Vi starter med den sædvanlige disclaimer: Nedenstående liste er udtryk for min aldeles subjektive holdning til, hvad jeg finder interessant i årets line-up. Jeg hører stadig ikke punk og metal, og det vil afspejle sig klart i mit valg af kunstnere. Listen er sammensat ud fra, hvad jeg finder lytteværdigt, og - måske ikke mindst - hvor jeg ser muligheden for at få en på opleveren. Det er nemlig det, Roskilde handler om, har jeg fundet ud af. At få en på opleveren. Det har det selvfølgelig altid været, men de sidste par år er det gået op for mig, hvorfor det er, jeg trofast vender tilbage til Dyrskuepladsen år efter år, og ligefrem forsvarer et festivalprogram, der ellers i sine sidste par inkarnationer har været temmelig udskældt (men som i år er det stærkeste i mange år!). Hvorfor så? Jo, for at få de oplevelser, jeg ikke ville få normalt. Få set nogen navne, jeg ikke ville betale 200 kroner for at se på Vega.
Listen afspejler, at jeg de seneste år har bevæget mig ud af min musikalske comfort zone - og er blevet belønnet for det! De sidste to år er jeg, med Bomba Estéreo og Andy Stott, blevet trukket baglæns ned i fuglekassen - som man jo siger det i Bjergkøbing - til nogen koncerter, jeg ikke havde prioriteret højt, men mere rendte ind i ved et tilfælde. Jeg har i år prøvet at stille mikroskopet endnu skarpere på de obskure genrer, det være sig skummel ambient eller skæve indslag fra andre breddegrader, og det er derfor, navne som Omar Souleyman og Ibibio Sound Machine figurerer højt på min liste. Det er i mine øjne den slags oplevelser, man særligt får på Roskilde. Selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at Arcade Fire ikke - som det ellers havde været oplagt - spiller i år (og at jeg derfor skal bekoste en mindre formue for at se dem på Danmarks mest ukarismatiske festival i stedet - og så lige oven i bachelorforsvar!), men dem får jeg jo set alligevel. Hvis ellers man holder sig orienteret og prioriterer sine midler, kan samtlige relevante indiebands jo observeres i København fra tid til anden.
Noget andet man får på Roskilde, og kun på Roskilde, er de store oplevelser foran den orange dug, og netop her er årets program i særklasse. Vi har at gøre med et headliner-line up der ikke er set bedre i hvert fald i dette årti. På imponerende vis synes jeg, man favner langt hovedparten af festivalens publikum (omend metal-folket må se sig gået lidt ram forbi). Man trækker imponerende tråde til musikhistorien, hvor Rolling Stones, Stevie Wonder og Outkast i hver sin musikalske periode er uundgåelige benchmarks. Med Drake og Major Lazer favner man det unge publikum, mens Arctic Monkeys og Trentemøller favner det, man i gamle dage ville kalde P3-segmentet, men nu måske snarere er en udefinerbar skare af mennesker 20'erne, som minder om mig selv.
Personligt trækker årets program på en løjerlig måde mange veksler til min gymnasietid. Hvor har jeg danset mange All Stars tynde til både Stevie Wonder, Outkast og Arctic Monkeys, og også Interpol og Manu Chao, som jeg længe har ønsket at se en varm, orange eftermiddag, var navne, jeg i stor stil udforskede dengang. Det er på den baggrund, jeg i den grad omfavner et program, der nok engang indeholder et imponerende tour de force udi skoven af elektroniske subgenrer, et stærkt entourage af ung hip-hop. Programmet afspejler til dels et par magre år på indiefronten generelt, men hvis man graver lidt, synes jeg navne som Future Islands, Cancer, Chorus Grant og ikke mindst Denai Moore er vældig interessante. Og så er der selvfølgelig navne som Deerhunter og Jenny Wilson, som er kæmpe indienavne, der bare ikke rigtig er mine kopper te.
Jeg har flere navne fra warm up-dagene på listen end jeg plejer. Det er til dels et produkt af, at jeg har fået undersøgt det lidt mere, men også fordi, det i år er et ret spændende line up i sig selv. Det betyder selvfølgelig næppe, at jeg får set 5-6 koncerter de første dage - 2-3 stykker er nok mere realistisk - men det er dejligt, at der er noget at sigte efter!
Nå, men her følger de obligatoriske halvtreds forsøgsvist rangerede kunstnere. Jeg har som vanligt forsøgt at være lidt sjov. Det er ikke gået så godt. Jeg er sgu nok ved at blive for akademikerkedelig (godt det snart er slut med det). Men, men, men, pointen med det hele er også at opfordre dig til endnu engang at udforske det overflødighedshorn af lyd, du, jeg og vores medsammensvorne tilfældigvis kan finde på en mark (næsten) lige i vores baghave år efter år. Klø på!
(Det er også kommet til at handle
50-41: Årets anmelder-track record, fattigmands-LCD Soundsystem og musik, jeg egentlig ikke er så meget oppe at køre over.
50) HAIM (US)
Jeg er egentlig ikke særlig meget oppe at køre over Haim. Bevares, det er virkelig velsnedkereret pop, men jeg har svært ved at se, hvordan det skal løfte sig live. Derfor bliver det ikke til mere end duksepladsen her.
49) ICONA POP (SE)
Med fare for at gentage mig selv, så er jeg virkelig egentlig ikke særlig vild med Icona Pop. Faktisk synes jeg det er ret irriterende, og lidt for amerikaner-EDM-agtigt. Men jeg tror til gengæld sagtens det kan blive en fest!
48) DILATED PEOPLES (US)
Min prioritering af Dilated Peoples hænger enormt meget sammen med, hvor og hvornår dette kult-kollektiv skal spille. En tidlig eftermiddag på Orange med solskin og halvfemserrap? Jo tak!
47) SNAVS (DK) (warm up)
På de fleste parametre er trap rigtig dårlig musik. Selv god trap. På mange måder er Snavs rigtig middelmådig trap. Men forestil dig en aften i warm up-dagene, hvor du har spillet ølbowling det meste af eftermiddagen? Så tror jeg det bliver en fest.
46) I BREAK HORSES (SE)
Alene på grund af navnet fortjener I Break Horses en plads på denne liste. Hvad pokker skal det betyde? Er det en seksuel reference? Er det metaforisk? Er det voldeligt? Jeg ved det ikke. Musikalsk har vi at gøre med lige dele synthpop (tænk M83), electro-chillwave (tænk Washed Out) og balearic (tænk Delorean). Bare ikke helt lige så godt som nogen af dem.
45) MONT OLIVER (DK) (warm up)
Mont Oliver er lige på grænsen til at blive P3-agtige på den kedelige måde. Altså hvor det hele bliver lidt kønsløst og letfordøjeligt. Men det rykker sgu meget godt.
44) PARTY SUPPLIES (US)
LCD Soundsystem er et af de bands, hvis lige nok aldrig bliver set. Men når du lytter til det første minut af 'New York 2017' med Party Supplies, er du lige ved at tro, der er tale om Murphy og co. i ny inkarnation. Desværre blegner sammenligningen ret hurtigt. Godt nok er Party Supplies også fra Brooklyn, men de er (selvfølgelig) ikke i nærheden af den uforskammede funkiness, der gjorde LCD Soundsystem til et af 00'ernes mest festlige bekendtskaber. Men mindre kan også gøre det.
43) KLUMBEN & RASKE PENGE (DK)
Jeg havde egentlig lovet mig selv at undgå at skele til den offentliggørelse af kunstnernes fordeling på de fire festivaldage, Roskilde offentliggjorde for nylig, men i kraft af at Klumben og Raske Penge ikke skal åbne Orange, må jeg sige de er et besynderligt bekendtskab på plakaten. De var her for to år siden, og er repræsentanter for en dansk dancehall-bølge, der virkelig er last year. Selvom de prøver hårdt (senest med en musikvideo fra Danmarks ubetinget mest prol begivenhed, Aalborg Karneval), er Klumben og Raske Penge ikke længere at finde på den fascinerende knivsæg mellem prol og art. Men det skal nok blive folkefest i solen.
42) DEERHUNTER (US)
Deerhunter er måske det band på årets plakat med den flotteste Pitchfork-track record, og det er jo for alvor noget, jeg plejer at være til fals for. Når Bradford Cox og co. alligevel falder til plads nummer 42, er det simpelthen fordi det er for skramlet. Jeg tror bare ikke, det er noget for mig - jeg har Halcyon Digest fra 2010 stående i min cd-samling, men det er utvivlsomt et af de album, jeg har hørt mindst. Men de må jo kunne et eller andet ubestemmeligt, og er selvfølgelig derfor en overvejelse værd.
41) TOKIMONSTA (US)
Los Angeles er ved at gøre Brooklyn rangen stridig som USAs fremmeste musikalske epicenter. I hvert fald hvad angår hip hop og electronica. Tokimonsta er en del af denne bølge - tænk Nicolas Jaar, men med en lidt mere west coast-beskidt lyd.
40-31: Warm up-perler, støj og en ægte indiedronning.
40) CYRIL HAHN (CH)
Cyril Hahn er en helt klassisk house remix-konge, som nok er mest kendt for sit favntag med Destiny's Childs 'Say My Name', men som også har en række andre stærke remix under bæltet. Det gør desværre ikke nødvendigvis nogen stor live-kunstner, så derfor drukner schweizeren lidt på listen.
39) BLAUE BLUME (DK) (warm up)
Blaue Blume stod bestemt ikke forrest i køen, da der blev delt bandnavne ud. Navne på engelsk har internationalt potentiale, og navne på dansk har en Nikolaj Nørlundsk rodfæstethed. Men tysk? Ingen fordele her - heller ikke i Berlin, hvor jeg er sikker på, man synes det er top-åndssvagt at der dukker et københavnsk indieband op med et tysk navn. Musikken er nu vældig stærk - men det er pokkers svært at gå When Saints Go Machine i bedene, især når man kommer til at lyde lidt for musical-agtig i processen. Det hjælper dog, når man har sin egen Nikolaj Vonsild-impersonator.
38) WE ARE THE WAY FOR THE COSMOS TO KNOW ITSELF (DK) (warm up)
Vi bliver ved det med de uhensigtsmæssige navne. Det er eftersigende en reference til, at bandet spiller noget, de kalder "astronomical techno". Jaja. Hvert år lykkes det Roskilde at booke nogen kunstnere til warm uppen, som er sindssygt obskure. Der er ikke rigtig nogen der ved, hvem We Are The Way For The Cosmos To Know Itself egentlig er, og de har "hele" 495 likes på Facebook. Men det er det, Roskilde handler om! Og så lyder det en lille smule som det sene Spleen United - jeg er solgt!
37) JENNY WILSON (SE)
Frøken Wilson med den fine, fine stemme kommer til at trække hele højskolesegmentet til Arena en tidlig aftenstund.Vi har desværre at gøre med et hul i mit indiekatalog, og jeg tror ikke det bliver i år, jeg får sat mig ordentligt ind i diskografien.
36) GROUNDISLAVA (US)
Groundislava (Ground-is-lava, hvis du skulle være i tvivl. Det var jeg - jeg tænkte noget med Bratislava...) placerer sig et eller andet udefinerbart sted mellem dyster ambient, 8-bit og Gold Panda, og er nok det mest left field navn på årets liste. Det er et af de navne, der drukner vildt meget i endnu et år med elektronisk overflod, men som kan lave Gloria om til sin helt egen planet!
35) BRYNJOLFUR (FO) (warm up)
Årets færing er Brynjolfur (jeg har dobbelttjekket - det er ikke en karakter i nordisk mytologi!), og han er kommet for at lave rave på Apollo Countdown. Faktisk bor den unge mand i København, og er sikkert lige så træt af at blive præsenteret som færing, som Oh No Ono, Figurines og Treefight For Sunlight var/er for at blive kædet sammen med Nordjylland forevigt. Eller hvad - man ved sgu aldrig med lokalpatriotismen hos ø-folk (se bare Efterklang). Når du skærer ind til benet har Brynjolfur faktisk meget større armbevægelser end København kan bære. Der er sgu mere Oslo og Berlin over det her, end den manchesterlyd, der fylder meget herhjemme (se Unkwon) pt. Og det holder! (Især hvis han spiller noget af sit gamle materiale, som er rigtig hard house!)
34) WARPAINT (US)
Warpaint er sindssygt flot, men det er også næsten for dystert til, at jeg gider give mig i kast med det. Det skulle nok helst være om natten, men der har jeg bare så meget andet at lave, at det nok ikke rigtig sker.
33) THE DIVERS (DK) (warm up)
The Divers er endnu et af de der bands, som nærmest ikke findes endnu, og som kun har et nummer på Spotify. Det hedder 'Diamond Dust', og er så til gengæld også værd at skamlytte - for pokker, hvor er det godt! Albummet er på vej, og teaserne lyder stærke. Tænk en fusion af Kavinsky, Depeche Mode, Spleen United og Vinnie Who, men med Steen Jørgensen på vokal, så er du ikke langt fra.
I betragning af, hvor koldt og mørkt der er på Island, er det næsten underligt, der ikke kommer mere ambient deroppefra. Bortset fra det skønne modersmål er der nu mere London end Reykjavik over Samaris, som lyder lidt som Jamie xx med en kvindelig James Blake på toppen. Virkelig dejligt!
31) SLEIGH BELLS (US)
Sleigh Bells er egentlig fløjet under min radar længe, til trods for at de to første plader, Treats og Reign of Terror fik overordentlig flotte anmeldelser på gaflen. Måske er det fordi, mit forhold til støjpoppen først rigtig er blevet OK det sidste års tid. Brooklyn-duoen er absolut et af årets mest skamløse bekendtskaber (tænk Crystal Castles som guitarband), og jeg tror det kan blive endog meget vildt og voldsomt på Arena.
30-21: Underfundige eksperimenter, elektronik og gadedrenge og -piger af alle aldre.
Jeg er ikke så meget oppe at køre over Chromeo, som jeg ved, flere af mine hjemmedrenge er. Og netop på grund af den faktor, er der jo nok en væsentlig sandsynlighed for at jeg ender til den her koncert alligevel. Vi har at gøre med en omgang rigtig frisk electro-funk. Måske lidt for plastisk frisk og lalleglad for mig, faktisk. Det rører mig ikke rigtig. Men 'Fancy Footwork' og 'Needy Girl' er et par rigtig lækre stykker pop, så jeg overlever nok kitsch-overload, hvis jeg bliver slæbt med.
29) ROLLING STONES (UK)
Nej, jeg prioriterer ikke Rolling Stones særlig højt. Og ja, du skal høre den sædvanlige traver: Jeg gider ikke bruge to timer foran Orange scene på en flok gamle mænd, der spiller et par sange eller fire jeg kender, og en masse jeg ikke rigtig har et forhold til. Så kan de ellers være nok så legendariske. Men kolossale big ups for booke et af de få kæmpenavne, der aldrig har været på Dyrskuepladsen. Hvem mangler vi nu?
28) DAMON ALBARN (UK)
Det siger rigtig meget om engelsk musiks forfatning at Damon Albarn er en af kun fire engelske kunstnere, der har fundet vej til denne liste. Og jeg ved sgu ikke helt med denneher koncert. Albarns soloalbum er undervejs, men der noget ved singlen 'Everyday Robots' som irriterer mig lidt. Det kunne bare være så meget stærkere! Jeg tror ikke nødvendigvis det her bliver nogen god koncertoplevelse. Det nye materiale er meget samplebaseret, hvilket sjældent er superinteressant på en stor scene. Og halvdelen af publikum kommer garanteret for at høre det Blur- og Gorillaz-materiale, vi er blevet lovet. Lad mig disclaime: Det her bliver ikke next best thing to a Blur revival. Vi får sikkert 'Country House' eller 'Girls and Boys', og et par numre eller tre fra den nyeste Gorillaz-plade, som vi også hørte for fire år siden (og det var i øvrigt ikke sindsoprivende), men det er altså Albarns solomateriale, der skal bære denne koncert frem, og det ved jeg ikke om det kan (selvom anmeldelserne er flotte) - i hvert fald ikke, hvis det bliver på Orange.
Dem her er efter sigende det vildeste shit i Lima, Peru, og jeg tror, det kan blive rigtig stærkt! I modsætning til det, man ville kalde neo-cumbia, og som har et stærkt slægtskab med dancehall-musikken, lugter Dengue Dengue Dengue! mere af en genre, man kunne kalde dub-cumbia. Det er underfundigt og langsomt på en skæg måde, men der er rigeligt med sydamerikanske referencer, og jeg tror nok der skal blive fyret op under kedlerne!
'Hold On, We're Going Home' var Pitchfork song of the year i 2013, og det var sgu meget fortjent, for det er et fantastisk popnummer. Desværre begrænser mit forhold til Drake sig til det, et par andre hits, og så hans skønne Jamie xx-sample-perle 'Take Care', som han vist nok alligevel ikke spiller. Det er altså ikke nok til halvanden time på Orange for mig, når der er så meget andet godt på programmet, så det må blive til en beskeden plads som nummer 32.
Det er jo ikke min genre, men Earl Sweatshirt er faneme bomben! Jeg er vild med den beskidte lyd der kommer ud af Los Angeles i tiden, med navne som Kendrick Lamar og OFWGKTA-crewet, som Earl Sweatshirt jo er en del af. Det kommer til at stå for eftertiden som hands down det mest socialrealistiske og konceptuelle musik, der blev udgivet i de tidligere '10ere (Arcade Fire, jeg elsker jer, men gå hjem, jeres socialrealisme er blevet højpandet - det er negerrapperne, der er demokratiske!).
24) DIPLO (US)
Diplos lyd er over det hele for tiden, og derfor er det kun passende, at amerikaneren DJ'er på Roskilde oven i sin tur på Orange med Major Lazer. Det der gør Diplo stærk er, at han lydmæssigt orienterer sig enormt bredt. Det smager af hip-hop, men også af house og af sydamerikanske referencer. Det skubber Diplo lidt ned af listen at han også er her med Major Lazer, for jeg ved ikke om jeg har behov for begge dele. Men jeg tror det bliver voldsomt set!
23) MØ (DK)
Den opmærksomme læser vil notere sig, at Mø har taget noget af et spring opad på listen siden sidste år. Men hun har sgu også fået noget mere røv i bukserne (og en 7.1-anmeldelse på Pitchfork, som naturligvis ej heller går ubemærket hen...). Nogen gange er der stadig lidt for meget emo-Pippi Langstrømpe over hende, men andre gange når hun næsten Lykke Li til sokkeholderne, og det må jo være en af de ypperste referencer i denne genre. Hun skulle eftersigende være en formidabel livekunstner, og hvis hun i tilgift får de 20% ekstra energi, næsten alle danske kunstnere (selv Jacob Bellens) får på Arena, så er det her sgu være at booke en tid til!
22) KASABIAN (UK)
Det er måske lidt en guilty pleasure med Kasabian, men jeg kan sgu meget godt lide det! Det er røvballe, når det er allerbedst, og der skal nok blive kastet rigeligt med fadbajere rundt mellem båsene foran Orange. Det er major label, det er ærkeengelsk og Pitchfork hader det. Så meget at man endog helt fravalgte at anmelde den ellers vellykkede Velociraptor! fra 2011. Det er nu noget fjolleri. Pitchfork eller ej, så er Kasabian kendt som et stærkt live-orkester, der nok skal fylde Orange ud.
21) KAVINSKY (FR)
Det er så svært med one hit-wonders. Er man ligeglad, og tager til koncerten alligevel? Eller dømmer man dem, og går glip af en kunstner, man burde have tjekket meget mere ud? Kavinsky er for evigt bundet til 'Nightcall', som var soundtrack til Nicholas Winding Refns kultfilm Drive fra for et par år siden. Men der er altså mere at komme efter på albummet OutRun, som med firsertitler som 'Testarossa Autodrive' er absolut in touch med synthesizermusikkens ophavsmænd som Jean-Michel Jarre og Kraftwerk. Det er kitsch, gennemført og potent, og det skal nok blive en fest!
20) RYAN HEMSWORTH (CA)
Jeg sætter min lid til, at Ryan Hemsworth bliver årets Andy Stott, og giver mig en totaloplevelse på Gloria. Jeg er dog efterhånden ved at indse, at hans lyd nok ikke er helt utilgængelig nok, selvom det til tider bliver ret vildt. Alligevel vil jeg dog stadig rigtig gerne se Ryan Hemsworth, for jeg tror, han er en kunstner, der virkelig løfter sig live. Især hvis de lidt kedelige vokaler glider i baggrunden, og vi kan få lov at få noget electrotæsk!
Jeg er meget spændt på, hvad der skal ske med kunstnere som Systema Solar, nu hvor Cosmopol er sendt til de evige scene-jagtmarker. Det var lige netop denne slags bands, der passede rigtig godt til en scene, som ellers ofte var enten for stor eller alt for lille. Jeg er overordentlig spændt på at se, hvad Avalon kan. Nå, men Systema Solar er det bedste bud i jagten på årets neo-cumbia fix, selvom det ikke er helt lige så hysterisk som eksempelvis Bomba Estéreo. Men festligt, det bliver det!
Her har vi at gøre med et band, som kun har ét indspillet nummer at vise frem. Hvad laver de så ved nummer 18, tænker du? Jo, at hedde Nikolaj Vonsild er sådan cirka den stærkeste trumf man kan kaste i dansk musik for tiden, og når den anden del af duoen er ophavsmand bag Chorus Grant, vupti, Så er der nok hype til en plads i top 20! Albummet kommer snart, og det kan risikere at blive helt uforskammet godt. Jeg håber sandelig det bliver Gloria, for ellers tror jeg den fine, eksperimentelle kammerpop, jeg forventer fra duoen, drukner.
Sådan noget her sker kun på Roskilde! Selvfølgelig booker man det hårdeste navn fra Lissabons undergrund til at lave nattefest på Apollo (forventeligt). Du ved, vi efterhånden er langt fra '90erne, når man kan tillade sig at kalde sig noget så camp som DJ Nigga Fox. Negerræven er en del af den sindssygt sprudlende lyd, der udvikler sig mellem Lissabon og Luanda, Angola. Vi er ude i portugisisk ghetto, post-kuduro, og det er noget af det mest beskidte, jeg nogensinde har hørt. Jeg lover dig, det bliver insane!
16) UNKWON (DK) (warm up)
Det er i sig selv ret væsentligt at være det øverste warm up-navn, men når et warm up-navn er helt oppe i top 20 indikerer det, at her er en koncert, jeg er villig til at indrette min dag efter. Unkwon er også helt forbandet lækkert! Det er den rutinerede DJ Anders Dixen der står bag her, og han har begået en EP, Fractures som er rene ørelækkerier. Tænk engelsk electronica af den atmosfæriske slags - bestemt ikke ulig et navn som Holy Other. Jeg ønsker mig et Roskilde-moment; en solnedgangsseance på Apollo med smukke sommermennesker, der holder hånden.
Jeg har i mine syv år på Dyrskuepladsen endnu aldrig formået at mønstre kræfter til festivalens last dance på Arena, men går håndfaste rygter om, at Ibibio Sound Machine skal lukke festivalen søndag nat i år. Hvis det bliver tilfældet, kommer jeg til at mobilisere hele mit netværk for at finde nogen der vil trodse den lidt kedelige søndagsaffolkning og lade det blive mandag under Arenas dug, for det her er så fedt! Tænk halvfjerdserfunk med fuldt hornblæsertornyster, afrikanske associationer og en ung Grace Jones i front!
Hvis Kristian Finne, manden bag Chorus Grant, havde været fra fjernere himmelstrøg, havde han nok været placeret højere på listen end nr. 14, men det er nemt for danske navne at blive skubbet et par pladser ned, fordi de jo gerne kan fanges i København i tide og utide alligevel. Chorus Grant er en af de indie-guldklumper, der unægteligt skal graves lidt efter på årets plakat, men hvor er det dog en nydelse at høre på! Det lyder til tilder lidt som en ung og lidt mere inderlig Tim Christensen, og særligt nyudgivelsen Space, udgivet på Tambourhinoceros, er virkelig dejlig. Jeg håber sådan, den her kan få lov at pågå en eftermiddag på Gloria uden alt for meget hurlumhej.
På skuldrene af en legendarisk optræden hos Letterman er Future Islands lige aktuelt noget af det nyeste sort i indiesfæren. Flere steder i årets program får man snerten af, at 80'erne i øjeblikket er hot shit, og ingen steder bliver det tydeligere end hos Future Islands, som laver fantastisk stemningsfuld og inderlig indiepop! Vi har egentlig at gøre med et band, som har fire album og en EP bag sig, men som ovenpå deres længste albumpause (3 år) synes at have skiftet gear, er kommet i stald med blandt andre The National, Gang Gang Dance, Deerhunter og Iron & Wine på 4AD, og med album nummer fire, Singles, har brudt den magiske 8.0-grænse på Pitchfork. Læg dertil, at forsanger Samuel Herring er noget af det mest karismatiske og indlevende du kan forestille dig. I tvivl? Tjek Letterman-videoen!
12) OMAR SOULEYMAN (SY)
Okay, jeg disclaimer lige: Min hype af Omar Souleyman er nok lidt ude af proportioner, for ja, det kan godt blive lidt irriterende at lytte til. Men jeg tror det bliver den fedeste fest! Det, der kommer til at ske, er: Omar Souleyman jokker nonchalant og urokkelig rundt med sit partisanertørklæde (wau, kan du huske da det var på mode?!) på hovedet, mens et bredt udvalg af copenhipsters går helt amok til syrisk bryllupsmusik tilsat elektroniske beats! Det her er lidt den musikalske version af Isted Grill-fænomenet, a.k.a. når en hel flok Vesterbro-hipstere omfavner en mand fra en anden kulturkreds og hans egentlig ikke særlig gode produkt, sådan rent klassisk connoisseur-mæssigt. Omar Souleyman er godt nok mere Nørrebro-kitsch end Vesterbro-preppy, og produktet er musik, ikke bøfsandwich, men det er samme princip: Det er omnivorisk bricolage, det er modstrøm og det er über-hypeworthy. Kom med!
11) MANU CHAO & LA VENTURA (FR)
Det er ret legendarisk for mig at Manu Chao endelig dukker op på Roskilde, for det har jeg godt nok håbet på siden 2007. Det er imidlertid temmelig længe siden, jeg for alvor har hørt det, så derfor må det blive til en beskeden plads som nummer 11, men jeg håber på et Orange-slot midt på en varm, solrig eftermiddag. Det stammer fra dengang i gymnasiet, hvor jeg synes spansk var det fedeste, men Chao er jo en sand polyglot, der opererer på spansk, fransk, engelsk, italiensk, portugisisk, arabisk med mere. Han er på én gang et punket venstrefløjsikon, pensum for alle gymnasieelever og musikalsk kamæleon. Særligt er svadaen 'Infinita Tristeza' fra Próxima Estación: Esperanza en genial, ateistisk uppercut som bør studeres linje for linje. Jeg tror, det bliver en dejlig og livsbekræftende koncert med en dedikeret og indigneret kunstner og agitator af guds nåde!
10-6: Årets mest oplagte Gloria-navn, festkamæleonen og berlinertechnoens ypperste.
Okay, jeg disclaimer lige: Min hype af Omar Souleyman er nok lidt ude af proportioner, for ja, det kan godt blive lidt irriterende at lytte til. Men jeg tror det bliver den fedeste fest! Det, der kommer til at ske, er: Omar Souleyman jokker nonchalant og urokkelig rundt med sit partisanertørklæde (wau, kan du huske da det var på mode?!) på hovedet, mens et bredt udvalg af copenhipsters går helt amok til syrisk bryllupsmusik tilsat elektroniske beats! Det her er lidt den musikalske version af Isted Grill-fænomenet, a.k.a. når en hel flok Vesterbro-hipstere omfavner en mand fra en anden kulturkreds og hans egentlig ikke særlig gode produkt, sådan rent klassisk connoisseur-mæssigt. Omar Souleyman er godt nok mere Nørrebro-kitsch end Vesterbro-preppy, og produktet er musik, ikke bøfsandwich, men det er samme princip: Det er omnivorisk bricolage, det er modstrøm og det er über-hypeworthy. Kom med!
11) MANU CHAO & LA VENTURA (FR)
Det er ret legendarisk for mig at Manu Chao endelig dukker op på Roskilde, for det har jeg godt nok håbet på siden 2007. Det er imidlertid temmelig længe siden, jeg for alvor har hørt det, så derfor må det blive til en beskeden plads som nummer 11, men jeg håber på et Orange-slot midt på en varm, solrig eftermiddag. Det stammer fra dengang i gymnasiet, hvor jeg synes spansk var det fedeste, men Chao er jo en sand polyglot, der opererer på spansk, fransk, engelsk, italiensk, portugisisk, arabisk med mere. Han er på én gang et punket venstrefløjsikon, pensum for alle gymnasieelever og musikalsk kamæleon. Særligt er svadaen 'Infinita Tristeza' fra Próxima Estación: Esperanza en genial, ateistisk uppercut som bør studeres linje for linje. Jeg tror, det bliver en dejlig og livsbekræftende koncert med en dedikeret og indigneret kunstner og agitator af guds nåde!
10) MODERAT (DE)
Jeg har misset Berliner-minimalnavnene - Moderat, Modeselektor, Paul Kalkbrenner - så mange gange på Roskilde efterhånden, at jeg begynder at blive en smule apatisk omkring dem, for de kommer jo alligevel altid tilbage. Men i år skal, skal, skal det lade sig gøre for mig, og Moderat er jo berlinertechnoens ypperste! Jeg så Modeselektor i Vega sidste år, og det var vildt, men jeg har en særlig forventning til netop denneher slags navne på Roskilde, hvor folk tit er en lille smule mere all in. 117. gang er lykkens gang!
Jeg har misset Berliner-minimalnavnene - Moderat, Modeselektor, Paul Kalkbrenner - så mange gange på Roskilde efterhånden, at jeg begynder at blive en smule apatisk omkring dem, for de kommer jo alligevel altid tilbage. Men i år skal, skal, skal det lade sig gøre for mig, og Moderat er jo berlinertechnoens ypperste! Jeg så Modeselektor i Vega sidste år, og det var vildt, men jeg har en særlig forventning til netop denneher slags navne på Roskilde, hvor folk tit er en lille smule mere all in. 117. gang er lykkens gang!
Måske årets mest oplagte Gloria-navn. Det her minder mig utrolig meget om, da jeg for to år siden opdagede et andet lille engelsk navn på plakaten, som kun havde udgivet et par nydelige EP'er, og fik en helt fantastisk koncert ud af det - det er derfor, man skal huske at læse navnene med småt! Det er selvfølgelig Daughter, der er tale om. Denai Moore er altså i mange henseender - udgivelseshistorik og lyd - temmelig meget i den samme retning, og desuden lyder den første EP, Saudade, også temmelig meget i retning af et andet navn fra 2012; Bon Iver. Det her er virkelig ømt, og et fantastisk eksempel på et navn, man skal nå at fange, inden hun enten forsvinder eller bliver for stor til de intime omgivelser, musikken påkræver.
8) MAJOR LAZER (US)
Major Lazer er et spændende bekendtskab i den mainstream, hvortil de for alvor brød igennem lydmuren med Free The Universe fra sidste år. Selvfølgelig er noget af det decidedly prol, men jeg synes legen med dynamiske genrer som dancehall, moombahton, baile funk, trap og techno ofte ender vældig godt. Uden egentlig at være nært beslægtet med navne som Fatboy Slim og The Chemical Brothers - og sidstnævnte er jo tung at kaste i Roskilde-sammenhæng efter magtdemonstrationen i 2008 - kan Major Lazer potentielt nogen af de samme ting. Der er naturligvis en risiko for at pendulet svinger den anden vej: Vi har de seneste år (Deadmau5 '11 og Rihanna '13) set, hvor grueligt galt det kan gå, når den absolutte mainstream får lov at lege med Orange. Så bliver det en sjæleløs, forudsigelig afspilning af hits, man lige så godt kunne have hørt i radioen, men som får fremragende anmeldelser fordi folk var stive nok til at hoppe/skråle med efter bedste beskub. Hvis jeg skal komme med et bud, tror jeg dog godt Diplo og resten af Major Lazer-crewet kan levere en fest med en musikalsk og showmæssig dimension, der er den orange dug værdig - så kom an!
7) ARCTIC MONKEYS (UK)
Arctic Monkeys er uden tvivl det band på årets plakat, jeg har det tætteste forhold til. Jeg har alle fem album på min hylde, jeg har danset gennem min gymnasietid og årene efter til Whatever People Say I Am, That's What I'm Not, jeg har været sur til Favourite Worst Nightmare, jeg har nydt og dyrket Humbug og Suck It And Sees lyriske finurligheder, og jeg har hypet AM, som slet ikke er så ringe endda. Det tog et par forsøg - Humbug er fantastisk men ganske uoriginal, Suck It And See er ærligt talt forglemmelig - at mestre transformationen fra teenagerhypeband til voksne, selvsikre sangsmede, men jeg synes det er lykkedes, og Arctic Monkeys er efterhånden det eneste band fra den føromtalte postpunk/garage-revivalbølge i starten og midten af 00'erne (måske sammen med The Raveonettes) som stadig er fit for fight. Tænk over det; The Strokes, Interpol, Bloc Party, Franz Ferdinand, The White Stripes, Editors, Jet, The Hives, The Libertines - hvem har udgivet noget af relevans siden midten af 00'erne? Det har Arctic Monkeys, som sjovt nok måske af alle de førnævnte var allermest et hype-fænomen, og jeg har nydt at følge Alex Turners fortællinger, som har ændret karakter og tempo, men er lige sublime på hvert album. Arctic Monkeys er mærket af en middelmådig koncert i 2011, og det bliver derfor kun til syvendepladsen, men jeg håber vi kan få en tur gennem gammelt og nyt - og et slot i tusmørke, fx kl. 22, ville gøre underværker!
6) DARKSIDE (US)
Psychic var et af sidste års bedste album, og kastede en fortjent 9.0'er af sig på Pitchfork. Jeg har enormt høje forventninger til denneher koncert, og de står dels på skuldrene af albummet, dels af fremragende anmeldelser af duoens double header i København tidligere på året og dels af Nicolas Jaars helt igennem dejlige koncert på Cosmopol i 2011. Det er vildt, at Jaar er så meget et benchmark i en alder af 24! Sammen med guitaristen Dave Harrington laver han musik som Darkside, og det er en lækker krammer af downtempo house, og med lidt held kan denne koncert blive en stemningsboble af de helt stærke!
5-1: Musikhistoriske benchmarks, knugende dysterhed og tårnhøje forventninger.
Da OutKast blev offentliggjort til Roskilde som en del af deres alenlange festival-reunion tour troede jeg, årets legendevingesus var blæst. Ret vildt, at Rolling Stones og Stevie Wonder kommer ovenpå. Selvom vi ikke skal tilbage til tresserne eller halvfjerdserne, gør OutKast i mine øjne et lige så vigtigt musikhistorisk bidrag. Overfladen er kæmpehits som 'Hey Ya', 'Roses' og 'Ms. Jackson', som på en eller anden måde har været fede lige siden de udkom (for 11 og 14 år siden!), og altså undgået den obligatoriske forældelsestid mellem "hit" og "retro-hit" (ja, der var et tidspunkt hvor Backstreet Boys ikke var nice at sætte på kl. 03.30), men under overfladen glemmer mange, at OutKast var absolut centrale i hiphoppens formative halvfemsere, og altså på den måde en del af genealogien for rigtig, rigtig meget musik. Og det holder - hvor svedigt er et nummer (og en titel!) som 'SpottieOttieDopaliscious' for eksempel ikke lige?! Og hov - så var jeg lige ved at glemme, at Pitchfork kårede et helt femte OutKast-nummer, nemlig big beat-luftangrebet 'B.O.B.', som 00ernes bedste nummer. Det er selvfølgelig en lidt arbitrær titel, for hvordan kan man på nogen måde kondensere et helt årti ned i ét nummer, der skal forestille sig at være bedst eller vigtigst? Selvom de middelmådige anmeldelser fra Coachella skræmmer lidt, har jeg tillid til at Andre og Big Boi laver folkefest på Orange - alene 60.000 menneskers fælles kænguhop til 'Hey Ya' er jo værd at komme for...
3) LYKKE LI (SE)
Denne fantastiske svensker har netop smidt sit tredje album, I Never Learn, og det lyder som om, hun holder sin imponerende kadence. Albummet placerer sig lydmæssigt et sted mellem de to forrige, Youth Novels og Wounded Rhymes. Der er i sandhed lige så overskyet og dystert som på den sidstnævnte, men der er måske ikke ligefrem torden og lynild. Nyt album eller ej, så er det i mine øjne den fænomenale Wounded Rhymes der sælger billetter. Det er svært at kalde den en undervurderet plade, men de anmeldelser og hits, den kastede fra sig, men det synes jeg sgu alligevel lidt den der. Lykke Li er en karismatisk kraftfuld popsnedker med sans for finesse, der både mestrer percussionbombardement og ømhed, og jeg tror, hun kan tage Arena fuldstændig under sin kontrol. Jeg håber blandt alle de kraftfulde numre, at der kan blive plads til ballader som 'Love Out of Lust', 'Unrequited Love' og 'Sadness Is A Blessing', for her brillierer Lykke Li i den grad. Jeg missede koncerten i 2011, så jeg glæder mig!
2) TRENTEMØLLER (DK)
Jeg har flere steder i det ovenstående talt om høje forventninger, men ingen steder er forventningerne selvklart helt på niveau med dem, jeg har til Anders Trentemøller. Koncerten - erobringen - af Orange Scene i 2009 er til stadighed den vildeste koncert, jeg har set på Roskilde. Ja, måske en af de vildeste koncerter jeg har været til. Nogensinde. Og jeg har alligevel været til mange efterhånden. Der er dage, hvor jeg virkelig grubler over, hvordan Trentemøller skal overgå den koncert. Og der er dage, hvor jeg ikke er i tvivl. Hans musikalske ekvilibrisme og balance mellem digitalt og analogt rammer lige netop der, hvor en koncert med såkaldt elektronisk bliver alt andet end elektronisk. Det bliver personligt, euforisk og direkte. Jeg forventer et tour de force med besøg i det stærke album Lost fra sidste år, nyklassikeren The Last Resort, som efterhånden har otte år på bagen, hitsene fra Into The Great White Younder og naturligvis Trentemøllers righoldige remixervirke (gad vide om vi får lov at høre 'What Else Is There?' denne gang?) - og jeg håber, 2009 ikke var et one-off erobringstogt!
1) STEVIE WONDER (US)
For satan, hvor blev jeg dog glad i låget, da Stevie Wonder blev annonceret! Det var super nonchalant gjort, et underligt sted midt inde i releasevideoen, så man troede næsten ikke sine egne øjne. Der er ikke så meget andet at sige end at Stevie Wonder er lig med glæde, varme og venskabelighed - og uforskammet funkiness, naturligvis. Efter et par år med stærke men særprægede lukkenavne, får vi i år et lukkenavn, der ikke er set folkeligere end Coldplay i '09. Det bliver en fest med hit på hit, og ydermere har Wonder tendens til at spille en håndfuld stærke covernumre (heriblandt et af mine yndlings-Michael Jackson numre, 'The Way You Make Me Feel'!). Tak Roskilde, for pokker!
Major Lazer er et spændende bekendtskab i den mainstream, hvortil de for alvor brød igennem lydmuren med Free The Universe fra sidste år. Selvfølgelig er noget af det decidedly prol, men jeg synes legen med dynamiske genrer som dancehall, moombahton, baile funk, trap og techno ofte ender vældig godt. Uden egentlig at være nært beslægtet med navne som Fatboy Slim og The Chemical Brothers - og sidstnævnte er jo tung at kaste i Roskilde-sammenhæng efter magtdemonstrationen i 2008 - kan Major Lazer potentielt nogen af de samme ting. Der er naturligvis en risiko for at pendulet svinger den anden vej: Vi har de seneste år (Deadmau5 '11 og Rihanna '13) set, hvor grueligt galt det kan gå, når den absolutte mainstream får lov at lege med Orange. Så bliver det en sjæleløs, forudsigelig afspilning af hits, man lige så godt kunne have hørt i radioen, men som får fremragende anmeldelser fordi folk var stive nok til at hoppe/skråle med efter bedste beskub. Hvis jeg skal komme med et bud, tror jeg dog godt Diplo og resten af Major Lazer-crewet kan levere en fest med en musikalsk og showmæssig dimension, der er den orange dug værdig - så kom an!
7) ARCTIC MONKEYS (UK)
Arctic Monkeys er uden tvivl det band på årets plakat, jeg har det tætteste forhold til. Jeg har alle fem album på min hylde, jeg har danset gennem min gymnasietid og årene efter til Whatever People Say I Am, That's What I'm Not, jeg har været sur til Favourite Worst Nightmare, jeg har nydt og dyrket Humbug og Suck It And Sees lyriske finurligheder, og jeg har hypet AM, som slet ikke er så ringe endda. Det tog et par forsøg - Humbug er fantastisk men ganske uoriginal, Suck It And See er ærligt talt forglemmelig - at mestre transformationen fra teenagerhypeband til voksne, selvsikre sangsmede, men jeg synes det er lykkedes, og Arctic Monkeys er efterhånden det eneste band fra den føromtalte postpunk/garage-revivalbølge i starten og midten af 00'erne (måske sammen med The Raveonettes) som stadig er fit for fight. Tænk over det; The Strokes, Interpol, Bloc Party, Franz Ferdinand, The White Stripes, Editors, Jet, The Hives, The Libertines - hvem har udgivet noget af relevans siden midten af 00'erne? Det har Arctic Monkeys, som sjovt nok måske af alle de førnævnte var allermest et hype-fænomen, og jeg har nydt at følge Alex Turners fortællinger, som har ændret karakter og tempo, men er lige sublime på hvert album. Arctic Monkeys er mærket af en middelmådig koncert i 2011, og det bliver derfor kun til syvendepladsen, men jeg håber vi kan få en tur gennem gammelt og nyt - og et slot i tusmørke, fx kl. 22, ville gøre underværker!
6) DARKSIDE (US)
Psychic var et af sidste års bedste album, og kastede en fortjent 9.0'er af sig på Pitchfork. Jeg har enormt høje forventninger til denneher koncert, og de står dels på skuldrene af albummet, dels af fremragende anmeldelser af duoens double header i København tidligere på året og dels af Nicolas Jaars helt igennem dejlige koncert på Cosmopol i 2011. Det er vildt, at Jaar er så meget et benchmark i en alder af 24! Sammen med guitaristen Dave Harrington laver han musik som Darkside, og det er en lækker krammer af downtempo house, og med lidt held kan denne koncert blive en stemningsboble af de helt stærke!
Jeg har virkelig haft en Antics-revival de sidste par uger. For pokker, hvor er det et fænomenalt album - måske endda et af de 20, jeg skal have med på en øde ø engang! Det startede ellers lidt pro et contra med Interpol og jeg i år. På den ene side har jeg faktisk set dem før (Northside 2011) uden at det gjorde et voldsomt indtryk, og i år udkommer et nyt album, som jeg ikke har udpræget høje forventninger til. På den anden side har vi her virkelig at gøre med et band, jeg har fulgt længe. Det var noget af det allerførste guitarmusik jeg hørte, dengang jeg begyndte at høre andet end plastic og det mine forældre hørte. Our Love To Admire og altså særligt tiårsfødselaren Antics står mig meget nære, og nu, hvor jeg finder den frem igen, går det op for mig, hvor fænomenale, numre som 'Narc', 'C'mere', 'Public Pervert' og 'Take You On A Cruise' er. Men faktisk var det jo med Turn On The Bright Lights helt tilbage i 2002, at Interpol sammen med navne som The Strokes og The White Stripes brød lydmuren ind til de tidlige 00'eres bølge af postpunk- og garage revival, som jeg og mange af mine venner har brugt uendelige timer på. Jeg håber sådan, Roskilde ikke overcaster Interpol til det sandsynlige, rigtig kedelige eftermiddagsslot på Orange, men i i stedet lader dem spille Arena, hvor jeg tror det kan blive en ganske fremragende koncert.
4) OUTKAST (US)Da OutKast blev offentliggjort til Roskilde som en del af deres alenlange festival-reunion tour troede jeg, årets legendevingesus var blæst. Ret vildt, at Rolling Stones og Stevie Wonder kommer ovenpå. Selvom vi ikke skal tilbage til tresserne eller halvfjerdserne, gør OutKast i mine øjne et lige så vigtigt musikhistorisk bidrag. Overfladen er kæmpehits som 'Hey Ya', 'Roses' og 'Ms. Jackson', som på en eller anden måde har været fede lige siden de udkom (for 11 og 14 år siden!), og altså undgået den obligatoriske forældelsestid mellem "hit" og "retro-hit" (ja, der var et tidspunkt hvor Backstreet Boys ikke var nice at sætte på kl. 03.30), men under overfladen glemmer mange, at OutKast var absolut centrale i hiphoppens formative halvfemsere, og altså på den måde en del af genealogien for rigtig, rigtig meget musik. Og det holder - hvor svedigt er et nummer (og en titel!) som 'SpottieOttieDopaliscious' for eksempel ikke lige?! Og hov - så var jeg lige ved at glemme, at Pitchfork kårede et helt femte OutKast-nummer, nemlig big beat-luftangrebet 'B.O.B.', som 00ernes bedste nummer. Det er selvfølgelig en lidt arbitrær titel, for hvordan kan man på nogen måde kondensere et helt årti ned i ét nummer, der skal forestille sig at være bedst eller vigtigst? Selvom de middelmådige anmeldelser fra Coachella skræmmer lidt, har jeg tillid til at Andre og Big Boi laver folkefest på Orange - alene 60.000 menneskers fælles kænguhop til 'Hey Ya' er jo værd at komme for...
3) LYKKE LI (SE)
Denne fantastiske svensker har netop smidt sit tredje album, I Never Learn, og det lyder som om, hun holder sin imponerende kadence. Albummet placerer sig lydmæssigt et sted mellem de to forrige, Youth Novels og Wounded Rhymes. Der er i sandhed lige så overskyet og dystert som på den sidstnævnte, men der er måske ikke ligefrem torden og lynild. Nyt album eller ej, så er det i mine øjne den fænomenale Wounded Rhymes der sælger billetter. Det er svært at kalde den en undervurderet plade, men de anmeldelser og hits, den kastede fra sig, men det synes jeg sgu alligevel lidt den der. Lykke Li er en karismatisk kraftfuld popsnedker med sans for finesse, der både mestrer percussionbombardement og ømhed, og jeg tror, hun kan tage Arena fuldstændig under sin kontrol. Jeg håber blandt alle de kraftfulde numre, at der kan blive plads til ballader som 'Love Out of Lust', 'Unrequited Love' og 'Sadness Is A Blessing', for her brillierer Lykke Li i den grad. Jeg missede koncerten i 2011, så jeg glæder mig!
Jeg har flere steder i det ovenstående talt om høje forventninger, men ingen steder er forventningerne selvklart helt på niveau med dem, jeg har til Anders Trentemøller. Koncerten - erobringen - af Orange Scene i 2009 er til stadighed den vildeste koncert, jeg har set på Roskilde. Ja, måske en af de vildeste koncerter jeg har været til. Nogensinde. Og jeg har alligevel været til mange efterhånden. Der er dage, hvor jeg virkelig grubler over, hvordan Trentemøller skal overgå den koncert. Og der er dage, hvor jeg ikke er i tvivl. Hans musikalske ekvilibrisme og balance mellem digitalt og analogt rammer lige netop der, hvor en koncert med såkaldt elektronisk bliver alt andet end elektronisk. Det bliver personligt, euforisk og direkte. Jeg forventer et tour de force med besøg i det stærke album Lost fra sidste år, nyklassikeren The Last Resort, som efterhånden har otte år på bagen, hitsene fra Into The Great White Younder og naturligvis Trentemøllers righoldige remixervirke (gad vide om vi får lov at høre 'What Else Is There?' denne gang?) - og jeg håber, 2009 ikke var et one-off erobringstogt!
1) STEVIE WONDER (US)
For satan, hvor blev jeg dog glad i låget, da Stevie Wonder blev annonceret! Det var super nonchalant gjort, et underligt sted midt inde i releasevideoen, så man troede næsten ikke sine egne øjne. Der er ikke så meget andet at sige end at Stevie Wonder er lig med glæde, varme og venskabelighed - og uforskammet funkiness, naturligvis. Efter et par år med stærke men særprægede lukkenavne, får vi i år et lukkenavn, der ikke er set folkeligere end Coldplay i '09. Det bliver en fest med hit på hit, og ydermere har Wonder tendens til at spille en håndfuld stærke covernumre (heriblandt et af mine yndlings-Michael Jackson numre, 'The Way You Make Me Feel'!). Tak Roskilde, for pokker!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar