Addicts Review 2014

Endnu en flot festival er i arkivbogen, og sikke et år! Jeg havde virkelig travlt - sjældent har jeg hørt så mange halve koncerter (uden at det dog er gået ud over antallet af hele koncerter, som endte med at beløbe sig til 14), og aldrig har jeg gået en hel festival uden at bruge tid på at komme i pitten på Orange. Et helt seriøst 12 med pil opad til bookinggruppen herfra!

Jeg vil i det følgende knytte et par enkelte kommentarer til festivalen som helhed, derpå obligatorisk liste min top 10, og sidst gøre overvejelser over de øvrige koncerter jeg helt eller delvist så.

Først og fremmest fik vi i år en ny scene; Avalon. Den synes ikke helt velgennemtænkt: Formålet er, at den skal kunne rumme et meget bredt spektrum af koncerter, særligt størrelsesmæssigt. Alligevel er den stor som en katedral og med dårligt udsyn - hvad er det for noget? Hvis koncerter med 2000 mennesker skal være intime derinde, skal der simpelthen være lidt lavere til loftet, og hvis koncerter med 15000 mennesker skal fungere, er det yderst nødvendigt med et par storskærme, så folk kan følge med bagude.

En anden scene, der trænger til en nytænkning, er den ellers fænomenale Gloria-scene. Det går simpelthen ikke at der bliver så varmt - det er synd for folk at de må gå halvvejs i en god koncert, fordi de er ved at blive kogt som hummere. Der må simpelthen kunne gøres noget ved ventilationen eller bygningens refleksion af sollys - kan man ikke sætte Rockwool på den opgave? Derudover ville det være fint at sætte højttalere op i en lounge udenfor selve scenerummet, så folk også kan sidde udenfor og følge lidt med.

En tredje scene, der ofte er i problemer er Apollo. Den er fantastisk, når det kører, men jeg boede i år med direkte udsyn til flere gabende tomme koncerter her om eftermiddagen. Roskilde bliver nødt til at overveje, hvad man bruger den scene til frem til klokken 20, for det er pinligt, synes jeg, når en koncert på en af verdens vigtigste festivaler er stort set tom. Måske blev der i år booket lidt flere elektroniske nichenavne, end festivalen kan bære?

Der var generelt mange mennesker på årets festival, men torsdagen var helt ekstrem - særligt fordi alle endagsbilletholderne (og alle vi andre) skulle se ét bestemt navn; her er der selvfølgelig tale om Rolling Stones. Jeg vil vurdere, at der var op imod 80-90000 på pladsen foran Orange lige ved koncertstarten, og det er der simpelthen ikke kapacitet til. Jeg ved godt, torsdagen har været forbandet at få til at gå op, men det var en katastrofe, at man ikke placerede et andet stort navn på Arena som aflastning, så alle dem, der bare lige skulle op og kigge, kunne gå et andet sted hen. Altså en løsning som da man lod Bruce Springsteen og Bon Iver eller Metallica og Sigur Ros spille samtidig.

Men nu til det vigtigste: Musikken! Hvis jeg skal pege på en fællesnævner i år, må det være formidabel, swingende musikalitet. I en tid, hvor flere og flere elektroniske navne fylder op på plakaten, og årets mest omtalte og omdiskuterede navn var en flok drengerøve med harem, der trykkede play, råbte og twerkede på Orange, er det måske endnu mere fantastisk at blive slået tilbage i stolen af bands, der har det der umiskendelige groove - der bare swinger sammen. Jeg har haft svært ved at placere koncerterne i år - de tre øverste er virkelig svære at skille fra hinanden, og mange af de sidste var gode uden at være legendariske. Men jeg prøver:

10) STEVIE WONDER (Orange, søndag, 19.45)
Det var magisk at se en legende som Wonder betræde Orange, og det er en fornøjelse at høre, hvordan han stadig synger som en funkende engel. Bandet spillede ligeledes fedt, men jeg savnede i den grad ekstranumre.  Det må være et udtryk for dårlig planlægning, at der ikke blev tid til det. Wonders lange call-and-response seancer med publikum var lidt en prøvelse på en søndag, men man forstår godt, at netop han naturligvis har et udstrakt behov for at høre sit publikum.

9) TRENTEMØLLER (Orange, fredag, 01.00)
Jeg synes anmelderne har været urimeligt hårde ved Trentemøller. Hvis man havde forventet at komme til rave fredag aften, så har man hørt alt for meget på hypen omkring koncerten i 2009, og lyttet alt for lidt til Trentemøllers musik. Jeg synes, Trentemøller og co. fik formidlet den frådende elektrificerede mørkerock fra sidste års udgivelse Lost formidabelt, og fik viklet den sammen med perler fra bagkataloget. Når det så er sagt, lod koncerten naturligvis meget tilbage at ønske: I forhold til koncerten i Vega i november var hverken settet eller fremførelsen væsensforskellig, og det holder ikke. Når man som dansk kunstner, i særdeleshed fra en musikalske niche, skal betvinge Orange, så skal der simpelthen nogen større armbevægelser til. Det ved Trentemøller også godt selv - det var jo det han lykkedes med for fem år siden - og det var derfor ærgerligt, at han ikke tog sig tid til at DJ'e lidt mere. Manden er en gudsbenådet remixer, men det fik vi slet ikke at høre. Men velspillet, det var det altså.

8) NIKOLAJ NØRLUND (Arena, lørdag, 13.00)
Nørlund holdt jubilæumsfest for sig selv på Arena, og det var en lang en af slagsen. For lang. Der er faktisk ikke nogen kunstnere overhovedet, der kan slippe afsted med at spille to timer og et kvarter på  Arena en varm eftermiddag. Når det er sagt, synes jeg det var en flot koncert. Connoisseurs vil sige, at Nørlunds til lejligheden sammenbragte orkester af unge stjerner ikke var nær så stærkt som hans vanlige liveband, men jeg synes nu det fungerede fint, uden at være en prangende præstation. Nørlunds melodier og tekster kan ingen tage fra ham, og der var mange, rare højdepunkter på en god koncert, der godt kunne have været en halv time kortere.

7) MANU CHAO & LA VENTURA (Orange, lørdag, 19.30)
Den musikalske formel var jo ikke nogen åbenbaring, men i betragtning af, at den tidlige aften er et kritisk svært tidspunkt - måske det sværeste - at spille på Orange, gjorde den musikalske Che Guevara, Manu Chao, det formidabelt. Sikke dog en energi! Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor fedt det var at stille numre som 'Mi Vida' og 'El Viento' skulle punkes op fra slap, men præmissen var en glad og altomfattende fest. Jeg stod på tribunen, og sjældent har jeg set sådan en begejstring også her.

6) DENAI MOORE (Gloria, søndag, 15.00)
Gloria søndag eftermiddag er på en gang et taknemmeligt og kritisk slot til en stille koncert. På den ene side er sindsstemningen og energiniveauet helt passende, men på den anden side er der så kogende varmt, at man næsten ikke kan holde det ud. Så meget desto mere var det imponerende, at den unge brite Denai Moore holdt rummet fyldt igennem koncerten. Man skal altså være god, hvis folk ikke skrider udenfor og får en kold mojito på sådan en dag! Moore fik en overvældende modtagelse fra publikum, og det er en fornøjelse at se, når unge musikere bliver rørte. Koncerten var pletfrit flot og uden den store udvikling, men beviste Moores utroligt høje niveau. Hold øje!

5) OMAR SOULEYMAN (Apollo, lørdag, 17.30)
Vi bliver ved de kritiske slots, for som tidligere nævnt synes Apollo overordentligt svær at løfte midt på dagen. Det gjorde Omar Souleyman dog - der var godt fyldt, og sikke en fest! Formlen var dårende simpel, men det virkede, og nogen gange er det fint. Kontrasten mellem bryllupssangeren fra Nordsyrien og et crowd af copenhipstere, xenofile ToRS-studerende og spasmagere klædt ud som hovedpersonen er antropologisk skæg, og bidrog til en dejlig oplevelse. Det varede kun 45 minutter, og det var fint, for ikke alle Souleymans sange er lige så medrivende som 'Wenu Wenu' og 'Warni Warni'. En dejlig eftermiddagsfest nonetheless!

4) LYKKE LI (Arena, torsdag, 20.30)
Lykke Li leverede en magtpræstation udi smertefuld indiepop torsdag aften. Hele spektret, fra smukke ballader som 'Sleeping Alone' og 'Love Out Of Lust' til stærke versioner af 'Little Bit', 'Youth Knows No Pain' og 'Rich Kids Blues', blev leveret ganske overbevisende af en af tidens store totalkunstnere.

3) JUPITER & OKWESS INTERNATIONAL (Arena, søndag, 00.30)
Det er helt udenfor nummer her med et band, der end ikke var at finde på min top 50 inden festivalen. Heldigvis bliver Roskilde ved med at overraske også den ihærdige musikresearcher. Således blev jeg taget fuldstændig på sengen af Jupiter og hans formidable orkester fra den Demokratiske Republik Congo. Stemningen på Arena var fuld og glad, og folk bare dansede og dansede. Det var simpelthen en lektion i afro-funk, og endelig lykkedes det mig at ramme en af de afrikanske kunstnere på rette tid og sted. En ekstatisk koncert! I øvrigt blev der varmet op og ned med DJ Hugo Mendez, som spillede fantastisk musik fra de varme lande!

2) DARKSIDE (Avalon, fredag, 23.00)
Darksides koncert på Avalon var antitesen til al det latterlige EDM-musik, der oversvømmer sonosfæren for tiden! Med publikum i deres hule hånd trak de herrer Jaar og Harrington deres dystre toner helt ned under gulvtæppet og pirrede folks tålmodighed med langsomme, sikre, vuggende og indhyllende opbygninger, der kun stedvis fik lov at pulsere i ekstatisk kontrollerede klimaks. En æstetisk overvældende koncert, og en gave til den kritiske og tålmodige lytter!

1) DAMON ALBARN (Arena, fredag, 20.30)
Fredag var vi vidne til en magtpræstation af en af de seneste årtiers vigtigste musikere. Klogt var Albarn placeret på Arena, og han takkede ved at fylde teltet med kærlighed og tæft. Næsten lige så imponerende som Albarn selv og hans bagkatalog var bandet The Heavy Seas, som spillede med en blændende indforståethed og tightness og en vellyd, der er få forundt. Albarn kom rundt om hele kataloget: Det nye materiale fra den eftertænksomme Everyday Robots fungerede helt og aldeles fremragende, og gammelt materiale fra The Good, The Bad & The Queen, Blur og særligt Gorillaz gav koncerten fylde og publikumstække helt ned i de bageste rækker. Formidabelt blev det med de fem ekstranumre: 'Clint Eastwood' og 'Feel Good Inc.' var sikre publikumstræffere med prominente og veloplagte gæster, 'Mr. Tembo' er en sikker vinder, og afslutningen med de smukke ballader 'Don't Get Lost In Heaven' (fra Gorillaz-tiden) og 'Heavy Seas of Love' var lige i skabet. Tak!

I øvrigt så jeg...

... Cancer, der fredag spillede en fin koncert på Pavillon kl. 12. Tid og sted var imod bandet, som til trods herfor formåede at fylde teltet.

... Interpol, lørdag midnat, som spillede en stærk og stilsikker koncert, som dog med få midler kunne have løftet sig og være blevet en af de helt store oplevelser. Jeg er godt klar over at det mørke og tilbagetrukne er stilen, men når man ikke kan se forsanger Paul Banks ansigt midt fra pitten, så tager det altså overhånd. Banks skulle have været fremme et par gange og give sig til kende. Derudover virker det, som om bandet har indlejret musikpressens kritiske holdning til treeren, Our Love To Admire, idet vi slet ikke fik noget fra dette album. Det kommer jeg aldrig til at forstå - jeg synes det er en stærk plade, og det havde virkelig klædt koncerten at lade Banks' dystre croon messe sig igennem nogen af bandets stærke ballader såsom 'Pioneer To The Falls' eller 'Rest My Chemistry' fra netop dette album.

... i warm-uppen to stærke repræsentanter fra den danske, elektroniske undergrund; Brynjolfur og Unkwon. Særligt sidstnævnte skabte lækker sommerchill om eftermiddagen.

... starten af Earl Sweatshirt, som desværre blev hæmmet af, at der helt fra begyndelsen var et stort træk over mod Outkast, der spillede en time senere. Ærgerlig programlægning af det mest interessante hiphopnavn i år. Men det hjalp heller ikke, at han gik på et kvarter for set. Stop det.

... det meste af Outkast, som jeg synes var bedre end deres rygte. Jeg synes, de var på og havde en fantastisk kommunikation med publikum. Det var rart at komme godt omkring i bagkataloget, for hvor er det orkester dog meget mere værd en deres tre-fire kæmpehits.

... lidt af Systema Solar, som syntes at komme fint om ved en neo-cumbia-fest i et for stort Avalon-telt.

... en del af Party Supplies, som flashede potentiale men led enormt på en eftermiddagstom Apollo-scene og i den grad manglede noget live-dynamik - giv mig nu en trommeslager og en bassist i stedet for backtrack!

... det meste af Arctic Monkeys - og hvor forstår jeg dog ikke, hvordan anmelderne kan være så glade for den koncert! Kommunikationen til publikum var dårlig, og der var lange, uprofessionelle pauser med guitarskift og -stemmeri. Det er simpelthen ikke godt nok, når det er tredje gang man spiller på Orange! Sig dog noget, spil et eller andet! Selvfølgelig var det en fest i pitten, men det er simpelthen ikke godt nok, at man skal derind for at fanges.

... en halv time af Major Lazer, som så vildt ud. Der har været meget snak frem og tilbage, og ja, det er da rigtigt at Major Lazer ikke lavede så meget andet end at trykke play og så stå og råbe. Og ja, det var dundrende irriterende at musikken skulle stoppes hvert halve minut for at lave shout-outs til publikum. Det er simpelthen så pøllet og taberagtigt, og gør musikken til blot en rekvisit. Alene af den grund, synes jeg det er galimatias at bedømme koncerten til 6/6, som Politiken gjorde. Men præmissen er, at der skal laves fest foran den orange dug, og det lykkedes i allerhøjeste grad. Jeg stod langt tilbage, men hvis jeg havde stået på sweet spottet bag pitten, havde jeg fået en vild koncertoplevelse. En væsentlig parameter for nattefesten er lysshowet, og det spillede som sjældent før. Den nærmeste sammenligningskoncert synes at være Deadmau5, og i den kontekst var Major Lazer - trods alt - musikalsk meget mere interessant og varierende. Godkendt.

... en halv time af DJ Nigga Fox, som virkelig lavede en fest på Apollo. Shit hvor var det tungt. En modig booking af Roskilde!

... på afstand noget af Ryan Hemsworth, som mixede fedt, men som var tildelt et kedeligt eftermiddagsslot på Apollo..

... en halv time af Mø, som lavede en magtpræstation på Arena. Jeg var meget ked af at det ikke kunne lade sig gøre at blive, for jeg synes det var en stærk oplevelse at se den langbenede dame betvinge det store telt til UG.

... de sidste par numre af Moderat, som så ud til at bearbejde det fjollede slot midt på aftenen på fornemste vis - der var tryk på søndagsbenene trods alt!

Alt i alt en dejlig festival, med et overflødighedshorn af musik fra alle verdenshjørner og instrumentparker. Tak!