Hvis der nu skulle være nogen, der var i tvivl, kan I lige så godt få sandheden med det samme: Årets program er et sandt overflødighedshorn af skæve vinkler - så mange, at Le Corbusier ville bryde grædende sammen. De sidste par år har jeg med fynd og klem listet mellem 30 og 40 artister, der har interesse. I år er jeg endt på det runde tal halvtreds (!). Det er omtrent en fjerdedel af musikprogrammet, og jeg ved naturligvis godt, at jeg, hvis jeg er heldig og effektiv, får set mellem en tredjedel og en fjerdedel af nedenstående liste, og alt afhænger af spilleplanen. Guiden skal imidlertid i lige så høj grad tjene til inspiration. Der er sikkert nogen af jer, der er mere vilde med Makedonien eller Colombia end jeg, og derfor vil få meget ud af også det tynde øl på listen.
Derudover er det ufrivilligt også kommet til at handle lidt om Johanne Schmidt-Nielsen, Pitchfork, Den Demokratiske Republik Congo, Kansas City, giraffer, Soundvenue, Århus, Berlin (/Culture Box en hverdagsaften), knepperi, nirvana, blinde mennesker i 1A'eren og hvor dårlig den nye Coldplay-plade virkelig er. Jeg håber det er OK.
Læs, lær, mor jer, kors jer, udforsk og oplev!
50-41 - Analoge kassettebånd, årets colombianere og sommerhits med dancehall på.
50. KELLERMENSCH (DK)
Jeg er ovenud glad for, at Kellermensch skal åbne Orange. Jeg har intet forhold til orkesteret selv, men jeg synes åbningstjansen er så rart et klimaks for upcoming bands, at jeg nærmest rituelt kigger forbi og overværer de første par numre, og mærker stoltheden og øjeblikket. Det gjorde jeg selv de fortvivlende år, hvor Orange blev back-to-back skamredet, først af totalt overcastet færøsk tudepop og siden af udkogt, skånsk hip-hop. Der kommer altid et skær af folkelighed over åbneren (ok, det var lidt svært at spotte dengang med When Saints Go Machine, men de er også fra Østerbro, der som bekendt jo er det tætteste, Danmark kommer på en autonom provins med uslukkelige løsrivelsesønsker). Alene derfor må Kellermensch på listen.
49. CLOCK OPERA (UK)
Kan du huske Delphic? Nå ikke. Deres debut var ellers en af 2010s mest oversete plader, men lad nu det ligge. Vi skriver 2012, og Island Records' Clock Opera er noget af det tætteste vi kommer på madchester-influeret synthesizermusik. Meget sejt, faktisk.
48. DALGLISH (US)
Jeg har stor respekt for ambient-kunstnere. Tænk sig, frivilligt at lave musik, der er så utilgængeligt - det er nærmest kun lounge, der er mere anonymt! Dalglish går linen ud, og har udgivet et album, hvor samtlige titler består af datoer. En koncert, der kan blive dragende spektakulær, men også kan blive en mand og en computer.
47. KORALLREVEN (S)
Korallreven er endnu et svensk offshoot på den rimelig omfattende balearic-bølge, der på det seneste har givet os navne som Delorean, jj og herhjemme Taragana Pyjarama, og har været vildt hypet i blogosfæren. Jeg så dem på Ideal Bar i vinters, og har, den dejlige musik til trods, ikke stort behov for at se dem igen.
46. PENGUIN PRISON (US)
En af flere artister på årets program, der har fundet ud af, at Hot Chip må have gjort noget rigtigt, siden de er på deres femte album med mere eller mindre samme formel. Desværre også en af de mere anonyme artister i denne gyde.
45. MAJOVCI GROUP (MKD)
Kan du også huske den undren, der bredte sig, dengang ens gymnasieveninder for første gang kom svedige ned fra festivalpladsen og var blevet grovforført af en albaner med klarinet? Mere eller mindre autentiske balkanesiske bands har været fast inventar på programmet rimelig mange år efterhånden, og deres koncerter får ofte rygende stærke anmeldelser. Majovci Group lyder faktisk som et ret godt outfit af slagsen, og de kommer fra Makedonien - et land, der er blandt de generelt dårligste i Eurovisionens Melodi Grand Prix, hvilket må borge for en vis musikalsk kvalitet - men jeg må også erkende, at de megadrukner i årets line-up. Og der kommer jo alligevel et nyt balkanband næste år...
44. BOMBA ESTÉREO (COL)
Kendte du heller ikke til neo-cumbia før du begyndte at studere de små typer på Roskilde-plakaten? Bomba Estéreo har været her før, så de må jo være seje. Men der kommer jo alligevel et nyt neo-cumbiaband næste år...
43. SON PALENQUE (COL)
Ikke blot blander Son Palenque afrikanske og latinamerikanske indflydelser - ja, hele to kontinenter med fattige men glade mennesker! - de er også hundrede år gamle, hvilket tydeligvis er et kvalitetsstempel på musik fra den del af verden. Sejt!
42. GIRAFFAGE (US)
Med ord som "dagdrømmende", "varme synthesizers" og ikke mindst "analoge kassettebånd" gør Roskilde sit til at putte Giraffage ind i hovedet på alle indiefetichisterne. Og det ér da også rart at lytte på, og lugter helt vildt af overfyldt koncert på Gloria lørdag eftermiddag.
41. KLUMBEN & RASKE PENGE (DK)
Glem Kidd (ikke så svært, vel?) - de her to drenge er lyden af København anno 2012 (og den ene af dem er endda fra Aalborg, ha!). Jeg har ikke solgt min sjæl til dancehall, og de to herrer er at finde alverdens steder for tiden, men alligevel vil jeg nu gerne se dem tage lige præcis Roskilde under kærlig sommerhitbehandling!
40-31 - Københavnsk gruppeonani, gymnasiepige-garanti og årets dyreste booking.
40. COPENHAGEN COLLABORATION (DK)
Jeg kan ikke helt beslutte mig for om det her er vildt spændende, eller bare en enorm omgang selvmasturbation af den københavnske musikelite. Det tæller op, at Aske Zidore for en gangs skyld ikke er med, men det trækker ned at de har valgt at cover'e Band of Horses (sorry, så kom svineren alligevel...). 27 musikere på scenen er dog aldrig uinteressant.
39. THE ROOTS (US)
"Hvad laver du mand! Det er sgu'da dem, der har lavet 'The Seed'!?!" Det er det ja, men jeg står ikke halvanden time på Orange Scene for ét nummer, med mindre jeg virkelig keder mig. Det kom jeg til sidste år med Kings of Leon (ja undskyld, det ér 'Use Somebody' jeg godt kan lide - vi har vel alle vores guilty pleasures?), og det var ikke time well spent (sorry, så kom svineren alligevel...). Dog big ups til Roskilde for denne booking!
38. COLD SPECKS (CAN)
Jeg hypede Cold Specks helt vildt for mig selv i går, men helt ærligt, så godt er det sgu heller ikke. På et program, der er rimelig stærkt i krydsfeltet mellem indie, folk, soul og blues kan canadieren her risikere at drukne.
37. THE VACCINES (UK)
Arh, helt ærligt, hva'? The Vaccines blev store efter jeg stoppede med at komme på RockNielsen i Aalborg, så jeg skal vist være relativt fuld for at ende til denne koncert. Men man ved aldrig - der er sikkert fyldt med fulde gymnasiepiger, sprængbevæbnet med: "Ej, er du fra Jylland? Det er så sjovt når I siger det der 'træls'"-kommentarer...
36. NIKI & THE DOVE (S)
Det er meget sejt, men er det ikke som om vi har hørt mere end et par skandinaviske synthesizerdamer efterhånden? Nuvel, denne svenskerinde er på Sub Pop, og 'The Fox' er et morderligt godt nummer!
35. DJ MILES CLERET (UK)
Der er ikke meget plads til de mere eventyrlystne DJ's i et år, der mest af alt lugter af drum'n'bass og berlinertechno, men Miles Cleret lyder som en mand med en yderst spændende ratatouille i gryden!
34. MARTYN (NL)
Martyn var her for et par år siden, dengang dubsteppen, på godt og ondt, havde det anderledes end i dag. Han er stadig sin helt egen, så hvis du vil høre en hollænder i år, og heller ikke får våde drømme af at se "Amsterdance" på programmet, så kan det her være manden.
33. BERNHOFT (N)
Jeg er ikke blevet grovbukket af Bernhoft-hypen som mange andre, for jeg synes sgu det er en smule corny. MEN manden er en gudsbenådet musiker, og alene derfor fortjener han opmærksomhed. Men får han Arena, og drukner han der?
32. DJANGO DJANGO (UK)
Endnu et band på årets program, der befinder sig et sted i krydsfeltet mellem Hot Chip og Gang Gang Dance. Denne gang lidt mere overbevisende.
31. BRUCE SPRINGSTEEN (US)
"Blasfemia, hijo de puta, hvad laver han som nummer 31?!?" Jeg kommer ikke på Orange for at høre ét nummer, og jeg kommer heller ikke for at høre ingen. Udover at jeg synes Springsteen er en helt legitim booking, og at jeg er glad på vegne af alle de, der skal sidde i kø i timevis for at se manden (når man har givet så mange dollarz for manden, så har I faneme af at troppe op!), så er jeg bedøvende ligeglad om Roskilde maler Orange star-spangled og sætter tiden i stå - jeg skal nok ikke sidde nede i campen og surmule, når Bruce bræger under canopy'en, men jeg kan godt finde andre scener at være på lørdag aften - måske får jeg endda et eller andet obskurt helt for mig selv...
30-20 - Se giraffen, århushipsterne, negre med polio og den mærkeligste mand i Reykjavik.
30. GHOSTIGITAL (ISL)
Björk er ikke det eneste tidligere Sugarcubes-medlem på Roskilde. Hun er heller ikke det sindssygeste. Ghostigital er lyden af alskens siglo veintiuno-lydmaskiner i hænderne på det mærkeligste menneske i Reykjavik. Som Einar Örn selv siger (på albummet In Cod We Trust, for lige at komplettere billedet...): "How abstract can you get?" Det lyder som en oplevelse af de helt anstrengende mindeværdige!
29. PERFUME GENIUS (US)
'Normal Song' (tryk på linket) er aldeles dejlig, men ellers må jeg sige, at Perfume Genius bevæger sig alvorligt meget på knivsæggen mellem "gribende koncert" og "druknet koncert". Som navnet indikerer, helt sikkert en af årets største "spot en (Århus-)hipster"-koncerter.
28. HOSPITALITY (US)
De her lyder rent harmonisk lidt som mine gamle drenge i The Seducers! Jeg må indrømme at en af mine veninder havde ret, da hun konstaterede, at Hospitality næppe får grise til at flyve live, men det er bare så utrolig rart, meget mere tilgængeligt end gængs Brooklyn-indie, og så er jeg stadig pissetræt af at jeg ikke fik set Little Marbles sidste år!
27. FRENCH FILMS (FIN)
Obligatorisk ophavsforvirring her, når bandet faktisk er fra Finland - et land, vi stadig mest forbinder med metal, så meget at man er overrasket hver gang der kommer andet musik fra landet med verdens sjoveste engelskaccent. Dette er en Pavilion Junior-koncert, hvilket medfører forbeholdet, at jeg er for spritstiv til at dukke op. Bonusinfo: 'This Dead Town' (se linket) lyder som White Lies der har parret sig med Arcade Fires 'Rebellion (Lies)'.
26. RANGLEKLODS (DK)
Jeg har faktisk ikke det store forhold til Rangleklods, udover at jeg har det fælt dårligt med navnet, der minder mig om bamsefødselsdag i børnehaveklassen. Hans liveshows er imidlertid blevet omtalt så overdrevent positivt, at han må være værd at prioritere på Roskilde.
Fra landet, der har givet os Datarock og Casiokids, kommer nu 120 Days. Det lugter lidt mere af madchester og Tyskland, og jeg tror det kan blive ondt på Cosmopol!
Det her er så utrolig rart, i hvert fald det jeg har hørt af det, at man gerne ville være nyforelsket på en græsplæne til denne koncert. Nu er der imidlertid ikke mange græsplæner på Roskilde, men Bowerbirds er stadig en times nydelse værd!
Som Pitchfork-discipel burde jeg jo stå trofast forrest til denne koncert, men selvom Daniel Lopatin er et spændende menneske, har jeg lidt svært ved at se en Oneohtrix Point Never-koncert flytte sig nogen vegne hen. Det er vildt sejt at manden har lavet en plade af udelukkende reklame-samples (og selvfølgelig var den på Pitchforks end-of-year list, ligesom Jens Lekman, der jo som bekendt er sangernes svar på humlebien), men er denne koncert ikke i overhængende risiko for at falde i det velkendte "mand med computer"-hul? Jeg er nu alligevel lidt nysgerrig...
Årets næststørste "se giraffen"-koncert. Congo Democratique står det lille (CD) for, og det er nok det mest overeksponerede, og i øvrigt morsomt nok også det mindst demokratiske, land på Roskilde Festival. De alment polioramte Staff Benda Bilili er årets indslag straight outta Kinshasa, og hvem vil ikke gerne se syge mennesker? Jeg må indrømme, at jeg var lidt træt af at gå glip af dem sidst. Det kunne være dejligt at få gjort op for!
Absolut årets største "se giraffen"-koncert! Frk. Monáe er tilbage, og jeg er vildt splittet. Jeg er i grunden vildt dårlig til R'n'B, men rygtet siger jo at damen fra Kansas City (say wut?) kan holde en helvedes fest, så måske bliver mit kritiske indiehjerte outpunched af hypen. Hun kan risikere at falde til jorden på have seen-fravalg, men det kan også meget vel blive en af årets store klimaks på Arena, især hvis man belønner hende med et prime-spot - for eksempel klokken midnat, eller bare oveni Behemoth/Refused/(indsæt årets overcastede mædl/punk-navn på Orange) eller de der Appara-ta-ta-ta-tjo-nogen, som ingen ved hvem er...
20-11 - (Flere) afrikanske badutspring, danske træfsikkerheder, blød indie og hård berlinerfetichisme.
Jeg lærte til Chase & Status sidste år, at man nogengange skal slå hjernen helt fra - især, når man har at gøre med den londonske undergrund. Vi havde en fest til den koncert, selvom den fik 2/6 i festivalavisen dagen efter - men det var også anmeldt af Soundvenue, hvor man som bekendt skal have udfiletteret sine inderste musiknørderier om samples af sporskifteren ved Dybbølsbro, regnvejret foran det obligatoriske sommerhus-eksil og gøgen, der kukker (ok, det var vist Roben og Knud, men lad nu det ligge) i en track-by-track gennemgang, for at være i kridthuset (undskyld til Oh No Ono, Treefight For Sunlight og Shout Wellington Air Force, jeg kan stadig godt lide jer!). Africa Hitech tror jeg bliver en af årets vildeste fester, så er det sagt!
Man kunne let stå ene mand blandt hormonforstyrrede teenagepiger til denne koncert, hvis ikke lige det var fordi, ham den OK søde Carl Emil anno 1991 i tilgift er en af de mest habile danske tekstforfattere, jeg har hørt længe længe. Flosklen, at en forfatter besynger ungdommen, høres med jævne mellemrum, men her passer det sgu - Ulige Numre ér lyden af uskyldige smaskforelskelser og morgenlyse ture hjem fra byen på jernhesten!
Der er guddødeme løbet meget vand under broen siden min eks-eks-svoger introducerede mig for Analogik på sin pladespiller i den nordjyske provins. Søens Folk, fra dengang jeg gik i 2g, er stadig mit holdepunkt hos disse knuselskelige og meget århusianske århusianere, men to album er siden kommet til, og når de har det fulde ensemble med, er de nærmest urørlige live. Måske ikke kl. 3 om natten denne gang, Roskilde?
Berlinertechnoen og jeg er a story of near hits. Jeg får aldrig nosset mig sammen til at tage på Dunkel eller Culture Box, og da Moderat var forbi Roskilde for nogen år siden, var jeg for træt og for ædru. I år skal det være, men den gode Paul Kalkbrenner lider en smule under, at både han og Modeselektor er at finde på Dyrskuepladsen i år. Det er ikke vildt sandsynligt at jeg prioriterer begge to højt, men jeg er ikke i tvivl om, at det her bliver stort.
Jeg må indrømme, at mit forhold til James Mercer primært går via hans musikalske frikvartersleg med Dangermouse i Broken Bells. Det er, som om der mangler lidt tyngde til Mercers fine tenor hos The Shins. Alligevel har jeg prøvet lidt at elske det, for det er jo indierock, og det går OK med både klassikeren Chutes Too Narrow og den nye Port of Morrow. Jeg ved dog ikke helt endnu om The Shins og jeg er luuuv nok til at jeg skal prioritere dem højt.
Et sted mellem Feist, Imogen Heap og Joanna Newsom ligger engelske Daughter, og når hun åbner munden og spiller på sin guitar, er hun dejlig som få på årets program!
Bandet her, som en stor del af Roskildegængerne med garanti har på bånd, har i al stilfærdighed manifesteret sig blandt Danmarks bedste indie-sangsmede. Alt centrerer sig naturligvis om Jacob Bellens' næsten uanstændigt behagelige vokal. Jeg har ikke dyrket den nye plade helt så meget, men den forrige, Spinning For The Cause, er aldeles dejlig, og jeg har endnu til gode at se I Got You On Tape live. Måske i år på Roskilde?
Merrill Garbus er en af de sejeste damer på årets line-up, og selvom hun er druknet lidt i programmet, er dette stadig en koncert, jeg prioriterer højt. Jeg elsker, når man kan stå og forundres over avanceret musikhåndværk, og det er der statsgaranti for til tUnE-yArDs-koncerten!
Dengang jeg første gang blev eksponeret for Malk De Koijn i start-nullerne, var det mest tihi-fniz, fordi de sagde "kneppe". Det bliver spændende at se, hvordan rapgruppen vil toppe deres legendariske koncert i '09. Jeg havde frækt gættet på, at Roskilde ville give dem et lukkeslot på Orange, men efter man har valgt at placere Apparatjik på et sådant, har Malk de Koijns chancer for samme lidt skibbrud. Björk rygtes som søndagslukker, Springsteen er nærmest et lock på lørdagen, og man jokker godt og grundigt i nælderne, hvis man ikke giver The Cure et lukkeslot også. Nuvel, Malk skal nok gribe den bold de får kastet i hænderne. Jeg har ikke dyrket den nye plade særlig meget, men jeg satser på, at de tre bananer godt ved, at det er deres to episke skiver fra omkring årtusindskiftet, der har gjort dem til danefæ. Giv mig Kosmisk Kaos og lightere i natten, så er jeg glad!
Jeg eksponeres ufrivilligt meget for blinde mennesker, da jeg bor i Valby, lige overfor et bosted for den slags. De har lært mig altid at holde tilbage når 1A'eren holder ved et stoppested, for man ved sgu aldrig, hvor mange der kommer tumlende ud! En veninde og jeg kom den anden dag til at tale om, hvordan blind kærlighed mon er. Er de befriet for den overfladiskhed, vi andre er forbandet med, eller er de blot overfladiske på en anden måde? Blind kærlighed får man nok et ganske fint indtryk af til Amadou & Mariams koncert. Jeg har ikke hørt voldsomt meget med dette malinesiske ægtepar, men jeg har en instinktiv følelse af, at jeg bliver nødt til at opleve det, og at jeg måske kommer i nirvana bagefter. Og hvem ved, om de får lov at lege med Orange Scene en eftermiddag?
10-6 - Elektronisk overvægt, hjemmebanefavoritter og lyden af det ukendte.
Indrømmet: Jeg har ikke hørt meget Friendly Fires på det sidste, jeg var ikke imponeret af deres sidste album, og jeg synes de er en underlig, uaktuel booking. Når jeg alligevel placerer dem i min top 10, er det fordi deres fænomenale koncert i 2010 stadig sidder i kroppen på mig, og fordi debutpladen Friendly Fires var fast inventar til et utal af fester for et par år siden. Så længe Roskilde besinder sig, og lader Friendly Fires blive på Odeon, så bliver det her svinefedt!
Jeg hører for tiden Spleen Uniteds treer, School of Euphoria, hver gang jeg er på vej ud af døren for at drikke mig fuld. Indrømmet, den har ikke i nærheden af samme radiohitpotentiale som Neanderthal (men hvad har næsten også det?), men den holder, og Spleen United holder stadig live. Jeg så dem i Den Grå Hal for et par måneder siden, men fy fan - Arena bliver en heksekedel!
Det er skægt med Mew. Jeg synes i grunden det er en svag booking. Sidst var de her lige før No More Stories-pladen, som bare slet ikke har sat sig. Alligevel har jeg et stort behov for at høre dem. Det er seks (!) år siden sidst, og jeg har faktisk trippet ... And The Glass-Handed Kites en del på det sidste. Især Silas Graae er jo fænomenal derpå! Derudover er Frengers jo en vaskeægte nyklassiker, så vi klarer os nok.
En gammel(klog) kollega sagde til mig, lige inden jeg rykkede teltpælene op og flyttede til Hovedstaden, at jeg skulle huske, at hvis jeg så meget som hviskede: "Berlin!" i øret på en københavner, ville han/hun komme ud over det hele i historier om sin seneste tur på Berghain, "... og hey mand, skal du ikke med på Culture Box på søndag(/tirsdag/anden ugedag, hvor man virkelig skal være dedikeret berlinerfetichist for at høre techno) og høre endnu en minimaltysker?" Jeg har ikke været i Berlin i over et årti, men jeg har læst, at man på førnævnte Berghain kan finde Johanne Schmidt-Nielsen i fuld tilstand (hvordan tør hun fortælle det til Ud&Se? Jeg tror Berghains befolkning af unge danske mænd er tidoblet siden da!), så det er bare med at komme afsted - så kan hun måske alligevel scores! Tilbage til Roskilde (hvor hun måske også kan scores, hvis man leger tysker), hvor Modeselektor sandsynligvis får lov til at kamp-owne Arena en sen nat. Det vil jeg gerne være med til - jeg tror det bliver vanvittigt!
Årets program mangler lidt den åbenlyse nattefest på Orange, i stil med The Chemical Brothers, Deadmau5 og naturligvis Trentemøller de senere år. I stedet har man virkelig valgt at gamble - ikke blot har man sat stort set ukendte Apparatjik på Orange - man har givet dem torsdag kl. 1-slottet, som kræver specialtilladelse fra myndighederne! Jeg er i sandhed spændt på, hvad der er i vente! Det er en stor opgave - supergrupper skuffer ofte, og det er jo ikke fordi, vi skal håbe på 'Zookeepers Boy' (de indviede vil forstå joken) eller 'Every Teardrop Is A Waterfall' fra Orange Scene. Gud i øvrigt forbyde, at sidstnævnte kvalmende elendige stykke sellout-radiopop nogensinde, nogensinde får lov til at lyde fra Orange! - og det er sagt af en mand, der har såvel de fire gode Coldplay-album som det utilgiveligt dårlige på sin CD-hylde. Alt kan ske til Apparatjik - der er i hvert fald lagt i ovnen til noget episk!
5-1 - Genreafvisende kvinder, synthesizerstorm, øredøvende skønhed og yndlingsemoen.
5-1 - Genreafvisende kvinder, synthesizerstorm, øredøvende skønhed og yndlingsemoen.
Der har været nærmest pinligt stille omkring Björks nyeste album, Biophilia. Når det er sagt, tror jeg - i en tid, hvor det årligt diskuteres om Orange Scene er for kolossal til det nye årtusindes fragmenterede musikbillede - at Björk er en af de få, der stadig kan tæmme den ikoniske dug, med alle dens lyd- og lysmuligheder. Man må bare sætte sin lid til, at det bliver båret af hitsene fra efterhånden gamle plader som Homogenic og Post, og selvfølgelig kraftpræstationen 'Declare Independence' fra Volta, som fungerede som sindsoprivende punktum, da Björk henrykkede en gennemblødt discipelskare med en syndflodsgudstjeneste af dimensioner på den torsdag i 2007, hvor en pæn del af det års 10 cm. (!) regn faldt. Det var min første store koncert på Orange, og er, både på grund af Björk og på grund af vejret, stadig en af de Roskilde-koncerter, jeg nævner oftest. Den er tosset svær at overgå.
Ikke så meget snak her - Santi White er garant for det, der måske bliver årets fest. Jeg er en sucker for de her seje, genreblandende kvinder, og jeg var en del af det mindretal, der var helt oppe og ringe over M.I.A. sidste år. I år får vi albumaktuelle Santigold, og føj hvor skal der svedes igennem!
Big ups til Roskilde for at booke Anthony Gonzalez, selvom han var i København så sent som i marts. I et år, hvor Pitchfork-segmentet er blevet overset noget (hvor er Girls, The Weeknd, Real Estate m.fl.?), er M83 et stærkt kort. Synthesizerfest galore!
Jeg kommer til denne koncert med en pokkers masse forbehold. I november blæste Bon Iver mig væk, men en væsentlig faktor var Falconersalens til lejligheden perfekte lyd. Det er vigtigt, når man kommer ni mand med alskens instrumenter, og jeg frygter, at Bon Iver kommer til at lide på både Arena og Orange. Det skal bare være helt optimalt. Selvom det også er fantastisk når der bliver knaldet igennem på 'Perth' 'Blood Bank' og 'Creature Fear' var de allersmukkeste sidst de stille passager som 'Wash.', 'Beach Baby' og 'The Wolves', hvor koncentrationen, intimiteten og ømheden var præcist lige så knitrende som den er det på For Emma, Forever Ago. Sidst blev vi snydt for såvel 'Flume' som 'Lump Sum' og 'Blindsided', og man må nok indstille sig på, at fokus på Roskilde i endnu højere grad vil ligge på sidste års plade, Bon Iver. Men hvad gør det, når den i sig selv er et tour de force af vellyd og skønhed?
Ha! Jeg er bedøvende ligeglad om The Cure ikke har udgivet noget af relevans siden 1993. Vi har at gøre med et legendarisk band, hvis lyd trækker tråde frem til rigtig store dele af nutidens indie- og rockscene, og hvis blot Robert Smith og co. får tid nok (= et lukkeslot!), så skal vi nok få aaaalt det gamle - The Cure plejer at spille koncerter på op imod to timer, please giv dem lov! Smith er min yndlingsemo, og hvis han spiller 'The Lovecats' og 'Close To Me' på Orange, så er min festival tæt på fuldendt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar