen var en glad og altomfattende fest. Jeg stod på tribunen, og sjældent har jeg set sådan en begejstring også her.
6) DENAI MOORE (Gloria, søndag, 15.00)
Gloria søndag eftermiddag er på en gang et taknemmeligt og kritisk slot til en stille koncert. På den ene side er sindsstemningen og energiniveauet helt passende, men på den anden side er der så kogende varmt, at man næsten ikke kan holde det ud. Så meget desto mere var det imponerende, at den unge brite Denai Moore holdt rummet fyldt igennem koncerten. Man skal altså være god, hvis folk ikke skrider udenfor og får en kold mojito på sådan en dag! Moore fik en overvældende modtagelse fra publikum, og det er en fornøjelse at se, når unge musikere bliver rørte. Koncerten var pletfrit flot og uden den store udvikling, men beviste Moores utroligt høje niveau. Hold øje!
5) OMAR SOULEYMAN (Apollo, lørdag, 17.30)
Vi bliver ved de kritiske slots, for som tidligere nævnt synes Apollo overordentligt svær at løfte midt på dagen. Det gjorde Omar Souleyman dog - der var godt fyldt, og sikke en fest! Formlen var dårende simpel, men det virkede, og nogen gange er det fint. Kontrasten mellem bryllupssangeren fra Nordsyrien og et crowd af copenhipstere, xenofile ToRS-studerende og spasmagere klædt ud som hovedpersonen er antropologisk skæg, og bidrog til en dejlig oplevelse. Det varede kun 45 minutter, og det var fint, for ikke alle Souleymans sange er lige så medrivende som 'Wenu Wenu' og 'Warni Warni'. En dejlig eftermiddagsfest nonetheless!
4) LYKKE LI (Arena, torsdag, 20.30)
Lykke Li leverede en magtpræstation udi smertefuld indiepop torsdag aften. Hele spektret, fra smukke ballader som 'Sleeping Alone' og 'Love Out Of Lust' til stærke versioner af 'Little Bit', 'Youth Knows No Pain' og 'Rich Kids Blues', blev leveret ganske overbevisende af en af tidens store totalkunstnere.
3) JUPITER & OKWESS INTERNATIONAL (Arena, søndag, 00.30)
Det er helt udenfor nummer her med et band, der end ikke var at finde på min top 50 inden festivalen. Heldigvis bliver Roskilde ved med at overraske også den ihærdige musikresearcher. Således blev jeg taget fuldstændig på sengen af Jupiter og hans formidable orkester fra den Demokratiske Republik Congo. Stemningen på Arena var fuld og glad, og folk bare dansede og dansede. Det var simpelthen en lektion i afro-funk, og endelig lykkedes det mig at ramme en af de afrikanske kunstnere på rette tid og sted. En ekstatisk koncert! I øvrigt blev der varmet op og ned med DJ Hugo Mendez, som spillede fantastisk musik fra de varme lande!
2) DARKSIDE (Avalon, fredag, 23.00)
Darksides koncert på Avalon var antitesen til al det latterlige EDM-musik, der oversvømmer sonosfæren for tiden! Med publikum i deres hule hånd trak de herrer Jaar og Harrington deres dystre toner helt ned under gulvtæppet og pirrede folks tålmodighed med langsomme, sikre, vuggende og indhyllende opbygninger, der kun stedvis fik lov at pulsere i ekstatisk kontrollerede klimaks. En æstetisk overvældende koncert, og en gave til den kritiske og tålmodige lytter!
1) DAMON ALBARN (Arena, fredag, 20.30)
Fredag var vi vidne til en magtpræstation af en af de seneste årtiers vigtigste musikere. Klogt var Albarn placeret på Arena, og han takkede ved at fylde teltet med kærlighed og tæft. Næsten lige så imponerende som Albarn selv og hans bagkatalog var bandet The Heavy Seas, som spillede med en blændende indforståethed og tightness og en vellyd, der er få forundt. Albarn kom rundt om hele kataloget: Det nye materiale fra den eftertænksomme Everyday Robots fungerede helt og aldeles fremragende, og gammelt materiale fra The Good, The Bad & The Queen, Blur og særligt Gorillaz gav koncerten fylde og publikumstække helt ned i de bageste rækker. Formidabelt blev det med de fem ekstranumre: 'Clint Eastwood' og 'Feel Good Inc.' var sikre publikumstræffere med prominente og veloplagte gæster, 'Mr. Tembo' er en sikker vinder, og afslutningen med de smukke ballader 'Don't Get Lost In Heaven' (fra Gorillaz-tiden) og 'Heavy Seas of Love' var lige i skabet. Tak!
I øvrigt så jeg...
... Cancer, der fredag spillede en fin koncert på Pavillon kl. 12. Tid og sted var imod bandet, som til trods herfor formåede at fylde teltet.
... Interpol, lørdag midnat, som spillede en stærk og stilsikker koncert, som dog med få midler kunne have løftet sig og være blevet en af de helt store oplevelser. Jeg er godt klar over at det mørke og tilbagetrukne er stilen, men når man ikke kan se forsanger Paul Banks ansigt midt fra pitten, så tager det altså overhånd. Banks skulle have været fremme et par gange og give sig til kende. Derudover virker det, som om bandet har indlejret musikpressens kritiske holdning til treeren, Our Love To Admire, idet vi slet ikke fik noget fra dette album. Det kommer jeg aldrig til at forstå - jeg synes det er en stærk plade, og det havde virkelig klædt koncerten at lade Banks' dystre croon messe sig igennem nogen af bandets stærke ballader såsom 'Pioneer To The Falls' eller 'Rest My Chemistry' fra netop dette album.
... i warm-uppen to stærke repræsentanter fra den danske, elektroniske undergrund; Brynjolfur og Unkwon. Særligt sidstnævnte skabte lækker sommerchill om eftermiddagen.
... starten af Earl Sweatshirt, som desværre blev hæmmet af, at der helt fra begyndelsen var et stort træk over mod Outkast, der spillede en time senere. Ærgerlig programlægning af det mest interessante hiphopnavn i år. Men det hjalp heller ikke, at han gik på et kvarter for set. Stop det.
... det meste af Outkast, som jeg synes var bedre end deres rygte. Jeg synes, de var på og havde en fantastisk kommunikation med publikum. Det var rart at komme godt omkring i bagkataloget, for hvor er det orkester dog meget mere værd en deres tre-fire kæmpehits.
... lidt af Systema Solar, som syntes at komme fint om ved en neo-cumbia-fest i et for stort Avalon-telt.
... en del af Party Supplies, som flashede potentiale men led enormt på en eftermiddagstom Apollo-scene og i den grad manglede noget live-dynamik - giv mig nu en trommeslager og en bassist i stedet for backtrack!
... det meste af Arctic Monkeys - og hvor forstår jeg dog ikke, hvordan anmelderne kan være så glade for den koncert! Kommunikationen til publikum var dårlig, og der var lange, uprofessionelle pauser med guitarskift og -stemmeri. Det er simpelthen ikke godt nok, når det er tredje gang man spiller på Orange! Sig dog noget, spil et eller andet! Selvfølgelig var det en fest i pitten, men det er simpelthen ikke godt nok, at man skal derind for at fanges.
... en halv time af Major Lazer, som så vildt ud. Der har været meget snak frem og tilbage, og ja, det er da rigtigt at Major Lazer ikke lavede så meget andet end at trykke play og så stå og råbe. Og ja, det var dundrende irriterende at musikken skulle stoppes hvert halve minut for at lave shout-outs til publikum. Det er simpelthen så pøllet og taberagtigt, og gør musikken til blot en rekvisit. Alene af den grund, synes jeg det er galimatias at bedømme koncerten til 6/6, som Politiken gjorde. Men præmissen er, at der skal laves fest foran den orange dug, og det lykkedes i allerhøjeste grad. Jeg stod langt tilbage, men hvis jeg havde stået på sweet spottet bag pitten, havde jeg fået en vild koncertoplevelse. En væsentlig parameter for nattefesten er lysshowet, og det spillede som sjældent før. Den nærmeste sammenligningskoncert synes at være Deadmau5, og i den kontekst var Major Lazer - trods alt - musikalsk meget mere interessant og varierende. Godkendt.
... en halv time af DJ Nigga Fox, som virkelig lavede en fest på Apollo. Shit hvor var det tungt. En modig booking af Roskilde!
... på afstand noget af Ryan Hemsworth, som mixede fedt, men som var tildelt et kedeligt eftermiddagsslot på Apollo..
... en halv time af Mø, som lavede en magtpræstation på Arena. Jeg var meget ked af at det ikke kunne lade sig gøre at blive, for jeg synes det var en stærk oplevelse at se den langbenede dame betvinge det store telt til UG.
... de sidste par numre af Moderat, som så ud til at bearbejde det fjollede slot midt på aftenen på fornemste vis - der var tryk på søndagsbenene trods alt!
Alt i alt en dejlig festival, med et overflødighedshorn af musik fra alle verdenshjørner og instrumentparker. Tak!
Roskilde Festival Addict's Guide 2014
Det er nu tid til årets store, efterspurgte (tak til Pelle Gøtze!) Roskildeguide. Lidt tidligt, jovist, men spilleplanen varsles klar allerede i maj, og jeg synes, det er vigtigt, at forholde sig til plakaten uden hensyntagen til, hvem der spiller hvor hvornår. Der er derfor taget forbehold for, at 7-8 navne mangler endnu (deriblandt åbningsnavnet på Orange - hvem søren bliver det? Mine penge er på WhoMadeWho...)
Vi starter med den sædvanlige disclaimer: Nedenstående liste er udtryk for min aldeles subjektive holdning til, hvad jeg finder interessant i årets line-up. Jeg hører stadig ikke punk og metal, og det vil afspejle sig klart i mit valg af kunstnere. Listen er sammensat ud fra, hvad jeg finder lytteværdigt, og - måske ikke mindst - hvor jeg ser muligheden for at få en på opleveren. Det er nemlig det, Roskilde handler om, har jeg fundet ud af. At få en på opleveren. Det har det selvfølgelig altid været, men de sidste par år er det gået op for mig, hvorfor det er, jeg trofast vender tilbage til Dyrskuepladsen år efter år, og ligefrem forsvarer et festivalprogram, der ellers i sine sidste par inkarnationer har været temmelig udskældt (men som i år er det stærkeste i mange år!). Hvorfor så? Jo, for at få de oplevelser, jeg ikke ville få normalt. Få set nogen navne, jeg ikke ville betale 200 kroner for at se på Vega.
Listen afspejler, at jeg de seneste år har bevæget mig ud af min musikalske comfort zone - og er blevet belønnet for det! De sidste to år er jeg, med Bomba Estéreo og Andy Stott, blevet trukket baglæns ned i fuglekassen - som man jo siger det i Bjergkøbing - til nogen koncerter, jeg ikke havde prioriteret højt, men mere rendte ind i ved et tilfælde. Jeg har i år prøvet at stille mikroskopet endnu skarpere på de obskure genrer, det være sig skummel ambient eller skæve indslag fra andre breddegrader, og det er derfor, navne som Omar Souleyman og Ibibio Sound Machine figurerer højt på min liste. Det er i mine øjne den slags oplevelser, man særligt får på Roskilde. Selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at Arcade Fire ikke - som det ellers havde været oplagt - spiller i år (og at jeg derfor skal bekoste en mindre formue for at se dem på Danmarks mest ukarismatiske festival i stedet - og så lige oven i bachelorforsvar!), men dem får jeg jo set alligevel. Hvis ellers man holder sig orienteret og prioriterer sine midler, kan samtlige relevante indiebands jo observeres i København fra tid til anden.
Noget andet man får på Roskilde, og kun på Roskilde, er de store oplevelser foran den orange dug, og netop her er årets program i særklasse. Vi har at gøre med et headliner-line up der ikke er set bedre i hvert fald i dette årti. På imponerende vis synes jeg, man favner langt hovedparten af festivalens publikum (omend metal-folket må se sig gået lidt ram forbi). Man trækker imponerende tråde til musikhistorien, hvor Rolling Stones, Stevie Wonder og Outkast i hver sin musikalske periode er uundgåelige benchmarks. Med Drake og Major Lazer favner man det unge publikum, mens Arctic Monkeys og Trentemøller favner det, man i gamle dage ville kalde P3-segmentet, men nu måske snarere er en udefinerbar skare af mennesker 20'erne, som minder om mig selv.
Personligt trækker årets program på en løjerlig måde mange veksler til min gymnasietid. Hvor har jeg danset mange All Stars tynde til både Stevie Wonder, Outkast og Arctic Monkeys, og også Interpol og Manu Chao, som jeg længe har ønsket at se en varm, orange eftermiddag, var navne, jeg i stor stil udforskede dengang. Det er på den baggrund, jeg i den grad omfavner et program, der nok engang indeholder et imponerende tour de force udi skoven af elektroniske subgenrer, et stærkt entourage af ung hip-hop. Programmet afspejler til dels et par magre år på indiefronten generelt, men hvis man graver lidt, synes jeg navne som Future Islands, Cancer, Chorus Grant og ikke mindst Denai Moore er vældig interessante. Og så er der selvfølgelig navne som Deerhunter og Jenny Wilson, som er kæmpe indienavne, der bare ikke rigtig er mine kopper te.
Jeg har flere navne fra warm up-dagene på listen end jeg plejer. Det er til dels et produkt af, at jeg har fået undersøgt det lidt mere, men også fordi, det i år er et ret spændende line up i sig selv. Det betyder selvfølgelig næppe, at jeg får set 5-6 koncerter de første dage - 2-3 stykker er nok mere realistisk - men det er dejligt, at der er noget at sigte efter!
Nå, men her følger de obligatoriske halvtreds forsøgsvist rangerede kunstnere. Jeg har som vanligt forsøgt at være lidt sjov. Det er ikke gået så godt. Jeg er sgu nok ved at blive for akademikerkedelig (godt det snart er slut med det). Men, men, men, pointen med det hele er også at opfordre dig til endnu engang at udforske det overflødighedshorn af lyd, du, jeg og vores medsammensvorne tilfældigvis kan finde på en mark (næsten) lige i vores baghave år efter år. Klø på!
(Det er også kommet til at handlelidt en del om Pitchfork, Nicolas Jaar, halvfemserne, halvfjerdserne, røv i bukserne, prol eller art, øboere, solskin, gymnasietid, rock i nullerne, engelsk musik, Aalborg Karneval, Letterman-fame, Isted Grill og det hyppige, negative udfald af parringen mainstream + orange kanvas.)
50-41: Årets anmelder-track record, fattigmands-LCD Soundsystem og musik, jeg egentlig ikke er så meget oppe at køre over.
50) HAIM (US)
Jeg er egentlig ikke særlig meget oppe at køre over Haim. Bevares, det er virkelig velsnedkereret pop, men jeg har svært ved at se, hvordan det skal løfte sig live. Derfor bliver det ikke til mere end duksepladsen her.
49) ICONA POP (SE)
Med fare for at gentage mig selv, så er jeg virkelig egentlig ikke særlig vild med Icona Pop. Faktisk synes jeg det er ret irriterende, og lidt for amerikaner-EDM-agtigt. Men jeg tror til gengæld sagtens det kan blive en fest!
48) DILATED PEOPLES (US)
Min prioritering af Dilated Peoples hænger enormt meget sammen med, hvor og hvornår dette kult-kollektiv skal spille. En tidlig eftermiddag på Orange med solskin og halvfemserrap? Jo tak!
47) SNAVS (DK) (warm up)
På de fleste parametre er trap rigtig dårlig musik. Selv god trap. På mange måder er Snavs rigtig middelmådig trap. Men forestil dig en aften i warm up-dagene, hvor du har spillet ølbowling det meste af eftermiddagen? Så tror jeg det bliver en fest.
46) I BREAK HORSES (SE)
Alene på grund af navnet fortjener I Break Horses en plads på denne liste. Hvad pokker skal det betyde? Er det en seksuel reference? Er det metaforisk? Er det voldeligt? Jeg ved det ikke. Musikalsk har vi at gøre med lige dele synthpop (tænk M83), electro-chillwave (tænk Washed Out) og balearic (tænk Delorean). Bare ikke helt lige så godt som nogen af dem.
45) MONT OLIVER (DK) (warm up)
Mont Oliver er lige på grænsen til at blive P3-agtige på den kedelige måde. Altså hvor det hele bliver lidt kønsløst og letfordøjeligt. Men det rykker sgu meget godt.
44) PARTY SUPPLIES (US)
LCD Soundsystem er et af de bands, hvis lige nok aldrig bliver set. Men når du lytter til det første minut af 'New York 2017' med Party Supplies, er du lige ved at tro, der er tale om Murphy og co. i ny inkarnation. Desværre blegner sammenligningen ret hurtigt. Godt nok er Party Supplies også fra Brooklyn, men de er (selvfølgelig) ikke i nærheden af den uforskammede funkiness, der gjorde LCD Soundsystem til et af 00'ernes mest festlige bekendtskaber. Men mindre kan også gøre det.
43) KLUMBEN & RASKE PENGE (DK)
Jeg havde egentlig lovet mig selv at undgå at skele til den offentliggørelse af kunstnernes fordeling på de fire festivaldage, Roskilde offentliggjorde for nylig, men i kraft af at Klumben og Raske Penge ikke skal åbne Orange, må jeg sige de er et besynderligt bekendtskab på plakaten. De var her for to år siden, og er repræsentanter for en dansk dancehall-bølge, der virkelig er last year. Selvom de prøver hårdt (senest med en musikvideo fra Danmarks ubetinget mest prol begivenhed, Aalborg Karneval), er Klumben og Raske Penge ikke længere at finde på den fascinerende knivsæg mellem prol og art. Men det skal nok blive folkefest i solen.
42) DEERHUNTER (US)
Deerhunter er måske det band på årets plakat med den flotteste Pitchfork-track record, og det er jo for alvor noget, jeg plejer at være til fals for. Når Bradford Cox og co. alligevel falder til plads nummer 42, er det simpelthen fordi det er for skramlet. Jeg tror bare ikke, det er noget for mig - jeg har Halcyon Digest fra 2010 stående i min cd-samling, men det er utvivlsomt et af de album, jeg har hørt mindst. Men de må jo kunne et eller andet ubestemmeligt, og er selvfølgelig derfor en overvejelse værd.
41) TOKIMONSTA (US)
Los Angeles er ved at gøre Brooklyn rangen stridig som USAs fremmeste musikalske epicenter. I hvert fald hvad angår hip hop og electronica. Tokimonsta er en del af denne bølge - tænk Nicolas Jaar, men med en lidt mere west coast-beskidt lyd.
40-31: Warm up-perler, støj og en ægte indiedronning.
40) CYRIL HAHN (CH)
Cyril Hahn er en helt klassisk house remix-konge, som nok er mest kendt for sit favntag med Destiny's Childs 'Say My Name', men som også har en række andre stærke remix under bæltet. Det gør desværre ikke nødvendigvis nogen stor live-kunstner, så derfor drukner schweizeren lidt på listen.
39) BLAUE BLUME (DK) (warm up)
Blaue Blume stod bestemt ikke forrest i køen, da der blev delt bandnavne ud. Navne på engelsk har internationalt potentiale, og navne på dansk har en Nikolaj Nørlundsk rodfæstethed. Men tysk? Ingen fordele her - heller ikke i Berlin, hvor jeg er sikker på, man synes det er top-åndssvagt at der dukker et københavnsk indieband op med et tysk navn. Musikken er nu vældig stærk - men det er pokkers svært at gå When Saints Go Machine i bedene, især når man kommer til at lyde lidt for musical-agtig i processen. Det hjælper dog, når man har sin egen Nikolaj Vonsild-impersonator.
38) WE ARE THE WAY FOR THE COSMOS TO KNOW ITSELF (DK) (warm up)
Vi bliver ved det med de uhensigtsmæssige navne. Det er eftersigende en reference til, at bandet spiller noget, de kalder "astronomical techno". Jaja. Hvert år lykkes det Roskilde at booke nogen kunstnere til warm uppen, som er sindssygt obskure. Der er ikke rigtig nogen der ved, hvem We Are The Way For The Cosmos To Know Itself egentlig er, og de har "hele" 495 likes på Facebook. Men det er det, Roskilde handler om! Og så lyder det en lille smule som det sene Spleen United - jeg er solgt!
37) JENNY WILSON (SE)
Frøken Wilson med den fine, fine stemme kommer til at trække hele højskolesegmentet til Arena en tidlig aftenstund.Vi har desværre at gøre med et hul i mit indiekatalog, og jeg tror ikke det bliver i år, jeg får sat mig ordentligt ind i diskografien.
36) GROUNDISLAVA (US)
Groundislava (Ground-is-lava, hvis du skulle være i tvivl. Det var jeg - jeg tænkte noget med Bratislava...) placerer sig et eller andet udefinerbart sted mellem dyster ambient, 8-bit og Gold Panda, og er nok det mest left field navn på årets liste. Det er et af de navne, der drukner vildt meget i endnu et år med elektronisk overflod, men som kan lave Gloria om til sin helt egen planet!
35) BRYNJOLFUR (FO) (warm up)
Årets færing er Brynjolfur (jeg har dobbelttjekket - det er ikke en karakter i nordisk mytologi!), og han er kommet for at lave rave på Apollo Countdown. Faktisk bor den unge mand i København, og er sikkert lige så træt af at blive præsenteret som færing, som Oh No Ono, Figurines og Treefight For Sunlight var/er for at blive kædet sammen med Nordjylland forevigt. Eller hvad - man ved sgu aldrig med lokalpatriotismen hos ø-folk (se bare Efterklang). Når du skærer ind til benet har Brynjolfur faktisk meget større armbevægelser end København kan bære. Der er sgu mere Oslo og Berlin over det her, end den manchesterlyd, der fylder meget herhjemme (se Unkwon) pt. Og det holder! (Især hvis han spiller noget af sit gamle materiale, som er rigtig hard house!)
34) WARPAINT (US)
Warpaint er sindssygt flot, men det er også næsten for dystert til, at jeg gider give mig i kast med det. Det skulle nok helst være om natten, men der har jeg bare så meget andet at lave, at det nok ikke rigtig sker.
33) THE DIVERS (DK) (warm up)
The Divers er endnu et af de der bands, som nærmest ikke findes endnu, og som kun har et nummer på Spotify. Det hedder 'Diamond Dust', og er så til gengæld også værd at skamlytte - for pokker, hvor er det godt! Albummet er på vej, og teaserne lyder stærke. Tænk en fusion af Kavinsky, Depeche Mode, Spleen United og Vinnie Who, men med Steen Jørgensen på vokal, så er du ikke langt fra.
32) SAMARIS (IS) (warm up)
I betragning af, hvor koldt og mørkt der er på Island, er det næsten underligt, der ikke kommer mere ambient deroppefra. Bortset fra det skønne modersmål er der nu mere London end Reykjavik over Samaris, som lyder lidt som Jamie xx med en kvindelig James Blake på toppen. Virkelig dejligt!
31) SLEIGH BELLS (US)
Sleigh Bells er egentlig fløjet under min radar længe, til trods for at de to første plader, Treats og Reign of Terror fik overordentlig flotte anmeldelser på gaflen. Måske er det fordi, mit forhold til støjpoppen først rigtig er blevet OK det sidste års tid. Brooklyn-duoen er absolut et af årets mest skamløse bekendtskaber (tænk Crystal Castles som guitarband), og jeg tror det kan blive endog meget vildt og voldsomt på Arena.
30-21: Underfundige eksperimenter, elektronik og gadedrenge og -piger af alle aldre.
30) CHROMEO (CA)
Jeg er ikke så meget oppe at køre over Chromeo, som jeg ved, flere af mine hjemmedrenge er. Og netop på grund af den faktor, er der jo nok en væsentlig sandsynlighed for at jeg ender til den her koncert alligevel. Vi har at gøre med en omgang rigtig frisk electro-funk. Måske lidt for plastisk frisk og lalleglad for mig, faktisk. Det rører mig ikke rigtig. Men 'Fancy Footwork' og 'Needy Girl' er et par rigtig lækre stykker pop, så jeg overlever nok kitsch-overload, hvis jeg bliver slæbt med.
29) ROLLING STONES (UK)
Nej, jeg prioriterer ikke Rolling Stones særlig højt. Og ja, du skal høre den sædvanlige traver: Jeg gider ikke bruge to timer foran Orange scene på en flok gamle mænd, der spiller et par sange eller fire jeg kender, og en masse jeg ikke rigtig har et forhold til. Så kan de ellers være nok så legendariske. Men kolossale big ups for booke et af de få kæmpenavne, der aldrig har været på Dyrskuepladsen. Hvem mangler vi nu?
28) DAMON ALBARN (UK)
27) DENGUE DENGUE DENGUE! (PE)
Dem her er efter sigende det vildeste shit i Lima, Peru, og jeg tror, det kan blive rigtig stærkt! I modsætning til det, man ville kalde neo-cumbia, og som har et stærkt slægtskab med dancehall-musikken, lugter Dengue Dengue Dengue! mere af en genre, man kunne kalde dub-cumbia. Det er underfundigt og langsomt på en skæg måde, men der er rigeligt med sydamerikanske referencer, og jeg tror nok der skal blive fyret op under kedlerne!
26) DRAKE (CA)
'Hold On, We're Going Home' var Pitchfork song of the year i 2013, og det var sgu meget fortjent, for det er et fantastisk popnummer. Desværre begrænser mit forhold til Drake sig til det, et par andre hits, og så hans skønne Jamie xx-sample-perle 'Take Care', som han vist nok alligevel ikke spiller. Det er altså ikke nok til halvanden time på Orange for mig, når der er så meget andet godt på programmet, så det må blive til en beskeden plads som nummer 32.
25) EARL SWEATSHIRT (US)
Det er jo ikke min genre, men Earl Sweatshirt er faneme bomben! Jeg er vild med den beskidte lyd der kommer ud af Los Angeles i tiden, med navne som Kendrick Lamar og OFWGKTA-crewet, som Earl Sweatshirt jo er en del af. Det kommer til at stå for eftertiden som hands down det mest socialrealistiske og konceptuelle musik, der blev udgivet i de tidligere '10ere (Arcade Fire, jeg elsker jer, men gå hjem, jeres socialrealisme er blevet højpandet - det er negerrapperne, der er demokratiske!).
24) DIPLO (US)
Diplos lyd er over det hele for tiden, og derfor er det kun passende, at amerikaneren DJ'er på Roskilde oven i sin tur på Orange med Major Lazer. Det der gør Diplo stærk er, at han lydmæssigt orienterer sig enormt bredt. Det smager af hip-hop, men også af house og af sydamerikanske referencer. Det skubber Diplo lidt ned af listen at han også er her med Major Lazer, for jeg ved ikke om jeg har behov for begge dele. Men jeg tror det bliver voldsomt set!
23) MØ (DK)
Den opmærksomme læser vil notere sig, at Mø har taget noget af et spring opad på listen siden sidste år. Men hun har sgu også fået noget mere røv i bukserne (og en 7.1-anmeldelse på Pitchfork, som naturligvis ej heller går ubemærket hen...). Nogen gange er der stadig lidt for meget emo-Pippi Langstrømpe over hende, men andre gange når hun næsten Lykke Li til sokkeholderne, og det må jo være en af de ypperste referencer i denne genre. Hun skulle eftersigende være en formidabel livekunstner, og hvis hun i tilgift får de 20% ekstra energi, næsten alle danske kunstnere (selv Jacob Bellens) får på Arena, så er det her sgu være at booke en tid til!
22) KASABIAN (UK)
Det er måske lidt en guilty pleasure med Kasabian, men jeg kan sgu meget godt lide det! Det er røvballe, når det er allerbedst, og der skal nok blive kastet rigeligt med fadbajere rundt mellem båsene foran Orange. Det er major label, det er ærkeengelsk og Pitchfork hader det. Så meget at man endog helt fravalgte at anmelde den ellers vellykkede Velociraptor! fra 2011. Det er nu noget fjolleri. Pitchfork eller ej, så er Kasabian kendt som et stærkt live-orkester, der nok skal fylde Orange ud.
21) KAVINSKY (FR)
Det er så svært med one hit-wonders. Er man ligeglad, og tager til koncerten alligevel? Eller dømmer man dem, og går glip af en kunstner, man burde have tjekket meget mere ud? Kavinsky er for evigt bundet til 'Nightcall', som var soundtrack til Nicholas Winding Refns kultfilm Drive fra for et par år siden. Men der er altså mere at komme efter på albummet OutRun, som med firsertitler som 'Testarossa Autodrive' er absolut in touch med synthesizermusikkens ophavsmænd som Jean-Michel Jarre og Kraftwerk. Det er kitsch, gennemført og potent, og det skal nok blive en fest!
20-11: Fra elektroniske vidder til Glorias dyne, og videre verden rundt, fra Colombia over Portugal til Syrien.
20) RYAN HEMSWORTH (CA)
Jeg sætter min lid til, at Ryan Hemsworth bliver årets Andy Stott, og giver mig en totaloplevelse på Gloria. Jeg er dog efterhånden ved at indse, at hans lyd nok ikke er helt utilgængelig nok, selvom det til tider bliver ret vildt. Alligevel vil jeg dog stadig rigtig gerne se Ryan Hemsworth, for jeg tror, han er en kunstner, der virkelig løfter sig live. Især hvis de lidt kedelige vokaler glider i baggrunden, og vi kan få lov at få noget electrotæsk!
Vi starter med den sædvanlige disclaimer: Nedenstående liste er udtryk for min aldeles subjektive holdning til, hvad jeg finder interessant i årets line-up. Jeg hører stadig ikke punk og metal, og det vil afspejle sig klart i mit valg af kunstnere. Listen er sammensat ud fra, hvad jeg finder lytteværdigt, og - måske ikke mindst - hvor jeg ser muligheden for at få en på opleveren. Det er nemlig det, Roskilde handler om, har jeg fundet ud af. At få en på opleveren. Det har det selvfølgelig altid været, men de sidste par år er det gået op for mig, hvorfor det er, jeg trofast vender tilbage til Dyrskuepladsen år efter år, og ligefrem forsvarer et festivalprogram, der ellers i sine sidste par inkarnationer har været temmelig udskældt (men som i år er det stærkeste i mange år!). Hvorfor så? Jo, for at få de oplevelser, jeg ikke ville få normalt. Få set nogen navne, jeg ikke ville betale 200 kroner for at se på Vega.
Listen afspejler, at jeg de seneste år har bevæget mig ud af min musikalske comfort zone - og er blevet belønnet for det! De sidste to år er jeg, med Bomba Estéreo og Andy Stott, blevet trukket baglæns ned i fuglekassen - som man jo siger det i Bjergkøbing - til nogen koncerter, jeg ikke havde prioriteret højt, men mere rendte ind i ved et tilfælde. Jeg har i år prøvet at stille mikroskopet endnu skarpere på de obskure genrer, det være sig skummel ambient eller skæve indslag fra andre breddegrader, og det er derfor, navne som Omar Souleyman og Ibibio Sound Machine figurerer højt på min liste. Det er i mine øjne den slags oplevelser, man særligt får på Roskilde. Selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at Arcade Fire ikke - som det ellers havde været oplagt - spiller i år (og at jeg derfor skal bekoste en mindre formue for at se dem på Danmarks mest ukarismatiske festival i stedet - og så lige oven i bachelorforsvar!), men dem får jeg jo set alligevel. Hvis ellers man holder sig orienteret og prioriterer sine midler, kan samtlige relevante indiebands jo observeres i København fra tid til anden.
Noget andet man får på Roskilde, og kun på Roskilde, er de store oplevelser foran den orange dug, og netop her er årets program i særklasse. Vi har at gøre med et headliner-line up der ikke er set bedre i hvert fald i dette årti. På imponerende vis synes jeg, man favner langt hovedparten af festivalens publikum (omend metal-folket må se sig gået lidt ram forbi). Man trækker imponerende tråde til musikhistorien, hvor Rolling Stones, Stevie Wonder og Outkast i hver sin musikalske periode er uundgåelige benchmarks. Med Drake og Major Lazer favner man det unge publikum, mens Arctic Monkeys og Trentemøller favner det, man i gamle dage ville kalde P3-segmentet, men nu måske snarere er en udefinerbar skare af mennesker 20'erne, som minder om mig selv.
Personligt trækker årets program på en løjerlig måde mange veksler til min gymnasietid. Hvor har jeg danset mange All Stars tynde til både Stevie Wonder, Outkast og Arctic Monkeys, og også Interpol og Manu Chao, som jeg længe har ønsket at se en varm, orange eftermiddag, var navne, jeg i stor stil udforskede dengang. Det er på den baggrund, jeg i den grad omfavner et program, der nok engang indeholder et imponerende tour de force udi skoven af elektroniske subgenrer, et stærkt entourage af ung hip-hop. Programmet afspejler til dels et par magre år på indiefronten generelt, men hvis man graver lidt, synes jeg navne som Future Islands, Cancer, Chorus Grant og ikke mindst Denai Moore er vældig interessante. Og så er der selvfølgelig navne som Deerhunter og Jenny Wilson, som er kæmpe indienavne, der bare ikke rigtig er mine kopper te.
Jeg har flere navne fra warm up-dagene på listen end jeg plejer. Det er til dels et produkt af, at jeg har fået undersøgt det lidt mere, men også fordi, det i år er et ret spændende line up i sig selv. Det betyder selvfølgelig næppe, at jeg får set 5-6 koncerter de første dage - 2-3 stykker er nok mere realistisk - men det er dejligt, at der er noget at sigte efter!
Nå, men her følger de obligatoriske halvtreds forsøgsvist rangerede kunstnere. Jeg har som vanligt forsøgt at være lidt sjov. Det er ikke gået så godt. Jeg er sgu nok ved at blive for akademikerkedelig (godt det snart er slut med det). Men, men, men, pointen med det hele er også at opfordre dig til endnu engang at udforske det overflødighedshorn af lyd, du, jeg og vores medsammensvorne tilfældigvis kan finde på en mark (næsten) lige i vores baghave år efter år. Klø på!
(Det er også kommet til at handle
50-41: Årets anmelder-track record, fattigmands-LCD Soundsystem og musik, jeg egentlig ikke er så meget oppe at køre over.
50) HAIM (US)
Jeg er egentlig ikke særlig meget oppe at køre over Haim. Bevares, det er virkelig velsnedkereret pop, men jeg har svært ved at se, hvordan det skal løfte sig live. Derfor bliver det ikke til mere end duksepladsen her.
49) ICONA POP (SE)
Med fare for at gentage mig selv, så er jeg virkelig egentlig ikke særlig vild med Icona Pop. Faktisk synes jeg det er ret irriterende, og lidt for amerikaner-EDM-agtigt. Men jeg tror til gengæld sagtens det kan blive en fest!
48) DILATED PEOPLES (US)
Min prioritering af Dilated Peoples hænger enormt meget sammen med, hvor og hvornår dette kult-kollektiv skal spille. En tidlig eftermiddag på Orange med solskin og halvfemserrap? Jo tak!
47) SNAVS (DK) (warm up)
På de fleste parametre er trap rigtig dårlig musik. Selv god trap. På mange måder er Snavs rigtig middelmådig trap. Men forestil dig en aften i warm up-dagene, hvor du har spillet ølbowling det meste af eftermiddagen? Så tror jeg det bliver en fest.
46) I BREAK HORSES (SE)
Alene på grund af navnet fortjener I Break Horses en plads på denne liste. Hvad pokker skal det betyde? Er det en seksuel reference? Er det metaforisk? Er det voldeligt? Jeg ved det ikke. Musikalsk har vi at gøre med lige dele synthpop (tænk M83), electro-chillwave (tænk Washed Out) og balearic (tænk Delorean). Bare ikke helt lige så godt som nogen af dem.
45) MONT OLIVER (DK) (warm up)
Mont Oliver er lige på grænsen til at blive P3-agtige på den kedelige måde. Altså hvor det hele bliver lidt kønsløst og letfordøjeligt. Men det rykker sgu meget godt.
44) PARTY SUPPLIES (US)
LCD Soundsystem er et af de bands, hvis lige nok aldrig bliver set. Men når du lytter til det første minut af 'New York 2017' med Party Supplies, er du lige ved at tro, der er tale om Murphy og co. i ny inkarnation. Desværre blegner sammenligningen ret hurtigt. Godt nok er Party Supplies også fra Brooklyn, men de er (selvfølgelig) ikke i nærheden af den uforskammede funkiness, der gjorde LCD Soundsystem til et af 00'ernes mest festlige bekendtskaber. Men mindre kan også gøre det.
43) KLUMBEN & RASKE PENGE (DK)
Jeg havde egentlig lovet mig selv at undgå at skele til den offentliggørelse af kunstnernes fordeling på de fire festivaldage, Roskilde offentliggjorde for nylig, men i kraft af at Klumben og Raske Penge ikke skal åbne Orange, må jeg sige de er et besynderligt bekendtskab på plakaten. De var her for to år siden, og er repræsentanter for en dansk dancehall-bølge, der virkelig er last year. Selvom de prøver hårdt (senest med en musikvideo fra Danmarks ubetinget mest prol begivenhed, Aalborg Karneval), er Klumben og Raske Penge ikke længere at finde på den fascinerende knivsæg mellem prol og art. Men det skal nok blive folkefest i solen.
42) DEERHUNTER (US)
Deerhunter er måske det band på årets plakat med den flotteste Pitchfork-track record, og det er jo for alvor noget, jeg plejer at være til fals for. Når Bradford Cox og co. alligevel falder til plads nummer 42, er det simpelthen fordi det er for skramlet. Jeg tror bare ikke, det er noget for mig - jeg har Halcyon Digest fra 2010 stående i min cd-samling, men det er utvivlsomt et af de album, jeg har hørt mindst. Men de må jo kunne et eller andet ubestemmeligt, og er selvfølgelig derfor en overvejelse værd.
41) TOKIMONSTA (US)
Los Angeles er ved at gøre Brooklyn rangen stridig som USAs fremmeste musikalske epicenter. I hvert fald hvad angår hip hop og electronica. Tokimonsta er en del af denne bølge - tænk Nicolas Jaar, men med en lidt mere west coast-beskidt lyd.
40-31: Warm up-perler, støj og en ægte indiedronning.
40) CYRIL HAHN (CH)
Cyril Hahn er en helt klassisk house remix-konge, som nok er mest kendt for sit favntag med Destiny's Childs 'Say My Name', men som også har en række andre stærke remix under bæltet. Det gør desværre ikke nødvendigvis nogen stor live-kunstner, så derfor drukner schweizeren lidt på listen.
39) BLAUE BLUME (DK) (warm up)
Blaue Blume stod bestemt ikke forrest i køen, da der blev delt bandnavne ud. Navne på engelsk har internationalt potentiale, og navne på dansk har en Nikolaj Nørlundsk rodfæstethed. Men tysk? Ingen fordele her - heller ikke i Berlin, hvor jeg er sikker på, man synes det er top-åndssvagt at der dukker et københavnsk indieband op med et tysk navn. Musikken er nu vældig stærk - men det er pokkers svært at gå When Saints Go Machine i bedene, især når man kommer til at lyde lidt for musical-agtig i processen. Det hjælper dog, når man har sin egen Nikolaj Vonsild-impersonator.
38) WE ARE THE WAY FOR THE COSMOS TO KNOW ITSELF (DK) (warm up)
Vi bliver ved det med de uhensigtsmæssige navne. Det er eftersigende en reference til, at bandet spiller noget, de kalder "astronomical techno". Jaja. Hvert år lykkes det Roskilde at booke nogen kunstnere til warm uppen, som er sindssygt obskure. Der er ikke rigtig nogen der ved, hvem We Are The Way For The Cosmos To Know Itself egentlig er, og de har "hele" 495 likes på Facebook. Men det er det, Roskilde handler om! Og så lyder det en lille smule som det sene Spleen United - jeg er solgt!
37) JENNY WILSON (SE)
Frøken Wilson med den fine, fine stemme kommer til at trække hele højskolesegmentet til Arena en tidlig aftenstund.Vi har desværre at gøre med et hul i mit indiekatalog, og jeg tror ikke det bliver i år, jeg får sat mig ordentligt ind i diskografien.
36) GROUNDISLAVA (US)
Groundislava (Ground-is-lava, hvis du skulle være i tvivl. Det var jeg - jeg tænkte noget med Bratislava...) placerer sig et eller andet udefinerbart sted mellem dyster ambient, 8-bit og Gold Panda, og er nok det mest left field navn på årets liste. Det er et af de navne, der drukner vildt meget i endnu et år med elektronisk overflod, men som kan lave Gloria om til sin helt egen planet!
35) BRYNJOLFUR (FO) (warm up)
Årets færing er Brynjolfur (jeg har dobbelttjekket - det er ikke en karakter i nordisk mytologi!), og han er kommet for at lave rave på Apollo Countdown. Faktisk bor den unge mand i København, og er sikkert lige så træt af at blive præsenteret som færing, som Oh No Ono, Figurines og Treefight For Sunlight var/er for at blive kædet sammen med Nordjylland forevigt. Eller hvad - man ved sgu aldrig med lokalpatriotismen hos ø-folk (se bare Efterklang). Når du skærer ind til benet har Brynjolfur faktisk meget større armbevægelser end København kan bære. Der er sgu mere Oslo og Berlin over det her, end den manchesterlyd, der fylder meget herhjemme (se Unkwon) pt. Og det holder! (Især hvis han spiller noget af sit gamle materiale, som er rigtig hard house!)
34) WARPAINT (US)
Warpaint er sindssygt flot, men det er også næsten for dystert til, at jeg gider give mig i kast med det. Det skulle nok helst være om natten, men der har jeg bare så meget andet at lave, at det nok ikke rigtig sker.
33) THE DIVERS (DK) (warm up)
The Divers er endnu et af de der bands, som nærmest ikke findes endnu, og som kun har et nummer på Spotify. Det hedder 'Diamond Dust', og er så til gengæld også værd at skamlytte - for pokker, hvor er det godt! Albummet er på vej, og teaserne lyder stærke. Tænk en fusion af Kavinsky, Depeche Mode, Spleen United og Vinnie Who, men med Steen Jørgensen på vokal, så er du ikke langt fra.
I betragning af, hvor koldt og mørkt der er på Island, er det næsten underligt, der ikke kommer mere ambient deroppefra. Bortset fra det skønne modersmål er der nu mere London end Reykjavik over Samaris, som lyder lidt som Jamie xx med en kvindelig James Blake på toppen. Virkelig dejligt!
31) SLEIGH BELLS (US)
Sleigh Bells er egentlig fløjet under min radar længe, til trods for at de to første plader, Treats og Reign of Terror fik overordentlig flotte anmeldelser på gaflen. Måske er det fordi, mit forhold til støjpoppen først rigtig er blevet OK det sidste års tid. Brooklyn-duoen er absolut et af årets mest skamløse bekendtskaber (tænk Crystal Castles som guitarband), og jeg tror det kan blive endog meget vildt og voldsomt på Arena.
30-21: Underfundige eksperimenter, elektronik og gadedrenge og -piger af alle aldre.
Jeg er ikke så meget oppe at køre over Chromeo, som jeg ved, flere af mine hjemmedrenge er. Og netop på grund af den faktor, er der jo nok en væsentlig sandsynlighed for at jeg ender til den her koncert alligevel. Vi har at gøre med en omgang rigtig frisk electro-funk. Måske lidt for plastisk frisk og lalleglad for mig, faktisk. Det rører mig ikke rigtig. Men 'Fancy Footwork' og 'Needy Girl' er et par rigtig lækre stykker pop, så jeg overlever nok kitsch-overload, hvis jeg bliver slæbt med.
29) ROLLING STONES (UK)
Nej, jeg prioriterer ikke Rolling Stones særlig højt. Og ja, du skal høre den sædvanlige traver: Jeg gider ikke bruge to timer foran Orange scene på en flok gamle mænd, der spiller et par sange eller fire jeg kender, og en masse jeg ikke rigtig har et forhold til. Så kan de ellers være nok så legendariske. Men kolossale big ups for booke et af de få kæmpenavne, der aldrig har været på Dyrskuepladsen. Hvem mangler vi nu?
28) DAMON ALBARN (UK)
Det siger rigtig meget om engelsk musiks forfatning at Damon Albarn er en af kun fire engelske kunstnere, der har fundet vej til denne liste. Og jeg ved sgu ikke helt med denneher koncert. Albarns soloalbum er undervejs, men der noget ved singlen 'Everyday Robots' som irriterer mig lidt. Det kunne bare være så meget stærkere! Jeg tror ikke nødvendigvis det her bliver nogen god koncertoplevelse. Det nye materiale er meget samplebaseret, hvilket sjældent er superinteressant på en stor scene. Og halvdelen af publikum kommer garanteret for at høre det Blur- og Gorillaz-materiale, vi er blevet lovet. Lad mig disclaime: Det her bliver ikke next best thing to a Blur revival. Vi får sikkert 'Country House' eller 'Girls and Boys', og et par numre eller tre fra den nyeste Gorillaz-plade, som vi også hørte for fire år siden (og det var i øvrigt ikke sindsoprivende), men det er altså Albarns solomateriale, der skal bære denne koncert frem, og det ved jeg ikke om det kan (selvom anmeldelserne er flotte) - i hvert fald ikke, hvis det bliver på Orange.
Dem her er efter sigende det vildeste shit i Lima, Peru, og jeg tror, det kan blive rigtig stærkt! I modsætning til det, man ville kalde neo-cumbia, og som har et stærkt slægtskab med dancehall-musikken, lugter Dengue Dengue Dengue! mere af en genre, man kunne kalde dub-cumbia. Det er underfundigt og langsomt på en skæg måde, men der er rigeligt med sydamerikanske referencer, og jeg tror nok der skal blive fyret op under kedlerne!
'Hold On, We're Going Home' var Pitchfork song of the year i 2013, og det var sgu meget fortjent, for det er et fantastisk popnummer. Desværre begrænser mit forhold til Drake sig til det, et par andre hits, og så hans skønne Jamie xx-sample-perle 'Take Care', som han vist nok alligevel ikke spiller. Det er altså ikke nok til halvanden time på Orange for mig, når der er så meget andet godt på programmet, så det må blive til en beskeden plads som nummer 32.
Det er jo ikke min genre, men Earl Sweatshirt er faneme bomben! Jeg er vild med den beskidte lyd der kommer ud af Los Angeles i tiden, med navne som Kendrick Lamar og OFWGKTA-crewet, som Earl Sweatshirt jo er en del af. Det kommer til at stå for eftertiden som hands down det mest socialrealistiske og konceptuelle musik, der blev udgivet i de tidligere '10ere (Arcade Fire, jeg elsker jer, men gå hjem, jeres socialrealisme er blevet højpandet - det er negerrapperne, der er demokratiske!).
24) DIPLO (US)
Diplos lyd er over det hele for tiden, og derfor er det kun passende, at amerikaneren DJ'er på Roskilde oven i sin tur på Orange med Major Lazer. Det der gør Diplo stærk er, at han lydmæssigt orienterer sig enormt bredt. Det smager af hip-hop, men også af house og af sydamerikanske referencer. Det skubber Diplo lidt ned af listen at han også er her med Major Lazer, for jeg ved ikke om jeg har behov for begge dele. Men jeg tror det bliver voldsomt set!
23) MØ (DK)
Den opmærksomme læser vil notere sig, at Mø har taget noget af et spring opad på listen siden sidste år. Men hun har sgu også fået noget mere røv i bukserne (og en 7.1-anmeldelse på Pitchfork, som naturligvis ej heller går ubemærket hen...). Nogen gange er der stadig lidt for meget emo-Pippi Langstrømpe over hende, men andre gange når hun næsten Lykke Li til sokkeholderne, og det må jo være en af de ypperste referencer i denne genre. Hun skulle eftersigende være en formidabel livekunstner, og hvis hun i tilgift får de 20% ekstra energi, næsten alle danske kunstnere (selv Jacob Bellens) får på Arena, så er det her sgu være at booke en tid til!
22) KASABIAN (UK)
Det er måske lidt en guilty pleasure med Kasabian, men jeg kan sgu meget godt lide det! Det er røvballe, når det er allerbedst, og der skal nok blive kastet rigeligt med fadbajere rundt mellem båsene foran Orange. Det er major label, det er ærkeengelsk og Pitchfork hader det. Så meget at man endog helt fravalgte at anmelde den ellers vellykkede Velociraptor! fra 2011. Det er nu noget fjolleri. Pitchfork eller ej, så er Kasabian kendt som et stærkt live-orkester, der nok skal fylde Orange ud.
21) KAVINSKY (FR)
Det er så svært med one hit-wonders. Er man ligeglad, og tager til koncerten alligevel? Eller dømmer man dem, og går glip af en kunstner, man burde have tjekket meget mere ud? Kavinsky er for evigt bundet til 'Nightcall', som var soundtrack til Nicholas Winding Refns kultfilm Drive fra for et par år siden. Men der er altså mere at komme efter på albummet OutRun, som med firsertitler som 'Testarossa Autodrive' er absolut in touch med synthesizermusikkens ophavsmænd som Jean-Michel Jarre og Kraftwerk. Det er kitsch, gennemført og potent, og det skal nok blive en fest!
20) RYAN HEMSWORTH (CA)
Jeg sætter min lid til, at Ryan Hemsworth bliver årets Andy Stott, og giver mig en totaloplevelse på Gloria. Jeg er dog efterhånden ved at indse, at hans lyd nok ikke er helt utilgængelig nok, selvom det til tider bliver ret vildt. Alligevel vil jeg dog stadig rigtig gerne se Ryan Hemsworth, for jeg tror, han er en kunstner, der virkelig løfter sig live. Især hvis de lidt kedelige vokaler glider i baggrunden, og vi kan få lov at få noget electrotæsk!
Jeg er meget spændt på, hvad der skal ske med kunstnere som Systema Solar, nu hvor Cosmopol er sendt til de evige scene-jagtmarker. Det var lige netop denne slags bands, der passede rigtig godt til en scene, som ellers ofte var enten for stor eller alt for lille. Jeg er overordentlig spændt på at se, hvad Avalon kan. Nå, men Systema Solar er det bedste bud i jagten på årets neo-cumbia fix, selvom det ikke er helt lige så hysterisk som eksempelvis Bomba Estéreo. Men festligt, det bliver det!
Her har vi at gøre med et band, som kun har ét indspillet nummer at vise frem. Hvad laver de så ved nummer 18, tænker du? Jo, at hedde Nikolaj Vonsild er sådan cirka den stærkeste trumf man kan kaste i dansk musik for tiden, og når den anden del af duoen er ophavsmand bag Chorus Grant, vupti, Så er der nok hype til en plads i top 20! Albummet kommer snart, og det kan risikere at blive helt uforskammet godt. Jeg håber sandelig det bliver Gloria, for ellers tror jeg den fine, eksperimentelle kammerpop, jeg forventer fra duoen, drukner.
Sådan noget her sker kun på Roskilde! Selvfølgelig booker man det hårdeste navn fra Lissabons undergrund til at lave nattefest på Apollo (forventeligt). Du ved, vi efterhånden er langt fra '90erne, når man kan tillade sig at kalde sig noget så camp som DJ Nigga Fox. Negerræven er en del af den sindssygt sprudlende lyd, der udvikler sig mellem Lissabon og Luanda, Angola. Vi er ude i portugisisk ghetto, post-kuduro, og det er noget af det mest beskidte, jeg nogensinde har hørt. Jeg lover dig, det bliver insane!
16) UNKWON (DK) (warm up)
Det er i sig selv ret væsentligt at være det øverste warm up-navn, men når et warm up-navn er helt oppe i top 20 indikerer det, at her er en koncert, jeg er villig til at indrette min dag efter. Unkwon er også helt forbandet lækkert! Det er den rutinerede DJ Anders Dixen der står bag her, og han har begået en EP, Fractures som er rene ørelækkerier. Tænk engelsk electronica af den atmosfæriske slags - bestemt ikke ulig et navn som Holy Other. Jeg ønsker mig et Roskilde-moment; en solnedgangsseance på Apollo med smukke sommermennesker, der holder hånden.
Jeg har i mine syv år på Dyrskuepladsen endnu aldrig formået at mønstre kræfter til festivalens last dance på Arena, men går håndfaste rygter om, at Ibibio Sound Machine skal lukke festivalen søndag nat i år. Hvis det bliver tilfældet, kommer jeg til at mobilisere hele mit netværk for at finde nogen der vil trodse den lidt kedelige søndagsaffolkning og lade det blive mandag under Arenas dug, for det her er så fedt! Tænk halvfjerdserfunk med fuldt hornblæsertornyster, afrikanske associationer og en ung Grace Jones i front!
Hvis Kristian Finne, manden bag Chorus Grant, havde været fra fjernere himmelstrøg, havde han nok været placeret højere på listen end nr. 14, men det er nemt for danske navne at blive skubbet et par pladser ned, fordi de jo gerne kan fanges i København i tide og utide alligevel. Chorus Grant er en af de indie-guldklumper, der unægteligt skal graves lidt efter på årets plakat, men hvor er det dog en nydelse at høre på! Det lyder til tilder lidt som en ung og lidt mere inderlig Tim Christensen, og særligt nyudgivelsen Space, udgivet på Tambourhinoceros, er virkelig dejlig. Jeg håber sådan, den her kan få lov at pågå en eftermiddag på Gloria uden alt for meget hurlumhej.
På skuldrene af en legendarisk optræden hos Letterman er Future Islands lige aktuelt noget af det nyeste sort i indiesfæren. Flere steder i årets program får man snerten af, at 80'erne i øjeblikket er hot shit, og ingen steder bliver det tydeligere end hos Future Islands, som laver fantastisk stemningsfuld og inderlig indiepop! Vi har egentlig at gøre med et band, som har fire album og en EP bag sig, men som ovenpå deres længste albumpause (3 år) synes at have skiftet gear, er kommet i stald med blandt andre The National, Gang Gang Dance, Deerhunter og Iron & Wine på 4AD, og med album nummer fire, Singles, har brudt den magiske 8.0-grænse på Pitchfork. Læg dertil, at forsanger Samuel Herring er noget af det mest karismatiske og indlevende du kan forestille dig. I tvivl? Tjek Letterman-videoen!
12) OMAR SOULEYMAN (SY)
Okay, jeg disclaimer lige: Min hype af Omar Souleyman er nok lidt ude af proportioner, for ja, det kan godt blive lidt irriterende at lytte til. Men jeg tror det bliver den fedeste fest! Det, der kommer til at ske, er: Omar Souleyman jokker nonchalant og urokkelig rundt med sit partisanertørklæde (wau, kan du huske da det var på mode?!) på hovedet, mens et bredt udvalg af copenhipsters går helt amok til syrisk bryllupsmusik tilsat elektroniske beats! Det her er lidt den musikalske version af Isted Grill-fænomenet, a.k.a. når en hel flok Vesterbro-hipstere omfavner en mand fra en anden kulturkreds og hans egentlig ikke særlig gode produkt, sådan rent klassisk connoisseur-mæssigt. Omar Souleyman er godt nok mere Nørrebro-kitsch end Vesterbro-preppy, og produktet er musik, ikke bøfsandwich, men det er samme princip: Det er omnivorisk bricolage, det er modstrøm og det er über-hypeworthy. Kom med!
11) MANU CHAO & LA VENTURA (FR)
Det er ret legendarisk for mig at Manu Chao endelig dukker op på Roskilde, for det har jeg godt nok håbet på siden 2007. Det er imidlertid temmelig længe siden, jeg for alvor har hørt det, så derfor må det blive til en beskeden plads som nummer 11, men jeg håber på et Orange-slot midt på en varm, solrig eftermiddag. Det stammer fra dengang i gymnasiet, hvor jeg synes spansk var det fedeste, men Chao er jo en sand polyglot, der opererer på spansk, fransk, engelsk, italiensk, portugisisk, arabisk med mere. Han er på én gang et punket venstrefløjsikon, pensum for alle gymnasieelever og musikalsk kamæleon. Særligt er svadaen 'Infinita Tristeza' fra Próxima Estación: Esperanza en genial, ateistisk uppercut som bør studeres linje for linje. Jeg tror, det bliver en dejlig og livsbekræftende koncert med en dedikeret og indigneret kunstner og agitator af guds nåde!
10-6: Årets mest oplagte Gloria-navn, festkamæleonen og berlinertechnoens ypperste.
Okay, jeg disclaimer lige: Min hype af Omar Souleyman er nok lidt ude af proportioner, for ja, det kan godt blive lidt irriterende at lytte til. Men jeg tror det bliver den fedeste fest! Det, der kommer til at ske, er: Omar Souleyman jokker nonchalant og urokkelig rundt med sit partisanertørklæde (wau, kan du huske da det var på mode?!) på hovedet, mens et bredt udvalg af copenhipsters går helt amok til syrisk bryllupsmusik tilsat elektroniske beats! Det her er lidt den musikalske version af Isted Grill-fænomenet, a.k.a. når en hel flok Vesterbro-hipstere omfavner en mand fra en anden kulturkreds og hans egentlig ikke særlig gode produkt, sådan rent klassisk connoisseur-mæssigt. Omar Souleyman er godt nok mere Nørrebro-kitsch end Vesterbro-preppy, og produktet er musik, ikke bøfsandwich, men det er samme princip: Det er omnivorisk bricolage, det er modstrøm og det er über-hypeworthy. Kom med!
11) MANU CHAO & LA VENTURA (FR)
Det er ret legendarisk for mig at Manu Chao endelig dukker op på Roskilde, for det har jeg godt nok håbet på siden 2007. Det er imidlertid temmelig længe siden, jeg for alvor har hørt det, så derfor må det blive til en beskeden plads som nummer 11, men jeg håber på et Orange-slot midt på en varm, solrig eftermiddag. Det stammer fra dengang i gymnasiet, hvor jeg synes spansk var det fedeste, men Chao er jo en sand polyglot, der opererer på spansk, fransk, engelsk, italiensk, portugisisk, arabisk med mere. Han er på én gang et punket venstrefløjsikon, pensum for alle gymnasieelever og musikalsk kamæleon. Særligt er svadaen 'Infinita Tristeza' fra Próxima Estación: Esperanza en genial, ateistisk uppercut som bør studeres linje for linje. Jeg tror, det bliver en dejlig og livsbekræftende koncert med en dedikeret og indigneret kunstner og agitator af guds nåde!
10) MODERAT (DE)
Jeg har misset Berliner-minimalnavnene - Moderat, Modeselektor, Paul Kalkbrenner - så mange gange på Roskilde efterhånden, at jeg begynder at blive en smule apatisk omkring dem, for de kommer jo alligevel altid tilbage. Men i år skal, skal, skal det lade sig gøre for mig, og Moderat er jo berlinertechnoens ypperste! Jeg så Modeselektor i Vega sidste år, og det var vildt, men jeg har en særlig forventning til netop denneher slags navne på Roskilde, hvor folk tit er en lille smule mere all in. 117. gang er lykkens gang!
Jeg har misset Berliner-minimalnavnene - Moderat, Modeselektor, Paul Kalkbrenner - så mange gange på Roskilde efterhånden, at jeg begynder at blive en smule apatisk omkring dem, for de kommer jo alligevel altid tilbage. Men i år skal, skal, skal det lade sig gøre for mig, og Moderat er jo berlinertechnoens ypperste! Jeg så Modeselektor i Vega sidste år, og det var vildt, men jeg har en særlig forventning til netop denneher slags navne på Roskilde, hvor folk tit er en lille smule mere all in. 117. gang er lykkens gang!
Måske årets mest oplagte Gloria-navn. Det her minder mig utrolig meget om, da jeg for to år siden opdagede et andet lille engelsk navn på plakaten, som kun havde udgivet et par nydelige EP'er, og fik en helt fantastisk koncert ud af det - det er derfor, man skal huske at læse navnene med småt! Det er selvfølgelig Daughter, der er tale om. Denai Moore er altså i mange henseender - udgivelseshistorik og lyd - temmelig meget i den samme retning, og desuden lyder den første EP, Saudade, også temmelig meget i retning af et andet navn fra 2012; Bon Iver. Det her er virkelig ømt, og et fantastisk eksempel på et navn, man skal nå at fange, inden hun enten forsvinder eller bliver for stor til de intime omgivelser, musikken påkræver.
8) MAJOR LAZER (US)
Major Lazer er et spændende bekendtskab i den mainstream, hvortil de for alvor brød igennem lydmuren med Free The Universe fra sidste år. Selvfølgelig er noget af det decidedly prol, men jeg synes legen med dynamiske genrer som dancehall, moombahton, baile funk, trap og techno ofte ender vældig godt. Uden egentlig at være nært beslægtet med navne som Fatboy Slim og The Chemical Brothers - og sidstnævnte er jo tung at kaste i Roskilde-sammenhæng efter magtdemonstrationen i 2008 - kan Major Lazer potentielt nogen af de samme ting. Der er naturligvis en risiko for at pendulet svinger den anden vej: Vi har de seneste år (Deadmau5 '11 og Rihanna '13) set, hvor grueligt galt det kan gå, når den absolutte mainstream får lov at lege med Orange. Så bliver det en sjæleløs, forudsigelig afspilning af hits, man lige så godt kunne have hørt i radioen, men som får fremragende anmeldelser fordi folk var stive nok til at hoppe/skråle med efter bedste beskub. Hvis jeg skal komme med et bud, tror jeg dog godt Diplo og resten af Major Lazer-crewet kan levere en fest med en musikalsk og showmæssig dimension, der er den orange dug værdig - så kom an!
7) ARCTIC MONKEYS (UK)
Arctic Monkeys er uden tvivl det band på årets plakat, jeg har det tætteste forhold til. Jeg har alle fem album på min hylde, jeg har danset gennem min gymnasietid og årene efter til Whatever People Say I Am, That's What I'm Not, jeg har været sur til Favourite Worst Nightmare, jeg har nydt og dyrket Humbug og Suck It And Sees lyriske finurligheder, og jeg har hypet AM, som slet ikke er så ringe endda. Det tog et par forsøg - Humbug er fantastisk men ganske uoriginal, Suck It And See er ærligt talt forglemmelig - at mestre transformationen fra teenagerhypeband til voksne, selvsikre sangsmede, men jeg synes det er lykkedes, og Arctic Monkeys er efterhånden det eneste band fra den føromtalte postpunk/garage-revivalbølge i starten og midten af 00'erne (måske sammen med The Raveonettes) som stadig er fit for fight. Tænk over det; The Strokes, Interpol, Bloc Party, Franz Ferdinand, The White Stripes, Editors, Jet, The Hives, The Libertines - hvem har udgivet noget af relevans siden midten af 00'erne? Det har Arctic Monkeys, som sjovt nok måske af alle de førnævnte var allermest et hype-fænomen, og jeg har nydt at følge Alex Turners fortællinger, som har ændret karakter og tempo, men er lige sublime på hvert album. Arctic Monkeys er mærket af en middelmådig koncert i 2011, og det bliver derfor kun til syvendepladsen, men jeg håber vi kan få en tur gennem gammelt og nyt - og et slot i tusmørke, fx kl. 22, ville gøre underværker!
6) DARKSIDE (US)
Psychic var et af sidste års bedste album, og kastede en fortjent 9.0'er af sig på Pitchfork. Jeg har enormt høje forventninger til denneher koncert, og de står dels på skuldrene af albummet, dels af fremragende anmeldelser af duoens double header i København tidligere på året og dels af Nicolas Jaars helt igennem dejlige koncert på Cosmopol i 2011. Det er vildt, at Jaar er så meget et benchmark i en alder af 24! Sammen med guitaristen Dave Harrington laver han musik som Darkside, og det er en lækker krammer af downtempo house, og med lidt held kan denne koncert blive en stemningsboble af de helt stærke!
5-1: Musikhistoriske benchmarks, knugende dysterhed og tårnhøje forventninger.
Da OutKast blev offentliggjort til Roskilde som en del af deres alenlange festival-reunion tour troede jeg, årets legendevingesus var blæst. Ret vildt, at Rolling Stones og Stevie Wonder kommer ovenpå. Selvom vi ikke skal tilbage til tresserne eller halvfjerdserne, gør OutKast i mine øjne et lige så vigtigt musikhistorisk bidrag. Overfladen er kæmpehits som 'Hey Ya', 'Roses' og 'Ms. Jackson', som på en eller anden måde har været fede lige siden de udkom (for 11 og 14 år siden!), og altså undgået den obligatoriske forældelsestid mellem "hit" og "retro-hit" (ja, der var et tidspunkt hvor Backstreet Boys ikke var nice at sætte på kl. 03.30), men under overfladen glemmer mange, at OutKast var absolut centrale i hiphoppens formative halvfemsere, og altså på den måde en del af genealogien for rigtig, rigtig meget musik. Og det holder - hvor svedigt er et nummer (og en titel!) som 'SpottieOttieDopaliscious' for eksempel ikke lige?! Og hov - så var jeg lige ved at glemme, at Pitchfork kårede et helt femte OutKast-nummer, nemlig big beat-luftangrebet 'B.O.B.', som 00ernes bedste nummer. Det er selvfølgelig en lidt arbitrær titel, for hvordan kan man på nogen måde kondensere et helt årti ned i ét nummer, der skal forestille sig at være bedst eller vigtigst? Selvom de middelmådige anmeldelser fra Coachella skræmmer lidt, har jeg tillid til at Andre og Big Boi laver folkefest på Orange - alene 60.000 menneskers fælles kænguhop til 'Hey Ya' er jo værd at komme for...
3) LYKKE LI (SE)
Denne fantastiske svensker har netop smidt sit tredje album, I Never Learn, og det lyder som om, hun holder sin imponerende kadence. Albummet placerer sig lydmæssigt et sted mellem de to forrige, Youth Novels og Wounded Rhymes. Der er i sandhed lige så overskyet og dystert som på den sidstnævnte, men der er måske ikke ligefrem torden og lynild. Nyt album eller ej, så er det i mine øjne den fænomenale Wounded Rhymes der sælger billetter. Det er svært at kalde den en undervurderet plade, men de anmeldelser og hits, den kastede fra sig, men det synes jeg sgu alligevel lidt den der. Lykke Li er en karismatisk kraftfuld popsnedker med sans for finesse, der både mestrer percussionbombardement og ømhed, og jeg tror, hun kan tage Arena fuldstændig under sin kontrol. Jeg håber blandt alle de kraftfulde numre, at der kan blive plads til ballader som 'Love Out of Lust', 'Unrequited Love' og 'Sadness Is A Blessing', for her brillierer Lykke Li i den grad. Jeg missede koncerten i 2011, så jeg glæder mig!
2) TRENTEMØLLER (DK)
Jeg har flere steder i det ovenstående talt om høje forventninger, men ingen steder er forventningerne selvklart helt på niveau med dem, jeg har til Anders Trentemøller. Koncerten - erobringen - af Orange Scene i 2009 er til stadighed den vildeste koncert, jeg har set på Roskilde. Ja, måske en af de vildeste koncerter jeg har været til. Nogensinde. Og jeg har alligevel været til mange efterhånden. Der er dage, hvor jeg virkelig grubler over, hvordan Trentemøller skal overgå den koncert. Og der er dage, hvor jeg ikke er i tvivl. Hans musikalske ekvilibrisme og balance mellem digitalt og analogt rammer lige netop der, hvor en koncert med såkaldt elektronisk bliver alt andet end elektronisk. Det bliver personligt, euforisk og direkte. Jeg forventer et tour de force med besøg i det stærke album Lost fra sidste år, nyklassikeren The Last Resort, som efterhånden har otte år på bagen, hitsene fra Into The Great White Younder og naturligvis Trentemøllers righoldige remixervirke (gad vide om vi får lov at høre 'What Else Is There?' denne gang?) - og jeg håber, 2009 ikke var et one-off erobringstogt!
1) STEVIE WONDER (US)
For satan, hvor blev jeg dog glad i låget, da Stevie Wonder blev annonceret! Det var super nonchalant gjort, et underligt sted midt inde i releasevideoen, så man troede næsten ikke sine egne øjne. Der er ikke så meget andet at sige end at Stevie Wonder er lig med glæde, varme og venskabelighed - og uforskammet funkiness, naturligvis. Efter et par år med stærke men særprægede lukkenavne, får vi i år et lukkenavn, der ikke er set folkeligere end Coldplay i '09. Det bliver en fest med hit på hit, og ydermere har Wonder tendens til at spille en håndfuld stærke covernumre (heriblandt et af mine yndlings-Michael Jackson numre, 'The Way You Make Me Feel'!). Tak Roskilde, for pokker!
Major Lazer er et spændende bekendtskab i den mainstream, hvortil de for alvor brød igennem lydmuren med Free The Universe fra sidste år. Selvfølgelig er noget af det decidedly prol, men jeg synes legen med dynamiske genrer som dancehall, moombahton, baile funk, trap og techno ofte ender vældig godt. Uden egentlig at være nært beslægtet med navne som Fatboy Slim og The Chemical Brothers - og sidstnævnte er jo tung at kaste i Roskilde-sammenhæng efter magtdemonstrationen i 2008 - kan Major Lazer potentielt nogen af de samme ting. Der er naturligvis en risiko for at pendulet svinger den anden vej: Vi har de seneste år (Deadmau5 '11 og Rihanna '13) set, hvor grueligt galt det kan gå, når den absolutte mainstream får lov at lege med Orange. Så bliver det en sjæleløs, forudsigelig afspilning af hits, man lige så godt kunne have hørt i radioen, men som får fremragende anmeldelser fordi folk var stive nok til at hoppe/skråle med efter bedste beskub. Hvis jeg skal komme med et bud, tror jeg dog godt Diplo og resten af Major Lazer-crewet kan levere en fest med en musikalsk og showmæssig dimension, der er den orange dug værdig - så kom an!
7) ARCTIC MONKEYS (UK)
Arctic Monkeys er uden tvivl det band på årets plakat, jeg har det tætteste forhold til. Jeg har alle fem album på min hylde, jeg har danset gennem min gymnasietid og årene efter til Whatever People Say I Am, That's What I'm Not, jeg har været sur til Favourite Worst Nightmare, jeg har nydt og dyrket Humbug og Suck It And Sees lyriske finurligheder, og jeg har hypet AM, som slet ikke er så ringe endda. Det tog et par forsøg - Humbug er fantastisk men ganske uoriginal, Suck It And See er ærligt talt forglemmelig - at mestre transformationen fra teenagerhypeband til voksne, selvsikre sangsmede, men jeg synes det er lykkedes, og Arctic Monkeys er efterhånden det eneste band fra den føromtalte postpunk/garage-revivalbølge i starten og midten af 00'erne (måske sammen med The Raveonettes) som stadig er fit for fight. Tænk over det; The Strokes, Interpol, Bloc Party, Franz Ferdinand, The White Stripes, Editors, Jet, The Hives, The Libertines - hvem har udgivet noget af relevans siden midten af 00'erne? Det har Arctic Monkeys, som sjovt nok måske af alle de førnævnte var allermest et hype-fænomen, og jeg har nydt at følge Alex Turners fortællinger, som har ændret karakter og tempo, men er lige sublime på hvert album. Arctic Monkeys er mærket af en middelmådig koncert i 2011, og det bliver derfor kun til syvendepladsen, men jeg håber vi kan få en tur gennem gammelt og nyt - og et slot i tusmørke, fx kl. 22, ville gøre underværker!
6) DARKSIDE (US)
Psychic var et af sidste års bedste album, og kastede en fortjent 9.0'er af sig på Pitchfork. Jeg har enormt høje forventninger til denneher koncert, og de står dels på skuldrene af albummet, dels af fremragende anmeldelser af duoens double header i København tidligere på året og dels af Nicolas Jaars helt igennem dejlige koncert på Cosmopol i 2011. Det er vildt, at Jaar er så meget et benchmark i en alder af 24! Sammen med guitaristen Dave Harrington laver han musik som Darkside, og det er en lækker krammer af downtempo house, og med lidt held kan denne koncert blive en stemningsboble af de helt stærke!
Jeg har virkelig haft en Antics-revival de sidste par uger. For pokker, hvor er det et fænomenalt album - måske endda et af de 20, jeg skal have med på en øde ø engang! Det startede ellers lidt pro et contra med Interpol og jeg i år. På den ene side har jeg faktisk set dem før (Northside 2011) uden at det gjorde et voldsomt indtryk, og i år udkommer et nyt album, som jeg ikke har udpræget høje forventninger til. På den anden side har vi her virkelig at gøre med et band, jeg har fulgt længe. Det var noget af det allerførste guitarmusik jeg hørte, dengang jeg begyndte at høre andet end plastic og det mine forældre hørte. Our Love To Admire og altså særligt tiårsfødselaren Antics står mig meget nære, og nu, hvor jeg finder den frem igen, går det op for mig, hvor fænomenale, numre som 'Narc', 'C'mere', 'Public Pervert' og 'Take You On A Cruise' er. Men faktisk var det jo med Turn On The Bright Lights helt tilbage i 2002, at Interpol sammen med navne som The Strokes og The White Stripes brød lydmuren ind til de tidlige 00'eres bølge af postpunk- og garage revival, som jeg og mange af mine venner har brugt uendelige timer på. Jeg håber sådan, Roskilde ikke overcaster Interpol til det sandsynlige, rigtig kedelige eftermiddagsslot på Orange, men i i stedet lader dem spille Arena, hvor jeg tror det kan blive en ganske fremragende koncert.
4) OUTKAST (US)Da OutKast blev offentliggjort til Roskilde som en del af deres alenlange festival-reunion tour troede jeg, årets legendevingesus var blæst. Ret vildt, at Rolling Stones og Stevie Wonder kommer ovenpå. Selvom vi ikke skal tilbage til tresserne eller halvfjerdserne, gør OutKast i mine øjne et lige så vigtigt musikhistorisk bidrag. Overfladen er kæmpehits som 'Hey Ya', 'Roses' og 'Ms. Jackson', som på en eller anden måde har været fede lige siden de udkom (for 11 og 14 år siden!), og altså undgået den obligatoriske forældelsestid mellem "hit" og "retro-hit" (ja, der var et tidspunkt hvor Backstreet Boys ikke var nice at sætte på kl. 03.30), men under overfladen glemmer mange, at OutKast var absolut centrale i hiphoppens formative halvfemsere, og altså på den måde en del af genealogien for rigtig, rigtig meget musik. Og det holder - hvor svedigt er et nummer (og en titel!) som 'SpottieOttieDopaliscious' for eksempel ikke lige?! Og hov - så var jeg lige ved at glemme, at Pitchfork kårede et helt femte OutKast-nummer, nemlig big beat-luftangrebet 'B.O.B.', som 00ernes bedste nummer. Det er selvfølgelig en lidt arbitrær titel, for hvordan kan man på nogen måde kondensere et helt årti ned i ét nummer, der skal forestille sig at være bedst eller vigtigst? Selvom de middelmådige anmeldelser fra Coachella skræmmer lidt, har jeg tillid til at Andre og Big Boi laver folkefest på Orange - alene 60.000 menneskers fælles kænguhop til 'Hey Ya' er jo værd at komme for...
3) LYKKE LI (SE)
Denne fantastiske svensker har netop smidt sit tredje album, I Never Learn, og det lyder som om, hun holder sin imponerende kadence. Albummet placerer sig lydmæssigt et sted mellem de to forrige, Youth Novels og Wounded Rhymes. Der er i sandhed lige så overskyet og dystert som på den sidstnævnte, men der er måske ikke ligefrem torden og lynild. Nyt album eller ej, så er det i mine øjne den fænomenale Wounded Rhymes der sælger billetter. Det er svært at kalde den en undervurderet plade, men de anmeldelser og hits, den kastede fra sig, men det synes jeg sgu alligevel lidt den der. Lykke Li er en karismatisk kraftfuld popsnedker med sans for finesse, der både mestrer percussionbombardement og ømhed, og jeg tror, hun kan tage Arena fuldstændig under sin kontrol. Jeg håber blandt alle de kraftfulde numre, at der kan blive plads til ballader som 'Love Out of Lust', 'Unrequited Love' og 'Sadness Is A Blessing', for her brillierer Lykke Li i den grad. Jeg missede koncerten i 2011, så jeg glæder mig!
Jeg har flere steder i det ovenstående talt om høje forventninger, men ingen steder er forventningerne selvklart helt på niveau med dem, jeg har til Anders Trentemøller. Koncerten - erobringen - af Orange Scene i 2009 er til stadighed den vildeste koncert, jeg har set på Roskilde. Ja, måske en af de vildeste koncerter jeg har været til. Nogensinde. Og jeg har alligevel været til mange efterhånden. Der er dage, hvor jeg virkelig grubler over, hvordan Trentemøller skal overgå den koncert. Og der er dage, hvor jeg ikke er i tvivl. Hans musikalske ekvilibrisme og balance mellem digitalt og analogt rammer lige netop der, hvor en koncert med såkaldt elektronisk bliver alt andet end elektronisk. Det bliver personligt, euforisk og direkte. Jeg forventer et tour de force med besøg i det stærke album Lost fra sidste år, nyklassikeren The Last Resort, som efterhånden har otte år på bagen, hitsene fra Into The Great White Younder og naturligvis Trentemøllers righoldige remixervirke (gad vide om vi får lov at høre 'What Else Is There?' denne gang?) - og jeg håber, 2009 ikke var et one-off erobringstogt!
1) STEVIE WONDER (US)
For satan, hvor blev jeg dog glad i låget, da Stevie Wonder blev annonceret! Det var super nonchalant gjort, et underligt sted midt inde i releasevideoen, så man troede næsten ikke sine egne øjne. Der er ikke så meget andet at sige end at Stevie Wonder er lig med glæde, varme og venskabelighed - og uforskammet funkiness, naturligvis. Efter et par år med stærke men særprægede lukkenavne, får vi i år et lukkenavn, der ikke er set folkeligere end Coldplay i '09. Det bliver en fest med hit på hit, og ydermere har Wonder tendens til at spille en håndfuld stærke covernumre (heriblandt et af mine yndlings-Michael Jackson numre, 'The Way You Make Me Feel'!). Tak Roskilde, for pokker!
Abonner på:
Opslag (Atom)
