Endnu en flot festival er i arkivbogen, og sikke et år! Jeg havde virkelig travlt - sjældent har jeg hørt så mange halve koncerter (uden at det dog er gået ud over antallet af hele koncerter, som endte med at beløbe sig til 14), og aldrig har jeg gået en hel festival uden at bruge tid på at komme i pitten på Orange. Et helt seriøst 12 med pil opad til bookinggruppen herfra!
Jeg vil i det følgende knytte et par enkelte kommentarer til festivalen som helhed, derpå obligatorisk liste min top 10, og sidst gøre overvejelser over de øvrige koncerter jeg helt eller delvist så.
Først og fremmest fik vi i år en ny scene; Avalon. Den synes ikke helt velgennemtænkt: Formålet er, at den skal kunne rumme et meget bredt spektrum af koncerter, særligt størrelsesmæssigt. Alligevel er den stor som en katedral og med dårligt udsyn - hvad er det for noget? Hvis koncerter med 2000 mennesker skal være intime derinde, skal der simpelthen være lidt lavere til loftet, og hvis koncerter med 15000 mennesker skal fungere, er det yderst nødvendigt med et par storskærme, så folk kan følge med bagude.
En anden scene, der trænger til en nytænkning, er den ellers fænomenale Gloria-scene. Det går simpelthen ikke at der bliver så varmt - det er synd for folk at de må gå halvvejs i en god koncert, fordi de er ved at blive kogt som hummere. Der må simpelthen kunne gøres noget ved ventilationen eller bygningens refleksion af sollys - kan man ikke sætte Rockwool på den opgave? Derudover ville det være fint at sætte højttalere op i en lounge udenfor selve scenerummet, så folk også kan sidde udenfor og følge lidt med.
En tredje scene, der ofte er i problemer er Apollo. Den er fantastisk, når det kører, men jeg boede i år med direkte udsyn til flere gabende tomme koncerter her om eftermiddagen. Roskilde bliver nødt til at overveje, hvad man bruger den scene til frem til klokken 20, for det er pinligt, synes jeg, når en koncert på en af verdens vigtigste festivaler er stort set tom. Måske blev der i år booket lidt flere elektroniske nichenavne, end festivalen kan bære?
Der var generelt mange mennesker på årets festival, men torsdagen var helt ekstrem - særligt fordi alle endagsbilletholderne (og alle vi andre) skulle se ét bestemt navn; her er der selvfølgelig tale om Rolling Stones. Jeg vil vurdere, at der var op imod 80-90000 på pladsen foran Orange lige ved koncertstarten, og det er der simpelthen ikke kapacitet til. Jeg ved godt, torsdagen har været forbandet at få til at gå op, men det var en katastrofe, at man ikke placerede et andet stort navn på Arena som aflastning, så alle dem, der bare lige skulle op og kigge, kunne gå et andet sted hen. Altså en løsning som da man lod Bruce Springsteen og Bon Iver eller Metallica og Sigur Ros spille samtidig.
Men nu til det vigtigste: Musikken! Hvis jeg skal pege på en fællesnævner i år, må det være formidabel, swingende musikalitet. I en tid, hvor flere og flere elektroniske navne fylder op på plakaten, og årets mest omtalte og omdiskuterede navn var en flok drengerøve med harem, der trykkede play, råbte og twerkede på Orange, er det måske endnu mere fantastisk at blive slået tilbage i stolen af bands, der har det der umiskendelige groove - der bare swinger sammen. Jeg har haft svært ved at placere koncerterne i år - de tre øverste er virkelig svære at skille fra hinanden, og mange af de sidste var gode uden at være legendariske. Men jeg prøver:
10) STEVIE WONDER (Orange, søndag, 19.45)
Det var magisk at se en legende som Wonder betræde Orange, og det er en fornøjelse at høre, hvordan han stadig synger som en funkende engel. Bandet spillede ligeledes fedt, men jeg savnede i den grad ekstranumre. Det må være et udtryk for dårlig planlægning, at der ikke blev tid til det. Wonders lange call-and-response seancer med publikum var lidt en prøvelse på en søndag, men man forstår godt, at netop han naturligvis har et udstrakt behov for at høre sit publikum.
9) TRENTEMØLLER (Orange, fredag, 01.00)
Jeg synes anmelderne har været urimeligt hårde ved Trentemøller. Hvis man havde forventet at komme til rave fredag aften, så har man hørt alt for meget på hypen omkring koncerten i 2009, og lyttet alt for lidt til Trentemøllers musik. Jeg synes, Trentemøller og co. fik formidlet den frådende elektrificerede mørkerock fra sidste års udgivelse Lost formidabelt, og fik viklet den sammen med perler fra bagkataloget. Når det så er sagt, lod koncerten naturligvis meget tilbage at ønske: I forhold til koncerten i Vega i november var hverken settet eller fremførelsen væsensforskellig, og det holder ikke. Når man som dansk kunstner, i særdeleshed fra en musikalske niche, skal betvinge Orange, så skal der simpelthen nogen større armbevægelser til. Det ved Trentemøller også godt selv - det var jo det han lykkedes med for fem år siden - og det var derfor ærgerligt, at han ikke tog sig tid til at DJ'e lidt mere. Manden er en gudsbenådet remixer, men det fik vi slet ikke at høre. Men velspillet, det var det altså.
8) NIKOLAJ NØRLUND (Arena, lørdag, 13.00)
Nørlund holdt jubilæumsfest for sig selv på Arena, og det var en lang en af slagsen. For lang. Der er faktisk ikke nogen kunstnere overhovedet, der kan slippe afsted med at spille to timer og et kvarter på Arena en varm eftermiddag. Når det er sagt, synes jeg det var en flot koncert. Connoisseurs vil sige, at Nørlunds til lejligheden sammenbragte orkester af unge stjerner ikke var nær så stærkt som hans vanlige liveband, men jeg synes nu det fungerede fint, uden at være en prangende præstation. Nørlunds melodier og tekster kan ingen tage fra ham, og der var mange, rare højdepunkter på en god koncert, der godt kunne have været en halv time kortere.
7) MANU CHAO & LA VENTURA (Orange, lørdag, 19.30)
Den musikalske formel var jo ikke nogen åbenbaring, men i betragtning af, at den tidlige aften er et kritisk svært tidspunkt - måske det sværeste - at spille på Orange, gjorde den musikalske Che Guevara, Manu Chao, det formidabelt. Sikke dog en energi! Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor fedt det var at stille numre som 'Mi Vida' og 'El Viento' skulle punkes op fra slap, men præmissen var en glad og altomfattende fest. Jeg stod på tribunen, og sjældent har jeg set sådan en begejstring også her.
6) DENAI MOORE (Gloria, søndag, 15.00)
Gloria søndag eftermiddag er på en gang et taknemmeligt og kritisk slot til en stille koncert. På den ene side er sindsstemningen og energiniveauet helt passende, men på den anden side er der så kogende varmt, at man næsten ikke kan holde det ud. Så meget desto mere var det imponerende, at den unge brite Denai Moore holdt rummet fyldt igennem koncerten. Man skal altså være god, hvis folk ikke skrider udenfor og får en kold mojito på sådan en dag! Moore fik en overvældende modtagelse fra publikum, og det er en fornøjelse at se, når unge musikere bliver rørte. Koncerten var pletfrit flot og uden den store udvikling, men beviste Moores utroligt høje niveau. Hold øje!
5) OMAR SOULEYMAN (Apollo, lørdag, 17.30)
Vi bliver ved de kritiske slots, for som tidligere nævnt synes Apollo overordentligt svær at løfte midt på dagen. Det gjorde Omar Souleyman dog - der var godt fyldt, og sikke en fest! Formlen var dårende simpel, men det virkede, og nogen gange er det fint. Kontrasten mellem bryllupssangeren fra Nordsyrien og et crowd af copenhipstere, xenofile ToRS-studerende og spasmagere klædt ud som hovedpersonen er antropologisk skæg, og bidrog til en dejlig oplevelse. Det varede kun 45 minutter, og det var fint, for ikke alle Souleymans sange er lige så medrivende som 'Wenu Wenu' og 'Warni Warni'. En dejlig eftermiddagsfest nonetheless!
4) LYKKE LI (Arena, torsdag, 20.30)
Lykke Li leverede en magtpræstation udi smertefuld indiepop torsdag aften. Hele spektret, fra smukke ballader som 'Sleeping Alone' og 'Love Out Of Lust' til stærke versioner af 'Little Bit', 'Youth Knows No Pain' og 'Rich Kids Blues', blev leveret ganske overbevisende af en af tidens store totalkunstnere.
3) JUPITER & OKWESS INTERNATIONAL (Arena, søndag, 00.30)
Det er helt udenfor nummer her med et band, der end ikke var at finde på min top 50 inden festivalen. Heldigvis bliver Roskilde ved med at overraske også den ihærdige musikresearcher. Således blev jeg taget fuldstændig på sengen af Jupiter og hans formidable orkester fra den Demokratiske Republik Congo. Stemningen på Arena var fuld og glad, og folk bare dansede og dansede. Det var simpelthen en lektion i afro-funk, og endelig lykkedes det mig at ramme en af de afrikanske kunstnere på rette tid og sted. En ekstatisk koncert! I øvrigt blev der varmet op og ned med DJ Hugo Mendez, som spillede fantastisk musik fra de varme lande!
2) DARKSIDE (Avalon, fredag, 23.00)
Darksides koncert på Avalon var antitesen til al det latterlige EDM-musik, der oversvømmer sonosfæren for tiden! Med publikum i deres hule hånd trak de herrer Jaar og Harrington deres dystre toner helt ned under gulvtæppet og pirrede folks tålmodighed med langsomme, sikre, vuggende og indhyllende opbygninger, der kun stedvis fik lov at pulsere i ekstatisk kontrollerede klimaks. En æstetisk overvældende koncert, og en gave til den kritiske og tålmodige lytter!
1) DAMON ALBARN (Arena, fredag, 20.30)
Fredag var vi vidne til en magtpræstation af en af de seneste årtiers vigtigste musikere. Klogt var Albarn placeret på Arena, og han takkede ved at fylde teltet med kærlighed og tæft. Næsten lige så imponerende som Albarn selv og hans bagkatalog var bandet The Heavy Seas, som spillede med en blændende indforståethed og tightness og en vellyd, der er få forundt. Albarn kom rundt om hele kataloget: Det nye materiale fra den eftertænksomme Everyday Robots fungerede helt og aldeles fremragende, og gammelt materiale fra The Good, The Bad & The Queen, Blur og særligt Gorillaz gav koncerten fylde og publikumstække helt ned i de bageste rækker. Formidabelt blev det med de fem ekstranumre: 'Clint Eastwood' og 'Feel Good Inc.' var sikre publikumstræffere med prominente og veloplagte gæster, 'Mr. Tembo' er en sikker vinder, og afslutningen med de smukke ballader 'Don't Get Lost In Heaven' (fra Gorillaz-tiden) og 'Heavy Seas of Love' var lige i skabet. Tak!
I øvrigt så jeg...
... Cancer, der fredag spillede en fin koncert på Pavillon kl. 12. Tid og sted var imod bandet, som til trods herfor formåede at fylde teltet.
... Interpol, lørdag midnat, som spillede en stærk og stilsikker koncert, som dog med få midler kunne have løftet sig og være blevet en af de helt store oplevelser. Jeg er godt klar over at det mørke og tilbagetrukne er stilen, men når man ikke kan se forsanger Paul Banks ansigt midt fra pitten, så tager det altså overhånd. Banks skulle have været fremme et par gange og give sig til kende. Derudover virker det, som om bandet har indlejret musikpressens kritiske holdning til treeren, Our Love To Admire, idet vi slet ikke fik noget fra dette album. Det kommer jeg aldrig til at forstå - jeg synes det er en stærk plade, og det havde virkelig klædt koncerten at lade Banks' dystre croon messe sig igennem nogen af bandets stærke ballader såsom 'Pioneer To The Falls' eller 'Rest My Chemistry' fra netop dette album.
... i warm-uppen to stærke repræsentanter fra den danske, elektroniske undergrund; Brynjolfur og Unkwon. Særligt sidstnævnte skabte lækker sommerchill om eftermiddagen.
... starten af Earl Sweatshirt, som desværre blev hæmmet af, at der helt fra begyndelsen var et stort træk over mod Outkast, der spillede en time senere. Ærgerlig programlægning af det mest interessante hiphopnavn i år. Men det hjalp heller ikke, at han gik på et kvarter for set. Stop det.
... det meste af Outkast, som jeg synes var bedre end deres rygte. Jeg synes, de var på og havde en fantastisk kommunikation med publikum. Det var rart at komme godt omkring i bagkataloget, for hvor er det orkester dog meget mere værd en deres tre-fire kæmpehits.
... lidt af Systema Solar, som syntes at komme fint om ved en neo-cumbia-fest i et for stort Avalon-telt.
... en del af Party Supplies, som flashede potentiale men led enormt på en eftermiddagstom Apollo-scene og i den grad manglede noget live-dynamik - giv mig nu en trommeslager og en bassist i stedet for backtrack!
... det meste af Arctic Monkeys - og hvor forstår jeg dog ikke, hvordan anmelderne kan være så glade for den koncert! Kommunikationen til publikum var dårlig, og der var lange, uprofessionelle pauser med guitarskift og -stemmeri. Det er simpelthen ikke godt nok, når det er tredje gang man spiller på Orange! Sig dog noget, spil et eller andet! Selvfølgelig var det en fest i pitten, men det er simpelthen ikke godt nok, at man skal derind for at fanges.
... en halv time af Major Lazer, som så vildt ud. Der har været meget snak frem og tilbage, og ja, det er da rigtigt at Major Lazer ikke lavede så meget andet end at trykke play og så stå og råbe. Og ja, det var dundrende irriterende at musikken skulle stoppes hvert halve minut for at lave shout-outs til publikum. Det er simpelthen så pøllet og taberagtigt, og gør musikken til blot en rekvisit. Alene af den grund, synes jeg det er galimatias at bedømme koncerten til 6/6, som Politiken gjorde. Men præmissen er, at der skal laves fest foran den orange dug, og det lykkedes i allerhøjeste grad. Jeg stod langt tilbage, men hvis jeg havde stået på sweet spottet bag pitten, havde jeg fået en vild koncertoplevelse. En væsentlig parameter for nattefesten er lysshowet, og det spillede som sjældent før. Den nærmeste sammenligningskoncert synes at være Deadmau5, og i den kontekst var Major Lazer - trods alt - musikalsk meget mere interessant og varierende. Godkendt.
... en halv time af DJ Nigga Fox, som virkelig lavede en fest på Apollo. Shit hvor var det tungt. En modig booking af Roskilde!
... på afstand noget af Ryan Hemsworth, som mixede fedt, men som var tildelt et kedeligt eftermiddagsslot på Apollo..
... en halv time af Mø, som lavede en magtpræstation på Arena. Jeg var meget ked af at det ikke kunne lade sig gøre at blive, for jeg synes det var en stærk oplevelse at se den langbenede dame betvinge det store telt til UG.
... de sidste par numre af Moderat, som så ud til at bearbejde det fjollede slot midt på aftenen på fornemste vis - der var tryk på søndagsbenene trods alt!
Alt i alt en dejlig festival, med et overflødighedshorn af musik fra alle verdenshjørner og instrumentparker. Tak!
onsdag den 15. april 2015
Roskilde Festival Addict's Guide 2014
Det er nu tid til årets store, efterspurgte (tak til Pelle Gøtze!) Roskildeguide. Lidt tidligt, jovist, men spilleplanen varsles klar allerede i maj, og jeg synes, det er vigtigt, at forholde sig til plakaten uden hensyntagen til, hvem der spiller hvor hvornår. Der er derfor taget forbehold for, at 7-8 navne mangler endnu (deriblandt åbningsnavnet på Orange - hvem søren bliver det? Mine penge er på WhoMadeWho...)
Vi starter med den sædvanlige disclaimer: Nedenstående liste er udtryk for min aldeles subjektive holdning til, hvad jeg finder interessant i årets line-up. Jeg hører stadig ikke punk og metal, og det vil afspejle sig klart i mit valg af kunstnere. Listen er sammensat ud fra, hvad jeg finder lytteværdigt, og - måske ikke mindst - hvor jeg ser muligheden for at få en på opleveren. Det er nemlig det, Roskilde handler om, har jeg fundet ud af. At få en på opleveren. Det har det selvfølgelig altid været, men de sidste par år er det gået op for mig, hvorfor det er, jeg trofast vender tilbage til Dyrskuepladsen år efter år, og ligefrem forsvarer et festivalprogram, der ellers i sine sidste par inkarnationer har været temmelig udskældt (men som i år er det stærkeste i mange år!). Hvorfor så? Jo, for at få de oplevelser, jeg ikke ville få normalt. Få set nogen navne, jeg ikke ville betale 200 kroner for at se på Vega.
Listen afspejler, at jeg de seneste år har bevæget mig ud af min musikalske comfort zone - og er blevet belønnet for det! De sidste to år er jeg, med Bomba Estéreo og Andy Stott, blevet trukket baglæns ned i fuglekassen - som man jo siger det i Bjergkøbing - til nogen koncerter, jeg ikke havde prioriteret højt, men mere rendte ind i ved et tilfælde. Jeg har i år prøvet at stille mikroskopet endnu skarpere på de obskure genrer, det være sig skummel ambient eller skæve indslag fra andre breddegrader, og det er derfor, navne som Omar Souleyman og Ibibio Sound Machine figurerer højt på min liste. Det er i mine øjne den slags oplevelser, man særligt får på Roskilde. Selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at Arcade Fire ikke - som det ellers havde været oplagt - spiller i år (og at jeg derfor skal bekoste en mindre formue for at se dem på Danmarks mest ukarismatiske festival i stedet - og så lige oven i bachelorforsvar!), men dem får jeg jo set alligevel. Hvis ellers man holder sig orienteret og prioriterer sine midler, kan samtlige relevante indiebands jo observeres i København fra tid til anden.
Noget andet man får på Roskilde, og kun på Roskilde, er de store oplevelser foran den orange dug, og netop her er årets program i særklasse. Vi har at gøre med et headliner-line up der ikke er set bedre i hvert fald i dette årti. På imponerende vis synes jeg, man favner langt hovedparten af festivalens publikum (omend metal-folket må se sig gået lidt ram forbi). Man trækker imponerende tråde til musikhistorien, hvor Rolling Stones, Stevie Wonder og Outkast i hver sin musikalske periode er uundgåelige benchmarks. Med Drake og Major Lazer favner man det unge publikum, mens Arctic Monkeys og Trentemøller favner det, man i gamle dage ville kalde P3-segmentet, men nu måske snarere er en udefinerbar skare af mennesker 20'erne, som minder om mig selv.
Personligt trækker årets program på en løjerlig måde mange veksler til min gymnasietid. Hvor har jeg danset mange All Stars tynde til både Stevie Wonder, Outkast og Arctic Monkeys, og også Interpol og Manu Chao, som jeg længe har ønsket at se en varm, orange eftermiddag, var navne, jeg i stor stil udforskede dengang. Det er på den baggrund, jeg i den grad omfavner et program, der nok engang indeholder et imponerende tour de force udi skoven af elektroniske subgenrer, et stærkt entourage af ung hip-hop. Programmet afspejler til dels et par magre år på indiefronten generelt, men hvis man graver lidt, synes jeg navne som Future Islands, Cancer, Chorus Grant og ikke mindst Denai Moore er vældig interessante. Og så er der selvfølgelig navne som Deerhunter og Jenny Wilson, som er kæmpe indienavne, der bare ikke rigtig er mine kopper te.
Jeg har flere navne fra warm up-dagene på listen end jeg plejer. Det er til dels et produkt af, at jeg har fået undersøgt det lidt mere, men også fordi, det i år er et ret spændende line up i sig selv. Det betyder selvfølgelig næppe, at jeg får set 5-6 koncerter de første dage - 2-3 stykker er nok mere realistisk - men det er dejligt, at der er noget at sigte efter!
Nå, men her følger de obligatoriske halvtreds forsøgsvist rangerede kunstnere. Jeg har som vanligt forsøgt at være lidt sjov. Det er ikke gået så godt. Jeg er sgu nok ved at blive for akademikerkedelig (godt det snart er slut med det). Men, men, men, pointen med det hele er også at opfordre dig til endnu engang at udforske det overflødighedshorn af lyd, du, jeg og vores medsammensvorne tilfældigvis kan finde på en mark (næsten) lige i vores baghave år efter år. Klø på!
(Det er også kommet til at handlelidt en del om Pitchfork, Nicolas Jaar, halvfemserne, halvfjerdserne, røv i bukserne, prol eller art, øboere, solskin, gymnasietid, rock i nullerne, engelsk musik, Aalborg Karneval, Letterman-fame, Isted Grill og det hyppige, negative udfald af parringen mainstream + orange kanvas.)
50-41: Årets anmelder-track record, fattigmands-LCD Soundsystem og musik, jeg egentlig ikke er så meget oppe at køre over.
50) HAIM (US)
Jeg er egentlig ikke særlig meget oppe at køre over Haim. Bevares, det er virkelig velsnedkereret pop, men jeg har svært ved at se, hvordan det skal løfte sig live. Derfor bliver det ikke til mere end duksepladsen her.
49) ICONA POP (SE)
Med fare for at gentage mig selv, så er jeg virkelig egentlig ikke særlig vild med Icona Pop. Faktisk synes jeg det er ret irriterende, og lidt for amerikaner-EDM-agtigt. Men jeg tror til gengæld sagtens det kan blive en fest!
48) DILATED PEOPLES (US)
Min prioritering af Dilated Peoples hænger enormt meget sammen med, hvor og hvornår dette kult-kollektiv skal spille. En tidlig eftermiddag på Orange med solskin og halvfemserrap? Jo tak!
47) SNAVS (DK) (warm up)
På de fleste parametre er trap rigtig dårlig musik. Selv god trap. På mange måder er Snavs rigtig middelmådig trap. Men forestil dig en aften i warm up-dagene, hvor du har spillet ølbowling det meste af eftermiddagen? Så tror jeg det bliver en fest.
46) I BREAK HORSES (SE)
Alene på grund af navnet fortjener I Break Horses en plads på denne liste. Hvad pokker skal det betyde? Er det en seksuel reference? Er det metaforisk? Er det voldeligt? Jeg ved det ikke. Musikalsk har vi at gøre med lige dele synthpop (tænk M83), electro-chillwave (tænk Washed Out) og balearic (tænk Delorean). Bare ikke helt lige så godt som nogen af dem.
45) MONT OLIVER (DK) (warm up)
Mont Oliver er lige på grænsen til at blive P3-agtige på den kedelige måde. Altså hvor det hele bliver lidt kønsløst og letfordøjeligt. Men det rykker sgu meget godt.
44) PARTY SUPPLIES (US)
LCD Soundsystem er et af de bands, hvis lige nok aldrig bliver set. Men når du lytter til det første minut af 'New York 2017' med Party Supplies, er du lige ved at tro, der er tale om Murphy og co. i ny inkarnation. Desværre blegner sammenligningen ret hurtigt. Godt nok er Party Supplies også fra Brooklyn, men de er (selvfølgelig) ikke i nærheden af den uforskammede funkiness, der gjorde LCD Soundsystem til et af 00'ernes mest festlige bekendtskaber. Men mindre kan også gøre det.
43) KLUMBEN & RASKE PENGE (DK)
Jeg havde egentlig lovet mig selv at undgå at skele til den offentliggørelse af kunstnernes fordeling på de fire festivaldage, Roskilde offentliggjorde for nylig, men i kraft af at Klumben og Raske Penge ikke skal åbne Orange, må jeg sige de er et besynderligt bekendtskab på plakaten. De var her for to år siden, og er repræsentanter for en dansk dancehall-bølge, der virkelig er last year. Selvom de prøver hårdt (senest med en musikvideo fra Danmarks ubetinget mest prol begivenhed, Aalborg Karneval), er Klumben og Raske Penge ikke længere at finde på den fascinerende knivsæg mellem prol og art. Men det skal nok blive folkefest i solen.
42) DEERHUNTER (US)
Deerhunter er måske det band på årets plakat med den flotteste Pitchfork-track record, og det er jo for alvor noget, jeg plejer at være til fals for. Når Bradford Cox og co. alligevel falder til plads nummer 42, er det simpelthen fordi det er for skramlet. Jeg tror bare ikke, det er noget for mig - jeg har Halcyon Digest fra 2010 stående i min cd-samling, men det er utvivlsomt et af de album, jeg har hørt mindst. Men de må jo kunne et eller andet ubestemmeligt, og er selvfølgelig derfor en overvejelse værd.
41) TOKIMONSTA (US)
Los Angeles er ved at gøre Brooklyn rangen stridig som USAs fremmeste musikalske epicenter. I hvert fald hvad angår hip hop og electronica. Tokimonsta er en del af denne bølge - tænk Nicolas Jaar, men med en lidt mere west coast-beskidt lyd.
40-31: Warm up-perler, støj og en ægte indiedronning.
40) CYRIL HAHN (CH)
Cyril Hahn er en helt klassisk house remix-konge, som nok er mest kendt for sit favntag med Destiny's Childs 'Say My Name', men som også har en række andre stærke remix under bæltet. Det gør desværre ikke nødvendigvis nogen stor live-kunstner, så derfor drukner schweizeren lidt på listen.
39) BLAUE BLUME (DK) (warm up)
Blaue Blume stod bestemt ikke forrest i køen, da der blev delt bandnavne ud. Navne på engelsk har internationalt potentiale, og navne på dansk har en Nikolaj Nørlundsk rodfæstethed. Men tysk? Ingen fordele her - heller ikke i Berlin, hvor jeg er sikker på, man synes det er top-åndssvagt at der dukker et københavnsk indieband op med et tysk navn. Musikken er nu vældig stærk - men det er pokkers svært at gå When Saints Go Machine i bedene, især når man kommer til at lyde lidt for musical-agtig i processen. Det hjælper dog, når man har sin egen Nikolaj Vonsild-impersonator.
38) WE ARE THE WAY FOR THE COSMOS TO KNOW ITSELF (DK) (warm up)
Vi bliver ved det med de uhensigtsmæssige navne. Det er eftersigende en reference til, at bandet spiller noget, de kalder "astronomical techno". Jaja. Hvert år lykkes det Roskilde at booke nogen kunstnere til warm uppen, som er sindssygt obskure. Der er ikke rigtig nogen der ved, hvem We Are The Way For The Cosmos To Know Itself egentlig er, og de har "hele" 495 likes på Facebook. Men det er det, Roskilde handler om! Og så lyder det en lille smule som det sene Spleen United - jeg er solgt!
37) JENNY WILSON (SE)
Frøken Wilson med den fine, fine stemme kommer til at trække hele højskolesegmentet til Arena en tidlig aftenstund.Vi har desværre at gøre med et hul i mit indiekatalog, og jeg tror ikke det bliver i år, jeg får sat mig ordentligt ind i diskografien.
36) GROUNDISLAVA (US)
Groundislava (Ground-is-lava, hvis du skulle være i tvivl. Det var jeg - jeg tænkte noget med Bratislava...) placerer sig et eller andet udefinerbart sted mellem dyster ambient, 8-bit og Gold Panda, og er nok det mest left field navn på årets liste. Det er et af de navne, der drukner vildt meget i endnu et år med elektronisk overflod, men som kan lave Gloria om til sin helt egen planet!
35) BRYNJOLFUR (FO) (warm up)
Årets færing er Brynjolfur (jeg har dobbelttjekket - det er ikke en karakter i nordisk mytologi!), og han er kommet for at lave rave på Apollo Countdown. Faktisk bor den unge mand i København, og er sikkert lige så træt af at blive præsenteret som færing, som Oh No Ono, Figurines og Treefight For Sunlight var/er for at blive kædet sammen med Nordjylland forevigt. Eller hvad - man ved sgu aldrig med lokalpatriotismen hos ø-folk (se bare Efterklang). Når du skærer ind til benet har Brynjolfur faktisk meget større armbevægelser end København kan bære. Der er sgu mere Oslo og Berlin over det her, end den manchesterlyd, der fylder meget herhjemme (se Unkwon) pt. Og det holder! (Især hvis han spiller noget af sit gamle materiale, som er rigtig hard house!)
34) WARPAINT (US)
Warpaint er sindssygt flot, men det er også næsten for dystert til, at jeg gider give mig i kast med det. Det skulle nok helst være om natten, men der har jeg bare så meget andet at lave, at det nok ikke rigtig sker.
33) THE DIVERS (DK) (warm up)
The Divers er endnu et af de der bands, som nærmest ikke findes endnu, og som kun har et nummer på Spotify. Det hedder 'Diamond Dust', og er så til gengæld også værd at skamlytte - for pokker, hvor er det godt! Albummet er på vej, og teaserne lyder stærke. Tænk en fusion af Kavinsky, Depeche Mode, Spleen United og Vinnie Who, men med Steen Jørgensen på vokal, så er du ikke langt fra.
32) SAMARIS (IS) (warm up)
I betragning af, hvor koldt og mørkt der er på Island, er det næsten underligt, der ikke kommer mere ambient deroppefra. Bortset fra det skønne modersmål er der nu mere London end Reykjavik over Samaris, som lyder lidt som Jamie xx med en kvindelig James Blake på toppen. Virkelig dejligt!
31) SLEIGH BELLS (US)
Sleigh Bells er egentlig fløjet under min radar længe, til trods for at de to første plader, Treats og Reign of Terror fik overordentlig flotte anmeldelser på gaflen. Måske er det fordi, mit forhold til støjpoppen først rigtig er blevet OK det sidste års tid. Brooklyn-duoen er absolut et af årets mest skamløse bekendtskaber (tænk Crystal Castles som guitarband), og jeg tror det kan blive endog meget vildt og voldsomt på Arena.
30-21: Underfundige eksperimenter, elektronik og gadedrenge og -piger af alle aldre.
30) CHROMEO (CA)
Jeg er ikke så meget oppe at køre over Chromeo, som jeg ved, flere af mine hjemmedrenge er. Og netop på grund af den faktor, er der jo nok en væsentlig sandsynlighed for at jeg ender til den her koncert alligevel. Vi har at gøre med en omgang rigtig frisk electro-funk. Måske lidt for plastisk frisk og lalleglad for mig, faktisk. Det rører mig ikke rigtig. Men 'Fancy Footwork' og 'Needy Girl' er et par rigtig lækre stykker pop, så jeg overlever nok kitsch-overload, hvis jeg bliver slæbt med.
29) ROLLING STONES (UK)
Nej, jeg prioriterer ikke Rolling Stones særlig højt. Og ja, du skal høre den sædvanlige traver: Jeg gider ikke bruge to timer foran Orange scene på en flok gamle mænd, der spiller et par sange eller fire jeg kender, og en masse jeg ikke rigtig har et forhold til. Så kan de ellers være nok så legendariske. Men kolossale big ups for booke et af de få kæmpenavne, der aldrig har været på Dyrskuepladsen. Hvem mangler vi nu?
28) DAMON ALBARN (UK)
27) DENGUE DENGUE DENGUE! (PE)
Dem her er efter sigende det vildeste shit i Lima, Peru, og jeg tror, det kan blive rigtig stærkt! I modsætning til det, man ville kalde neo-cumbia, og som har et stærkt slægtskab med dancehall-musikken, lugter Dengue Dengue Dengue! mere af en genre, man kunne kalde dub-cumbia. Det er underfundigt og langsomt på en skæg måde, men der er rigeligt med sydamerikanske referencer, og jeg tror nok der skal blive fyret op under kedlerne!
26) DRAKE (CA)
'Hold On, We're Going Home' var Pitchfork song of the year i 2013, og det var sgu meget fortjent, for det er et fantastisk popnummer. Desværre begrænser mit forhold til Drake sig til det, et par andre hits, og så hans skønne Jamie xx-sample-perle 'Take Care', som han vist nok alligevel ikke spiller. Det er altså ikke nok til halvanden time på Orange for mig, når der er så meget andet godt på programmet, så det må blive til en beskeden plads som nummer 32.
25) EARL SWEATSHIRT (US)
Det er jo ikke min genre, men Earl Sweatshirt er faneme bomben! Jeg er vild med den beskidte lyd der kommer ud af Los Angeles i tiden, med navne som Kendrick Lamar og OFWGKTA-crewet, som Earl Sweatshirt jo er en del af. Det kommer til at stå for eftertiden som hands down det mest socialrealistiske og konceptuelle musik, der blev udgivet i de tidligere '10ere (Arcade Fire, jeg elsker jer, men gå hjem, jeres socialrealisme er blevet højpandet - det er negerrapperne, der er demokratiske!).
24) DIPLO (US)
Diplos lyd er over det hele for tiden, og derfor er det kun passende, at amerikaneren DJ'er på Roskilde oven i sin tur på Orange med Major Lazer. Det der gør Diplo stærk er, at han lydmæssigt orienterer sig enormt bredt. Det smager af hip-hop, men også af house og af sydamerikanske referencer. Det skubber Diplo lidt ned af listen at han også er her med Major Lazer, for jeg ved ikke om jeg har behov for begge dele. Men jeg tror det bliver voldsomt set!
23) MØ (DK)
Den opmærksomme læser vil notere sig, at Mø har taget noget af et spring opad på listen siden sidste år. Men hun har sgu også fået noget mere røv i bukserne (og en 7.1-anmeldelse på Pitchfork, som naturligvis ej heller går ubemærket hen...). Nogen gange er der stadig lidt for meget emo-Pippi Langstrømpe over hende, men andre gange når hun næsten Lykke Li til sokkeholderne, og det må jo være en af de ypperste referencer i denne genre. Hun skulle eftersigende være en formidabel livekunstner, og hvis hun i tilgift får de 20% ekstra energi, næsten alle danske kunstnere (selv Jacob Bellens) får på Arena, så er det her sgu være at booke en tid til!
22) KASABIAN (UK)
Det er måske lidt en guilty pleasure med Kasabian, men jeg kan sgu meget godt lide det! Det er røvballe, når det er allerbedst, og der skal nok blive kastet rigeligt med fadbajere rundt mellem båsene foran Orange. Det er major label, det er ærkeengelsk og Pitchfork hader det. Så meget at man endog helt fravalgte at anmelde den ellers vellykkede Velociraptor! fra 2011. Det er nu noget fjolleri. Pitchfork eller ej, så er Kasabian kendt som et stærkt live-orkester, der nok skal fylde Orange ud.
21) KAVINSKY (FR)
Det er så svært med one hit-wonders. Er man ligeglad, og tager til koncerten alligevel? Eller dømmer man dem, og går glip af en kunstner, man burde have tjekket meget mere ud? Kavinsky er for evigt bundet til 'Nightcall', som var soundtrack til Nicholas Winding Refns kultfilm Drive fra for et par år siden. Men der er altså mere at komme efter på albummet OutRun, som med firsertitler som 'Testarossa Autodrive' er absolut in touch med synthesizermusikkens ophavsmænd som Jean-Michel Jarre og Kraftwerk. Det er kitsch, gennemført og potent, og det skal nok blive en fest!
20-11: Fra elektroniske vidder til Glorias dyne, og videre verden rundt, fra Colombia over Portugal til Syrien.
20) RYAN HEMSWORTH (CA)
Jeg sætter min lid til, at Ryan Hemsworth bliver årets Andy Stott, og giver mig en totaloplevelse på Gloria. Jeg er dog efterhånden ved at indse, at hans lyd nok ikke er helt utilgængelig nok, selvom det til tider bliver ret vildt. Alligevel vil jeg dog stadig rigtig gerne se Ryan Hemsworth, for jeg tror, han er en kunstner, der virkelig løfter sig live. Især hvis de lidt kedelige vokaler glider i baggrunden, og vi kan få lov at få noget electrotæsk!
Vi starter med den sædvanlige disclaimer: Nedenstående liste er udtryk for min aldeles subjektive holdning til, hvad jeg finder interessant i årets line-up. Jeg hører stadig ikke punk og metal, og det vil afspejle sig klart i mit valg af kunstnere. Listen er sammensat ud fra, hvad jeg finder lytteværdigt, og - måske ikke mindst - hvor jeg ser muligheden for at få en på opleveren. Det er nemlig det, Roskilde handler om, har jeg fundet ud af. At få en på opleveren. Det har det selvfølgelig altid været, men de sidste par år er det gået op for mig, hvorfor det er, jeg trofast vender tilbage til Dyrskuepladsen år efter år, og ligefrem forsvarer et festivalprogram, der ellers i sine sidste par inkarnationer har været temmelig udskældt (men som i år er det stærkeste i mange år!). Hvorfor så? Jo, for at få de oplevelser, jeg ikke ville få normalt. Få set nogen navne, jeg ikke ville betale 200 kroner for at se på Vega.
Listen afspejler, at jeg de seneste år har bevæget mig ud af min musikalske comfort zone - og er blevet belønnet for det! De sidste to år er jeg, med Bomba Estéreo og Andy Stott, blevet trukket baglæns ned i fuglekassen - som man jo siger det i Bjergkøbing - til nogen koncerter, jeg ikke havde prioriteret højt, men mere rendte ind i ved et tilfælde. Jeg har i år prøvet at stille mikroskopet endnu skarpere på de obskure genrer, det være sig skummel ambient eller skæve indslag fra andre breddegrader, og det er derfor, navne som Omar Souleyman og Ibibio Sound Machine figurerer højt på min liste. Det er i mine øjne den slags oplevelser, man særligt får på Roskilde. Selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at Arcade Fire ikke - som det ellers havde været oplagt - spiller i år (og at jeg derfor skal bekoste en mindre formue for at se dem på Danmarks mest ukarismatiske festival i stedet - og så lige oven i bachelorforsvar!), men dem får jeg jo set alligevel. Hvis ellers man holder sig orienteret og prioriterer sine midler, kan samtlige relevante indiebands jo observeres i København fra tid til anden.
Noget andet man får på Roskilde, og kun på Roskilde, er de store oplevelser foran den orange dug, og netop her er årets program i særklasse. Vi har at gøre med et headliner-line up der ikke er set bedre i hvert fald i dette årti. På imponerende vis synes jeg, man favner langt hovedparten af festivalens publikum (omend metal-folket må se sig gået lidt ram forbi). Man trækker imponerende tråde til musikhistorien, hvor Rolling Stones, Stevie Wonder og Outkast i hver sin musikalske periode er uundgåelige benchmarks. Med Drake og Major Lazer favner man det unge publikum, mens Arctic Monkeys og Trentemøller favner det, man i gamle dage ville kalde P3-segmentet, men nu måske snarere er en udefinerbar skare af mennesker 20'erne, som minder om mig selv.
Personligt trækker årets program på en løjerlig måde mange veksler til min gymnasietid. Hvor har jeg danset mange All Stars tynde til både Stevie Wonder, Outkast og Arctic Monkeys, og også Interpol og Manu Chao, som jeg længe har ønsket at se en varm, orange eftermiddag, var navne, jeg i stor stil udforskede dengang. Det er på den baggrund, jeg i den grad omfavner et program, der nok engang indeholder et imponerende tour de force udi skoven af elektroniske subgenrer, et stærkt entourage af ung hip-hop. Programmet afspejler til dels et par magre år på indiefronten generelt, men hvis man graver lidt, synes jeg navne som Future Islands, Cancer, Chorus Grant og ikke mindst Denai Moore er vældig interessante. Og så er der selvfølgelig navne som Deerhunter og Jenny Wilson, som er kæmpe indienavne, der bare ikke rigtig er mine kopper te.
Jeg har flere navne fra warm up-dagene på listen end jeg plejer. Det er til dels et produkt af, at jeg har fået undersøgt det lidt mere, men også fordi, det i år er et ret spændende line up i sig selv. Det betyder selvfølgelig næppe, at jeg får set 5-6 koncerter de første dage - 2-3 stykker er nok mere realistisk - men det er dejligt, at der er noget at sigte efter!
Nå, men her følger de obligatoriske halvtreds forsøgsvist rangerede kunstnere. Jeg har som vanligt forsøgt at være lidt sjov. Det er ikke gået så godt. Jeg er sgu nok ved at blive for akademikerkedelig (godt det snart er slut med det). Men, men, men, pointen med det hele er også at opfordre dig til endnu engang at udforske det overflødighedshorn af lyd, du, jeg og vores medsammensvorne tilfældigvis kan finde på en mark (næsten) lige i vores baghave år efter år. Klø på!
(Det er også kommet til at handle
50-41: Årets anmelder-track record, fattigmands-LCD Soundsystem og musik, jeg egentlig ikke er så meget oppe at køre over.
50) HAIM (US)
Jeg er egentlig ikke særlig meget oppe at køre over Haim. Bevares, det er virkelig velsnedkereret pop, men jeg har svært ved at se, hvordan det skal løfte sig live. Derfor bliver det ikke til mere end duksepladsen her.
49) ICONA POP (SE)
Med fare for at gentage mig selv, så er jeg virkelig egentlig ikke særlig vild med Icona Pop. Faktisk synes jeg det er ret irriterende, og lidt for amerikaner-EDM-agtigt. Men jeg tror til gengæld sagtens det kan blive en fest!
48) DILATED PEOPLES (US)
Min prioritering af Dilated Peoples hænger enormt meget sammen med, hvor og hvornår dette kult-kollektiv skal spille. En tidlig eftermiddag på Orange med solskin og halvfemserrap? Jo tak!
47) SNAVS (DK) (warm up)
På de fleste parametre er trap rigtig dårlig musik. Selv god trap. På mange måder er Snavs rigtig middelmådig trap. Men forestil dig en aften i warm up-dagene, hvor du har spillet ølbowling det meste af eftermiddagen? Så tror jeg det bliver en fest.
46) I BREAK HORSES (SE)
Alene på grund af navnet fortjener I Break Horses en plads på denne liste. Hvad pokker skal det betyde? Er det en seksuel reference? Er det metaforisk? Er det voldeligt? Jeg ved det ikke. Musikalsk har vi at gøre med lige dele synthpop (tænk M83), electro-chillwave (tænk Washed Out) og balearic (tænk Delorean). Bare ikke helt lige så godt som nogen af dem.
45) MONT OLIVER (DK) (warm up)
Mont Oliver er lige på grænsen til at blive P3-agtige på den kedelige måde. Altså hvor det hele bliver lidt kønsløst og letfordøjeligt. Men det rykker sgu meget godt.
44) PARTY SUPPLIES (US)
LCD Soundsystem er et af de bands, hvis lige nok aldrig bliver set. Men når du lytter til det første minut af 'New York 2017' med Party Supplies, er du lige ved at tro, der er tale om Murphy og co. i ny inkarnation. Desværre blegner sammenligningen ret hurtigt. Godt nok er Party Supplies også fra Brooklyn, men de er (selvfølgelig) ikke i nærheden af den uforskammede funkiness, der gjorde LCD Soundsystem til et af 00'ernes mest festlige bekendtskaber. Men mindre kan også gøre det.
43) KLUMBEN & RASKE PENGE (DK)
Jeg havde egentlig lovet mig selv at undgå at skele til den offentliggørelse af kunstnernes fordeling på de fire festivaldage, Roskilde offentliggjorde for nylig, men i kraft af at Klumben og Raske Penge ikke skal åbne Orange, må jeg sige de er et besynderligt bekendtskab på plakaten. De var her for to år siden, og er repræsentanter for en dansk dancehall-bølge, der virkelig er last year. Selvom de prøver hårdt (senest med en musikvideo fra Danmarks ubetinget mest prol begivenhed, Aalborg Karneval), er Klumben og Raske Penge ikke længere at finde på den fascinerende knivsæg mellem prol og art. Men det skal nok blive folkefest i solen.
42) DEERHUNTER (US)
Deerhunter er måske det band på årets plakat med den flotteste Pitchfork-track record, og det er jo for alvor noget, jeg plejer at være til fals for. Når Bradford Cox og co. alligevel falder til plads nummer 42, er det simpelthen fordi det er for skramlet. Jeg tror bare ikke, det er noget for mig - jeg har Halcyon Digest fra 2010 stående i min cd-samling, men det er utvivlsomt et af de album, jeg har hørt mindst. Men de må jo kunne et eller andet ubestemmeligt, og er selvfølgelig derfor en overvejelse værd.
41) TOKIMONSTA (US)
Los Angeles er ved at gøre Brooklyn rangen stridig som USAs fremmeste musikalske epicenter. I hvert fald hvad angår hip hop og electronica. Tokimonsta er en del af denne bølge - tænk Nicolas Jaar, men med en lidt mere west coast-beskidt lyd.
40-31: Warm up-perler, støj og en ægte indiedronning.
40) CYRIL HAHN (CH)
Cyril Hahn er en helt klassisk house remix-konge, som nok er mest kendt for sit favntag med Destiny's Childs 'Say My Name', men som også har en række andre stærke remix under bæltet. Det gør desværre ikke nødvendigvis nogen stor live-kunstner, så derfor drukner schweizeren lidt på listen.
39) BLAUE BLUME (DK) (warm up)
Blaue Blume stod bestemt ikke forrest i køen, da der blev delt bandnavne ud. Navne på engelsk har internationalt potentiale, og navne på dansk har en Nikolaj Nørlundsk rodfæstethed. Men tysk? Ingen fordele her - heller ikke i Berlin, hvor jeg er sikker på, man synes det er top-åndssvagt at der dukker et københavnsk indieband op med et tysk navn. Musikken er nu vældig stærk - men det er pokkers svært at gå When Saints Go Machine i bedene, især når man kommer til at lyde lidt for musical-agtig i processen. Det hjælper dog, når man har sin egen Nikolaj Vonsild-impersonator.
38) WE ARE THE WAY FOR THE COSMOS TO KNOW ITSELF (DK) (warm up)
Vi bliver ved det med de uhensigtsmæssige navne. Det er eftersigende en reference til, at bandet spiller noget, de kalder "astronomical techno". Jaja. Hvert år lykkes det Roskilde at booke nogen kunstnere til warm uppen, som er sindssygt obskure. Der er ikke rigtig nogen der ved, hvem We Are The Way For The Cosmos To Know Itself egentlig er, og de har "hele" 495 likes på Facebook. Men det er det, Roskilde handler om! Og så lyder det en lille smule som det sene Spleen United - jeg er solgt!
37) JENNY WILSON (SE)
Frøken Wilson med den fine, fine stemme kommer til at trække hele højskolesegmentet til Arena en tidlig aftenstund.Vi har desværre at gøre med et hul i mit indiekatalog, og jeg tror ikke det bliver i år, jeg får sat mig ordentligt ind i diskografien.
36) GROUNDISLAVA (US)
Groundislava (Ground-is-lava, hvis du skulle være i tvivl. Det var jeg - jeg tænkte noget med Bratislava...) placerer sig et eller andet udefinerbart sted mellem dyster ambient, 8-bit og Gold Panda, og er nok det mest left field navn på årets liste. Det er et af de navne, der drukner vildt meget i endnu et år med elektronisk overflod, men som kan lave Gloria om til sin helt egen planet!
35) BRYNJOLFUR (FO) (warm up)
Årets færing er Brynjolfur (jeg har dobbelttjekket - det er ikke en karakter i nordisk mytologi!), og han er kommet for at lave rave på Apollo Countdown. Faktisk bor den unge mand i København, og er sikkert lige så træt af at blive præsenteret som færing, som Oh No Ono, Figurines og Treefight For Sunlight var/er for at blive kædet sammen med Nordjylland forevigt. Eller hvad - man ved sgu aldrig med lokalpatriotismen hos ø-folk (se bare Efterklang). Når du skærer ind til benet har Brynjolfur faktisk meget større armbevægelser end København kan bære. Der er sgu mere Oslo og Berlin over det her, end den manchesterlyd, der fylder meget herhjemme (se Unkwon) pt. Og det holder! (Især hvis han spiller noget af sit gamle materiale, som er rigtig hard house!)
34) WARPAINT (US)
Warpaint er sindssygt flot, men det er også næsten for dystert til, at jeg gider give mig i kast med det. Det skulle nok helst være om natten, men der har jeg bare så meget andet at lave, at det nok ikke rigtig sker.
33) THE DIVERS (DK) (warm up)
The Divers er endnu et af de der bands, som nærmest ikke findes endnu, og som kun har et nummer på Spotify. Det hedder 'Diamond Dust', og er så til gengæld også værd at skamlytte - for pokker, hvor er det godt! Albummet er på vej, og teaserne lyder stærke. Tænk en fusion af Kavinsky, Depeche Mode, Spleen United og Vinnie Who, men med Steen Jørgensen på vokal, så er du ikke langt fra.
I betragning af, hvor koldt og mørkt der er på Island, er det næsten underligt, der ikke kommer mere ambient deroppefra. Bortset fra det skønne modersmål er der nu mere London end Reykjavik over Samaris, som lyder lidt som Jamie xx med en kvindelig James Blake på toppen. Virkelig dejligt!
31) SLEIGH BELLS (US)
Sleigh Bells er egentlig fløjet under min radar længe, til trods for at de to første plader, Treats og Reign of Terror fik overordentlig flotte anmeldelser på gaflen. Måske er det fordi, mit forhold til støjpoppen først rigtig er blevet OK det sidste års tid. Brooklyn-duoen er absolut et af årets mest skamløse bekendtskaber (tænk Crystal Castles som guitarband), og jeg tror det kan blive endog meget vildt og voldsomt på Arena.
30-21: Underfundige eksperimenter, elektronik og gadedrenge og -piger af alle aldre.
Jeg er ikke så meget oppe at køre over Chromeo, som jeg ved, flere af mine hjemmedrenge er. Og netop på grund af den faktor, er der jo nok en væsentlig sandsynlighed for at jeg ender til den her koncert alligevel. Vi har at gøre med en omgang rigtig frisk electro-funk. Måske lidt for plastisk frisk og lalleglad for mig, faktisk. Det rører mig ikke rigtig. Men 'Fancy Footwork' og 'Needy Girl' er et par rigtig lækre stykker pop, så jeg overlever nok kitsch-overload, hvis jeg bliver slæbt med.
29) ROLLING STONES (UK)
Nej, jeg prioriterer ikke Rolling Stones særlig højt. Og ja, du skal høre den sædvanlige traver: Jeg gider ikke bruge to timer foran Orange scene på en flok gamle mænd, der spiller et par sange eller fire jeg kender, og en masse jeg ikke rigtig har et forhold til. Så kan de ellers være nok så legendariske. Men kolossale big ups for booke et af de få kæmpenavne, der aldrig har været på Dyrskuepladsen. Hvem mangler vi nu?
28) DAMON ALBARN (UK)
Det siger rigtig meget om engelsk musiks forfatning at Damon Albarn er en af kun fire engelske kunstnere, der har fundet vej til denne liste. Og jeg ved sgu ikke helt med denneher koncert. Albarns soloalbum er undervejs, men der noget ved singlen 'Everyday Robots' som irriterer mig lidt. Det kunne bare være så meget stærkere! Jeg tror ikke nødvendigvis det her bliver nogen god koncertoplevelse. Det nye materiale er meget samplebaseret, hvilket sjældent er superinteressant på en stor scene. Og halvdelen af publikum kommer garanteret for at høre det Blur- og Gorillaz-materiale, vi er blevet lovet. Lad mig disclaime: Det her bliver ikke next best thing to a Blur revival. Vi får sikkert 'Country House' eller 'Girls and Boys', og et par numre eller tre fra den nyeste Gorillaz-plade, som vi også hørte for fire år siden (og det var i øvrigt ikke sindsoprivende), men det er altså Albarns solomateriale, der skal bære denne koncert frem, og det ved jeg ikke om det kan (selvom anmeldelserne er flotte) - i hvert fald ikke, hvis det bliver på Orange.
Dem her er efter sigende det vildeste shit i Lima, Peru, og jeg tror, det kan blive rigtig stærkt! I modsætning til det, man ville kalde neo-cumbia, og som har et stærkt slægtskab med dancehall-musikken, lugter Dengue Dengue Dengue! mere af en genre, man kunne kalde dub-cumbia. Det er underfundigt og langsomt på en skæg måde, men der er rigeligt med sydamerikanske referencer, og jeg tror nok der skal blive fyret op under kedlerne!
'Hold On, We're Going Home' var Pitchfork song of the year i 2013, og det var sgu meget fortjent, for det er et fantastisk popnummer. Desværre begrænser mit forhold til Drake sig til det, et par andre hits, og så hans skønne Jamie xx-sample-perle 'Take Care', som han vist nok alligevel ikke spiller. Det er altså ikke nok til halvanden time på Orange for mig, når der er så meget andet godt på programmet, så det må blive til en beskeden plads som nummer 32.
Det er jo ikke min genre, men Earl Sweatshirt er faneme bomben! Jeg er vild med den beskidte lyd der kommer ud af Los Angeles i tiden, med navne som Kendrick Lamar og OFWGKTA-crewet, som Earl Sweatshirt jo er en del af. Det kommer til at stå for eftertiden som hands down det mest socialrealistiske og konceptuelle musik, der blev udgivet i de tidligere '10ere (Arcade Fire, jeg elsker jer, men gå hjem, jeres socialrealisme er blevet højpandet - det er negerrapperne, der er demokratiske!).
24) DIPLO (US)
Diplos lyd er over det hele for tiden, og derfor er det kun passende, at amerikaneren DJ'er på Roskilde oven i sin tur på Orange med Major Lazer. Det der gør Diplo stærk er, at han lydmæssigt orienterer sig enormt bredt. Det smager af hip-hop, men også af house og af sydamerikanske referencer. Det skubber Diplo lidt ned af listen at han også er her med Major Lazer, for jeg ved ikke om jeg har behov for begge dele. Men jeg tror det bliver voldsomt set!
23) MØ (DK)
Den opmærksomme læser vil notere sig, at Mø har taget noget af et spring opad på listen siden sidste år. Men hun har sgu også fået noget mere røv i bukserne (og en 7.1-anmeldelse på Pitchfork, som naturligvis ej heller går ubemærket hen...). Nogen gange er der stadig lidt for meget emo-Pippi Langstrømpe over hende, men andre gange når hun næsten Lykke Li til sokkeholderne, og det må jo være en af de ypperste referencer i denne genre. Hun skulle eftersigende være en formidabel livekunstner, og hvis hun i tilgift får de 20% ekstra energi, næsten alle danske kunstnere (selv Jacob Bellens) får på Arena, så er det her sgu være at booke en tid til!
22) KASABIAN (UK)
Det er måske lidt en guilty pleasure med Kasabian, men jeg kan sgu meget godt lide det! Det er røvballe, når det er allerbedst, og der skal nok blive kastet rigeligt med fadbajere rundt mellem båsene foran Orange. Det er major label, det er ærkeengelsk og Pitchfork hader det. Så meget at man endog helt fravalgte at anmelde den ellers vellykkede Velociraptor! fra 2011. Det er nu noget fjolleri. Pitchfork eller ej, så er Kasabian kendt som et stærkt live-orkester, der nok skal fylde Orange ud.
21) KAVINSKY (FR)
Det er så svært med one hit-wonders. Er man ligeglad, og tager til koncerten alligevel? Eller dømmer man dem, og går glip af en kunstner, man burde have tjekket meget mere ud? Kavinsky er for evigt bundet til 'Nightcall', som var soundtrack til Nicholas Winding Refns kultfilm Drive fra for et par år siden. Men der er altså mere at komme efter på albummet OutRun, som med firsertitler som 'Testarossa Autodrive' er absolut in touch med synthesizermusikkens ophavsmænd som Jean-Michel Jarre og Kraftwerk. Det er kitsch, gennemført og potent, og det skal nok blive en fest!
20) RYAN HEMSWORTH (CA)
Jeg sætter min lid til, at Ryan Hemsworth bliver årets Andy Stott, og giver mig en totaloplevelse på Gloria. Jeg er dog efterhånden ved at indse, at hans lyd nok ikke er helt utilgængelig nok, selvom det til tider bliver ret vildt. Alligevel vil jeg dog stadig rigtig gerne se Ryan Hemsworth, for jeg tror, han er en kunstner, der virkelig løfter sig live. Især hvis de lidt kedelige vokaler glider i baggrunden, og vi kan få lov at få noget electrotæsk!
Jeg er meget spændt på, hvad der skal ske med kunstnere som Systema Solar, nu hvor Cosmopol er sendt til de evige scene-jagtmarker. Det var lige netop denne slags bands, der passede rigtig godt til en scene, som ellers ofte var enten for stor eller alt for lille. Jeg er overordentlig spændt på at se, hvad Avalon kan. Nå, men Systema Solar er det bedste bud i jagten på årets neo-cumbia fix, selvom det ikke er helt lige så hysterisk som eksempelvis Bomba Estéreo. Men festligt, det bliver det!
Her har vi at gøre med et band, som kun har ét indspillet nummer at vise frem. Hvad laver de så ved nummer 18, tænker du? Jo, at hedde Nikolaj Vonsild er sådan cirka den stærkeste trumf man kan kaste i dansk musik for tiden, og når den anden del af duoen er ophavsmand bag Chorus Grant, vupti, Så er der nok hype til en plads i top 20! Albummet kommer snart, og det kan risikere at blive helt uforskammet godt. Jeg håber sandelig det bliver Gloria, for ellers tror jeg den fine, eksperimentelle kammerpop, jeg forventer fra duoen, drukner.
Sådan noget her sker kun på Roskilde! Selvfølgelig booker man det hårdeste navn fra Lissabons undergrund til at lave nattefest på Apollo (forventeligt). Du ved, vi efterhånden er langt fra '90erne, når man kan tillade sig at kalde sig noget så camp som DJ Nigga Fox. Negerræven er en del af den sindssygt sprudlende lyd, der udvikler sig mellem Lissabon og Luanda, Angola. Vi er ude i portugisisk ghetto, post-kuduro, og det er noget af det mest beskidte, jeg nogensinde har hørt. Jeg lover dig, det bliver insane!
16) UNKWON (DK) (warm up)
Det er i sig selv ret væsentligt at være det øverste warm up-navn, men når et warm up-navn er helt oppe i top 20 indikerer det, at her er en koncert, jeg er villig til at indrette min dag efter. Unkwon er også helt forbandet lækkert! Det er den rutinerede DJ Anders Dixen der står bag her, og han har begået en EP, Fractures som er rene ørelækkerier. Tænk engelsk electronica af den atmosfæriske slags - bestemt ikke ulig et navn som Holy Other. Jeg ønsker mig et Roskilde-moment; en solnedgangsseance på Apollo med smukke sommermennesker, der holder hånden.
Jeg har i mine syv år på Dyrskuepladsen endnu aldrig formået at mønstre kræfter til festivalens last dance på Arena, men går håndfaste rygter om, at Ibibio Sound Machine skal lukke festivalen søndag nat i år. Hvis det bliver tilfældet, kommer jeg til at mobilisere hele mit netværk for at finde nogen der vil trodse den lidt kedelige søndagsaffolkning og lade det blive mandag under Arenas dug, for det her er så fedt! Tænk halvfjerdserfunk med fuldt hornblæsertornyster, afrikanske associationer og en ung Grace Jones i front!
Hvis Kristian Finne, manden bag Chorus Grant, havde været fra fjernere himmelstrøg, havde han nok været placeret højere på listen end nr. 14, men det er nemt for danske navne at blive skubbet et par pladser ned, fordi de jo gerne kan fanges i København i tide og utide alligevel. Chorus Grant er en af de indie-guldklumper, der unægteligt skal graves lidt efter på årets plakat, men hvor er det dog en nydelse at høre på! Det lyder til tilder lidt som en ung og lidt mere inderlig Tim Christensen, og særligt nyudgivelsen Space, udgivet på Tambourhinoceros, er virkelig dejlig. Jeg håber sådan, den her kan få lov at pågå en eftermiddag på Gloria uden alt for meget hurlumhej.
På skuldrene af en legendarisk optræden hos Letterman er Future Islands lige aktuelt noget af det nyeste sort i indiesfæren. Flere steder i årets program får man snerten af, at 80'erne i øjeblikket er hot shit, og ingen steder bliver det tydeligere end hos Future Islands, som laver fantastisk stemningsfuld og inderlig indiepop! Vi har egentlig at gøre med et band, som har fire album og en EP bag sig, men som ovenpå deres længste albumpause (3 år) synes at have skiftet gear, er kommet i stald med blandt andre The National, Gang Gang Dance, Deerhunter og Iron & Wine på 4AD, og med album nummer fire, Singles, har brudt den magiske 8.0-grænse på Pitchfork. Læg dertil, at forsanger Samuel Herring er noget af det mest karismatiske og indlevende du kan forestille dig. I tvivl? Tjek Letterman-videoen!
12) OMAR SOULEYMAN (SY)
Okay, jeg disclaimer lige: Min hype af Omar Souleyman er nok lidt ude af proportioner, for ja, det kan godt blive lidt irriterende at lytte til. Men jeg tror det bliver den fedeste fest! Det, der kommer til at ske, er: Omar Souleyman jokker nonchalant og urokkelig rundt med sit partisanertørklæde (wau, kan du huske da det var på mode?!) på hovedet, mens et bredt udvalg af copenhipsters går helt amok til syrisk bryllupsmusik tilsat elektroniske beats! Det her er lidt den musikalske version af Isted Grill-fænomenet, a.k.a. når en hel flok Vesterbro-hipstere omfavner en mand fra en anden kulturkreds og hans egentlig ikke særlig gode produkt, sådan rent klassisk connoisseur-mæssigt. Omar Souleyman er godt nok mere Nørrebro-kitsch end Vesterbro-preppy, og produktet er musik, ikke bøfsandwich, men det er samme princip: Det er omnivorisk bricolage, det er modstrøm og det er über-hypeworthy. Kom med!
11) MANU CHAO & LA VENTURA (FR)
Det er ret legendarisk for mig at Manu Chao endelig dukker op på Roskilde, for det har jeg godt nok håbet på siden 2007. Det er imidlertid temmelig længe siden, jeg for alvor har hørt det, så derfor må det blive til en beskeden plads som nummer 11, men jeg håber på et Orange-slot midt på en varm, solrig eftermiddag. Det stammer fra dengang i gymnasiet, hvor jeg synes spansk var det fedeste, men Chao er jo en sand polyglot, der opererer på spansk, fransk, engelsk, italiensk, portugisisk, arabisk med mere. Han er på én gang et punket venstrefløjsikon, pensum for alle gymnasieelever og musikalsk kamæleon. Særligt er svadaen 'Infinita Tristeza' fra Próxima Estación: Esperanza en genial, ateistisk uppercut som bør studeres linje for linje. Jeg tror, det bliver en dejlig og livsbekræftende koncert med en dedikeret og indigneret kunstner og agitator af guds nåde!
10-6: Årets mest oplagte Gloria-navn, festkamæleonen og berlinertechnoens ypperste.
Okay, jeg disclaimer lige: Min hype af Omar Souleyman er nok lidt ude af proportioner, for ja, det kan godt blive lidt irriterende at lytte til. Men jeg tror det bliver den fedeste fest! Det, der kommer til at ske, er: Omar Souleyman jokker nonchalant og urokkelig rundt med sit partisanertørklæde (wau, kan du huske da det var på mode?!) på hovedet, mens et bredt udvalg af copenhipsters går helt amok til syrisk bryllupsmusik tilsat elektroniske beats! Det her er lidt den musikalske version af Isted Grill-fænomenet, a.k.a. når en hel flok Vesterbro-hipstere omfavner en mand fra en anden kulturkreds og hans egentlig ikke særlig gode produkt, sådan rent klassisk connoisseur-mæssigt. Omar Souleyman er godt nok mere Nørrebro-kitsch end Vesterbro-preppy, og produktet er musik, ikke bøfsandwich, men det er samme princip: Det er omnivorisk bricolage, det er modstrøm og det er über-hypeworthy. Kom med!
11) MANU CHAO & LA VENTURA (FR)
Det er ret legendarisk for mig at Manu Chao endelig dukker op på Roskilde, for det har jeg godt nok håbet på siden 2007. Det er imidlertid temmelig længe siden, jeg for alvor har hørt det, så derfor må det blive til en beskeden plads som nummer 11, men jeg håber på et Orange-slot midt på en varm, solrig eftermiddag. Det stammer fra dengang i gymnasiet, hvor jeg synes spansk var det fedeste, men Chao er jo en sand polyglot, der opererer på spansk, fransk, engelsk, italiensk, portugisisk, arabisk med mere. Han er på én gang et punket venstrefløjsikon, pensum for alle gymnasieelever og musikalsk kamæleon. Særligt er svadaen 'Infinita Tristeza' fra Próxima Estación: Esperanza en genial, ateistisk uppercut som bør studeres linje for linje. Jeg tror, det bliver en dejlig og livsbekræftende koncert med en dedikeret og indigneret kunstner og agitator af guds nåde!
10) MODERAT (DE)
Jeg har misset Berliner-minimalnavnene - Moderat, Modeselektor, Paul Kalkbrenner - så mange gange på Roskilde efterhånden, at jeg begynder at blive en smule apatisk omkring dem, for de kommer jo alligevel altid tilbage. Men i år skal, skal, skal det lade sig gøre for mig, og Moderat er jo berlinertechnoens ypperste! Jeg så Modeselektor i Vega sidste år, og det var vildt, men jeg har en særlig forventning til netop denneher slags navne på Roskilde, hvor folk tit er en lille smule mere all in. 117. gang er lykkens gang!
Jeg har misset Berliner-minimalnavnene - Moderat, Modeselektor, Paul Kalkbrenner - så mange gange på Roskilde efterhånden, at jeg begynder at blive en smule apatisk omkring dem, for de kommer jo alligevel altid tilbage. Men i år skal, skal, skal det lade sig gøre for mig, og Moderat er jo berlinertechnoens ypperste! Jeg så Modeselektor i Vega sidste år, og det var vildt, men jeg har en særlig forventning til netop denneher slags navne på Roskilde, hvor folk tit er en lille smule mere all in. 117. gang er lykkens gang!
Måske årets mest oplagte Gloria-navn. Det her minder mig utrolig meget om, da jeg for to år siden opdagede et andet lille engelsk navn på plakaten, som kun havde udgivet et par nydelige EP'er, og fik en helt fantastisk koncert ud af det - det er derfor, man skal huske at læse navnene med småt! Det er selvfølgelig Daughter, der er tale om. Denai Moore er altså i mange henseender - udgivelseshistorik og lyd - temmelig meget i den samme retning, og desuden lyder den første EP, Saudade, også temmelig meget i retning af et andet navn fra 2012; Bon Iver. Det her er virkelig ømt, og et fantastisk eksempel på et navn, man skal nå at fange, inden hun enten forsvinder eller bliver for stor til de intime omgivelser, musikken påkræver.
8) MAJOR LAZER (US)
Major Lazer er et spændende bekendtskab i den mainstream, hvortil de for alvor brød igennem lydmuren med Free The Universe fra sidste år. Selvfølgelig er noget af det decidedly prol, men jeg synes legen med dynamiske genrer som dancehall, moombahton, baile funk, trap og techno ofte ender vældig godt. Uden egentlig at være nært beslægtet med navne som Fatboy Slim og The Chemical Brothers - og sidstnævnte er jo tung at kaste i Roskilde-sammenhæng efter magtdemonstrationen i 2008 - kan Major Lazer potentielt nogen af de samme ting. Der er naturligvis en risiko for at pendulet svinger den anden vej: Vi har de seneste år (Deadmau5 '11 og Rihanna '13) set, hvor grueligt galt det kan gå, når den absolutte mainstream får lov at lege med Orange. Så bliver det en sjæleløs, forudsigelig afspilning af hits, man lige så godt kunne have hørt i radioen, men som får fremragende anmeldelser fordi folk var stive nok til at hoppe/skråle med efter bedste beskub. Hvis jeg skal komme med et bud, tror jeg dog godt Diplo og resten af Major Lazer-crewet kan levere en fest med en musikalsk og showmæssig dimension, der er den orange dug værdig - så kom an!
7) ARCTIC MONKEYS (UK)
Arctic Monkeys er uden tvivl det band på årets plakat, jeg har det tætteste forhold til. Jeg har alle fem album på min hylde, jeg har danset gennem min gymnasietid og årene efter til Whatever People Say I Am, That's What I'm Not, jeg har været sur til Favourite Worst Nightmare, jeg har nydt og dyrket Humbug og Suck It And Sees lyriske finurligheder, og jeg har hypet AM, som slet ikke er så ringe endda. Det tog et par forsøg - Humbug er fantastisk men ganske uoriginal, Suck It And See er ærligt talt forglemmelig - at mestre transformationen fra teenagerhypeband til voksne, selvsikre sangsmede, men jeg synes det er lykkedes, og Arctic Monkeys er efterhånden det eneste band fra den føromtalte postpunk/garage-revivalbølge i starten og midten af 00'erne (måske sammen med The Raveonettes) som stadig er fit for fight. Tænk over det; The Strokes, Interpol, Bloc Party, Franz Ferdinand, The White Stripes, Editors, Jet, The Hives, The Libertines - hvem har udgivet noget af relevans siden midten af 00'erne? Det har Arctic Monkeys, som sjovt nok måske af alle de førnævnte var allermest et hype-fænomen, og jeg har nydt at følge Alex Turners fortællinger, som har ændret karakter og tempo, men er lige sublime på hvert album. Arctic Monkeys er mærket af en middelmådig koncert i 2011, og det bliver derfor kun til syvendepladsen, men jeg håber vi kan få en tur gennem gammelt og nyt - og et slot i tusmørke, fx kl. 22, ville gøre underværker!
6) DARKSIDE (US)
Psychic var et af sidste års bedste album, og kastede en fortjent 9.0'er af sig på Pitchfork. Jeg har enormt høje forventninger til denneher koncert, og de står dels på skuldrene af albummet, dels af fremragende anmeldelser af duoens double header i København tidligere på året og dels af Nicolas Jaars helt igennem dejlige koncert på Cosmopol i 2011. Det er vildt, at Jaar er så meget et benchmark i en alder af 24! Sammen med guitaristen Dave Harrington laver han musik som Darkside, og det er en lækker krammer af downtempo house, og med lidt held kan denne koncert blive en stemningsboble af de helt stærke!
5-1: Musikhistoriske benchmarks, knugende dysterhed og tårnhøje forventninger.
Da OutKast blev offentliggjort til Roskilde som en del af deres alenlange festival-reunion tour troede jeg, årets legendevingesus var blæst. Ret vildt, at Rolling Stones og Stevie Wonder kommer ovenpå. Selvom vi ikke skal tilbage til tresserne eller halvfjerdserne, gør OutKast i mine øjne et lige så vigtigt musikhistorisk bidrag. Overfladen er kæmpehits som 'Hey Ya', 'Roses' og 'Ms. Jackson', som på en eller anden måde har været fede lige siden de udkom (for 11 og 14 år siden!), og altså undgået den obligatoriske forældelsestid mellem "hit" og "retro-hit" (ja, der var et tidspunkt hvor Backstreet Boys ikke var nice at sætte på kl. 03.30), men under overfladen glemmer mange, at OutKast var absolut centrale i hiphoppens formative halvfemsere, og altså på den måde en del af genealogien for rigtig, rigtig meget musik. Og det holder - hvor svedigt er et nummer (og en titel!) som 'SpottieOttieDopaliscious' for eksempel ikke lige?! Og hov - så var jeg lige ved at glemme, at Pitchfork kårede et helt femte OutKast-nummer, nemlig big beat-luftangrebet 'B.O.B.', som 00ernes bedste nummer. Det er selvfølgelig en lidt arbitrær titel, for hvordan kan man på nogen måde kondensere et helt årti ned i ét nummer, der skal forestille sig at være bedst eller vigtigst? Selvom de middelmådige anmeldelser fra Coachella skræmmer lidt, har jeg tillid til at Andre og Big Boi laver folkefest på Orange - alene 60.000 menneskers fælles kænguhop til 'Hey Ya' er jo værd at komme for...
3) LYKKE LI (SE)
Denne fantastiske svensker har netop smidt sit tredje album, I Never Learn, og det lyder som om, hun holder sin imponerende kadence. Albummet placerer sig lydmæssigt et sted mellem de to forrige, Youth Novels og Wounded Rhymes. Der er i sandhed lige så overskyet og dystert som på den sidstnævnte, men der er måske ikke ligefrem torden og lynild. Nyt album eller ej, så er det i mine øjne den fænomenale Wounded Rhymes der sælger billetter. Det er svært at kalde den en undervurderet plade, men de anmeldelser og hits, den kastede fra sig, men det synes jeg sgu alligevel lidt den der. Lykke Li er en karismatisk kraftfuld popsnedker med sans for finesse, der både mestrer percussionbombardement og ømhed, og jeg tror, hun kan tage Arena fuldstændig under sin kontrol. Jeg håber blandt alle de kraftfulde numre, at der kan blive plads til ballader som 'Love Out of Lust', 'Unrequited Love' og 'Sadness Is A Blessing', for her brillierer Lykke Li i den grad. Jeg missede koncerten i 2011, så jeg glæder mig!
2) TRENTEMØLLER (DK)
Jeg har flere steder i det ovenstående talt om høje forventninger, men ingen steder er forventningerne selvklart helt på niveau med dem, jeg har til Anders Trentemøller. Koncerten - erobringen - af Orange Scene i 2009 er til stadighed den vildeste koncert, jeg har set på Roskilde. Ja, måske en af de vildeste koncerter jeg har været til. Nogensinde. Og jeg har alligevel været til mange efterhånden. Der er dage, hvor jeg virkelig grubler over, hvordan Trentemøller skal overgå den koncert. Og der er dage, hvor jeg ikke er i tvivl. Hans musikalske ekvilibrisme og balance mellem digitalt og analogt rammer lige netop der, hvor en koncert med såkaldt elektronisk bliver alt andet end elektronisk. Det bliver personligt, euforisk og direkte. Jeg forventer et tour de force med besøg i det stærke album Lost fra sidste år, nyklassikeren The Last Resort, som efterhånden har otte år på bagen, hitsene fra Into The Great White Younder og naturligvis Trentemøllers righoldige remixervirke (gad vide om vi får lov at høre 'What Else Is There?' denne gang?) - og jeg håber, 2009 ikke var et one-off erobringstogt!
1) STEVIE WONDER (US)
For satan, hvor blev jeg dog glad i låget, da Stevie Wonder blev annonceret! Det var super nonchalant gjort, et underligt sted midt inde i releasevideoen, så man troede næsten ikke sine egne øjne. Der er ikke så meget andet at sige end at Stevie Wonder er lig med glæde, varme og venskabelighed - og uforskammet funkiness, naturligvis. Efter et par år med stærke men særprægede lukkenavne, får vi i år et lukkenavn, der ikke er set folkeligere end Coldplay i '09. Det bliver en fest med hit på hit, og ydermere har Wonder tendens til at spille en håndfuld stærke covernumre (heriblandt et af mine yndlings-Michael Jackson numre, 'The Way You Make Me Feel'!). Tak Roskilde, for pokker!
Major Lazer er et spændende bekendtskab i den mainstream, hvortil de for alvor brød igennem lydmuren med Free The Universe fra sidste år. Selvfølgelig er noget af det decidedly prol, men jeg synes legen med dynamiske genrer som dancehall, moombahton, baile funk, trap og techno ofte ender vældig godt. Uden egentlig at være nært beslægtet med navne som Fatboy Slim og The Chemical Brothers - og sidstnævnte er jo tung at kaste i Roskilde-sammenhæng efter magtdemonstrationen i 2008 - kan Major Lazer potentielt nogen af de samme ting. Der er naturligvis en risiko for at pendulet svinger den anden vej: Vi har de seneste år (Deadmau5 '11 og Rihanna '13) set, hvor grueligt galt det kan gå, når den absolutte mainstream får lov at lege med Orange. Så bliver det en sjæleløs, forudsigelig afspilning af hits, man lige så godt kunne have hørt i radioen, men som får fremragende anmeldelser fordi folk var stive nok til at hoppe/skråle med efter bedste beskub. Hvis jeg skal komme med et bud, tror jeg dog godt Diplo og resten af Major Lazer-crewet kan levere en fest med en musikalsk og showmæssig dimension, der er den orange dug værdig - så kom an!
7) ARCTIC MONKEYS (UK)
Arctic Monkeys er uden tvivl det band på årets plakat, jeg har det tætteste forhold til. Jeg har alle fem album på min hylde, jeg har danset gennem min gymnasietid og årene efter til Whatever People Say I Am, That's What I'm Not, jeg har været sur til Favourite Worst Nightmare, jeg har nydt og dyrket Humbug og Suck It And Sees lyriske finurligheder, og jeg har hypet AM, som slet ikke er så ringe endda. Det tog et par forsøg - Humbug er fantastisk men ganske uoriginal, Suck It And See er ærligt talt forglemmelig - at mestre transformationen fra teenagerhypeband til voksne, selvsikre sangsmede, men jeg synes det er lykkedes, og Arctic Monkeys er efterhånden det eneste band fra den føromtalte postpunk/garage-revivalbølge i starten og midten af 00'erne (måske sammen med The Raveonettes) som stadig er fit for fight. Tænk over det; The Strokes, Interpol, Bloc Party, Franz Ferdinand, The White Stripes, Editors, Jet, The Hives, The Libertines - hvem har udgivet noget af relevans siden midten af 00'erne? Det har Arctic Monkeys, som sjovt nok måske af alle de førnævnte var allermest et hype-fænomen, og jeg har nydt at følge Alex Turners fortællinger, som har ændret karakter og tempo, men er lige sublime på hvert album. Arctic Monkeys er mærket af en middelmådig koncert i 2011, og det bliver derfor kun til syvendepladsen, men jeg håber vi kan få en tur gennem gammelt og nyt - og et slot i tusmørke, fx kl. 22, ville gøre underværker!
6) DARKSIDE (US)
Psychic var et af sidste års bedste album, og kastede en fortjent 9.0'er af sig på Pitchfork. Jeg har enormt høje forventninger til denneher koncert, og de står dels på skuldrene af albummet, dels af fremragende anmeldelser af duoens double header i København tidligere på året og dels af Nicolas Jaars helt igennem dejlige koncert på Cosmopol i 2011. Det er vildt, at Jaar er så meget et benchmark i en alder af 24! Sammen med guitaristen Dave Harrington laver han musik som Darkside, og det er en lækker krammer af downtempo house, og med lidt held kan denne koncert blive en stemningsboble af de helt stærke!
Jeg har virkelig haft en Antics-revival de sidste par uger. For pokker, hvor er det et fænomenalt album - måske endda et af de 20, jeg skal have med på en øde ø engang! Det startede ellers lidt pro et contra med Interpol og jeg i år. På den ene side har jeg faktisk set dem før (Northside 2011) uden at det gjorde et voldsomt indtryk, og i år udkommer et nyt album, som jeg ikke har udpræget høje forventninger til. På den anden side har vi her virkelig at gøre med et band, jeg har fulgt længe. Det var noget af det allerførste guitarmusik jeg hørte, dengang jeg begyndte at høre andet end plastic og det mine forældre hørte. Our Love To Admire og altså særligt tiårsfødselaren Antics står mig meget nære, og nu, hvor jeg finder den frem igen, går det op for mig, hvor fænomenale, numre som 'Narc', 'C'mere', 'Public Pervert' og 'Take You On A Cruise' er. Men faktisk var det jo med Turn On The Bright Lights helt tilbage i 2002, at Interpol sammen med navne som The Strokes og The White Stripes brød lydmuren ind til de tidlige 00'eres bølge af postpunk- og garage revival, som jeg og mange af mine venner har brugt uendelige timer på. Jeg håber sådan, Roskilde ikke overcaster Interpol til det sandsynlige, rigtig kedelige eftermiddagsslot på Orange, men i i stedet lader dem spille Arena, hvor jeg tror det kan blive en ganske fremragende koncert.
4) OUTKAST (US)Da OutKast blev offentliggjort til Roskilde som en del af deres alenlange festival-reunion tour troede jeg, årets legendevingesus var blæst. Ret vildt, at Rolling Stones og Stevie Wonder kommer ovenpå. Selvom vi ikke skal tilbage til tresserne eller halvfjerdserne, gør OutKast i mine øjne et lige så vigtigt musikhistorisk bidrag. Overfladen er kæmpehits som 'Hey Ya', 'Roses' og 'Ms. Jackson', som på en eller anden måde har været fede lige siden de udkom (for 11 og 14 år siden!), og altså undgået den obligatoriske forældelsestid mellem "hit" og "retro-hit" (ja, der var et tidspunkt hvor Backstreet Boys ikke var nice at sætte på kl. 03.30), men under overfladen glemmer mange, at OutKast var absolut centrale i hiphoppens formative halvfemsere, og altså på den måde en del af genealogien for rigtig, rigtig meget musik. Og det holder - hvor svedigt er et nummer (og en titel!) som 'SpottieOttieDopaliscious' for eksempel ikke lige?! Og hov - så var jeg lige ved at glemme, at Pitchfork kårede et helt femte OutKast-nummer, nemlig big beat-luftangrebet 'B.O.B.', som 00ernes bedste nummer. Det er selvfølgelig en lidt arbitrær titel, for hvordan kan man på nogen måde kondensere et helt årti ned i ét nummer, der skal forestille sig at være bedst eller vigtigst? Selvom de middelmådige anmeldelser fra Coachella skræmmer lidt, har jeg tillid til at Andre og Big Boi laver folkefest på Orange - alene 60.000 menneskers fælles kænguhop til 'Hey Ya' er jo værd at komme for...
3) LYKKE LI (SE)
Denne fantastiske svensker har netop smidt sit tredje album, I Never Learn, og det lyder som om, hun holder sin imponerende kadence. Albummet placerer sig lydmæssigt et sted mellem de to forrige, Youth Novels og Wounded Rhymes. Der er i sandhed lige så overskyet og dystert som på den sidstnævnte, men der er måske ikke ligefrem torden og lynild. Nyt album eller ej, så er det i mine øjne den fænomenale Wounded Rhymes der sælger billetter. Det er svært at kalde den en undervurderet plade, men de anmeldelser og hits, den kastede fra sig, men det synes jeg sgu alligevel lidt den der. Lykke Li er en karismatisk kraftfuld popsnedker med sans for finesse, der både mestrer percussionbombardement og ømhed, og jeg tror, hun kan tage Arena fuldstændig under sin kontrol. Jeg håber blandt alle de kraftfulde numre, at der kan blive plads til ballader som 'Love Out of Lust', 'Unrequited Love' og 'Sadness Is A Blessing', for her brillierer Lykke Li i den grad. Jeg missede koncerten i 2011, så jeg glæder mig!
Jeg har flere steder i det ovenstående talt om høje forventninger, men ingen steder er forventningerne selvklart helt på niveau med dem, jeg har til Anders Trentemøller. Koncerten - erobringen - af Orange Scene i 2009 er til stadighed den vildeste koncert, jeg har set på Roskilde. Ja, måske en af de vildeste koncerter jeg har været til. Nogensinde. Og jeg har alligevel været til mange efterhånden. Der er dage, hvor jeg virkelig grubler over, hvordan Trentemøller skal overgå den koncert. Og der er dage, hvor jeg ikke er i tvivl. Hans musikalske ekvilibrisme og balance mellem digitalt og analogt rammer lige netop der, hvor en koncert med såkaldt elektronisk bliver alt andet end elektronisk. Det bliver personligt, euforisk og direkte. Jeg forventer et tour de force med besøg i det stærke album Lost fra sidste år, nyklassikeren The Last Resort, som efterhånden har otte år på bagen, hitsene fra Into The Great White Younder og naturligvis Trentemøllers righoldige remixervirke (gad vide om vi får lov at høre 'What Else Is There?' denne gang?) - og jeg håber, 2009 ikke var et one-off erobringstogt!
1) STEVIE WONDER (US)
For satan, hvor blev jeg dog glad i låget, da Stevie Wonder blev annonceret! Det var super nonchalant gjort, et underligt sted midt inde i releasevideoen, så man troede næsten ikke sine egne øjne. Der er ikke så meget andet at sige end at Stevie Wonder er lig med glæde, varme og venskabelighed - og uforskammet funkiness, naturligvis. Efter et par år med stærke men særprægede lukkenavne, får vi i år et lukkenavn, der ikke er set folkeligere end Coldplay i '09. Det bliver en fest med hit på hit, og ydermere har Wonder tendens til at spille en håndfuld stærke covernumre (heriblandt et af mine yndlings-Michael Jackson numre, 'The Way You Make Me Feel'!). Tak Roskilde, for pokker!
Addict's Review 2013
Mens jeg så småt har sovet tømmermændene ud, og brugt eftermiddagen på at gennemtrawle anmeldelser og stirre ind i vaskemaskinens hypnotiserende rotunde, har jeg forsøgt at absorbere mine musikalske indtryk fra årets Roskilde Festival.
Igen i år vender jeg tilbage fra Dyrskuepladsen med en fornyet tro på musikkens mangfoldighed. Jeg tror aldrig, jeg har været i så mange genremæssige hjørner i løbet af én festival. Jeg har ædt alt fra californisk hip hop til islandsk storladenhed, og fra engelsk dub til alverdens såvel mere som mindre tilgængelige indie-krinkelkroge. Efter et svagt år i 2011 har de sidste to år på Roskilde for mig været manifestationer af festivalens fortsatte unikke musikalske spændvidde og potentiale, og af en omstillingsdygtighed til en ny tid, hvor mastodonterne og legenderne bliver stadig færre.
I år udfordrede festivalen især sig selv med programmet på Orange i et forsøg på at opretholde kæmpescenens relevans i ’10ernes musikmyriade. Nogen af eksperimenterne, så som The National og James Blake i eftermiddagsheden, bar frugt, mens andre førte til formelige voldtægter af den orange dug, vi er så mange, der holder af – ja, det er Rihanna, men også Ingrid-roderiet, jeg her tænker på. En kommentar til det med Rihanna: Føj, Rasmus Palludan, hvor er det dog formasteligt at give den koncert 6/6 i Soundvenue! Der er sjældent enighed om bedømmelsen af koncerter dagen derpå, men jeg har sjældent hørt så stor konsensus om, at anmeldelsen af Rihanna var en endnu større gang bullshit end selve koncerten. Jeg vil strække mig så langt som at medgive, at Rihanna gav lige præcis den fest foran en proppet Orange scene, som hun var booket til, men det berettiger sandelig ikke til en topkarakter. Hun var blottet for engagement og tilstedeværelse, og festen var alene oppebåret af publikums promille og vores eksposition for en håndfuld radiohits på repeat de seneste år. Så snart vi bevægede os længere ud i bagkataloget afslørede koncerten sig som blot en afspilning af middelmådig pop. Præmissen må være, at en koncert er en kunstnerisk fremstilling, og så er det jo kun godt, hvis kunsten og dennes fremstilling kan få folk i ekstase. Men ekstasen i sig selv gør ingen kunstner, og slet ingen 6/6-anmeldelse!
Dårligt nyt er bedre end intet nyt, og Rihanna var absolut årets mest omtalte koncert – det havde næsten været lidt kedeligt, hvis hun havde taget alle os musiksnobber og kylet os hjem i seng med en helvedes fest på nethinden! Men videre derfra: Eksperimenterne på Orange til trods var Arena, som sædvanligt, scenen for mange af mine allerstærkeste koncertoplevelser. Odeon og jeg ses stadig mindre og mindre, og i år blev året, hvor årets fest for mit vedkommende for en gangs skyld ikke indfandt sig på Cosmopol.
Sidste år var min musikalske bundlinje fyldt af fabelagtige små koncertperler, såsom den potpourri, der uundgåeligt opstår i ens hjerne, når man bevæger sig fra Bomba Estéreo over Daughter til Spleen United på tre timer. Til gengæld tror jeg, fællesnævneren for 2013 må være evnen til at skabe universer. Mange af de stærke koncertoplevelser, jeg har med i bagagen denne gang, var ikke skabt af fællessang eller måben over rendyrket musikalsk talent, men snarere resultater af artisternes evner til at skabe et dragende univers, og fylde det ud med kunstnerisk skønhed. Jeg vil i det følgende gennemgå mine oplevelser, og indlede med den næsten uundgåelige top 10, som naturligvis er dejligt subjektiv:
Efter ovenstående svada af Rihannas undskyldning for popkunst er det måske lidt svært at forsvare Kendrick Lamar på denne liste, for han var netop også entertainer først, musiker så. Måske fungerede det, fordi Lamar ikke faldt i Simon Kvamm-fælden og blev en tyndbenet demagog. I stedet fik vi en nærværende springbønne af et rapstjerneskud, som spyttede såvel spændstigt flow som folkeførende punchlines. Jeg har kun sjældent set Arena så fyldt, og stemningen var på kogepunktet.
8) JAMES BLAKE, Orange, søndag.
Det er lidt tarveligt at sige, at jeg havde set det komme. At James Blake rent faktisk måske kunne tage favntag med Orange i dagslyset, i modsætning til den skepsis, der genlød campen rundt. På Northside sidste år havde jeg set det lykkes, men nu er den orange dame jo unægteligt sværere at danse med end det blanke, århusianske kanvas. Det lykkedes Blake - også takket være vejret - at skinne om kap med søndagssolen, og manifestere sig som en af de mest lysende og originale stjerner i musikverdenen overhovedet netop nu. Jeg er og bliver kun begrænset fanget af musikken, men koncerten på Orange var pletfrit flot og dragende, og der må være få der betvivler legitimiteten af et natteslot på samme scene til James Blake næste gang.
7) EFTERKLANG, Arena, lørdag.
Det er egentligt en anelse uretfærdigt med syvtallet ud for Efterklang, for det klinger lidt middelmådigt. Dansk indies pæne drenge, med en veloplagt Casper Clausen ulasteligt klædt i habitjakke og butterfly, leverede en fornem præstation på Arena, som på mange måder er for stor til Efterklangs musik. Der er dog en snert af katedral over især sidste års fænomenale Piramida, som fik lov at dominere settet. Man kunne have ønsket sig et lidt mere fyldigt visuelt udtryk, men når man er så velspillende som Efterklang, så går det nok endda.
6) KRAFTWERK, Orange, søndag.
Jeg er stadig ikke sikker på, om lukkeslottet på Orange var det ideelle for Kraftwerk, og jeg tror, koncerten med sine gedigent tysk præcise to timer blev en kende for lang for mange trætte festivalfødder. Det er dog mere eller mindre alt, hvad der er at udsætte på den musikhistoriske lektion, vi fik på Dyrskuepladsen søndag aften, for hvor var det dragende og fantastisk. Jeg skal spare jer for al den ganske rigtige og relevante palaver om, hvordan Kraftwerks kærlige knivsæg mellem elektronisk obsession og posthuman dystopi er relevant i dag mere end nogensinde, men hvor var det herligt at opleve Ralf Hütter - for han er jo den sande mensch-maschine - eksekvere køligt og lade sine tidløse toner vibrere. Sporedes der ab und zu et lille smil på ikonets læbe? Æstetisk var showet eminent og kitsch som en sovjetplakat, 3D-briller eller ej. Tak for det!
5) ANDY STOTT, Gloria, fredag.
Det er fantastisk, når Roskilde tvinger helt ny musik ned i min hals og får mig til at spytte et "Ja, for fanden" den anden vej op. Det var det, der skete på Gloria fredag, da Andy Stott gennemvarmede hele min krop med sin eksperimenterende dub-techno. Fra semi-utilgængelige dronelyde bevægede sig settet langsomt og taktfast op i gear, og endte i beskidt, klubbet electrotæsk, der aldrig blev panisk og overdrevet, men snarere satte sig i kroppen som en trentemøllersk varme og tyngde. Fornemt!
4) CRYSTAL CASTLES, Arena, fredag.
Jeg skal sige med det samme, at jeg ingen anelse havde om, hvor godt Crystal Castles fyldte Arena ud, for jeg var fortabt helt i min egen verden i pitten. Alice Glass er et ikon af de helt stærke, når hun nærmest bevidstløst vralter whiskeybevæbnet rundt på scenen og uforståeligt udspyr hendes lede og desperation. Efter at have skudt 'Baptism' af allerede som andet nummer så hverken Crystal Castles eller publikum sig nogen sinde tilbage, men brændte sig ud i en øresønderrivende, beskidt og monumental nattefest!
3) THE NATIONAL, Orange, lørdag.
Det er forbandet svært at sammenligne nogen af ens absolutte yndlingsbands, men hvis jeg skal bevare blot et gran af objektivitet, bliver jeg nødt til at placere The National som nummer tre. Alle spekulationer, om hvorvidt Ohios sejeste sønner kunne betvinge Orange, synes imidlertid at være gjort til skamme. Her har vi for alvor at gøre med et band, som kan forføre publikum med deres kunstneriske ekvilibrisme snarere end indøvede floskler og skinkunst. Man savnede intimiteten, ja, men man må bedømme koncerten på baggrund af den ramme der var - ikke den, der kunne have været. Under dugen leverede The National pletfrit, og setlisten var til lejligheden perfekt. Jeg tudede til 'Fake Empire', 'Don't Swallow The Cap' og 'Slow Show', jeg skrålede til 'Bloodbuzz Ohio', 'Afraid of Everyone' og 'Mr. November' og jeg savnede 'About Today', 'Daughters of the Soho Riots' og 'The Geese of Beverly Road', som dog var forståelige og forudsigelige fravalg til en massekoncert. Matt Berninger var i storform, og da mikrofonlyden røg under hans vanlige triumftog blandt publikum, blev han og vi for alvor dus, skrålende "I won't fuck us over!".
2) WHEN SAINTS GO MACHINE, Arena, lørdag.
When Saints Go Machines koncert på Arena lørdag var en af de mest imponerende præstationer, jeg har set fra et dansk band. Nogensinde, nogen steder. På skuldrene af et helt perfekt natteslot på Arena leverede Østerbro-bandet en magtpræstation ud over de sædvanlige. Lige præcis ravende nok til at kunne udfylde natterummet, men uden at gå på kompromis med deres fine, kunstneriske niche. På modig vis lod man 'Kelly', 'Church & Law' og 'Fail Forever' vente til sidst, men det var ligemeget - When Saints Go Machine uafhænggjorde sig af deres hits, og sugede os ind i et vellydende neontågeunivers fra start til slut. Visuelt var koncerten sublim, og bandet eksekverede forrygende med en dejlig fandenivoldsk Nikolaj Vonsild i front. Der var larmende højdepunkter, men helt i knæ røg jeg dog, da vi fik det ellers sjældent spillede 'Add Ends' mod slutningen. Lige dér havde jeg måske det smukkeste øjeblik på hele min festival - tak!
1) SIGUR RÓS, Arena, lørdag.
Sigur Rós kunne næsten ikke andet end skuffe mig, efter mine årligt krydsede fingre for at finde islændingene på programmet. Det var en af mine sidste live-bastioner, og den blev i den grad erobret, så det rystede i grundvolden. De nye numre fra den majestætiske Kveikur fungerede fremragende, men højdepunkterne var en åndeløs fremførsel af 'Untitled 1', de perlende 'Hoppipolla' og 'Sæglopur', og frem for alt lukkenummeret, 'Untitled 8', som må være et af de vildeste musikalske tours de force overhovedet. Jónsi var eminent, men blev næsten overskygget af Orri Páll Dyrason, der på trommer eksekverer de tålmodige opbygninger og eruptive klimaks som ingen anden. Sigur Rós skabte Planet Arena - et helt fremmed univers af kaskadiske energiudladninger og blændende skønhed. Den her er på nethinden i lang tid.
... i øvrigt så jeg:
Animal Collective, som blev lidt for mærkelige og utilgængelige. De skal holde kæft med Centipede Hz og spille mere af det gamle.
Rihanna, som vi vist har snakket rigeligt om.
Jonathan Wilson, som gik guitarsolo-amok på Odeon. Det var velspillet, men lidt for meget Pink Floyd til et systemmenneske som jeg.
I warm up'en Sekuoia, som imponerede mig på Apollo med varm electronica. Samme sted så jeg det meste af Bwoy De Bhajan, som ligeledes flashede potentiale.
Jeg så noget af Ingrid, som var det pinligste, jeg har set på Orange siden Teitur dengang. Det var simpelthen en omgang roderi - hvor var den røde tråd, hvad var formålet og hvornår har ét indiehit fra 2006 været nok til at få lov at spille en halv koncert på en af verdens fornemste festivalscener? Ommer!
Jeg så også lidt af Matthew E. White, og jeg var ked af at jeg ikke så mere, for det var voldsomt velspillet. Kom snart til Lille Vega! Azealia Banks må til gengæld godt blive væk - jeg så 3-4 numre, indtil jeg, sammen med en tredjedel af resten af publikum, udvandrede efter den obligatoriske '212'. Der var sandelig ikke meget at komme efter.
Meridian Brothers skulle jeg måske have set til ende, men det er så hårdt, når det er søndag. Et spændende bekendtskab desuagtet. Og så lukkede jeg mentalt Roskilde med Holy Other, som var et ganske skønt akkompagnement til solnedgangen og den reminiscens og postapokalyptiske rumsteren der altid hersker om søndagen ovenpå endnu en ugelang krammer af kærlighed og kreativitet.
Roskilde Festival Addict's Guide 2013
Efter et lidt blog-fattigt forår, grundet eksamens- og almen travlhed, må det nu være tid til at belemre offentligheden med en skive af mit snak igen. Denne gang i form af intet ringere end den store (og efterspurgte - vi siger tak til Nicolai Bloch!) musikguide til årets glade dage på Dyrskuepladsen.
Vi sætter lige pladen på fra sidste år: Det nedenstående er udtryk for min absolut subjektive og uoplyste holdning til årets musikprogram, og jeg vil ikke forholde mig nævneværdigt til de enorme mængder af hip-hop, metal og punk der er på årets program. Stort tillykke til de respektive grupperinger - det er virkelig jeres år, og jeg under jer det. Men jeg skal ikke høre Slipknot!
Når det er sagt, og kritikken af årets indie-lineup, som jeg trods alt må anse for at være mit speciale, er kommet i hu, synes jeg faktisk ikke, det ser så tosset ud. Jo, Grizzly Bear havde pyntet og Vampire Weekend havde været oplagt, nu da de har udgivet årets album (ja!), men på nydelig vis synes jeg, programmet i år indfanger de store linjer i indiemusikken de seneste 10-15 år, med tre navne - Sigur Rós, Animal Collective og The National - som på hver sin måde har været referencerammer og omdrejningspunkter for atmosfære, psykedelika og melankoli, hver især. I tillæg byder programmet på spændende, små navne og stort set alt, hvad der for alvor har rørt på sig herhjemme det sidste års tid. When Saints Go Machine, Efterklang, Marie Key, Christian Hjelm, Indians og Quadron.
Ikke mindst er det dog året for elektronisk musik i alle sine afskygninger. Min liste har båret præg heraf - både i kraft af mængden af DJ's og festmagere, men også i kraft af deres distribution. Jeg får et kæmpe fix af stærke elektroniske koncerter, men jeg er ikke snæver nok til at kunne rumme både Chase & Status og Chinese Man og C2C og Simian Mobile Disco og Daedelus og Baauer og Andy Stott OG Disclosure OG Kenton Slash Demon OG Thomas Barfod på én festival. Derfor kommer jeg til at nedprioritere dem. Til gengæld håber jeg det gør, at 'Harlem Shake' eller noget med Disclosure bliver årets camp-hit, for jeg magter da ikke at høre på 'Get Lucky' en uge i træk! Helt ærligt, hvad fanden skete der for den hype? Det er simpelthen så ordinært og kedeligt et popnummer, hvilket især viser sig ved, at Daughter allerede nu har lavet et cover, der får mere hype - tak, det er da til at holde ud! Jeg håber faneme ikke, folk troede de var indieternative, da de plastrede min facebookvæg til med et band, der har været på samtlige partyplader/lister/mix siden vi var 14?!
Nå, tilbage på sporet. På baggrund af de stigende honorarer i mastodontklassen har magnituden af Roskildes festivalplakat ændret sig over de sidste 2-3 år. Det har taget en stor del af tilhængerne nogen år at acceptere, og det har helt givet sorteret nogen fra. Med den pænt kølige sidsteøjebliksrekruttering af de der Metallica kom 2013 til umiddelbart at veje headlinermæssigt tungere end de sidste par år. Selv uden det er Roskilde dog stadig i mine øjne med afstand den mest spændende musikalske palet til lands. Northside har et par enkelte navne, der vækker misundelse (The Knife, Phoenix, Alt-J), men ellers er der for størsteparten tale om uaktuelle also-rans eller navne, som for relativt nylig har slået deres folder på Dyrskuepladsen - ja, man fornemmer med bookinger af nylige, brilliante Orange-betvingere som Trentemøller, The Flaming Lips og Gogol Bordello at Northside panisk prøver at købe sig til magien under canopy'en. Men-det-kan-I-ikke-nikke-nej! Skanderborg har, indrømmet, scoopet med Prince, men han har sjovt nok også været forbi for nylig, og Skanderborg er en familiefestival og en folkefest, og det har vi diskuteret!
Nå, lad mig tillade mig at bevæge mig videre til musikguiden, de obligatoriske halvtreds. Forinden følger tre disclaimere:
1) Ja, du skal over halvvejs (mod toppen) for at finde Rihanna!
2) Nej, du skal ikke lede efter Volbeat. For at spare de kommende mange anslag, får I den her: Jeg hader deres proletariske, enerverende brøleri og deres intetsigende fuse af tomme og træls genrer. Sluk nu for det!
3) Jeg vil fra tid til anden anvende begrebet "camp", som adjektiv. Det dækker, forvirrende nok, ikke over lejren på Roskilde, men er en obskur, kultursociologisk vending, som ingen forstår at redegøre ordentligt for. Forstå det som en blanding af corny, cheesy og fanget i en tidsånd.
Det kommer nok også til at handle lidt om en lille fest, jeg var med til at holde i et badebassin, om hvorfor folk længe ikke turde lave ordentlig indie-folk på grund af Bon Iver (PBUH!), om Pitchfork, The Tallest Man on Earth, efterskoleelever, Hodja fra Pjort, Fuck Buttons, antropologer, dårlig timing, Mumford & Sons og "The thriving Copenhagen DIY-punk scene"...
50-41: Elektronisk overload, noget med Afrika og Colombia og en 9.1'er.
50) THE HELIOCENTRICS (UK)
Ej, ved I hvad? Det er faktisk rart, det musik her, og jeg er lidt ked af, at jeg ikke kan bøffe det højere op på listen. Der er bare noget tørt over spottet som nummer 50. Det kan jo være, jeg ender med at tage op for at se The Heliocentrics, bare fordi de ligger nr. 50. Ikke mere snak - der er tale om psykedelisk jazz funk med en potpourri af referencer. Vild fredag formiddag ahead!
49) BADUME'S BAND (ETH)
OK, I får her en tilståelse: Selvom jeg haft, bogstavelig talt, alverdens muligheder i min gang på Roskilde siden 2007, fik jeg først rigtig taget min verdensmusik-mødom, da Bomba Estereo tog mig totalt på sengen, og gav mig min årlige Cosmopol-musikorgasme sidste år! Der var mange seksuelle referencer, hva'? FISSEEEE... Nå nej. Pointen var blot, at jeg har været lidt mere opmærksom på de mere eksotiske dele af line-uppet i år - og så er det faktisk en svag årgang af dem med obligatoriske visumkvaler. Men der er Badume og hans band, og de er fra Addis Ababa, hvis borgerkrigslige fortid jeg forelskede mig ganske momentant i, da jeg blev eksponeret for Awesome Tapes From Africa for et par år siden.
48) BINÄRPILOT (N)
Nu skal jeg vist til at være lidt kortfattet. Binärpilot. 8-bit. Verdensklasse. Fest. Apollo. It's me, Mario!
47) TOMAS BARFOD (DK)
Et stort, stille navn på den danske musikscene, som endelig fik et mindre sologennembrud med 'Salton Sea' sidste år. 'November Skies' er jo blændende, men ak, hvor han drukner.
46) DEAD FADER (UK)
Dem, der virkelig kender mig godt, vil måske vide, at min cd-samling indeholder både Battles og Fuck Buttons, og jeg har lidt en snæver forkærlighed for noget af det, der er helt smadret IDM-agtigt og næsten ulideligt. Jeg får næppe hørt Dead Fader, for der er næppe nogen der vil med mig, og jeg er bange for, at jeg er blevet et rumvæsen når jeg kommer tilbage. Men big ups!
45) MØ (DK)
Jeg er sgu ikke helt med, og jeg er ved at være lidt træt af at se på lille MØ i hendes Chess Club-tee. Få nu taget nogen nye pressebilleder, altså - du er vel ikke for main til at kende en eller anden fotograf med hørbukser på? Er der virkelig plads til endnu en dame med synthesizere? Men all right, jeg giver mig - jeg har virkelig ikke givet hende meget tid, så det er da en overvejelse værd.
44) MERIDIAN BROTHERS (COL)
Når der både namedroppes Tito Puente og Stockhausen i bandbeskrivelsen, og noget af musikken lyder som Analogik, hvis de skulle soundtracke Hodja fra Pjort, så kan jeg altså ikke helt lade være med at hype lidt...
43) HOLY OTHER (UK)
Her er et navn, der drukner så meget i årets elektroniske overflod, at jeg glemte at nævne dem i min opremsning i indledningen. Det her er dragende, og det bliver helt sikkert et af de tilfælde, hvor Gloria omdannes til en regnfuld, manchestersk nattehimmel.
42) DISCLOSURE (UK)
Jeg er sgu ikke helt hoppet på den her - men 'Settle' har netop fået 9.1 på Pitchfork, hvilket må tvinge mig til at tage Disclosure op til overvejelse igen de næste par uger. Det er hitmageri, jovist, men det falder også lidt i det samme hul af camp som mainstreamingen af dubstep. Undskyld, London...
41) LAUREL HALO (US)
En Hyperdub Brooklyn-dame med orden i dystopierne. Det er lidt min Pitchfork-discipleness der får mig til at hype det her, men The Wire sendte 'Quarantine' til tops som årets album i '12, så der må være noget om galskaben!
40-31: Snæver indie, BRED metal og to slags minimalisme.
40) ICE CREAM CATHEDRAL (DK)
Så kom der sgu noget med mennesker på, hva'? Ice Cream Cathedral er noget af det nyeste sort fra Copenhartsy, og det er rigtig flot, men søndag kl. 14.30 på Pavilion Junior er... op ad bakke.
39) BIXIGA 70 (BR)
Det er lidt forfærdeligt, at jeg allerede på plads 39 har fat i et navn, jeg forgæves prøver at skubbe op ad listen. Alt fra nu af vil jeg egentlig rigtig gerne se. Wow. Bixiga 70 er en del af min føromtalte søgen efter årets Bomba Estereo-oplevelse. Det lyder som noget, der virkelig kunne overrendes af antropologer og alle mulige andre naive tredjeverdenselskere, som danser den ene afrikanerdans, de lærte mens de var på højskole/i Tanzania/begge dele samtidig (mit had til antropologer er i øvrigt fuldstændig påtaget! Jeg synes, det er nogen dejlige og fornuftige mennesker, så længe de kan løfte deres fag op fra blot blind fascination af sorte mennesker!), men det hjælper nok lidt, at der ikke står Etiopien eller Congo "Democratique" på landemarkøren - selvom det lydmæssigt lige så vel kunne være tilfældet. Jeg tror, det her kunne blive en rigtig fin koncert - især hvis man er lidt halvfuld.
38) EKKOZONE performs MUSIC FOR 18 MUSICIANS (DK)
Det lyder måske lidt obskurt det her, men 'Music for 18 Musicians' er en koncert af Steve Reich, pioner indenfor minimalistisk kompositionsmusik. Nørdet? Jo, men det er jo det, Roskilde er til for! Jeg tror dog også desværre, det bliver svært at passe ind i et koncentreret festivalprogram.
37) ONDATRÓPICA (CO)
Trin tre i jagten på årets Bomba... Der bliver skruet godt op for neo-cumbia'en på Cosmopol her!
36) SUUNS (CA)
Her har vi at gøre med en lidt svært tilgængelig størrelse fra Montreal. Der refereres til Radiohead, men ikke mere end, at Suuns er helt deres egne. Etteren, 'Zeroes QC' fik 7.1 på Pitchfork, hvilket må siges at være pænt, men i den lave ende af pænt. OK, det er faktisk ret middelmådigt, så det er overhovedet ikke et argument. Kig den her vej for eksperimenterende og til tider støjende indie-elektro.
35) OF MONSTERS AND MEN (IS)
Her har vi fat i et lidt overset orkester, men klart et af årets stærkere indienavne. Jeg har desværre ikke helt fået lyttet mig ind på det, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er der en smule for meget Mumford & Sons-lalleglæde over det, men der er tale om en flok habile sangsmede, og referencerne til Arcade Fire er heller ikke off.
34) ANDY STOTT (UK)
Andy Stott stikker frem i årets elektroniske overflødighedshorn. Jeg er blevet lidt en sucker for minimal på det sidste. For eksempel har jeg lyttet sindssygt meget til Pantha du Prince den seneste måned, og Stott er lidt derhenad. Jeg tror, det kan blive en kulsort affære på Apollo eller, forhåbentlig, Cosmopol.
33) METALLICA (US)
Big-fucking-ups for denneher booking! Det var da vist noget, der kunne lukke røven på alle brokkenakkerne, der ikke forstår de nye normaltilstande, hvor mastodonterne kræver astronomiske honorarer for at lade deres kunstneriske højhæderlighed lyse Orange op. Jeg bryder mig i grunden ikke om Metallica, og jeg kan garantere, at jeg ikke står igennem en hel koncert. Men jeg vil gerne forbi og mærke stemningen et par numre!
32) ÁSGEIR TRAUSTI (IS)
Det er finurligt, som den islandske sprogprotektionisme føder bløde indie-folk-poppere, som insisterer på at synge på deres uforståelige modersmål. Sidste år var det Ólof Arnalds, som jeg beklageligvis ikke fik hørt, og i år har vi at gøre med Ásgeir Trausti. På en måde er det jo svært at synge på islandsk i en genre, som netop så ofte hænger sin hat på lyrikken. På den anden side bliver stemmen til et instrument, og det kan virkelig være noget så rart! Det er nok et long-shot at jeg når det, men ham her på Gloria, det kunne blive virkelig fint.
31) MY BUBBA (IS/S)
Lidt i samme boldgade som ovenstående har vi her årets obligatoriske First Aid Kit-spin off. Her er virkelig tale om små, rare viser, der gør sig bedst over et knitrende bål, og jeg tror alle andre scener end Gloria er for store. Dertil ville My Bubba til gengæld passe helt overdrevet godt.
30-21: Overflod af dansk pop, tilsat punk og (endnu mere) elektronik.
30) CHINESE MAN (FR)
Vi har her at gøre med et DJ-kollektiv med godt med nostalgia på pladespilleren! Det lyder af swing, funk og jazz, og det bliver en fest!
29) DAEDELUS - ARCHIMEDES SHOW (US)
Et lidt overset elektronisk navn på plakaten. Halvskæv, halvtung, altædende electronica og et liveshow, der eftersigende skulle være visuelt fantastisk!
28) ICEAGE (DK)
Der er her 100% tale om et "se giraffen"-navn for mig, for det lyder jo helt af helvede til. Jeg læser fra tid til anden på Pitchfork om den tilsyneladende helt vanvittige og avantgarde punkbevægelse, der åbenbart pågår lige her i min by, uden at nogen aner det. "The thriving Copenhagen DIY-punk scene..." - ja, det er jeg sgu ikke en del af, det er jeg nok blevet for gammel og studentikost kedelig til! Men 'New Brigade' og 'You're Nothing' har fået 8.4 og 8.6 på gaflen, og det er for pokker da helt ude af proportioner. Det må jo opleves!
27) QUADRON (DK)
Jeg er ikke heeeelt på bølgen, må jeg sige. 'Avalanche' er først udkommet i dag, og jeg har ikke fået det hørt, så jeg vil godt give Quadron muligheden for at vokse på mig. Men også muligheden for at kunne ses i København til efteråret...
26) VINNIE WHO (DK)
Det var stort set dagen efter, at Vinnie Who var til en mindre fest, jeg holdt med nogen af mine drenge, han blev offentliggjort som Orange-åbner, så der har helt sikkert været en sammenhæng. Han er lige præcis mainstream nok til, at det godt kan blive en af de stærkere åbningskoncerter de senere år, men jeg tror sgu, den kære Niels Bagge godt selv ved, at han ville have passet bedre en aften i mørket på Arena. Torsdagslyset på Orange kan dog ikke tage fra Vinnie Who, at han laver noget af det mest kompromisløse popmusik her til lands lige nu. Tak for attend'et, Nielsen, jeg vil sgu ikke love at jeg gengælder det - men det kunne da være på sin plads!
25) JAM CITY (UK)
Her er vi lidt ovre i Fuck Buttons-familien, men dog alligevel mere tilgængeligt. Måske vil Apparatjik (som jo ifølge alle andre end anmelderstanden betvang Orange med manér sidste år!) i virkeligheden tjene som den bedste reference? Jeg tror i hvert fald, det her bliver sindssygt!
24) MARIE KEY (DK)
Okay, her kommer årets guilty pleasure: Jeg synes, 'Uden Forsvar' er et af de absolut stærkeste, mest gribende og hudløst ærlige stykker kærlighedserklæring der er skrevet her til lands i lang, lang tid! Jeg slår Spotify på private session og hører det i smug. Altså kun nogengange, men jeg gør det. Jeg har helt hundrede procent sikkert puttet mig selv i bås med de cirka 18.000 efterskoleelever, der skal stå og kramme og tude i forstilt ungdomsapokalypse under Arenas dug, når den krølhårede østerbrospirrevip spiller op til finurlighed (og med alle de andre "voksne" mennesker, som også har et soft spot, men ikke tør indrømme det. Ha - fuck jer, nu kom jeg sgu først!), men det går nok også an...
23) SIMIAN MOBILE DISCO (UK)
Jo, Chase & Status og Baauer er også på spil, men jeg tror ganske vel, Simian Mobile Disco kan blive årets brandfest (når jeg konsekvent lader være med at nævne Kraftwerk i sammenhænge som denne, er det selvfølgelig fordi de er fuldstændig udenfor målestok). Der skal ikke tænkes så tossemeget over det her, tror jeg. Det bliver noget med noget øl og noget bas-arm.
22) INGRID feat. LYKKE LI, PETER BJORN AND JOHN, MIIKE SNOW, COCO, J. ÅHLUND and GUESTS (INT)
Det er simpelthen så Roskilde-agtigt, som noget kan være, at lave label night med et svensk indielabel! Det er en skæg potpurri det her - Lykke Li og Peter Bjorn And John er nogen af de navne, jeg har været mest ked af at gå glip af i tidernes løb på Dyrskuepladsen. Miike Snow er til gengæld et af de navne, jeg har været suverænt mest ked af at spilde min tid på. Jeg ved sgu ikke med den her koncert altså, for det kan hurtigt blive lidt for musikskoleagtigt, og det bliver sikkert på et rigtigt røvtidspunkt på Arena ligesom Copenhagen Collaboration sidste år. Men det er da spændende, det er det da...
21) SCHULTZ & FOREVER (DK)
Mandag, 14.30 er ikke helt optimalt, men hvis det ikke var fordi, jeg så Jonathan Schultz & co. på Ideal Bar i efteråret, stod jeg der stensikkert. Nu er det nok kun en 75'er. Ok, 85 så... Jeg er stadig ikke sikker på, om knægten kan holde over et helt album, men de EP'er, der er dukket op indtil videre, er ganske og aldeles formidable. Slægtskabet til The Tallest Man On Earth er umiskendeligt, men der er også en anden sårbarhed og intimitet her, end på svenskerens ekskurser om heste og ørne. Måske fordi Schultz rent faktisk kommer fra et teenageværelse i Køge (say what, i øvrigt!) og Matsson kommer fra Dååålarna?
20-11: Sorte kvinder, hvide indiemænd og DJ's i alle former.
20) KENTON SLASH DEMON (DK)
Kenton Slash Demon var, sammen med Taragananaanana Pjyjyjyjyjarama (det-er-med-vilje), det danske skud på den balearic-bølge, der for to-tre år siden stod stærkt især i Spanien og Sverige, med Delorean, John Talabot, Korallreven og jj. Noget af det andet bliver til tider lidt for pastel-agtigt, men Kenton og Moldenhawer har en anden, house't tyngde, uden at miste lunen. Jeg husker dem fra det sidste år, jeg boede i Aalborg, og jeg troede lidt de havde begravet sig selv, men nej. Det vil jeg sgu gerne stå og svinge halefjerene lidt til en sommeraften.
19) INDIANS (DK)
Jeg skal være hudløst ærlig og indrømme, at jeg for pokker ikke har givet Indians den opmærksomhed, det er mig påkrævet, når en dansk kunstner dukker op af ingenting, bliver signet på 4AD og sammenlignet med Bon Iver, som vel i øvrigt snart må opstige som indiemusikkens profet Muhammad med peace be upon him og tegneforbud. Det blev til ganske respektable 7.6 på 'forken til 'Somewhere Else', som da også er dragende, omend jeg har lidt svært ved vokalen. Jeg er desværre bange for at det her bliver på Odeon, som er noget så kedelig en scene. Forhåbentlig kan det blive i mørke.
18) C2C (FR)
Man kan ikke spotify'e et DJ-kollektiv og bedømme det ordentligt, så jeg placerer C2C her udelukkende som talk of the town. Der er her tale om den helt gamle skole af dem, der scratcher sig til lækkerhed, og det er intet ringere end kombinationen af Hocus Pocus og Beat Torrent. Holy fuck, siger jeg bare! Bliver det årets fest på Cosmopol, eller får de lov at betvinge Arena ud på de små timer?
17) CHASE & STATUS (UK)
Det er faneme et long shot at smide Chase & Status på Orange - så er det sagt! De spillede for to år siden på Cosmopol, og folk gik fuldstændig amok. Det var en knytnæve af en koncert, og Soundvenue gav den forudsigeligt nok 2/6, fordi det var for ensformigt og proletarisk. Behøver jeg nævne, Pitchfork selvfølgelig aldrig har værdiget dem omtale? Jeg har ikke helt den samme allegiance til de store elektroniske nattefester på Orange som jeg havde engang, for de sidste par år har Deadmau5 og The Prodigy vist, at det kan fejle. Den scene er en kræsen gammel dame, der skal tages intelligent, som Trentemøller eksempelvis gjorde det. Det har jeg ærligt ikke verdens største tiltro til, at Chase & Status kan levere, og derfor bliver det til en beskeden placering som nr. 17. But please surprise me...
16) AZEALIA BANKS (US)
Det er nok ikke en hemmelighed, at '212' om nogen var soundtracket til sidste sommer og efterår på Københavns benhårdt svedigste studie, og halvdelen af min eventuelle tilstedeværelse til Azealia Banks (på Cosmopol, forhåbentlig!) bunder i et behov for at skyde det nummer endegyldigt til himmels og ud af spillelisterne med en sidste sveder!
15) JAKE BUGG (UK)
Her har vi fat i et af årets store hype kids. Dette bliver mr. Buggs anden ud af tre koncerter her til lands i år, og han lagde Vega ned med 5/6 i Soundvenue. Pitchfork har ikke nævnt ham med et ord, hvilket dog, trods min store loyalitet over for det medie, må siges at være et tegn på, at deres had til engelsk musik er en kende for principiel og påtaget. The Tallest Man On Earth har i sandhed fået sig nogen disciple på det seneste, og Jake Bugg er en af dem. Nogen gange bliver han lidt for gavflabet og Mumford & Sons-agtig (nej, dem kan jeg ikke lide), og så vil jeg altså hellere have Matssons skærgårdspoesi og hår på brystet, men der er krummer i denneher knægt alligevel.
14) BAAUER (US)
Okay, det her bliver årets fest - punktum. Nej, udråbstegn! I 2013 kan man vel næppe lave en mere zeitgeistlich booking end at hive fat i en mand, der har været viral på YouTube? Jeg er nede med Baauer. Det er lyden af Brooklyn, der går undergrunds-London i bedene, men på sin egen måde, med tydelige hip-hop referencer, som det sig hør og bør fra den side af Atlanten. Det er tungt og beskidt på den helt rigtige måde - I hvert fald de tre numre, der ligger på Spotify. Men de kan vel også spilles på repeat?
13) RIHANNA (BB)
Oh yes, jeg mener det! Det er Roskilde Festivals fornemste opgave at udfordre sit publikum, på alle leder og kanter. Det kan være med obskur panfløjtemusik fra Solomonøerne, spillet af kulsorte mænd, nænsomt fløjet ind med Qantas i fuld krigsmaling. Der er langt fra Solomonøerne til Barbados, jovist, men der er på en helt anden måde langt mellem Narasirato, som panfløjtegruppen hedder, og Rihanna. Alligevel er netop Rihanna en ganske anden måde for Roskilde at udfordre sit publikum på, og det er sgu legitimt - så alle de hellige kritikere kan stoppe deres piedestal op et vist sted, for det her bliver en fest, og hvis der er nogen festival der kan tage favntag med mainstreampoppens absolutte top med et blink i øjet og integriteten bevaret, så er det Roskilde! Nej, vi skal ikke have et navn som dette hvert år, men jeg hører stadig om folk, der taler vemodigt om dengang Robbie Williams spillede Orange op til popkærlighed omkring årtusindskiftet - og dengang var han altså præcis lige så afskyeligt mainstream, som Rihanna er nu. I en tid, hvor der bliver længere og længere mellem kunstnere, der for alvor kan fylde rummet under den orange dug, synes jeg, Rihanna er en yderst relevant booking. Jeg vil ikke gå gennem ild og vand for at høre det, men jeg garanterer jer, det kommer til at stikke af!
12) JAMES BLAKE (UK)
Jeg har sjovt nok aldrig været med på James Blake-hypen. Jeg synes, det bliver lidt for forstilt og fortænkt til rigtigt at tale til mine følelser, og jeg har faktisk slet ikke hørt det nye, 'Overgrown'. Men jeg kan huske, da Blake dukkede op ud af ingenting med 'CMYK' og 'Klavierwerke' EP'erne, og den samlede musikpresse reagerede, som om de havde set et rumvæsen med smørtenor. Jeg kan også huske, at Blake i 2011 under torden og lynild spillede sig til 6/6 på Cosmopol uden min tilstedeværelse (men jeg var til The Strokes, som spillede en 6/6'er samtidig, så det er OK), og jeg kan også huske, da jeg så knægten, som for pokker er på alder med mig selv, på Northside sidste år. Det var ret fortryllende, uagtet at jeg ikke havde hørt stoffet særlig meget på plade, så jeg tør egentlig godt dukke op på Arena, hvor Blake helt sikkert holder audiens, denne gang.
11) WHEN SAINTS GO MACHINE (DK)
Hævnens time er kommet! Efter den tåkrummende og malplacerede åbning af Orange i 2009 er When Saints Go Machine tilbage på Dyrskuepladsen, to album stærkere. Jeg forventer et fyldt Arena, og jeg forventer fire Østerbro-knægte, som tager den i sin hule hånd. Jeg så dem sidste år i Den Grå Hal, og det var knaldende stærkt. Det var dengang stadig med 'Konkylie', som jo virkelig var et coming of age-album. Jeg har ikke helt forelsket mig i 'Infinity Pool' endnu, men den er lovende, og det skal nok blive godt! Derudover har jeg en personlig forkærlighed for den lidt skizofrene debut, 'Ten Makes a Face', som vi nok desværre næppe hører andet til end 'Fail Forever'.
10-6: Tre mænd fra Amerika, en fra Canada, en fra Vestbjerg - og en gal, lille kvinde.
10) KENDRICK LAMAR (US)
Jo sgu! Jeg kan godt kaste big ups, når folk brillierer, og det gjorde Kendrick Lamar intelligent på 'good kid, m.A.A.d city', som køligt og fortjent gled ind som årets album på Pitchfork i 2012, hvormed den er i familie med kreationer som 'Funeral' og 'Silent Shout'. Det er nok til at aftvinge et håndtegn herfra, og jeg tror det bliver kogende på Arena!
9) MATTHEW E. WHITE (US)
Jeg tillader mig at bringe et par lidt obskure drenge ind i top 10. Det gør jeg, fordi de holder. Jeg bliver simpelthen så glad og varm indeni, når 'One of These Days' nænsomt kærtegner mine højttalere, og det her er en af de få koncerter, hvor det for pokker helst skal være varmt og solrigt og midt på dagen. Kom med det!
8) JONATHAN WILSON (US)
Endnu en af de obskure drenge. Det er sjovt, som 'For Emma, Forever Ago' nærmest skabte et vakuum i indie-folken. Efter at Justin Vernon i den grad ramte den i røven, og skrev det album, alle gerne ville skrive, var det som om folk ikke turde sætte sig ned med deres guitar og være no bullshit. Sam Beam fra Iron & Wine kastede i hvert fald flere og flere og flere instrumenter på i processen med 'Kiss Each Other Clean' for at flygte fra Bon Ivers skygge. Og ellers er det gået Dylan-vejen med The Tallest Man On Earth og alle hans førnævnte disciple, eksempelvis Jake Bugg. Jonathan Wilson er rimelig no bullshit indie-folk, og det er da forfriskende. Og smukt. Tjek det ud!
7.5) DEN SORTE SKOLE (DK)
Det er sjovt, for jeg gik i går (da jeg rent faktisk skrev denne smøre) og tænkte på, at det i grunden var underligt, at en kunstner med så stærk en Roskilde-track record som Den Sorte Skole ikke var booket. Så er det godt, man bruger sin tirsdag formiddag (i læseferien, fy!) på at redigere, og spotter, at de tre læremestre er booket som sidste navn i 11. time! Som om vi ikke havde nok DJ-kollektiver i forvejen! Det bliver lidt interessant, hvordan Den Sorte Skole har tænkt sig at matche forventningerne til kæmpefest med 'Lektion III', som jo virkelig er væsensforskellig fra det gamle materiale. Jeg tror nok, der skal blive fyret op under kedlerne!
7) CHRISTIAN HJELM (DK)
Det er egentlig et underligt tilfælde af ellers ukarakteristisk uopmærksomhed, at Christian Hjelm og jeg ikke er sket endnu, for den smukke frisure fra Vestbjerg begik i al stilfærdighed en fremragende popplade sidste efterår. 'Fri Leg' går jo eksempelvis lige i hjertekulen. Jeg har aldrig, aldrig været stor Figurines-mand, hvilket nok egentlig gør mig lidt atypisk blandt danske indiemænd med gymnasietid i midt-00'erne. Men på dansk er Hjelm anderledes nærværende, og jeg kommer til at prioritere den her koncert meget højt!
6) CRYSTAL CASTLES (CA)
JA, for fanden mand! Crystal Castles er ganske vist ikke så oppe i tiden, som de har været, og jeg håber ikke Roskilde overcaster dem til Arena, for det tror jeg faktisk ikke, de kan løfte. Apollo eller Cosmopol, tak. Jeg har ikke rigtig lyttet til 'III', men Alice Glass er jo rablende vanvittig, så det gør ikke noget!
5-1: Tysk maskinkraft, atmosfære, melankoli og psykedelika.
5) EFTERKLANG (DK)
Efterklang og jeg er, ligesom det er med kærlighed: Man mødes aldrig på det rigtige tidspunkt. Jeg var ikke på bølgen med 'Tripper' og 'Parades' som mange af de rigtige barometerbørn i midten af '00erne, så jeg så dem på Astoria i '08 uden rigtig at forstå andet end at det var blændende smukt, og så gik det lidt i glemmebogen. 'Magic Chairs' tog mig et år at lære at elske, så jeg så dem slet ikke i '10, og i oktober så jeg dem spille 'Piramida' med Copenhagen Philharmonics, endnu inden det var gået op for mig, hvor smuk den plade er. Men nu sker det! For første gang skal jeg til Efterklang-koncert med forventninger og præferencer (hvilket i praksis betyder at jeg skal stå en time og et kvarter og håbe på 'Natural Tune', som de med garanti ikke spiller, men som simpelthen er det fineste lille stykke fløjlsblødt ømhed). Hvor bliver det forløsende!
4) THE NATIONAL (US)
The National er hands down det band, jeg har dyrket mest de sidste 2-3 år. 'Slow Show' har 223 afspilninger i min iTunes - stik den! Derfor har jeg det stærkt ambivalent med den her koncert. Hvis det ikke var fordi, jeg allerede havde købt billet til Forum i november, ville det gå op i panik, position og uundgåelig skuffelse, for med de bands man elsker allerhøjest er det bare ikke det samme på festival, når man har yndlingsnumre nok i bagkataloget til halvanden koncert! Nu kan jeg tage den lidt mere med ro, og jeg er tilmed begyndt at forene mig med tanken om, at The National skal spille Orange. Jeg er sandt for dyden glad for, at jeg har nået at se dem både på Arena i '10, og i 2011 i det noget så lidet romantiske Scandinavian Center i Aarhus (som The National rent faktisk formåede at gøre romantisk...), for det bliver ikke den samme sugende intimitet på Orange. Her kan det altså ikke lade sig gøre at lukke koncerten med 'Vanderlyle Crybaby Geeks', a capella! Men det måtte jo ske, tiden måtte jo komme til at et af de store, nu veletablerede, indiebands med tilløb i 00'erne indtog den orange sejldug, og når det skal være, er jeg lykkelig for at det ikke blev Bon Iver sidste år. Det skulle jo, synes jeg, have været Arcade Fire, men The National har alligevel også lidt stadionpotentiale. Se dem som Coldplay med langt større lyrisk tæft, kølighed og indie cred. Desværre betyder udgivelsen af 'Trouble Will Find Me' nok, at vi må se langt efter efterhånden gamle yndlinge som 'The Geese of Beverly Road', 'Daughters of the Soho Riots' og ikke mindst 'About Today'. Ikke fordi den nye absolut er dårlig. Den er et fint bekendtskab, men falder alligevel lidt for tommefingerreglen om, at næsten ingen bands udgiver mere end tre gode album. Jeg synes, den er lidt forudsigelig, og ikke hverken melodisk eller tekstmæssigt på højde med de forrige. Det har nok noget at gøre med, at The National ligesom har etableret sig nu. 'High Violet' blev til i kølvandet på 'Boxer', som er en af 00'ernes stærkeste indieplader overhovedet, og som blev til ovenpå gennembruddet med 'Alligator', som kom nærmest ud af ingenting, så de tre forrige plader er alle tilblevet under en smule pres. Det er den nye ikke, og det synes jeg kan mærkes. Melodierne hook'er umiddelbart ikke, og Berninger er blevet halvkedelig i sin lyrik. Jeg synes simpelthen ikke, han er følelsesmæssigt lige så meget med. Der er for mange fortænkte enderim for en mand, der engang kunne putte kronen på et helt album med "we're drunk and sparking, our legs are open/our hands are covered in cake/but I swear, we didn't have any!", og så skide på om det rimede, for det var, og er, simpelthen så illustrativt. Men nu skal den plade heller ikke tales længere ned, for den er jo god, for pokker, det er bare ulideligt hårde odds. Og det bliver ganske og aldeles dejligt!
(PS: Nu har 'Slow Show' 224 afspilninger i min iTunes...)
3) ANIMAL COLLECTIVE (US)
Dyrekollektivet er noget så kompliceret et bekendtskab. Det tog mig over et år at lære at elske 'Merriweather Post Pavilion', som jo er et mesterværk, men det er egentlig også der, jeg er nået til. Animal Collective er hellige i indieverdenen, og især på Pitchfork, som har givet - hold nu fast - seks plader over 8.0, og tre af dem over 9.0. Og det uden at medtælle kollektivets myriade af EP'er! Den nyeste, 'Centipede Hz' var der ret stille omkring, hvilket i Animal Collective-sammenhænge betyder, at det var noget middelmådigt pis. Man begår helligbrøde ved at kritisere Animal Collective, og Pitchfork gav den da også pligtmæssigt anstændige 7.4, fordi de skal. Den har heller ikke fanget mig. Ej heller har jeg forgrebet mig på 'Strawberry Jam', 'Feels' eller 'Sung Tongs', som synes at have hver sin discipelskare blandt de rigtig hardcore musiknørder. Men det er ligemeget, for det her bliver en oplevelse udi psykedelika - kom med det!
2) KRAFTWERK (D)
Fanden tage Roskilde for at smide Kraftwerk på kl. 22! Det skal, skal, skal være i nattemørket! Når det så er sagt, så bliver det her intet mindre end legendarisk. Fest og musikhistorisk lektion på én og samme tid! Al anden beskrivelse er vel overflødig her.
1) SIGUR RÓS (IS)
Fuck, så sker det. Sigur Rós er efterhånden klart den største elefant i min musikjungle, jeg endnu ikke har skudt, og jeg har faneme ønsket mig det her hver eneste, eneste år jeg er kommet på Roskilde! At få sat flueben ud for både dem og The Knife på ét år er pænt lækkert. Det bliver nok ikke kl. 01 på Orange, som jeg havde håbet, men det bliver dragende og magisk uanset hvad. Jeg er lidt ked af, at islændingene for andet år i træk udgiver plade. 'Valtari' fra sidste år har ikke sat sig endnu, og man kan ikke have så hurtig en udgivelsesfrekvens, når man laver musik med sådan en lang forædlingstid som Sigur Rós gør. Jeg tror og håber dog, at koncerten i rigt mål vil skele tilbage til 'Ágætis Byrjun', '()' og 'Takk...' som hver for sig er postrock-milepæle. Giv mig 'Untitled 1' og '3' og '8', giv mig 'Glósoli' og 'Sæglopur' og 'Milano' og 'Starálfur', og, nåja, også 'Hoppipolla', selvom DR har smadret den ved at soundtracke alle deres forbandede naturdokumentarprogrammer med den (udgiver Enya ikke snart noget nyt, så vi kan få fred?). Det bliver noget så forbandet smukt og ganske og aldeles legendarisk, det her. Tak, tak, tak, Roskilde!
Vi sætter lige pladen på fra sidste år: Det nedenstående er udtryk for min absolut subjektive og uoplyste holdning til årets musikprogram, og jeg vil ikke forholde mig nævneværdigt til de enorme mængder af hip-hop, metal og punk der er på årets program. Stort tillykke til de respektive grupperinger - det er virkelig jeres år, og jeg under jer det. Men jeg skal ikke høre Slipknot!
Når det er sagt, og kritikken af årets indie-lineup, som jeg trods alt må anse for at være mit speciale, er kommet i hu, synes jeg faktisk ikke, det ser så tosset ud. Jo, Grizzly Bear havde pyntet og Vampire Weekend havde været oplagt, nu da de har udgivet årets album (ja!), men på nydelig vis synes jeg, programmet i år indfanger de store linjer i indiemusikken de seneste 10-15 år, med tre navne - Sigur Rós, Animal Collective og The National - som på hver sin måde har været referencerammer og omdrejningspunkter for atmosfære, psykedelika og melankoli, hver især. I tillæg byder programmet på spændende, små navne og stort set alt, hvad der for alvor har rørt på sig herhjemme det sidste års tid. When Saints Go Machine, Efterklang, Marie Key, Christian Hjelm, Indians og Quadron.
Ikke mindst er det dog året for elektronisk musik i alle sine afskygninger. Min liste har båret præg heraf - både i kraft af mængden af DJ's og festmagere, men også i kraft af deres distribution. Jeg får et kæmpe fix af stærke elektroniske koncerter, men jeg er ikke snæver nok til at kunne rumme både Chase & Status og Chinese Man og C2C og Simian Mobile Disco og Daedelus og Baauer og Andy Stott OG Disclosure OG Kenton Slash Demon OG Thomas Barfod på én festival. Derfor kommer jeg til at nedprioritere dem. Til gengæld håber jeg det gør, at 'Harlem Shake' eller noget med Disclosure bliver årets camp-hit, for jeg magter da ikke at høre på 'Get Lucky' en uge i træk! Helt ærligt, hvad fanden skete der for den hype? Det er simpelthen så ordinært og kedeligt et popnummer, hvilket især viser sig ved, at Daughter allerede nu har lavet et cover, der får mere hype - tak, det er da til at holde ud! Jeg håber faneme ikke, folk troede de var indieternative, da de plastrede min facebookvæg til med et band, der har været på samtlige partyplader/lister/mix siden vi var 14?!
Nå, tilbage på sporet. På baggrund af de stigende honorarer i mastodontklassen har magnituden af Roskildes festivalplakat ændret sig over de sidste 2-3 år. Det har taget en stor del af tilhængerne nogen år at acceptere, og det har helt givet sorteret nogen fra. Med den pænt kølige sidsteøjebliksrekruttering af de der Metallica kom 2013 til umiddelbart at veje headlinermæssigt tungere end de sidste par år. Selv uden det er Roskilde dog stadig i mine øjne med afstand den mest spændende musikalske palet til lands. Northside har et par enkelte navne, der vækker misundelse (The Knife, Phoenix, Alt-J), men ellers er der for størsteparten tale om uaktuelle also-rans eller navne, som for relativt nylig har slået deres folder på Dyrskuepladsen - ja, man fornemmer med bookinger af nylige, brilliante Orange-betvingere som Trentemøller, The Flaming Lips og Gogol Bordello at Northside panisk prøver at købe sig til magien under canopy'en. Men-det-kan-I-ikke-nikke-nej! Skanderborg har, indrømmet, scoopet med Prince, men han har sjovt nok også været forbi for nylig, og Skanderborg er en familiefestival og en folkefest, og det har vi diskuteret!
Nå, lad mig tillade mig at bevæge mig videre til musikguiden, de obligatoriske halvtreds. Forinden følger tre disclaimere:
1) Ja, du skal over halvvejs (mod toppen) for at finde Rihanna!
2) Nej, du skal ikke lede efter Volbeat. For at spare de kommende mange anslag, får I den her: Jeg hader deres proletariske, enerverende brøleri og deres intetsigende fuse af tomme og træls genrer. Sluk nu for det!
3) Jeg vil fra tid til anden anvende begrebet "camp", som adjektiv. Det dækker, forvirrende nok, ikke over lejren på Roskilde, men er en obskur, kultursociologisk vending, som ingen forstår at redegøre ordentligt for. Forstå det som en blanding af corny, cheesy og fanget i en tidsånd.
Det kommer nok også til at handle lidt om en lille fest, jeg var med til at holde i et badebassin, om hvorfor folk længe ikke turde lave ordentlig indie-folk på grund af Bon Iver (PBUH!), om Pitchfork, The Tallest Man on Earth, efterskoleelever, Hodja fra Pjort, Fuck Buttons, antropologer, dårlig timing, Mumford & Sons og "The thriving Copenhagen DIY-punk scene"...
50-41: Elektronisk overload, noget med Afrika og Colombia og en 9.1'er.
50) THE HELIOCENTRICS (UK)
Ej, ved I hvad? Det er faktisk rart, det musik her, og jeg er lidt ked af, at jeg ikke kan bøffe det højere op på listen. Der er bare noget tørt over spottet som nummer 50. Det kan jo være, jeg ender med at tage op for at se The Heliocentrics, bare fordi de ligger nr. 50. Ikke mere snak - der er tale om psykedelisk jazz funk med en potpourri af referencer. Vild fredag formiddag ahead!
49) BADUME'S BAND (ETH)
OK, I får her en tilståelse: Selvom jeg haft, bogstavelig talt, alverdens muligheder i min gang på Roskilde siden 2007, fik jeg først rigtig taget min verdensmusik-mødom, da Bomba Estereo tog mig totalt på sengen, og gav mig min årlige Cosmopol-musikorgasme sidste år! Der var mange seksuelle referencer, hva'? FISSEEEE... Nå nej. Pointen var blot, at jeg har været lidt mere opmærksom på de mere eksotiske dele af line-uppet i år - og så er det faktisk en svag årgang af dem med obligatoriske visumkvaler. Men der er Badume og hans band, og de er fra Addis Ababa, hvis borgerkrigslige fortid jeg forelskede mig ganske momentant i, da jeg blev eksponeret for Awesome Tapes From Africa for et par år siden.
48) BINÄRPILOT (N)
Nu skal jeg vist til at være lidt kortfattet. Binärpilot. 8-bit. Verdensklasse. Fest. Apollo. It's me, Mario!
47) TOMAS BARFOD (DK)
Et stort, stille navn på den danske musikscene, som endelig fik et mindre sologennembrud med 'Salton Sea' sidste år. 'November Skies' er jo blændende, men ak, hvor han drukner.
46) DEAD FADER (UK)
Dem, der virkelig kender mig godt, vil måske vide, at min cd-samling indeholder både Battles og Fuck Buttons, og jeg har lidt en snæver forkærlighed for noget af det, der er helt smadret IDM-agtigt og næsten ulideligt. Jeg får næppe hørt Dead Fader, for der er næppe nogen der vil med mig, og jeg er bange for, at jeg er blevet et rumvæsen når jeg kommer tilbage. Men big ups!
45) MØ (DK)
Jeg er sgu ikke helt med, og jeg er ved at være lidt træt af at se på lille MØ i hendes Chess Club-tee. Få nu taget nogen nye pressebilleder, altså - du er vel ikke for main til at kende en eller anden fotograf med hørbukser på? Er der virkelig plads til endnu en dame med synthesizere? Men all right, jeg giver mig - jeg har virkelig ikke givet hende meget tid, så det er da en overvejelse værd.
44) MERIDIAN BROTHERS (COL)
Når der både namedroppes Tito Puente og Stockhausen i bandbeskrivelsen, og noget af musikken lyder som Analogik, hvis de skulle soundtracke Hodja fra Pjort, så kan jeg altså ikke helt lade være med at hype lidt...
43) HOLY OTHER (UK)
Her er et navn, der drukner så meget i årets elektroniske overflod, at jeg glemte at nævne dem i min opremsning i indledningen. Det her er dragende, og det bliver helt sikkert et af de tilfælde, hvor Gloria omdannes til en regnfuld, manchestersk nattehimmel.
42) DISCLOSURE (UK)
Jeg er sgu ikke helt hoppet på den her - men 'Settle' har netop fået 9.1 på Pitchfork, hvilket må tvinge mig til at tage Disclosure op til overvejelse igen de næste par uger. Det er hitmageri, jovist, men det falder også lidt i det samme hul af camp som mainstreamingen af dubstep. Undskyld, London...
41) LAUREL HALO (US)
En Hyperdub Brooklyn-dame med orden i dystopierne. Det er lidt min Pitchfork-discipleness der får mig til at hype det her, men The Wire sendte 'Quarantine' til tops som årets album i '12, så der må være noget om galskaben!
40-31: Snæver indie, BRED metal og to slags minimalisme.
40) ICE CREAM CATHEDRAL (DK)
Så kom der sgu noget med mennesker på, hva'? Ice Cream Cathedral er noget af det nyeste sort fra Copenhartsy, og det er rigtig flot, men søndag kl. 14.30 på Pavilion Junior er... op ad bakke.
39) BIXIGA 70 (BR)
Det er lidt forfærdeligt, at jeg allerede på plads 39 har fat i et navn, jeg forgæves prøver at skubbe op ad listen. Alt fra nu af vil jeg egentlig rigtig gerne se. Wow. Bixiga 70 er en del af min føromtalte søgen efter årets Bomba Estereo-oplevelse. Det lyder som noget, der virkelig kunne overrendes af antropologer og alle mulige andre naive tredjeverdenselskere, som danser den ene afrikanerdans, de lærte mens de var på højskole/i Tanzania/begge dele samtidig (mit had til antropologer er i øvrigt fuldstændig påtaget! Jeg synes, det er nogen dejlige og fornuftige mennesker, så længe de kan løfte deres fag op fra blot blind fascination af sorte mennesker!), men det hjælper nok lidt, at der ikke står Etiopien eller Congo "Democratique" på landemarkøren - selvom det lydmæssigt lige så vel kunne være tilfældet. Jeg tror, det her kunne blive en rigtig fin koncert - især hvis man er lidt halvfuld.
38) EKKOZONE performs MUSIC FOR 18 MUSICIANS (DK)
Det lyder måske lidt obskurt det her, men 'Music for 18 Musicians' er en koncert af Steve Reich, pioner indenfor minimalistisk kompositionsmusik. Nørdet? Jo, men det er jo det, Roskilde er til for! Jeg tror dog også desværre, det bliver svært at passe ind i et koncentreret festivalprogram.
37) ONDATRÓPICA (CO)
Trin tre i jagten på årets Bomba... Der bliver skruet godt op for neo-cumbia'en på Cosmopol her!
36) SUUNS (CA)
Her har vi at gøre med en lidt svært tilgængelig størrelse fra Montreal. Der refereres til Radiohead, men ikke mere end, at Suuns er helt deres egne. Etteren, 'Zeroes QC' fik 7.1 på Pitchfork, hvilket må siges at være pænt, men i den lave ende af pænt. OK, det er faktisk ret middelmådigt, så det er overhovedet ikke et argument. Kig den her vej for eksperimenterende og til tider støjende indie-elektro.
35) OF MONSTERS AND MEN (IS)
Her har vi fat i et lidt overset orkester, men klart et af årets stærkere indienavne. Jeg har desværre ikke helt fået lyttet mig ind på det, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er der en smule for meget Mumford & Sons-lalleglæde over det, men der er tale om en flok habile sangsmede, og referencerne til Arcade Fire er heller ikke off.
34) ANDY STOTT (UK)
Andy Stott stikker frem i årets elektroniske overflødighedshorn. Jeg er blevet lidt en sucker for minimal på det sidste. For eksempel har jeg lyttet sindssygt meget til Pantha du Prince den seneste måned, og Stott er lidt derhenad. Jeg tror, det kan blive en kulsort affære på Apollo eller, forhåbentlig, Cosmopol.
33) METALLICA (US)
Big-fucking-ups for denneher booking! Det var da vist noget, der kunne lukke røven på alle brokkenakkerne, der ikke forstår de nye normaltilstande, hvor mastodonterne kræver astronomiske honorarer for at lade deres kunstneriske højhæderlighed lyse Orange op. Jeg bryder mig i grunden ikke om Metallica, og jeg kan garantere, at jeg ikke står igennem en hel koncert. Men jeg vil gerne forbi og mærke stemningen et par numre!
32) ÁSGEIR TRAUSTI (IS)
Det er finurligt, som den islandske sprogprotektionisme føder bløde indie-folk-poppere, som insisterer på at synge på deres uforståelige modersmål. Sidste år var det Ólof Arnalds, som jeg beklageligvis ikke fik hørt, og i år har vi at gøre med Ásgeir Trausti. På en måde er det jo svært at synge på islandsk i en genre, som netop så ofte hænger sin hat på lyrikken. På den anden side bliver stemmen til et instrument, og det kan virkelig være noget så rart! Det er nok et long-shot at jeg når det, men ham her på Gloria, det kunne blive virkelig fint.
31) MY BUBBA (IS/S)
Lidt i samme boldgade som ovenstående har vi her årets obligatoriske First Aid Kit-spin off. Her er virkelig tale om små, rare viser, der gør sig bedst over et knitrende bål, og jeg tror alle andre scener end Gloria er for store. Dertil ville My Bubba til gengæld passe helt overdrevet godt.
30-21: Overflod af dansk pop, tilsat punk og (endnu mere) elektronik.
30) CHINESE MAN (FR)
Vi har her at gøre med et DJ-kollektiv med godt med nostalgia på pladespilleren! Det lyder af swing, funk og jazz, og det bliver en fest!
29) DAEDELUS - ARCHIMEDES SHOW (US)
Et lidt overset elektronisk navn på plakaten. Halvskæv, halvtung, altædende electronica og et liveshow, der eftersigende skulle være visuelt fantastisk!
28) ICEAGE (DK)
Der er her 100% tale om et "se giraffen"-navn for mig, for det lyder jo helt af helvede til. Jeg læser fra tid til anden på Pitchfork om den tilsyneladende helt vanvittige og avantgarde punkbevægelse, der åbenbart pågår lige her i min by, uden at nogen aner det. "The thriving Copenhagen DIY-punk scene..." - ja, det er jeg sgu ikke en del af, det er jeg nok blevet for gammel og studentikost kedelig til! Men 'New Brigade' og 'You're Nothing' har fået 8.4 og 8.6 på gaflen, og det er for pokker da helt ude af proportioner. Det må jo opleves!
27) QUADRON (DK)
Jeg er ikke heeeelt på bølgen, må jeg sige. 'Avalanche' er først udkommet i dag, og jeg har ikke fået det hørt, så jeg vil godt give Quadron muligheden for at vokse på mig. Men også muligheden for at kunne ses i København til efteråret...
26) VINNIE WHO (DK)
Det var stort set dagen efter, at Vinnie Who var til en mindre fest, jeg holdt med nogen af mine drenge, han blev offentliggjort som Orange-åbner, så der har helt sikkert været en sammenhæng. Han er lige præcis mainstream nok til, at det godt kan blive en af de stærkere åbningskoncerter de senere år, men jeg tror sgu, den kære Niels Bagge godt selv ved, at han ville have passet bedre en aften i mørket på Arena. Torsdagslyset på Orange kan dog ikke tage fra Vinnie Who, at han laver noget af det mest kompromisløse popmusik her til lands lige nu. Tak for attend'et, Nielsen, jeg vil sgu ikke love at jeg gengælder det - men det kunne da være på sin plads!
25) JAM CITY (UK)
Her er vi lidt ovre i Fuck Buttons-familien, men dog alligevel mere tilgængeligt. Måske vil Apparatjik (som jo ifølge alle andre end anmelderstanden betvang Orange med manér sidste år!) i virkeligheden tjene som den bedste reference? Jeg tror i hvert fald, det her bliver sindssygt!
24) MARIE KEY (DK)
Okay, her kommer årets guilty pleasure: Jeg synes, 'Uden Forsvar' er et af de absolut stærkeste, mest gribende og hudløst ærlige stykker kærlighedserklæring der er skrevet her til lands i lang, lang tid! Jeg slår Spotify på private session og hører det i smug. Altså kun nogengange, men jeg gør det. Jeg har helt hundrede procent sikkert puttet mig selv i bås med de cirka 18.000 efterskoleelever, der skal stå og kramme og tude i forstilt ungdomsapokalypse under Arenas dug, når den krølhårede østerbrospirrevip spiller op til finurlighed (og med alle de andre "voksne" mennesker, som også har et soft spot, men ikke tør indrømme det. Ha - fuck jer, nu kom jeg sgu først!), men det går nok også an...
23) SIMIAN MOBILE DISCO (UK)
Jo, Chase & Status og Baauer er også på spil, men jeg tror ganske vel, Simian Mobile Disco kan blive årets brandfest (når jeg konsekvent lader være med at nævne Kraftwerk i sammenhænge som denne, er det selvfølgelig fordi de er fuldstændig udenfor målestok). Der skal ikke tænkes så tossemeget over det her, tror jeg. Det bliver noget med noget øl og noget bas-arm.
22) INGRID feat. LYKKE LI, PETER BJORN AND JOHN, MIIKE SNOW, COCO, J. ÅHLUND and GUESTS (INT)
Det er simpelthen så Roskilde-agtigt, som noget kan være, at lave label night med et svensk indielabel! Det er en skæg potpurri det her - Lykke Li og Peter Bjorn And John er nogen af de navne, jeg har været mest ked af at gå glip af i tidernes løb på Dyrskuepladsen. Miike Snow er til gengæld et af de navne, jeg har været suverænt mest ked af at spilde min tid på. Jeg ved sgu ikke med den her koncert altså, for det kan hurtigt blive lidt for musikskoleagtigt, og det bliver sikkert på et rigtigt røvtidspunkt på Arena ligesom Copenhagen Collaboration sidste år. Men det er da spændende, det er det da...
21) SCHULTZ & FOREVER (DK)
Mandag, 14.30 er ikke helt optimalt, men hvis det ikke var fordi, jeg så Jonathan Schultz & co. på Ideal Bar i efteråret, stod jeg der stensikkert. Nu er det nok kun en 75'er. Ok, 85 så... Jeg er stadig ikke sikker på, om knægten kan holde over et helt album, men de EP'er, der er dukket op indtil videre, er ganske og aldeles formidable. Slægtskabet til The Tallest Man On Earth er umiskendeligt, men der er også en anden sårbarhed og intimitet her, end på svenskerens ekskurser om heste og ørne. Måske fordi Schultz rent faktisk kommer fra et teenageværelse i Køge (say what, i øvrigt!) og Matsson kommer fra Dååålarna?
20-11: Sorte kvinder, hvide indiemænd og DJ's i alle former.
20) KENTON SLASH DEMON (DK)
Kenton Slash Demon var, sammen med Taragananaanana Pjyjyjyjyjarama (det-er-med-vilje), det danske skud på den balearic-bølge, der for to-tre år siden stod stærkt især i Spanien og Sverige, med Delorean, John Talabot, Korallreven og jj. Noget af det andet bliver til tider lidt for pastel-agtigt, men Kenton og Moldenhawer har en anden, house't tyngde, uden at miste lunen. Jeg husker dem fra det sidste år, jeg boede i Aalborg, og jeg troede lidt de havde begravet sig selv, men nej. Det vil jeg sgu gerne stå og svinge halefjerene lidt til en sommeraften.
19) INDIANS (DK)
Jeg skal være hudløst ærlig og indrømme, at jeg for pokker ikke har givet Indians den opmærksomhed, det er mig påkrævet, når en dansk kunstner dukker op af ingenting, bliver signet på 4AD og sammenlignet med Bon Iver, som vel i øvrigt snart må opstige som indiemusikkens profet Muhammad med peace be upon him og tegneforbud. Det blev til ganske respektable 7.6 på 'forken til 'Somewhere Else', som da også er dragende, omend jeg har lidt svært ved vokalen. Jeg er desværre bange for at det her bliver på Odeon, som er noget så kedelig en scene. Forhåbentlig kan det blive i mørke.
18) C2C (FR)
Man kan ikke spotify'e et DJ-kollektiv og bedømme det ordentligt, så jeg placerer C2C her udelukkende som talk of the town. Der er her tale om den helt gamle skole af dem, der scratcher sig til lækkerhed, og det er intet ringere end kombinationen af Hocus Pocus og Beat Torrent. Holy fuck, siger jeg bare! Bliver det årets fest på Cosmopol, eller får de lov at betvinge Arena ud på de små timer?
17) CHASE & STATUS (UK)
Det er faneme et long shot at smide Chase & Status på Orange - så er det sagt! De spillede for to år siden på Cosmopol, og folk gik fuldstændig amok. Det var en knytnæve af en koncert, og Soundvenue gav den forudsigeligt nok 2/6, fordi det var for ensformigt og proletarisk. Behøver jeg nævne, Pitchfork selvfølgelig aldrig har værdiget dem omtale? Jeg har ikke helt den samme allegiance til de store elektroniske nattefester på Orange som jeg havde engang, for de sidste par år har Deadmau5 og The Prodigy vist, at det kan fejle. Den scene er en kræsen gammel dame, der skal tages intelligent, som Trentemøller eksempelvis gjorde det. Det har jeg ærligt ikke verdens største tiltro til, at Chase & Status kan levere, og derfor bliver det til en beskeden placering som nr. 17. But please surprise me...
16) AZEALIA BANKS (US)
Det er nok ikke en hemmelighed, at '212' om nogen var soundtracket til sidste sommer og efterår på Københavns benhårdt svedigste studie, og halvdelen af min eventuelle tilstedeværelse til Azealia Banks (på Cosmopol, forhåbentlig!) bunder i et behov for at skyde det nummer endegyldigt til himmels og ud af spillelisterne med en sidste sveder!
15) JAKE BUGG (UK)
Her har vi fat i et af årets store hype kids. Dette bliver mr. Buggs anden ud af tre koncerter her til lands i år, og han lagde Vega ned med 5/6 i Soundvenue. Pitchfork har ikke nævnt ham med et ord, hvilket dog, trods min store loyalitet over for det medie, må siges at være et tegn på, at deres had til engelsk musik er en kende for principiel og påtaget. The Tallest Man On Earth har i sandhed fået sig nogen disciple på det seneste, og Jake Bugg er en af dem. Nogen gange bliver han lidt for gavflabet og Mumford & Sons-agtig (nej, dem kan jeg ikke lide), og så vil jeg altså hellere have Matssons skærgårdspoesi og hår på brystet, men der er krummer i denneher knægt alligevel.
14) BAAUER (US)
Okay, det her bliver årets fest - punktum. Nej, udråbstegn! I 2013 kan man vel næppe lave en mere zeitgeistlich booking end at hive fat i en mand, der har været viral på YouTube? Jeg er nede med Baauer. Det er lyden af Brooklyn, der går undergrunds-London i bedene, men på sin egen måde, med tydelige hip-hop referencer, som det sig hør og bør fra den side af Atlanten. Det er tungt og beskidt på den helt rigtige måde - I hvert fald de tre numre, der ligger på Spotify. Men de kan vel også spilles på repeat?
13) RIHANNA (BB)
Oh yes, jeg mener det! Det er Roskilde Festivals fornemste opgave at udfordre sit publikum, på alle leder og kanter. Det kan være med obskur panfløjtemusik fra Solomonøerne, spillet af kulsorte mænd, nænsomt fløjet ind med Qantas i fuld krigsmaling. Der er langt fra Solomonøerne til Barbados, jovist, men der er på en helt anden måde langt mellem Narasirato, som panfløjtegruppen hedder, og Rihanna. Alligevel er netop Rihanna en ganske anden måde for Roskilde at udfordre sit publikum på, og det er sgu legitimt - så alle de hellige kritikere kan stoppe deres piedestal op et vist sted, for det her bliver en fest, og hvis der er nogen festival der kan tage favntag med mainstreampoppens absolutte top med et blink i øjet og integriteten bevaret, så er det Roskilde! Nej, vi skal ikke have et navn som dette hvert år, men jeg hører stadig om folk, der taler vemodigt om dengang Robbie Williams spillede Orange op til popkærlighed omkring årtusindskiftet - og dengang var han altså præcis lige så afskyeligt mainstream, som Rihanna er nu. I en tid, hvor der bliver længere og længere mellem kunstnere, der for alvor kan fylde rummet under den orange dug, synes jeg, Rihanna er en yderst relevant booking. Jeg vil ikke gå gennem ild og vand for at høre det, men jeg garanterer jer, det kommer til at stikke af!
12) JAMES BLAKE (UK)
Jeg har sjovt nok aldrig været med på James Blake-hypen. Jeg synes, det bliver lidt for forstilt og fortænkt til rigtigt at tale til mine følelser, og jeg har faktisk slet ikke hørt det nye, 'Overgrown'. Men jeg kan huske, da Blake dukkede op ud af ingenting med 'CMYK' og 'Klavierwerke' EP'erne, og den samlede musikpresse reagerede, som om de havde set et rumvæsen med smørtenor. Jeg kan også huske, at Blake i 2011 under torden og lynild spillede sig til 6/6 på Cosmopol uden min tilstedeværelse (men jeg var til The Strokes, som spillede en 6/6'er samtidig, så det er OK), og jeg kan også huske, da jeg så knægten, som for pokker er på alder med mig selv, på Northside sidste år. Det var ret fortryllende, uagtet at jeg ikke havde hørt stoffet særlig meget på plade, så jeg tør egentlig godt dukke op på Arena, hvor Blake helt sikkert holder audiens, denne gang.
11) WHEN SAINTS GO MACHINE (DK)
Hævnens time er kommet! Efter den tåkrummende og malplacerede åbning af Orange i 2009 er When Saints Go Machine tilbage på Dyrskuepladsen, to album stærkere. Jeg forventer et fyldt Arena, og jeg forventer fire Østerbro-knægte, som tager den i sin hule hånd. Jeg så dem sidste år i Den Grå Hal, og det var knaldende stærkt. Det var dengang stadig med 'Konkylie', som jo virkelig var et coming of age-album. Jeg har ikke helt forelsket mig i 'Infinity Pool' endnu, men den er lovende, og det skal nok blive godt! Derudover har jeg en personlig forkærlighed for den lidt skizofrene debut, 'Ten Makes a Face', som vi nok desværre næppe hører andet til end 'Fail Forever'.
10-6: Tre mænd fra Amerika, en fra Canada, en fra Vestbjerg - og en gal, lille kvinde.
10) KENDRICK LAMAR (US)
Jo sgu! Jeg kan godt kaste big ups, når folk brillierer, og det gjorde Kendrick Lamar intelligent på 'good kid, m.A.A.d city', som køligt og fortjent gled ind som årets album på Pitchfork i 2012, hvormed den er i familie med kreationer som 'Funeral' og 'Silent Shout'. Det er nok til at aftvinge et håndtegn herfra, og jeg tror det bliver kogende på Arena!
9) MATTHEW E. WHITE (US)
Jeg tillader mig at bringe et par lidt obskure drenge ind i top 10. Det gør jeg, fordi de holder. Jeg bliver simpelthen så glad og varm indeni, når 'One of These Days' nænsomt kærtegner mine højttalere, og det her er en af de få koncerter, hvor det for pokker helst skal være varmt og solrigt og midt på dagen. Kom med det!
8) JONATHAN WILSON (US)
Endnu en af de obskure drenge. Det er sjovt, som 'For Emma, Forever Ago' nærmest skabte et vakuum i indie-folken. Efter at Justin Vernon i den grad ramte den i røven, og skrev det album, alle gerne ville skrive, var det som om folk ikke turde sætte sig ned med deres guitar og være no bullshit. Sam Beam fra Iron & Wine kastede i hvert fald flere og flere og flere instrumenter på i processen med 'Kiss Each Other Clean' for at flygte fra Bon Ivers skygge. Og ellers er det gået Dylan-vejen med The Tallest Man On Earth og alle hans førnævnte disciple, eksempelvis Jake Bugg. Jonathan Wilson er rimelig no bullshit indie-folk, og det er da forfriskende. Og smukt. Tjek det ud!
7.5) DEN SORTE SKOLE (DK)
Det er sjovt, for jeg gik i går (da jeg rent faktisk skrev denne smøre) og tænkte på, at det i grunden var underligt, at en kunstner med så stærk en Roskilde-track record som Den Sorte Skole ikke var booket. Så er det godt, man bruger sin tirsdag formiddag (i læseferien, fy!) på at redigere, og spotter, at de tre læremestre er booket som sidste navn i 11. time! Som om vi ikke havde nok DJ-kollektiver i forvejen! Det bliver lidt interessant, hvordan Den Sorte Skole har tænkt sig at matche forventningerne til kæmpefest med 'Lektion III', som jo virkelig er væsensforskellig fra det gamle materiale. Jeg tror nok, der skal blive fyret op under kedlerne!
7) CHRISTIAN HJELM (DK)
Det er egentlig et underligt tilfælde af ellers ukarakteristisk uopmærksomhed, at Christian Hjelm og jeg ikke er sket endnu, for den smukke frisure fra Vestbjerg begik i al stilfærdighed en fremragende popplade sidste efterår. 'Fri Leg' går jo eksempelvis lige i hjertekulen. Jeg har aldrig, aldrig været stor Figurines-mand, hvilket nok egentlig gør mig lidt atypisk blandt danske indiemænd med gymnasietid i midt-00'erne. Men på dansk er Hjelm anderledes nærværende, og jeg kommer til at prioritere den her koncert meget højt!
6) CRYSTAL CASTLES (CA)
JA, for fanden mand! Crystal Castles er ganske vist ikke så oppe i tiden, som de har været, og jeg håber ikke Roskilde overcaster dem til Arena, for det tror jeg faktisk ikke, de kan løfte. Apollo eller Cosmopol, tak. Jeg har ikke rigtig lyttet til 'III', men Alice Glass er jo rablende vanvittig, så det gør ikke noget!
5-1: Tysk maskinkraft, atmosfære, melankoli og psykedelika.
5) EFTERKLANG (DK)
Efterklang og jeg er, ligesom det er med kærlighed: Man mødes aldrig på det rigtige tidspunkt. Jeg var ikke på bølgen med 'Tripper' og 'Parades' som mange af de rigtige barometerbørn i midten af '00erne, så jeg så dem på Astoria i '08 uden rigtig at forstå andet end at det var blændende smukt, og så gik det lidt i glemmebogen. 'Magic Chairs' tog mig et år at lære at elske, så jeg så dem slet ikke i '10, og i oktober så jeg dem spille 'Piramida' med Copenhagen Philharmonics, endnu inden det var gået op for mig, hvor smuk den plade er. Men nu sker det! For første gang skal jeg til Efterklang-koncert med forventninger og præferencer (hvilket i praksis betyder at jeg skal stå en time og et kvarter og håbe på 'Natural Tune', som de med garanti ikke spiller, men som simpelthen er det fineste lille stykke fløjlsblødt ømhed). Hvor bliver det forløsende!
4) THE NATIONAL (US)
The National er hands down det band, jeg har dyrket mest de sidste 2-3 år. 'Slow Show' har 223 afspilninger i min iTunes - stik den! Derfor har jeg det stærkt ambivalent med den her koncert. Hvis det ikke var fordi, jeg allerede havde købt billet til Forum i november, ville det gå op i panik, position og uundgåelig skuffelse, for med de bands man elsker allerhøjest er det bare ikke det samme på festival, når man har yndlingsnumre nok i bagkataloget til halvanden koncert! Nu kan jeg tage den lidt mere med ro, og jeg er tilmed begyndt at forene mig med tanken om, at The National skal spille Orange. Jeg er sandt for dyden glad for, at jeg har nået at se dem både på Arena i '10, og i 2011 i det noget så lidet romantiske Scandinavian Center i Aarhus (som The National rent faktisk formåede at gøre romantisk...), for det bliver ikke den samme sugende intimitet på Orange. Her kan det altså ikke lade sig gøre at lukke koncerten med 'Vanderlyle Crybaby Geeks', a capella! Men det måtte jo ske, tiden måtte jo komme til at et af de store, nu veletablerede, indiebands med tilløb i 00'erne indtog den orange sejldug, og når det skal være, er jeg lykkelig for at det ikke blev Bon Iver sidste år. Det skulle jo, synes jeg, have været Arcade Fire, men The National har alligevel også lidt stadionpotentiale. Se dem som Coldplay med langt større lyrisk tæft, kølighed og indie cred. Desværre betyder udgivelsen af 'Trouble Will Find Me' nok, at vi må se langt efter efterhånden gamle yndlinge som 'The Geese of Beverly Road', 'Daughters of the Soho Riots' og ikke mindst 'About Today'. Ikke fordi den nye absolut er dårlig. Den er et fint bekendtskab, men falder alligevel lidt for tommefingerreglen om, at næsten ingen bands udgiver mere end tre gode album. Jeg synes, den er lidt forudsigelig, og ikke hverken melodisk eller tekstmæssigt på højde med de forrige. Det har nok noget at gøre med, at The National ligesom har etableret sig nu. 'High Violet' blev til i kølvandet på 'Boxer', som er en af 00'ernes stærkeste indieplader overhovedet, og som blev til ovenpå gennembruddet med 'Alligator', som kom nærmest ud af ingenting, så de tre forrige plader er alle tilblevet under en smule pres. Det er den nye ikke, og det synes jeg kan mærkes. Melodierne hook'er umiddelbart ikke, og Berninger er blevet halvkedelig i sin lyrik. Jeg synes simpelthen ikke, han er følelsesmæssigt lige så meget med. Der er for mange fortænkte enderim for en mand, der engang kunne putte kronen på et helt album med "we're drunk and sparking, our legs are open/our hands are covered in cake/but I swear, we didn't have any!", og så skide på om det rimede, for det var, og er, simpelthen så illustrativt. Men nu skal den plade heller ikke tales længere ned, for den er jo god, for pokker, det er bare ulideligt hårde odds. Og det bliver ganske og aldeles dejligt!
(PS: Nu har 'Slow Show' 224 afspilninger i min iTunes...)
3) ANIMAL COLLECTIVE (US)
Dyrekollektivet er noget så kompliceret et bekendtskab. Det tog mig over et år at lære at elske 'Merriweather Post Pavilion', som jo er et mesterværk, men det er egentlig også der, jeg er nået til. Animal Collective er hellige i indieverdenen, og især på Pitchfork, som har givet - hold nu fast - seks plader over 8.0, og tre af dem over 9.0. Og det uden at medtælle kollektivets myriade af EP'er! Den nyeste, 'Centipede Hz' var der ret stille omkring, hvilket i Animal Collective-sammenhænge betyder, at det var noget middelmådigt pis. Man begår helligbrøde ved at kritisere Animal Collective, og Pitchfork gav den da også pligtmæssigt anstændige 7.4, fordi de skal. Den har heller ikke fanget mig. Ej heller har jeg forgrebet mig på 'Strawberry Jam', 'Feels' eller 'Sung Tongs', som synes at have hver sin discipelskare blandt de rigtig hardcore musiknørder. Men det er ligemeget, for det her bliver en oplevelse udi psykedelika - kom med det!
2) KRAFTWERK (D)
Fanden tage Roskilde for at smide Kraftwerk på kl. 22! Det skal, skal, skal være i nattemørket! Når det så er sagt, så bliver det her intet mindre end legendarisk. Fest og musikhistorisk lektion på én og samme tid! Al anden beskrivelse er vel overflødig her.
1) SIGUR RÓS (IS)
Fuck, så sker det. Sigur Rós er efterhånden klart den største elefant i min musikjungle, jeg endnu ikke har skudt, og jeg har faneme ønsket mig det her hver eneste, eneste år jeg er kommet på Roskilde! At få sat flueben ud for både dem og The Knife på ét år er pænt lækkert. Det bliver nok ikke kl. 01 på Orange, som jeg havde håbet, men det bliver dragende og magisk uanset hvad. Jeg er lidt ked af, at islændingene for andet år i træk udgiver plade. 'Valtari' fra sidste år har ikke sat sig endnu, og man kan ikke have så hurtig en udgivelsesfrekvens, når man laver musik med sådan en lang forædlingstid som Sigur Rós gør. Jeg tror og håber dog, at koncerten i rigt mål vil skele tilbage til 'Ágætis Byrjun', '()' og 'Takk...' som hver for sig er postrock-milepæle. Giv mig 'Untitled 1' og '3' og '8', giv mig 'Glósoli' og 'Sæglopur' og 'Milano' og 'Starálfur', og, nåja, også 'Hoppipolla', selvom DR har smadret den ved at soundtracke alle deres forbandede naturdokumentarprogrammer med den (udgiver Enya ikke snart noget nyt, så vi kan få fred?). Det bliver noget så forbandet smukt og ganske og aldeles legendarisk, det her. Tak, tak, tak, Roskilde!
Abonner på:
Opslag (Atom)
