Efter et lidt blog-fattigt forår, grundet eksamens- og almen travlhed, må det nu være tid til at belemre offentligheden med en skive af mit snak igen. Denne gang i form af intet ringere end den store (og efterspurgte - vi siger tak til Nicolai Bloch!) musikguide til årets glade dage på Dyrskuepladsen.
Vi sætter lige pladen på fra sidste år: Det nedenstående er udtryk for min absolut subjektive og uoplyste holdning til årets musikprogram, og jeg vil ikke forholde mig nævneværdigt til de enorme mængder af hip-hop, metal og punk der er på årets program. Stort tillykke til de respektive grupperinger - det er virkelig jeres år, og jeg under jer det. Men jeg skal ikke høre Slipknot!
Når det er sagt, og kritikken af årets indie-lineup, som jeg trods alt må anse for at være mit speciale, er kommet i hu, synes jeg faktisk ikke, det ser så tosset ud. Jo, Grizzly Bear havde pyntet og Vampire Weekend havde været oplagt, nu da de har udgivet årets album (ja!), men på nydelig vis synes jeg, programmet i år indfanger de store linjer i indiemusikken de seneste 10-15 år, med tre navne - Sigur Rós, Animal Collective og The National - som på hver sin måde har været referencerammer og omdrejningspunkter for atmosfære, psykedelika og melankoli, hver især. I tillæg byder programmet på spændende, små navne og stort set alt, hvad der for alvor har rørt på sig herhjemme det sidste års tid. When Saints Go Machine, Efterklang, Marie Key, Christian Hjelm, Indians og Quadron.
Ikke mindst er det dog året for elektronisk musik i alle sine afskygninger. Min liste har båret præg heraf - både i kraft af mængden af DJ's og festmagere, men også i kraft af deres distribution. Jeg får et kæmpe fix af stærke elektroniske koncerter, men jeg er ikke snæver nok til at kunne rumme både Chase & Status og Chinese Man og C2C og Simian Mobile Disco og Daedelus og Baauer og Andy Stott OG Disclosure OG Kenton Slash Demon OG Thomas Barfod på én festival. Derfor kommer jeg til at nedprioritere dem. Til gengæld håber jeg det gør, at 'Harlem Shake' eller noget med Disclosure bliver årets camp-hit, for jeg magter da ikke at høre på 'Get Lucky' en uge i træk! Helt ærligt, hvad fanden skete der for den hype? Det er simpelthen så ordinært og kedeligt et popnummer, hvilket især viser sig ved, at Daughter allerede nu har lavet et cover, der får mere hype - tak, det er da til at holde ud! Jeg håber faneme ikke, folk troede de var indieternative, da de plastrede min facebookvæg til med et band, der har været på samtlige partyplader/lister/mix siden vi var 14?!
Nå, tilbage på sporet. På baggrund af de stigende honorarer i mastodontklassen har magnituden af Roskildes festivalplakat ændret sig over de sidste 2-3 år. Det har taget en stor del af tilhængerne nogen år at acceptere, og det har helt givet sorteret nogen fra. Med den pænt kølige sidsteøjebliksrekruttering af de der Metallica kom 2013 til umiddelbart at veje headlinermæssigt tungere end de sidste par år. Selv uden det er Roskilde dog stadig i mine øjne med afstand den mest spændende musikalske palet til lands. Northside har et par enkelte navne, der vækker misundelse (The Knife, Phoenix, Alt-J), men ellers er der for størsteparten tale om uaktuelle also-rans eller navne, som for relativt nylig har slået deres folder på Dyrskuepladsen - ja, man fornemmer med bookinger af nylige, brilliante Orange-betvingere som Trentemøller, The Flaming Lips og Gogol Bordello at Northside panisk prøver at købe sig til magien under canopy'en. Men-det-kan-I-ikke-nikke-nej! Skanderborg har, indrømmet, scoopet med Prince, men han har sjovt nok også været forbi for nylig, og Skanderborg er en familiefestival og en folkefest, og det har vi diskuteret!
Nå, lad mig tillade mig at bevæge mig videre til musikguiden, de obligatoriske halvtreds. Forinden følger tre disclaimere:
1) Ja, du skal over halvvejs (mod toppen) for at finde Rihanna!
2) Nej, du skal ikke lede efter Volbeat. For at spare de kommende mange anslag, får I den her: Jeg hader deres proletariske, enerverende brøleri og deres intetsigende fuse af tomme og træls genrer. Sluk nu for det!
3) Jeg vil fra tid til anden anvende begrebet "camp", som adjektiv. Det dækker, forvirrende nok, ikke over lejren på Roskilde, men er en obskur, kultursociologisk vending, som ingen forstår at redegøre ordentligt for. Forstå det som en blanding af corny, cheesy og fanget i en tidsånd.
Det kommer nok også til at handle lidt om en lille fest, jeg var med til at holde i et badebassin, om hvorfor folk længe ikke turde lave ordentlig indie-folk på grund af Bon Iver (PBUH!), om Pitchfork, The Tallest Man on Earth, efterskoleelever, Hodja fra Pjort, Fuck Buttons, antropologer, dårlig timing, Mumford & Sons og "The thriving Copenhagen DIY-punk scene"...
50-41: Elektronisk overload, noget med Afrika og Colombia og en 9.1'er.
50) THE HELIOCENTRICS (UK)
Ej, ved I hvad? Det er faktisk rart, det musik her, og jeg er lidt ked af, at jeg ikke kan bøffe det højere op på listen. Der er bare noget tørt over spottet som nummer 50. Det kan jo være, jeg ender med at tage op for at se The Heliocentrics, bare fordi de ligger nr. 50. Ikke mere snak - der er tale om psykedelisk jazz funk med en potpourri af referencer. Vild fredag formiddag ahead!
49) BADUME'S BAND (ETH)
OK, I får her en tilståelse: Selvom jeg haft, bogstavelig talt, alverdens muligheder i min gang på Roskilde siden 2007, fik jeg først rigtig taget min verdensmusik-mødom, da Bomba Estereo tog mig totalt på sengen, og gav mig min årlige Cosmopol-musikorgasme sidste år! Der var mange seksuelle referencer, hva'? FISSEEEE... Nå nej. Pointen var blot, at jeg har været lidt mere opmærksom på de mere eksotiske dele af line-uppet i år - og så er det faktisk en svag årgang af dem med obligatoriske visumkvaler. Men der er Badume og hans band, og de er fra Addis Ababa, hvis borgerkrigslige fortid jeg forelskede mig ganske momentant i, da jeg blev eksponeret for Awesome Tapes From Africa for et par år siden.
48) BINÄRPILOT (N)
Nu skal jeg vist til at være lidt kortfattet. Binärpilot. 8-bit. Verdensklasse. Fest. Apollo. It's me, Mario!
47) TOMAS BARFOD (DK)
Et stort, stille navn på den danske musikscene, som endelig fik et mindre sologennembrud med 'Salton Sea' sidste år. 'November Skies' er jo blændende, men ak, hvor han drukner.
46) DEAD FADER (UK)
Dem, der virkelig kender mig godt, vil måske vide, at min cd-samling indeholder både Battles og Fuck Buttons, og jeg har lidt en snæver forkærlighed for noget af det, der er helt smadret IDM-agtigt og næsten ulideligt. Jeg får næppe hørt Dead Fader, for der er næppe nogen der vil med mig, og jeg er bange for, at jeg er blevet et rumvæsen når jeg kommer tilbage. Men big ups!
45) MØ (DK)
Jeg er sgu ikke helt med, og jeg er ved at være lidt træt af at se på lille MØ i hendes Chess Club-tee. Få nu taget nogen nye pressebilleder, altså - du er vel ikke for main til at kende en eller anden fotograf med hørbukser på? Er der virkelig plads til endnu en dame med synthesizere? Men all right, jeg giver mig - jeg har virkelig ikke givet hende meget tid, så det er da en overvejelse værd.
44) MERIDIAN BROTHERS (COL)
Når der både namedroppes Tito Puente og Stockhausen i bandbeskrivelsen, og noget af musikken lyder som Analogik, hvis de skulle soundtracke Hodja fra Pjort, så kan jeg altså ikke helt lade være med at hype lidt...
43) HOLY OTHER (UK)
Her er et navn, der drukner så meget i årets elektroniske overflod, at jeg glemte at nævne dem i min opremsning i indledningen. Det her er dragende, og det bliver helt sikkert et af de tilfælde, hvor Gloria omdannes til en regnfuld, manchestersk nattehimmel.
42) DISCLOSURE (UK)
Jeg er sgu ikke helt hoppet på den her - men 'Settle' har netop fået 9.1 på Pitchfork, hvilket må tvinge mig til at tage Disclosure op til overvejelse igen de næste par uger. Det er hitmageri, jovist, men det falder også lidt i det samme hul af camp som mainstreamingen af dubstep. Undskyld, London...
41) LAUREL HALO (US)
En Hyperdub Brooklyn-dame med orden i dystopierne. Det er lidt min Pitchfork-discipleness der får mig til at hype det her, men The Wire sendte 'Quarantine' til tops som årets album i '12, så der må være noget om galskaben!
40-31: Snæver indie, BRED metal og to slags minimalisme.
40) ICE CREAM CATHEDRAL (DK)
Så kom der sgu noget med mennesker på, hva'? Ice Cream Cathedral er noget af det nyeste sort fra Copenhartsy, og det er rigtig flot, men søndag kl. 14.30 på Pavilion Junior er... op ad bakke.
39) BIXIGA 70 (BR)
Det er lidt forfærdeligt, at jeg allerede på plads 39 har fat i et navn, jeg forgæves prøver at skubbe op ad listen. Alt fra nu af vil jeg egentlig rigtig gerne se. Wow. Bixiga 70 er en del af min føromtalte søgen efter årets Bomba Estereo-oplevelse. Det lyder som noget, der virkelig kunne overrendes af antropologer og alle mulige andre naive tredjeverdenselskere, som danser den ene afrikanerdans, de lærte mens de var på højskole/i Tanzania/begge dele samtidig (mit had til antropologer er i øvrigt fuldstændig påtaget! Jeg synes, det er nogen dejlige og fornuftige mennesker, så længe de kan løfte deres fag op fra blot blind fascination af sorte mennesker!), men det hjælper nok lidt, at der ikke står Etiopien eller Congo "Democratique" på landemarkøren - selvom det lydmæssigt lige så vel kunne være tilfældet. Jeg tror, det her kunne blive en rigtig fin koncert - især hvis man er lidt halvfuld.
38) EKKOZONE performs MUSIC FOR 18 MUSICIANS (DK)
Det lyder måske lidt obskurt det her, men 'Music for 18 Musicians' er en koncert af Steve Reich, pioner indenfor minimalistisk kompositionsmusik. Nørdet? Jo, men det er jo det, Roskilde er til for! Jeg tror dog også desværre, det bliver svært at passe ind i et koncentreret festivalprogram.
37) ONDATRÓPICA (CO)
Trin tre i jagten på årets Bomba... Der bliver skruet godt op for neo-cumbia'en på Cosmopol her!
36) SUUNS (CA)
Her har vi at gøre med en lidt svært tilgængelig størrelse fra Montreal. Der refereres til Radiohead, men ikke mere end, at Suuns er helt deres egne. Etteren, 'Zeroes QC' fik 7.1 på Pitchfork, hvilket må siges at være pænt, men i den lave ende af pænt. OK, det er faktisk ret middelmådigt, så det er overhovedet ikke et argument. Kig den her vej for eksperimenterende og til tider støjende indie-elektro.
35) OF MONSTERS AND MEN (IS)
Her har vi fat i et lidt overset orkester, men klart et af årets stærkere indienavne. Jeg har desværre ikke helt fået lyttet mig ind på det, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er der en smule for meget Mumford & Sons-lalleglæde over det, men der er tale om en flok habile sangsmede, og referencerne til Arcade Fire er heller ikke off.
34) ANDY STOTT (UK)
Andy Stott stikker frem i årets elektroniske overflødighedshorn. Jeg er blevet lidt en sucker for minimal på det sidste. For eksempel har jeg lyttet sindssygt meget til Pantha du Prince den seneste måned, og Stott er lidt derhenad. Jeg tror, det kan blive en kulsort affære på Apollo eller, forhåbentlig, Cosmopol.
33) METALLICA (US)
Big-fucking-ups for denneher booking! Det var da vist noget, der kunne lukke røven på alle brokkenakkerne, der ikke forstår de nye normaltilstande, hvor mastodonterne kræver astronomiske honorarer for at lade deres kunstneriske højhæderlighed lyse Orange op. Jeg bryder mig i grunden ikke om Metallica, og jeg kan garantere, at jeg ikke står igennem en hel koncert. Men jeg vil gerne forbi og mærke stemningen et par numre!
32) ÁSGEIR TRAUSTI (IS)
Det er finurligt, som den islandske sprogprotektionisme føder bløde indie-folk-poppere, som insisterer på at synge på deres uforståelige modersmål. Sidste år var det Ólof Arnalds, som jeg beklageligvis ikke fik hørt, og i år har vi at gøre med Ásgeir Trausti. På en måde er det jo svært at synge på islandsk i en genre, som netop så ofte hænger sin hat på lyrikken. På den anden side bliver stemmen til et instrument, og det kan virkelig være noget så rart! Det er nok et long-shot at jeg når det, men ham her på Gloria, det kunne blive virkelig fint.
31) MY BUBBA (IS/S)
Lidt i samme boldgade som ovenstående har vi her årets obligatoriske First Aid Kit-spin off. Her er virkelig tale om små, rare viser, der gør sig bedst over et knitrende bål, og jeg tror alle andre scener end Gloria er for store. Dertil ville My Bubba til gengæld passe helt overdrevet godt.
30-21: Overflod af dansk pop, tilsat punk og (endnu mere) elektronik.
30) CHINESE MAN (FR)
Vi har her at gøre med et DJ-kollektiv med godt med nostalgia på pladespilleren! Det lyder af swing, funk og jazz, og det bliver en fest!
29) DAEDELUS - ARCHIMEDES SHOW (US)
Et lidt overset elektronisk navn på plakaten. Halvskæv, halvtung, altædende electronica og et liveshow, der eftersigende skulle være visuelt fantastisk!
28) ICEAGE (DK)
Der er her 100% tale om et "se giraffen"-navn for mig, for det lyder jo helt af helvede til. Jeg læser fra tid til anden på Pitchfork om den tilsyneladende helt vanvittige og avantgarde punkbevægelse, der åbenbart pågår lige her i min by, uden at nogen aner det. "The thriving Copenhagen DIY-punk scene..." - ja, det er jeg sgu ikke en del af, det er jeg nok blevet for gammel og studentikost kedelig til! Men 'New Brigade' og 'You're Nothing' har fået 8.4 og 8.6 på gaflen, og det er for pokker da helt ude af proportioner. Det må jo opleves!
27) QUADRON (DK)
Jeg er ikke heeeelt på bølgen, må jeg sige. 'Avalanche' er først udkommet i dag, og jeg har ikke fået det hørt, så jeg vil godt give Quadron muligheden for at vokse på mig. Men også muligheden for at kunne ses i København til efteråret...
26) VINNIE WHO (DK)
Det var stort set dagen efter, at Vinnie Who var til en mindre fest, jeg holdt med nogen af mine drenge, han blev offentliggjort som Orange-åbner, så der har helt sikkert været en sammenhæng. Han er lige præcis mainstream nok til, at det godt kan blive en af de stærkere åbningskoncerter de senere år, men jeg tror sgu, den kære Niels Bagge godt selv ved, at han ville have passet bedre en aften i mørket på Arena. Torsdagslyset på Orange kan dog ikke tage fra Vinnie Who, at han laver noget af det mest kompromisløse popmusik her til lands lige nu. Tak for attend'et, Nielsen, jeg vil sgu ikke love at jeg gengælder det - men det kunne da være på sin plads!
25) JAM CITY (UK)
Her er vi lidt ovre i Fuck Buttons-familien, men dog alligevel mere tilgængeligt. Måske vil Apparatjik (som jo ifølge alle andre end anmelderstanden betvang Orange med manér sidste år!) i virkeligheden tjene som den bedste reference? Jeg tror i hvert fald, det her bliver sindssygt!
24) MARIE KEY (DK)
Okay, her kommer årets guilty pleasure: Jeg synes, 'Uden Forsvar' er et af de absolut stærkeste, mest gribende og hudløst ærlige stykker kærlighedserklæring der er skrevet her til lands i lang, lang tid! Jeg slår Spotify på private session og hører det i smug. Altså kun nogengange, men jeg gør det. Jeg har helt hundrede procent sikkert puttet mig selv i bås med de cirka 18.000 efterskoleelever, der skal stå og kramme og tude i forstilt ungdomsapokalypse under Arenas dug, når den krølhårede østerbrospirrevip spiller op til finurlighed (og med alle de andre "voksne" mennesker, som også har et soft spot, men ikke tør indrømme det. Ha - fuck jer, nu kom jeg sgu først!), men det går nok også an...
23) SIMIAN MOBILE DISCO (UK)
Jo, Chase & Status og Baauer er også på spil, men jeg tror ganske vel, Simian Mobile Disco kan blive årets brandfest (når jeg konsekvent lader være med at nævne Kraftwerk i sammenhænge som denne, er det selvfølgelig fordi de er fuldstændig udenfor målestok). Der skal ikke tænkes så tossemeget over det her, tror jeg. Det bliver noget med noget øl og noget bas-arm.
22) INGRID feat. LYKKE LI, PETER BJORN AND JOHN, MIIKE SNOW, COCO, J. ÅHLUND and GUESTS (INT)
Det er simpelthen så Roskilde-agtigt, som noget kan være, at lave label night med et svensk indielabel! Det er en skæg potpurri det her - Lykke Li og Peter Bjorn And John er nogen af de navne, jeg har været mest ked af at gå glip af i tidernes løb på Dyrskuepladsen. Miike Snow er til gengæld et af de navne, jeg har været suverænt mest ked af at spilde min tid på. Jeg ved sgu ikke med den her koncert altså, for det kan hurtigt blive lidt for musikskoleagtigt, og det bliver sikkert på et rigtigt røvtidspunkt på Arena ligesom Copenhagen Collaboration sidste år. Men det er da spændende, det er det da...
21) SCHULTZ & FOREVER (DK)
Mandag, 14.30 er ikke helt optimalt, men hvis det ikke var fordi, jeg så Jonathan Schultz & co. på Ideal Bar i efteråret, stod jeg der stensikkert. Nu er det nok kun en 75'er. Ok, 85 så... Jeg er stadig ikke sikker på, om knægten kan holde over et helt album, men de EP'er, der er dukket op indtil videre, er ganske og aldeles formidable. Slægtskabet til The Tallest Man On Earth er umiskendeligt, men der er også en anden sårbarhed og intimitet her, end på svenskerens ekskurser om heste og ørne. Måske fordi Schultz rent faktisk kommer fra et teenageværelse i Køge (say what, i øvrigt!) og Matsson kommer fra Dååålarna?
20-11: Sorte kvinder, hvide indiemænd og DJ's i alle former.
20) KENTON SLASH DEMON (DK)
Kenton Slash Demon var, sammen med Taragananaanana Pjyjyjyjyjarama (det-er-med-vilje), det danske skud på den balearic-bølge, der for to-tre år siden stod stærkt især i Spanien og Sverige, med Delorean, John Talabot, Korallreven og jj. Noget af det andet bliver til tider lidt for pastel-agtigt, men Kenton og Moldenhawer har en anden, house't tyngde, uden at miste lunen. Jeg husker dem fra det sidste år, jeg boede i Aalborg, og jeg troede lidt de havde begravet sig selv, men nej. Det vil jeg sgu gerne stå og svinge halefjerene lidt til en sommeraften.
19) INDIANS (DK)
Jeg skal være hudløst ærlig og indrømme, at jeg for pokker ikke har givet Indians den opmærksomhed, det er mig påkrævet, når en dansk kunstner dukker op af ingenting, bliver signet på 4AD og sammenlignet med Bon Iver, som vel i øvrigt snart må opstige som indiemusikkens profet Muhammad med peace be upon him og tegneforbud. Det blev til ganske respektable 7.6 på 'forken til 'Somewhere Else', som da også er dragende, omend jeg har lidt svært ved vokalen. Jeg er desværre bange for at det her bliver på Odeon, som er noget så kedelig en scene. Forhåbentlig kan det blive i mørke.
18) C2C (FR)
Man kan ikke spotify'e et DJ-kollektiv og bedømme det ordentligt, så jeg placerer C2C her udelukkende som talk of the town. Der er her tale om den helt gamle skole af dem, der scratcher sig til lækkerhed, og det er intet ringere end kombinationen af Hocus Pocus og Beat Torrent. Holy fuck, siger jeg bare! Bliver det årets fest på Cosmopol, eller får de lov at betvinge Arena ud på de små timer?
17) CHASE & STATUS (UK)
Det er faneme et long shot at smide Chase & Status på Orange - så er det sagt! De spillede for to år siden på Cosmopol, og folk gik fuldstændig amok. Det var en knytnæve af en koncert, og Soundvenue gav den forudsigeligt nok 2/6, fordi det var for ensformigt og proletarisk. Behøver jeg nævne, Pitchfork selvfølgelig aldrig har værdiget dem omtale? Jeg har ikke helt den samme allegiance til de store elektroniske nattefester på Orange som jeg havde engang, for de sidste par år har Deadmau5 og The Prodigy vist, at det kan fejle. Den scene er en kræsen gammel dame, der skal tages intelligent, som Trentemøller eksempelvis gjorde det. Det har jeg ærligt ikke verdens største tiltro til, at Chase & Status kan levere, og derfor bliver det til en beskeden placering som nr. 17. But please surprise me...
16) AZEALIA BANKS (US)
Det er nok ikke en hemmelighed, at '212' om nogen var soundtracket til sidste sommer og efterår på Københavns benhårdt svedigste studie, og halvdelen af min eventuelle tilstedeværelse til Azealia Banks (på Cosmopol, forhåbentlig!) bunder i et behov for at skyde det nummer endegyldigt til himmels og ud af spillelisterne med en sidste sveder!
15) JAKE BUGG (UK)
Her har vi fat i et af årets store hype kids. Dette bliver mr. Buggs anden ud af tre koncerter her til lands i år, og han lagde Vega ned med 5/6 i Soundvenue. Pitchfork har ikke nævnt ham med et ord, hvilket dog, trods min store loyalitet over for det medie, må siges at være et tegn på, at deres had til engelsk musik er en kende for principiel og påtaget. The Tallest Man On Earth har i sandhed fået sig nogen disciple på det seneste, og Jake Bugg er en af dem. Nogen gange bliver han lidt for gavflabet og Mumford & Sons-agtig (nej, dem kan jeg ikke lide), og så vil jeg altså hellere have Matssons skærgårdspoesi og hår på brystet, men der er krummer i denneher knægt alligevel.
14) BAAUER (US)
Okay, det her bliver årets fest - punktum. Nej, udråbstegn! I 2013 kan man vel næppe lave en mere zeitgeistlich booking end at hive fat i en mand, der har været viral på YouTube? Jeg er nede med Baauer. Det er lyden af Brooklyn, der går undergrunds-London i bedene, men på sin egen måde, med tydelige hip-hop referencer, som det sig hør og bør fra den side af Atlanten. Det er tungt og beskidt på den helt rigtige måde - I hvert fald de tre numre, der ligger på Spotify. Men de kan vel også spilles på repeat?
13) RIHANNA (BB)
Oh yes, jeg mener det! Det er Roskilde Festivals fornemste opgave at udfordre sit publikum, på alle leder og kanter. Det kan være med obskur panfløjtemusik fra Solomonøerne, spillet af kulsorte mænd, nænsomt fløjet ind med Qantas i fuld krigsmaling. Der er langt fra Solomonøerne til Barbados, jovist, men der er på en helt anden måde langt mellem Narasirato, som panfløjtegruppen hedder, og Rihanna. Alligevel er netop Rihanna en ganske anden måde for Roskilde at udfordre sit publikum på, og det er sgu legitimt - så alle de hellige kritikere kan stoppe deres piedestal op et vist sted, for det her bliver en fest, og hvis der er nogen festival der kan tage favntag med mainstreampoppens absolutte top med et blink i øjet og integriteten bevaret, så er det Roskilde! Nej, vi skal ikke have et navn som dette hvert år, men jeg hører stadig om folk, der taler vemodigt om dengang Robbie Williams spillede Orange op til popkærlighed omkring årtusindskiftet - og dengang var han altså præcis lige så afskyeligt mainstream, som Rihanna er nu. I en tid, hvor der bliver længere og længere mellem kunstnere, der for alvor kan fylde rummet under den orange dug, synes jeg, Rihanna er en yderst relevant booking. Jeg vil ikke gå gennem ild og vand for at høre det, men jeg garanterer jer, det kommer til at stikke af!
12) JAMES BLAKE (UK)
Jeg har sjovt nok aldrig været med på James Blake-hypen. Jeg synes, det bliver lidt for forstilt og fortænkt til rigtigt at tale til mine følelser, og jeg har faktisk slet ikke hørt det nye, 'Overgrown'. Men jeg kan huske, da Blake dukkede op ud af ingenting med 'CMYK' og 'Klavierwerke' EP'erne, og den samlede musikpresse reagerede, som om de havde set et rumvæsen med smørtenor. Jeg kan også huske, at Blake i 2011 under torden og lynild spillede sig til 6/6 på Cosmopol uden min tilstedeværelse (men jeg var til The Strokes, som spillede en 6/6'er samtidig, så det er OK), og jeg kan også huske, da jeg så knægten, som for pokker er på alder med mig selv, på Northside sidste år. Det var ret fortryllende, uagtet at jeg ikke havde hørt stoffet særlig meget på plade, så jeg tør egentlig godt dukke op på Arena, hvor Blake helt sikkert holder audiens, denne gang.
11) WHEN SAINTS GO MACHINE (DK)
Hævnens time er kommet! Efter den tåkrummende og malplacerede åbning af Orange i 2009 er When Saints Go Machine tilbage på Dyrskuepladsen, to album stærkere. Jeg forventer et fyldt Arena, og jeg forventer fire Østerbro-knægte, som tager den i sin hule hånd. Jeg så dem sidste år i Den Grå Hal, og det var knaldende stærkt. Det var dengang stadig med 'Konkylie', som jo virkelig var et coming of age-album. Jeg har ikke helt forelsket mig i 'Infinity Pool' endnu, men den er lovende, og det skal nok blive godt! Derudover har jeg en personlig forkærlighed for den lidt skizofrene debut, 'Ten Makes a Face', som vi nok desværre næppe hører andet til end 'Fail Forever'.
10-6: Tre mænd fra Amerika, en fra Canada, en fra Vestbjerg - og en gal, lille kvinde.
10) KENDRICK LAMAR (US)
Jo sgu! Jeg kan godt kaste big ups, når folk brillierer, og det gjorde Kendrick Lamar intelligent på 'good kid, m.A.A.d city', som køligt og fortjent gled ind som årets album på Pitchfork i 2012, hvormed den er i familie med kreationer som 'Funeral' og 'Silent Shout'. Det er nok til at aftvinge et håndtegn herfra, og jeg tror det bliver kogende på Arena!
9) MATTHEW E. WHITE (US)
Jeg tillader mig at bringe et par lidt obskure drenge ind i top 10. Det gør jeg, fordi de holder. Jeg bliver simpelthen så glad og varm indeni, når 'One of These Days' nænsomt kærtegner mine højttalere, og det her er en af de få koncerter, hvor det for pokker helst skal være varmt og solrigt og midt på dagen. Kom med det!
8) JONATHAN WILSON (US)
Endnu en af de obskure drenge. Det er sjovt, som 'For Emma, Forever Ago' nærmest skabte et vakuum i indie-folken. Efter at Justin Vernon i den grad ramte den i røven, og skrev det album, alle gerne ville skrive, var det som om folk ikke turde sætte sig ned med deres guitar og være no bullshit. Sam Beam fra Iron & Wine kastede i hvert fald flere og flere og flere instrumenter på i processen med 'Kiss Each Other Clean' for at flygte fra Bon Ivers skygge. Og ellers er det gået Dylan-vejen med The Tallest Man On Earth og alle hans førnævnte disciple, eksempelvis Jake Bugg. Jonathan Wilson er rimelig no bullshit indie-folk, og det er da forfriskende. Og smukt. Tjek det ud!
7.5) DEN SORTE SKOLE (DK)
Det er sjovt, for jeg gik i går (da jeg rent faktisk skrev denne smøre) og tænkte på, at det i grunden var underligt, at en kunstner med så stærk en Roskilde-track record som Den Sorte Skole ikke var booket. Så er det godt, man bruger sin tirsdag formiddag (i læseferien, fy!) på at redigere, og spotter, at de tre læremestre er booket som sidste navn i 11. time! Som om vi ikke havde nok DJ-kollektiver i forvejen! Det bliver lidt interessant, hvordan Den Sorte Skole har tænkt sig at matche forventningerne til kæmpefest med 'Lektion III', som jo virkelig er væsensforskellig fra det gamle materiale. Jeg tror nok, der skal blive fyret op under kedlerne!
7) CHRISTIAN HJELM (DK)
Det er egentlig et underligt tilfælde af ellers ukarakteristisk uopmærksomhed, at Christian Hjelm og jeg ikke er sket endnu, for den smukke frisure fra Vestbjerg begik i al stilfærdighed en fremragende popplade sidste efterår. 'Fri Leg' går jo eksempelvis lige i hjertekulen. Jeg har aldrig, aldrig været stor Figurines-mand, hvilket nok egentlig gør mig lidt atypisk blandt danske indiemænd med gymnasietid i midt-00'erne. Men på dansk er Hjelm anderledes nærværende, og jeg kommer til at prioritere den her koncert meget højt!
6) CRYSTAL CASTLES (CA)
JA, for fanden mand! Crystal Castles er ganske vist ikke så oppe i tiden, som de har været, og jeg håber ikke Roskilde overcaster dem til Arena, for det tror jeg faktisk ikke, de kan løfte. Apollo eller Cosmopol, tak. Jeg har ikke rigtig lyttet til 'III', men Alice Glass er jo rablende vanvittig, så det gør ikke noget!
5-1: Tysk maskinkraft, atmosfære, melankoli og psykedelika.
5) EFTERKLANG (DK)
Efterklang og jeg er, ligesom det er med kærlighed: Man mødes aldrig på det rigtige tidspunkt. Jeg var ikke på bølgen med 'Tripper' og 'Parades' som mange af de rigtige barometerbørn i midten af '00erne, så jeg så dem på Astoria i '08 uden rigtig at forstå andet end at det var blændende smukt, og så gik det lidt i glemmebogen. 'Magic Chairs' tog mig et år at lære at elske, så jeg så dem slet ikke i '10, og i oktober så jeg dem spille 'Piramida' med Copenhagen Philharmonics, endnu inden det var gået op for mig, hvor smuk den plade er. Men nu sker det! For første gang skal jeg til Efterklang-koncert med forventninger og præferencer (hvilket i praksis betyder at jeg skal stå en time og et kvarter og håbe på 'Natural Tune', som de med garanti ikke spiller, men som simpelthen er det fineste lille stykke fløjlsblødt ømhed). Hvor bliver det forløsende!
4) THE NATIONAL (US)
The National er hands down det band, jeg har dyrket mest de sidste 2-3 år. 'Slow Show' har 223 afspilninger i min iTunes - stik den! Derfor har jeg det stærkt ambivalent med den her koncert. Hvis det ikke var fordi, jeg allerede havde købt billet til Forum i november, ville det gå op i panik, position og uundgåelig skuffelse, for med de bands man elsker allerhøjest er det bare ikke det samme på festival, når man har yndlingsnumre nok i bagkataloget til halvanden koncert! Nu kan jeg tage den lidt mere med ro, og jeg er tilmed begyndt at forene mig med tanken om, at The National skal spille Orange. Jeg er sandt for dyden glad for, at jeg har nået at se dem både på Arena i '10, og i 2011 i det noget så lidet romantiske Scandinavian Center i Aarhus (som The National rent faktisk formåede at gøre romantisk...), for det bliver ikke den samme sugende intimitet på Orange. Her kan det altså ikke lade sig gøre at lukke koncerten med 'Vanderlyle Crybaby Geeks', a capella! Men det måtte jo ske, tiden måtte jo komme til at et af de store, nu veletablerede, indiebands med tilløb i 00'erne indtog den orange sejldug, og når det skal være, er jeg lykkelig for at det ikke blev Bon Iver sidste år. Det skulle jo, synes jeg, have været Arcade Fire, men The National har alligevel også lidt stadionpotentiale. Se dem som Coldplay med langt større lyrisk tæft, kølighed og indie cred. Desværre betyder udgivelsen af 'Trouble Will Find Me' nok, at vi må se langt efter efterhånden gamle yndlinge som 'The Geese of Beverly Road', 'Daughters of the Soho Riots' og ikke mindst 'About Today'. Ikke fordi den nye absolut er dårlig. Den er et fint bekendtskab, men falder alligevel lidt for tommefingerreglen om, at næsten ingen bands udgiver mere end tre gode album. Jeg synes, den er lidt forudsigelig, og ikke hverken melodisk eller tekstmæssigt på højde med de forrige. Det har nok noget at gøre med, at The National ligesom har etableret sig nu. 'High Violet' blev til i kølvandet på 'Boxer', som er en af 00'ernes stærkeste indieplader overhovedet, og som blev til ovenpå gennembruddet med 'Alligator', som kom nærmest ud af ingenting, så de tre forrige plader er alle tilblevet under en smule pres. Det er den nye ikke, og det synes jeg kan mærkes. Melodierne hook'er umiddelbart ikke, og Berninger er blevet halvkedelig i sin lyrik. Jeg synes simpelthen ikke, han er følelsesmæssigt lige så meget med. Der er for mange fortænkte enderim for en mand, der engang kunne putte kronen på et helt album med "we're drunk and sparking, our legs are open/our hands are covered in cake/but I swear, we didn't have any!", og så skide på om det rimede, for det var, og er, simpelthen så illustrativt. Men nu skal den plade heller ikke tales længere ned, for den er jo god, for pokker, det er bare ulideligt hårde odds. Og det bliver ganske og aldeles dejligt!
(PS: Nu har 'Slow Show' 224 afspilninger i min iTunes...)
3) ANIMAL COLLECTIVE (US)
Dyrekollektivet er noget så kompliceret et bekendtskab. Det tog mig over et år at lære at elske 'Merriweather Post Pavilion', som jo er et mesterværk, men det er egentlig også der, jeg er nået til. Animal Collective er hellige i indieverdenen, og især på Pitchfork, som har givet - hold nu fast - seks plader over 8.0, og tre af dem over 9.0. Og det uden at medtælle kollektivets myriade af EP'er! Den nyeste, 'Centipede Hz' var der ret stille omkring, hvilket i Animal Collective-sammenhænge betyder, at det var noget middelmådigt pis. Man begår helligbrøde ved at kritisere Animal Collective, og Pitchfork gav den da også pligtmæssigt anstændige 7.4, fordi de skal. Den har heller ikke fanget mig. Ej heller har jeg forgrebet mig på 'Strawberry Jam', 'Feels' eller 'Sung Tongs', som synes at have hver sin discipelskare blandt de rigtig hardcore musiknørder. Men det er ligemeget, for det her bliver en oplevelse udi psykedelika - kom med det!
2) KRAFTWERK (D)
Fanden tage Roskilde for at smide Kraftwerk på kl. 22! Det skal, skal, skal være i nattemørket! Når det så er sagt, så bliver det her intet mindre end legendarisk. Fest og musikhistorisk lektion på én og samme tid! Al anden beskrivelse er vel overflødig her.
1) SIGUR RÓS (IS)
Fuck, så sker det. Sigur Rós er efterhånden klart den største elefant i min musikjungle, jeg endnu ikke har skudt, og jeg har faneme ønsket mig det her hver eneste, eneste år jeg er kommet på Roskilde! At få sat flueben ud for både dem og The Knife på ét år er pænt lækkert. Det bliver nok ikke kl. 01 på Orange, som jeg havde håbet, men det bliver dragende og magisk uanset hvad. Jeg er lidt ked af, at islændingene for andet år i træk udgiver plade. 'Valtari' fra sidste år har ikke sat sig endnu, og man kan ikke have så hurtig en udgivelsesfrekvens, når man laver musik med sådan en lang forædlingstid som Sigur Rós gør. Jeg tror og håber dog, at koncerten i rigt mål vil skele tilbage til 'Ágætis Byrjun', '()' og 'Takk...' som hver for sig er postrock-milepæle. Giv mig 'Untitled 1' og '3' og '8', giv mig 'Glósoli' og 'Sæglopur' og 'Milano' og 'Starálfur', og, nåja, også 'Hoppipolla', selvom DR har smadret den ved at soundtracke alle deres forbandede naturdokumentarprogrammer med den (udgiver Enya ikke snart noget nyt, så vi kan få fred?). Det bliver noget så forbandet smukt og ganske og aldeles legendarisk, det her. Tak, tak, tak, Roskilde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar