Mens jeg så småt har sovet tømmermændene ud, og brugt eftermiddagen på at gennemtrawle anmeldelser og stirre ind i vaskemaskinens hypnotiserende rotunde, har jeg forsøgt at absorbere mine musikalske indtryk fra årets Roskilde Festival.
Igen i år vender jeg tilbage fra Dyrskuepladsen med en fornyet tro på musikkens mangfoldighed. Jeg tror aldrig, jeg har været i så mange genremæssige hjørner i løbet af én festival. Jeg har ædt alt fra californisk hip hop til islandsk storladenhed, og fra engelsk dub til alverdens såvel mere som mindre tilgængelige indie-krinkelkroge. Efter et svagt år i 2011 har de sidste to år på Roskilde for mig været manifestationer af festivalens fortsatte unikke musikalske spændvidde og potentiale, og af en omstillingsdygtighed til en ny tid, hvor mastodonterne og legenderne bliver stadig færre.
I år udfordrede festivalen især sig selv med programmet på Orange i et forsøg på at opretholde kæmpescenens relevans i ’10ernes musikmyriade. Nogen af eksperimenterne, så som The National og James Blake i eftermiddagsheden, bar frugt, mens andre førte til formelige voldtægter af den orange dug, vi er så mange, der holder af – ja, det er Rihanna, men også Ingrid-roderiet, jeg her tænker på. En kommentar til det med Rihanna: Føj, Rasmus Palludan, hvor er det dog formasteligt at give den koncert 6/6 i Soundvenue! Der er sjældent enighed om bedømmelsen af koncerter dagen derpå, men jeg har sjældent hørt så stor konsensus om, at anmeldelsen af Rihanna var en endnu større gang bullshit end selve koncerten. Jeg vil strække mig så langt som at medgive, at Rihanna gav lige præcis den fest foran en proppet Orange scene, som hun var booket til, men det berettiger sandelig ikke til en topkarakter. Hun var blottet for engagement og tilstedeværelse, og festen var alene oppebåret af publikums promille og vores eksposition for en håndfuld radiohits på repeat de seneste år. Så snart vi bevægede os længere ud i bagkataloget afslørede koncerten sig som blot en afspilning af middelmådig pop. Præmissen må være, at en koncert er en kunstnerisk fremstilling, og så er det jo kun godt, hvis kunsten og dennes fremstilling kan få folk i ekstase. Men ekstasen i sig selv gør ingen kunstner, og slet ingen 6/6-anmeldelse!
Dårligt nyt er bedre end intet nyt, og Rihanna var absolut årets mest omtalte koncert – det havde næsten været lidt kedeligt, hvis hun havde taget alle os musiksnobber og kylet os hjem i seng med en helvedes fest på nethinden! Men videre derfra: Eksperimenterne på Orange til trods var Arena, som sædvanligt, scenen for mange af mine allerstærkeste koncertoplevelser. Odeon og jeg ses stadig mindre og mindre, og i år blev året, hvor årets fest for mit vedkommende for en gangs skyld ikke indfandt sig på Cosmopol.
Sidste år var min musikalske bundlinje fyldt af fabelagtige små koncertperler, såsom den potpourri, der uundgåeligt opstår i ens hjerne, når man bevæger sig fra Bomba Estéreo over Daughter til Spleen United på tre timer. Til gengæld tror jeg, fællesnævneren for 2013 må være evnen til at skabe universer. Mange af de stærke koncertoplevelser, jeg har med i bagagen denne gang, var ikke skabt af fællessang eller måben over rendyrket musikalsk talent, men snarere resultater af artisternes evner til at skabe et dragende univers, og fylde det ud med kunstnerisk skønhed. Jeg vil i det følgende gennemgå mine oplevelser, og indlede med den næsten uundgåelige top 10, som naturligvis er dejligt subjektiv:
Efter ovenstående svada af Rihannas undskyldning for popkunst er det måske lidt svært at forsvare Kendrick Lamar på denne liste, for han var netop også entertainer først, musiker så. Måske fungerede det, fordi Lamar ikke faldt i Simon Kvamm-fælden og blev en tyndbenet demagog. I stedet fik vi en nærværende springbønne af et rapstjerneskud, som spyttede såvel spændstigt flow som folkeførende punchlines. Jeg har kun sjældent set Arena så fyldt, og stemningen var på kogepunktet.
8) JAMES BLAKE, Orange, søndag.
Det er lidt tarveligt at sige, at jeg havde set det komme. At James Blake rent faktisk måske kunne tage favntag med Orange i dagslyset, i modsætning til den skepsis, der genlød campen rundt. På Northside sidste år havde jeg set det lykkes, men nu er den orange dame jo unægteligt sværere at danse med end det blanke, århusianske kanvas. Det lykkedes Blake - også takket være vejret - at skinne om kap med søndagssolen, og manifestere sig som en af de mest lysende og originale stjerner i musikverdenen overhovedet netop nu. Jeg er og bliver kun begrænset fanget af musikken, men koncerten på Orange var pletfrit flot og dragende, og der må være få der betvivler legitimiteten af et natteslot på samme scene til James Blake næste gang.
7) EFTERKLANG, Arena, lørdag.
Det er egentligt en anelse uretfærdigt med syvtallet ud for Efterklang, for det klinger lidt middelmådigt. Dansk indies pæne drenge, med en veloplagt Casper Clausen ulasteligt klædt i habitjakke og butterfly, leverede en fornem præstation på Arena, som på mange måder er for stor til Efterklangs musik. Der er dog en snert af katedral over især sidste års fænomenale Piramida, som fik lov at dominere settet. Man kunne have ønsket sig et lidt mere fyldigt visuelt udtryk, men når man er så velspillende som Efterklang, så går det nok endda.
6) KRAFTWERK, Orange, søndag.
Jeg er stadig ikke sikker på, om lukkeslottet på Orange var det ideelle for Kraftwerk, og jeg tror, koncerten med sine gedigent tysk præcise to timer blev en kende for lang for mange trætte festivalfødder. Det er dog mere eller mindre alt, hvad der er at udsætte på den musikhistoriske lektion, vi fik på Dyrskuepladsen søndag aften, for hvor var det dragende og fantastisk. Jeg skal spare jer for al den ganske rigtige og relevante palaver om, hvordan Kraftwerks kærlige knivsæg mellem elektronisk obsession og posthuman dystopi er relevant i dag mere end nogensinde, men hvor var det herligt at opleve Ralf Hütter - for han er jo den sande mensch-maschine - eksekvere køligt og lade sine tidløse toner vibrere. Sporedes der ab und zu et lille smil på ikonets læbe? Æstetisk var showet eminent og kitsch som en sovjetplakat, 3D-briller eller ej. Tak for det!
5) ANDY STOTT, Gloria, fredag.
Det er fantastisk, når Roskilde tvinger helt ny musik ned i min hals og får mig til at spytte et "Ja, for fanden" den anden vej op. Det var det, der skete på Gloria fredag, da Andy Stott gennemvarmede hele min krop med sin eksperimenterende dub-techno. Fra semi-utilgængelige dronelyde bevægede sig settet langsomt og taktfast op i gear, og endte i beskidt, klubbet electrotæsk, der aldrig blev panisk og overdrevet, men snarere satte sig i kroppen som en trentemøllersk varme og tyngde. Fornemt!
4) CRYSTAL CASTLES, Arena, fredag.
Jeg skal sige med det samme, at jeg ingen anelse havde om, hvor godt Crystal Castles fyldte Arena ud, for jeg var fortabt helt i min egen verden i pitten. Alice Glass er et ikon af de helt stærke, når hun nærmest bevidstløst vralter whiskeybevæbnet rundt på scenen og uforståeligt udspyr hendes lede og desperation. Efter at have skudt 'Baptism' af allerede som andet nummer så hverken Crystal Castles eller publikum sig nogen sinde tilbage, men brændte sig ud i en øresønderrivende, beskidt og monumental nattefest!
3) THE NATIONAL, Orange, lørdag.
Det er forbandet svært at sammenligne nogen af ens absolutte yndlingsbands, men hvis jeg skal bevare blot et gran af objektivitet, bliver jeg nødt til at placere The National som nummer tre. Alle spekulationer, om hvorvidt Ohios sejeste sønner kunne betvinge Orange, synes imidlertid at være gjort til skamme. Her har vi for alvor at gøre med et band, som kan forføre publikum med deres kunstneriske ekvilibrisme snarere end indøvede floskler og skinkunst. Man savnede intimiteten, ja, men man må bedømme koncerten på baggrund af den ramme der var - ikke den, der kunne have været. Under dugen leverede The National pletfrit, og setlisten var til lejligheden perfekt. Jeg tudede til 'Fake Empire', 'Don't Swallow The Cap' og 'Slow Show', jeg skrålede til 'Bloodbuzz Ohio', 'Afraid of Everyone' og 'Mr. November' og jeg savnede 'About Today', 'Daughters of the Soho Riots' og 'The Geese of Beverly Road', som dog var forståelige og forudsigelige fravalg til en massekoncert. Matt Berninger var i storform, og da mikrofonlyden røg under hans vanlige triumftog blandt publikum, blev han og vi for alvor dus, skrålende "I won't fuck us over!".
2) WHEN SAINTS GO MACHINE, Arena, lørdag.
When Saints Go Machines koncert på Arena lørdag var en af de mest imponerende præstationer, jeg har set fra et dansk band. Nogensinde, nogen steder. På skuldrene af et helt perfekt natteslot på Arena leverede Østerbro-bandet en magtpræstation ud over de sædvanlige. Lige præcis ravende nok til at kunne udfylde natterummet, men uden at gå på kompromis med deres fine, kunstneriske niche. På modig vis lod man 'Kelly', 'Church & Law' og 'Fail Forever' vente til sidst, men det var ligemeget - When Saints Go Machine uafhænggjorde sig af deres hits, og sugede os ind i et vellydende neontågeunivers fra start til slut. Visuelt var koncerten sublim, og bandet eksekverede forrygende med en dejlig fandenivoldsk Nikolaj Vonsild i front. Der var larmende højdepunkter, men helt i knæ røg jeg dog, da vi fik det ellers sjældent spillede 'Add Ends' mod slutningen. Lige dér havde jeg måske det smukkeste øjeblik på hele min festival - tak!
1) SIGUR RÓS, Arena, lørdag.
Sigur Rós kunne næsten ikke andet end skuffe mig, efter mine årligt krydsede fingre for at finde islændingene på programmet. Det var en af mine sidste live-bastioner, og den blev i den grad erobret, så det rystede i grundvolden. De nye numre fra den majestætiske Kveikur fungerede fremragende, men højdepunkterne var en åndeløs fremførsel af 'Untitled 1', de perlende 'Hoppipolla' og 'Sæglopur', og frem for alt lukkenummeret, 'Untitled 8', som må være et af de vildeste musikalske tours de force overhovedet. Jónsi var eminent, men blev næsten overskygget af Orri Páll Dyrason, der på trommer eksekverer de tålmodige opbygninger og eruptive klimaks som ingen anden. Sigur Rós skabte Planet Arena - et helt fremmed univers af kaskadiske energiudladninger og blændende skønhed. Den her er på nethinden i lang tid.
... i øvrigt så jeg:
Animal Collective, som blev lidt for mærkelige og utilgængelige. De skal holde kæft med Centipede Hz og spille mere af det gamle.
Rihanna, som vi vist har snakket rigeligt om.
Jonathan Wilson, som gik guitarsolo-amok på Odeon. Det var velspillet, men lidt for meget Pink Floyd til et systemmenneske som jeg.
I warm up'en Sekuoia, som imponerede mig på Apollo med varm electronica. Samme sted så jeg det meste af Bwoy De Bhajan, som ligeledes flashede potentiale.
Jeg så noget af Ingrid, som var det pinligste, jeg har set på Orange siden Teitur dengang. Det var simpelthen en omgang roderi - hvor var den røde tråd, hvad var formålet og hvornår har ét indiehit fra 2006 været nok til at få lov at spille en halv koncert på en af verdens fornemste festivalscener? Ommer!
Jeg så også lidt af Matthew E. White, og jeg var ked af at jeg ikke så mere, for det var voldsomt velspillet. Kom snart til Lille Vega! Azealia Banks må til gengæld godt blive væk - jeg så 3-4 numre, indtil jeg, sammen med en tredjedel af resten af publikum, udvandrede efter den obligatoriske '212'. Der var sandelig ikke meget at komme efter.
Meridian Brothers skulle jeg måske have set til ende, men det er så hårdt, når det er søndag. Et spændende bekendtskab desuagtet. Og så lukkede jeg mentalt Roskilde med Holy Other, som var et ganske skønt akkompagnement til solnedgangen og den reminiscens og postapokalyptiske rumsteren der altid hersker om søndagen ovenpå endnu en ugelang krammer af kærlighed og kreativitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar