Addict's Review 2012

Jeg vil for sidste gang i denne omgang knytte lidt tanker og ord til Roskilde Festival 2012 her på Torvet.

Sikke dog en sitrende, sprudlende, levende uge! Efter et lidt tyndt 2011 er det en fornøjelse at se, at Roskilde stadig i allerhøjeste grad har ben at gå på. Hvis du er en af dem der render rundt med en indøvet holdning om, at Roskilde er lidt af et has been-fænomen, og kommer hjem fra 2012 med en snigende skuffelse og fornyet skepsis, så har jeg kun én ting at sige: Tag på Skanderborg! Du har tydeligvis ikke forstået, hvad Roskilde Festival drejer sig om. I år blev jeg på det stærkeste bekræftet i, hvorfor det vedbliver at være en livsbekræftende oplevelse at komme på Dyrskuepladsen. Måske kun ét sted i verden kan man stort set intetanende blive hevet ind i en sydende heksekedel af colombiansk dansemusik, stavre videre på trætte ben til dragende smuk indie-intimitet, og ende til et synth-rave, der sender knytnæver af melankolsk eufori mod himlen. Og jeg priser mig, som mange andre, lykkelig og taknemmelig for, at dette arrangement foregår i min baghave. Tænk lige over engang, hvor forkælede vi er?

Generelt må en opfordring til fremtidige festivaler være: Invester tid! Både inden festivalen på at udforske mangfoldigheden af navne på plakaten og dele den med dine venner og veninder. Men så sandelig også på festivalen selv. Mit indtryk er, at der er mange, der bevæger sig mere eller mindre planløst rundt på pladsen i en evig halv hvidvinsbrandert og ser størstedelen af deres koncerter lidt for langt væk på Orange, eller lige udenfor teltdugen på Arena, hvor man halvt om halvt lytter til et band man knap kan se, og snakker højlydt om morgenfesten i morges kl. 7. Jeg tror, det er dem, der oplever Roskilde som en udslukt vulkan, snarere end et vanvid af musikalsk tektonik, sådan som det, Björk besang i går aftes. Tving jer selv væk fra fastliggeriet på Orange og ud på de små scener, og prioriter at stå godt i teltet! Mange af de ypperlige koncertoplevelser jeg har haft i år, havde slet ikke været de samme, hvis jeg havde stået og strakt hals et sted, hvor lyden for længst var blevet mudret sammen med vind og alskens palaver.

Det er OK, hvis man hellere vil gå rundt og chille, møde folk tilfældigt, og derfor dukke op to minutter inden lukketid ved en koncert, men så hører man ikke til dem, der kan have en relevant holdning til musikprogrammet, endsige brokke sig over det. Om man så betaler de små totusinde kroner for fællesskabet, må man selv om. Det kan jeg godt forstå, og selvom jeg lyder som en irritabel Kristian Leth skal der ikke herske tvivl om at fællesskabet, camp-livet og venskaberne er en uundværlig del af en god festival. Ikke desto mindre er Roskilde Festival en festival for progressiv, alternativ og mangefacetteret kunst, og for at få fuldt udbytte af buketten må man vande den og passe den både før og under. Invester tid og engager jer i programmet, og prioriter og koncentrer jer om jeres koncertoplevelse - så vil I se en sprudlende vulkan med alskens farver, former og ikke mindst, lyd!

Efter denne kærlige opsang om at få det meste ud af de blomster, der nu engang står i potten, følger mine ti bedste oplevelser i år - løseligt rangeret, for det er svært at sammenligne koncerter af så forskellig art.

10) Santigold (Arena, søndag)
En sej kvinde holdt en sej fest. Vi fik lovet en time, og præcis dét var, hvad vi fik - og det synes jeg var passende! Jeg er uenig i den almene murren over manglen på ekstranumre, for jeg synes Santigold prioriterede rigtigt. Hellere en times massivt hit- og festbombardement end en time og et kvarter med et par numre under standard. Hele settet fungerede, og stage antics var yderst passende. Musikken druknede ikke i et karneval af distraktion på scenen, men var i stedet suppleret af et velsammenstrikket show.

9) I Got You On Tape (Arena, fredag)
Hvis man går til koncert med I Got You On Tape og forventer en fest, så bliver man skuffet. Det vi fik på Arena fredag var en yderst velspillet og dragende magtpræstation af det måske allermest centrale band i dansk indie netop nu. Jeg var personligt lykkelig for, at settet var domineret af bandets forrige, tredje, album, Spinning For The Cause, som er noget nær en dansk nyklassiker. Især åbningen med den smukke 'Polkadots' var næsten tårevædende, men det var en fornøjelse fra start til slut at høre Jacob Bellens bræge sine gribende tekster ud over teltet fra sin keyboard-omkransede prædikestol.

8) Peter Broderick (Gloria, søndag)
Jeg har sjældent været så begejstret for et erstatningsnavn som jeg var for, at Peter Broderick erstattede Gurrumul på Gloria om søndagen. "Aldrig" er måske en mere passende beskrivelse, for jeg har faktisk, indtil i går, aldrig set en erstatningskoncert på Roskilde. Men Peter Broderick tog stikket hjem med en gribende koncert fuld af lune, intimitet og musikalitet. Det var befriende at opleve, hvordan en koncert ikke nødvendigvis behøver være koreograferet ned til mindste detalje, da Broderick blev overrasket på scenen af pianisten Nils Frahm og en sangerinde mod slutningen af koncerten, og pingponget mellem Broderick og i hvert fald de forreste rækker af publikum var formidabelt.

7) tUnE-yArDs (Odeon, lørdag)
Der er ingen som Merrill Garbus, og det beviste hun til fulde da hun indtog Odeon lørdag eftermiddag. Koncerten med tUne-yArDs var en musikalsk rutsjebanetur af de helt store - ikke op og ned, men rundt i alskens sving og kurver. Anmeldere efterlyste festen, og koncerten var da klart mere interessant end episk - jeg er ikke i tvivl om at det var klart en fordel at stå helt fremme, som jeg gjorde, så man kunne følge med i ekvilibrismen, der strømmede fra scenen, og især fra den charmerende og snørklede musikalske enmandshær.

6) Daughter (Gloria, fredag)
Jeg fik aldrig taget min Gloria-mødom ordentligt sidste år, da den debuterede på festivalen, men med Daughter tog scenen revanche på smukkeste vis. Jeg kom fra latinamerikansk kæmpefest, og på vej mod dansk synthesizer-ditto, men alligevel formåede Daughter at få mig helt, helt ned under gulvtæppet. Den taknemmelige charme var smittende og gav følelsen af at holde bandet i sin favn, beskyttet mod bassen, der til tider buldrede forstyrrende fra Orange, og de forrygende, minimalistiske kompositioner kom fuldgyldigt til deres ret på Gloria for dem, der modigt havde valgt at takke nej til Malk de Koijns obligatoriske folkefest. "If you're still breathing, you're the lucky one. Because most of us are heaving through corrective lungs", som der synges på et af bandets numre. The lucky ones var os på Gloria den aften.

5) Björk (Orange, søndag)
Allerede inden Björk indtog Orange scene med sit dybt utilgængelige nyeste album, Biophilia, var hun med afstand det skæveste lukkenavn jeg har set i min tid på Dyrskuepladsen. Hitparaden udeblev stort set, og i stedet fik vi en koncentreret og minimalistisk forestilling om vulkaner og natur, som kun ganske få gange fik lov til at gå i udbrud - naturligvis kraftigst i det obligatoriske afslutningsnummer 'Declare Independence', et vanvidsridt, der desværre kom til at stå en smule alene. Når det er sagt, tæmmede Björk Orange med bravour og mod, og stilheden og koncentrationen gennem de krævende Biophilia-passager var imponerende. I 2007 medbragte hun et hav af instrumenter og dansere med flag og hatte. Denne gang lod hun sig nøje med to musikere og et henrivende kor, som manifesterede 2012-koncertens væsensforskellighed fra den forrige. Ikke helt lige så episk, men aldeles smuk og modig!

4) Spleen United (Arena, fredag)
Spleen United og bysbørnene VETO har i det store og hele fulgtes ad igennem karrieren. De har udgivet plader indenfor et år af hinanden hver gang, og nød stort set samme popularitet med deres andet udspil, henholdsvis Neanderthal og Crushing Digits, i 2008, hvor begge bands spillede på Arena. Mens VETO fik lov at åbne Orange sidste år, have man valgt ikke at graduere Spleen United på samme vis. En fornuftig prioritering, som udmøntede sig i årets fest på Arena. Spleen Uniteds plader er stærke, men indtrykket efter fredag nat var et band, som excellerer i disciplinen rave som meget få andre. Hit på hit blev forlænget og bundet sammen af intelligente, kliniske og tunge mellemspil, og til slut fik 'Sunset to Sunset' og 'Suburbia' teltet til at koge afsindigt over. En magtpræstation af et band, der, om stadig melankolsk, er blevet vildere med alderen.

3) Bomba Estereo (+ DJ Miles Cleret) (Cosmopol, fredag)
At jeg render ind i årets fest på Cosmopol-scenen er efterhånden en tradition, men efter 2ManyDJs ('09), LCD Soundsystem ('10) og Chase & Status ('11) havde jeg svært ved at finde arvtageren i programmet. Det var lige indtil den halvspontane beslutning om at give colombianske Bomba Estereo en chance, og den ustækkelige trang til at flytte sig fra teltkantsobservation til heksekedelen. På en bund af dancehall, cumbia og reggaeton spyttede bandet finurlige guitar- og synthriff ud, mens en krudtugle af en kvindelig MC pilede frem og tilbage på scenen, rappende og syngende på spansk. Opskriften var simpel, men energien var imponerende smittende, og forvandlede Cosmopol til et snurrende helvede af rytme, sved, dans, kærlighed og jubel. Festen ville ingen ende tage, ej heller da den kyndige DJ Miles Cleret tog over bagefter med sin potpourri af beats og etnisk - især afrikansk - klang. Imponerende, og en vaskeægte Roskilde-oplevelse af de helt unikke.

2) Apparatjik (Orange, torsdag)
Mens der blandt anmelderstanden har været udtalt skepsis på bagsmækken af Apparatjiks show på Orange torsdag, har jeg mødt allerflest der synes, det var en positiv oplevelse af de helt store. Det tyder på, at anmelderne har siddet lidt for højt på den kritiske piedestal, og vurderet Apparatjik ud fra en knudret forventning. I modsætning til de sidste par år, hvor The Prodigy og Deadmau5 har skuffet mig med forudsigelige og uintelligente nattekoncerter, løftede Apparatjik i mine øjne den orange dug med netop intelligens og gennemarbejdethed, og når man kan anmelde dem dårligere end netop Deadmau5, så må det bero på ignorance overfor selve konceptet. Det var samme intelligente og minutiøse hat Trentemøller havde på, da han gjorde sig selv legendarisk samme sted i 2009. Apparatjik var ikke lige så episk en fest, men det var i endnu højere grad et studie i musikkens sociale kraft. Hvordan kan et forholdsvis ukendt band få hele Orange til at synge med efter halvanden time? Det er tydeligt, at Bjerre & co. bruger deres musikalske frikvarter på at eksperimentere med konventioner, og Apparatjik viste torsdag aften musikkens såvel som Orange Scenes sande urkraft. Jeg var imponeret over detaljerigdommen og grundigheden i lyd, lys, effekter og kostumer fra et band af travle mennesker, uden andre koncerter på kalenderen. Apparatjiks show var en rumrejse til ikke kun musikkens, men også koncertoplevelsernes, fjerne galakser - på samme tid elegant, vulgært og rygende intelligent.

1) Bon Iver (Arena, lørdag)
OK, så blev det alligevel lige så godt som i Falconersalen. Også selvom jeg blev næsten hysterisk, da publikum småsnakkede henover det smukke par 'Hinnom, TX' og 'Wash.', som jeg havde frygtet. På Arena fik Bon Iver én gang for alle slået fast, at han/de er de ypperste betvingere af den brede indiepøbel netop nu. De intrigante musikalske finesser fremstod naturligvis ikke med samme klarhed som i november, og mange af de smukke overgange mellem numrene gik tabt i Arenas kæmperum, men med ypperlige musikere går man aldrig helt galt i byen, og Justin Vernon og hans otte mand høje band er en næsten overmenneskelig musikalsk kraftmaskine. Setmæssigt var der heller meget at udsætte. 're:Stacks' blev skiftet ud med 'Flume', mens 'Beach Baby' fra Blood Bank-EP'en var en forudsigelig udeladelse til en festivalkoncert. Og hvad vi ikke fik i intimitet, fik vi til gengæld i storladenhed - både i stærke versioner af 'Creature Fear', 'Blood Bank', 'Perth' og 'Beth/Rest', men især med den kollektive masseorgasme under 'Skinny Love' og 'The Wolves', hvor hele Arena skreg sine kærestesorger og kærlighedsfrustationer ud i sommernatten. For selvom Bon Iver som band er musikalsk enestående, grænsesøgende og velspillende er Justin Vernon fortsat en sangskriver, der har sin absolutte force når det bliver helt nøgent og skrøbeligt. Og netop nøgenhed med tusindvis af stemmer på sendte et stopfyldt Arena ud i natten, beriget med et fix af uovertruffen musikalsk præstation.

Derudover så jeg...
... Først og fremmest The Cure, som absolut ikke var skuffende. Robert Smith er et ikon, og han var imponerende tændt, men at spille tre timer, hvoraf størsteparten af hitsene udgjorde den sidste halve, duer ikke på festival. Det var for langt.

... Mew, som pinliggjorde sig selv på Orange Scene. Med for størsteparten elendig lyd, intetsigende lysshow og et forudsigeligt og uinspirerende set lugtede lørdagens koncert langt væk af et band ude af form. Især når man vælger at slutte af med et helt nyt, og aldeles ordinært, nummer. 'Apocalypso', 'Saviors of Jazz Ballet' og 'Comforting Sounds' fungerede, men man var efterladt med et indtryk af, at hverken bandets eller scenens potentiale blev udlevet nær til fulde.

... M83, som holdt en fest på Arena, men en fest, der i høj grad var publikums fortjeneste. Fedt, ikke desto mindre.

... Den norske soulkonge Bernhoft, som er en fantastisk entertainer, men er en smule for cheesy for mig.

... Friendly Fires, der trods en højenergisk Ed McFarlane på scenekanten ikke formåede at få Arena til at koge, og burde have fundet på noget nyt siden sidst, eller være blevet hjemme. Det var for indadvendt og forudsigeligt.

... The Shins, som kæmpede med et torsdagspublikum, der slet ikke var klar til følsom indie, men som også kunne have gjort væsentlig mere for at komme ud over kanten selv.

... Larsen & Furious Jane, som imponerede mig i sidste tredjedel af deres set med intelligent, mørk indierock.

... Halvdelen af Copenhagen Collaboration, som var dejlig musik tilsat en ordentlig dosis selvmasturbation.

... Små dele af Dalglish, som skabte en helt ny planet af utilgængelig og dragende eksperimentel electronica på Gloria, og First Aid Kit, som ikke var til at få et glimt af i et overproppet Odeon-telt.

... I warm-uppen pæn men ensformig indie fra French Films, og Ulige Numre, der især var båret af deres EP's popularitet. 'Så let' var mesterlig.

Alt i alt så jeg 15 hele, og otte delvise, koncerter, hvilket er ny rekord. Sikken et år, hvilken kvantitet og ikke mindst kvalitet - tak Roskilde!